• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et landsbysamfund i forvandling

Oprindelig forfatter JJe

I Danmark bød tiden efter ca. 200 e.Kr. på dybtgående forandringer af oldtidssamfundet. Havde man dengang besøgt nogle af de bebyggelser, der i stort tal lå spredt ud over landet, ville man straks have bemærket forskellene i forhold til tidligere tider. Gårdanlæggene var vokset betydeligt i størrelse. Både beboelsesdelen og stalddelen i de store bygninger var blevet meget længere, og stalddelen var opdelt i flere forskellige rum. Ofte så man også et halvtag bygget langs med det omgivende hegn. Det betød, at langt flere kvadratmeter end tidligere nu var under tag.

Landsbyernes fælles indhegninger var også blevet opgivet til fordel for en indhegning af de store, individuelle gårdenheder. Og arealet af de indhegnede gårdtofter var øget betydeligt. Det landbrug, man drev fra gårdene havde desuden forandret sig markant. De gamle agerfelter med deres sindrige systemer af små, voldindrammede agre var blevet opgivet. Gårdene lå enten enkeltvis eller flere sammen og kunne danne landsbyer af en størrelsesorden, man ikke tidligere havde set. Gårdanlæggenes større bygninger var udtryk for, at man på gårdene ikke blot havde øget produktiviteten, i særdeleshed ved at udvide kvægholdet. Det betød også, at flere funktioner var samlet i det enkelte gårdanlæg. Til at udføre disse betjente man sig af en lang række nye redskaber og transportmidler. Der var tydeligvis sket et stort spring i den tekniske udvikling.

Den næsten standardiserede udformning af de enkelte gårde så ud, som havde de været genstand for en vis politisk regulering. Det er da også uomtvisteligt, at der sideløbende med alle forandringerne var fremstået et helt nyt samfund med en stærkt hierarkisk struktur. Et samfund, som havde udviklet en ny militær organisation, og hvis ledere var i stand til at iværksætte større anlægsarbejder i form af bl.a. volde og territoriale afgrænsninger, som vi siden hen skal se det.

Annonce

 Vorbasse-landsbyens mange succesive stadier. Gennem de arkæologiske undersøgelser har man kunnet følge jernalderlandsbyens vandring over en mere end tusindårig periode, dvs. fra 100 år før Kr.f. til slutningen af vikingetiden (1-7b). Herefter fortsatte landsbyen i nutidens Vorbasse (nr. 8), hvis romanske kirke endnu ligger på stedet.

Vorbasse-landsbyens mange succesive stadier. Gennem de arkæologiske undersøgelser har man kunnet følge jernalderlandsbyens vandring over en mere end tusindårig periode, dvs. fra 100 år før Kr.f. til slutningen af vikingetiden (1-7b). Herefter fortsatte landsbyen i nutidens Vorbasse (nr. 8), hvis romanske kirke endnu ligger på stedet.

Men lad os først se på landets bebyggelse i den yngre romerske jernalder. Et af de mest karakteristiske træk ved den landsbytype, der udviklede sig i tiden efter ca. 200 e.Kr., var, at rammen om det gamle landsbyfællesskab, fælleshegnet, forsvandt. I stedet kom store, selvstændigt indhegnede gårde. Det er, hvad vi lærer af de storstilede udgravninger af landsbyen Vorbasse i Midtjylland. Her var antallet af gårde det samme som i den et par hundrede år ældre landsby ved Hodde (se Bag landsbyens hegn). Men i Vorbasse dækkede bebyggelsen et areal, der var næsten det tidobbelte af Hoddes!

Udgravningerne i Vorbasse har været et af de virkelig store projekter i dansk arkæologi. Henved 350.000 kvadratmeter blev afdækket, for at man kunne følge udviklingen af en enkelt landsby fra tiden lige før Kr.f. og frem til den nuværende landsby, som blev grundlagt i middelalderen.23

Vorbasse ligger inde i det midtjyske landskab, lige vest for det stykke af den jyske Hærvej, der går gennem halvøens hovedstrøg fra Randbøl Hede i retning mod Bække og Læborg. Ad den vej red Valdemar Sejr ifølge folkevisen på sit desperate ridt for at nå til dronning Dagmars dødsleje i Ribe. Hærvejen bevæger sig her gennem egne, som må have været nogle af de mest storladne på dens vej ned gennem Jylland. Hundreder af gravhøje ligger langs begge dens sider og lå der også, da oldtidslandsbyen ved Vorbasse blev grundlagt tidligt i jernalderen i et landskab, der dengang rummede udstrakte græsningsarealer for kvæg. Nu er det kun den store jyske himmel, der sammen med gravhøjene giver det helt opdyrkede og tilplantede landskab dets præg af fortidsdybde.

 Plan over det udgravede område af Vorbasse-landsbyen. Bebyggelsen fra det 3. århundrede e.Kr. ligger i områdets sydlige del og er markeret med raster.

Plan over det udgravede område af Vorbasse-landsbyen. Bebyggelsen fra det 3. århundrede e.Kr. ligger i områdets sydlige del og er markeret med raster.

Vorbasse var en vandrelandsby. De mange flytninger gør det muligt at følge landsbyens årtusindlange udvikling fra en lille bebyggelse med forholdsvis små gårde i tiden omkring Kr.f. til en stor landsbybebyggelse med solide, velbyggede gårde senere hen i jernalderen.24

Det afgørende skel i Vorbasses udvikling sker i det 3. århundrede e.Kr. Da optræder for første gang en helt ny gårdstruktur med meget større gårde end hidtil.25 Der er tale om en landsby med adskillige samtidige gårde, som hver har deres eget selvstændige hegn. Gårdene er placeret noget uregelmæssigt i forhold til hinanden, og man kan se, hvordan huse og hegn i de enkelte gårdanlæg flere gange er blevet ombygget og fornyet. Ligeledes kan man ved hjælp af hegnene følge, hvordan der gradvis bliver opført nye gårde i landsbyen.

På planen ovenfor kan man se de ti samtidige gårde, som landsbyen bestod af i det 3. århundrede e.Kr. I den sydlige del lå en dobbeltgård omgivet af et fælles hegn. Senere ombygninger medførte imidlertid, at de to gårde fik hver sit hegn. De enkelte gårde var af varierende størrelse. Men i landsbyens nordlige del lå en lidt større gård med et stort langhus og en større, fragmentarisk bevaret indhegning.

I forhold til tidligere århundreder var der sket store forandringer med husene. De havde nu dels fået kraftige plankevægge og en ændret placering af de tagbærende stolper, dels var de blevet større. Tidligere var et hus på 20 m et stort hus, nu lå gennemsnittet på mere end 30 meter, og flere var over 40 m lange. Bredden var dog stadig på godt 5 meter som tidligere, det må tilskrives hensynet til tagkonstruktionen. Inde i huset var forandringerne iøjnefaldende. En dør midt for hver langside førte ganske vist stadig ind til en lille mellemgang, akkurat som tidligere. Herfra kom man dog ikke længere direkte ind i opholdsrummet med ildstedet og bænkene langs siderne. Et mindre forrum havde nu skudt sig ind imellem. Men kom man først igennem det, var alt næsten ved det gamle – bortset fra størrelsen. Opholdsrummet i husene i Vorbasse var omkring dobbelt så stort som hos stormanden i Hodde.

I østenden var der stadig stald, ofte med plads til 20-30 dyr. Men i de længste af husene kunne der for enden yderligere være et eller to rum, som regel med egen indgang. Også udhusene var blevet større og havde fået deres konstruktion ændret. I udhusene kunne redskaber, foder og fødevarer opbevares, eller de kunne fungere som værksteder. En ny hustype var i øvrigt kommet til: et mere eller mindre nedgravet grubehus. Det var, som navnet antyder, en hustype, der var gravet ned i jorden. Taget var teltformet og båret af to stolper, en i hver ende af nedgravningen. Grubehusene blev brugt som værkstedshytter. Nogle som vævehuse, andre som pottemagerværksteder, og atter andre som smedehytter eller stenværksteder.

Det indhegnede område omkring gårdene var, som nævnt, blevet væsentligt større end tidligere. Det var næsten altid firkantet og med to typer indgange: en smal for gående færdsel og en ca. tre meter bred port beregnet til vogne. En standardgård bestod af et langhus og et eller to udhuse. I hjørnet af indhegningen kunne der tillige ligge en lille staklade.

Lige uden for landsbyens østlige del lå en lille familiegravplads, hvor et par generationer af den største gårds beboere var gravlagt.26 I midten af gravpladsen lå to mandsgrave, begge med et fuldstændigt våbenudstyr bestående af skjold, lanse og spyd. Omkring de to våbenføre mænd lå fire meget rige kvindegrave med pragtsmykker og romerske importvarer.27 Og uden om de rige grave lå ti grave med mænd, kvinder og børn gravlagt med et mere almindeligt udstyr. Den tid var altså forbi, hvor alle blev gravlagt på en og samme gravplads – landsbyens. Nu havde hver enkelt gård almindeligvis sin egen gravplads på den jord, som tilhørte slægten.

 Rekonstruktionstegning af Vorbasse-landsbyen i 300-tallet. Bebyggelsen består af omkring 20 gårde, hvoraf flere er tvillingegårde. Hovedhusene har alle stald i østenden, beboelse i vestenden. Landsbyen virker planlagt og velordnet; gårdene ligger hegn ved hegn i to nord-sydgående rækker, mens den største gård er anlagt lidt længere mod øst.

Rekonstruktionstegning af Vorbasse-landsbyen i 300-tallet. Bebyggelsen består af omkring 20 gårde, hvoraf flere er tvillingegårde. Hovedhusene har alle stald i østenden, beboelse i vestenden. Landsbyen virker planlagt og velordnet; gårdene ligger hegn ved hegn i to nord-sydgående rækker, mens den største gård er anlagt lidt længere mod øst.

Efter nogle generationer begyndte de enkelte gårde i landsbyen gradvis, en til to ad gangen, at flytte ca. 200 m mod vest for at danne en ny bebyggelse. Denne dannede i det 4. århundrede e.Kr. en meget klar landsbyplan med i alt 20 samtidige gårde. Mod vest lå gårdene på en lang række, og mod øst lå de omkring et mindre, åbent område. De enkelte gårde var fortsat af meget varierende størrelse. To steder var der tale om en dobbeltgård. Begge gårdene blev dog senere adskilt af et hegn. Og ved to gårde af gennemsnitlig størrelse var der smedevirksomhed. Ved dem begge var der en ansamling af jernudvindingsovne lige uden for det omgivende hegn.

Længst mod øst lå den største gård. Den havde det største langhus, det største antal mindre huse og den største indhegning. Langhuset var 45 m langt, den indhegnede gårdtoft var på 72 x 53 m, dvs. næsten 4000 kvadratmeter. Endnu et lille hus hørte til gården, men det lå af en eller anden grund uden for hegnet, ved den østlige udgang, hvor der var passage til markerne. Denne stormandsgård var den direkte efterkommer af den større gård i den ældre landsby, og lå på nøjagtig samme sted. I den form, landsbyen havde fået nu, fortsatte den med mindre ændringer ind i det 5. århundrede e.Kr. De små grubehuse lå nu i reglen uden for hegnene samlede i et bælte langs gårdrækken.

100-200 m øst for den nye landsby lå der yderligere tre adskilte gårde, som eksisterede igennem det 4. og 5. århundrede e.Kr. Dvs., at der umiddelbart uden for den kompakte landsby også har eksisteret samtidige, enkeltliggende gårde.

 Plan over det udgravede område af Nørre Snedelandsbyen. Bebyggelsen fra det 3. århundrede e.Kr. ligger i den sydøstlige del af området og er markeret med raster.

Plan over det udgravede område af Nørre Snedelandsbyen. Bebyggelsen fra det 3. århundrede e.Kr. ligger i den sydøstlige del af området og er markeret med raster.

Også i landsbyens dagligdag var der sket ændringer. Smeden arbejdede f.eks. med en helt ny type jernudvindingsovne: Ikke de gamle grubeovne, men en ny type med større produktionskapacitet. Også stenhuggere arbejdede nu i landsbyen. To steder i det frie midtareal ved den sene landsby fandt man rester fra fabrikation af drejekværne. Den gammeldags skubbekværn, der havde været i brug siden stenalderen, havde omsider fået en afløser. Desuden viser fund af runde vævevægte, at en ny type af væve var taget i brug. Det var altsammen nyskabelser, som kom til at betyde en væsentlig produktionsforøgelse.

En anden landsby, samtidig med Vorbasse, fandt man i Nørre Snede i det sydlige Midtjylland. Den lå ved det store jyske vandskel, ikke mange kilometer nord for den smalle passage mellem udspringet af halvøens to største vandløb, Gudenåen og Skjernåen. Her er man dybt inde i det midtjyske, forhenværende hedebakkeland. Hele tiden færdes man højt oppe, og fra bankerne omkring Nørre Snede åbner der sig vældige udsigter mod vest ud over det gamle hedeland. Kun få steder i landet kan man kan se den danske bygevejrshimmel med dens vældige skyporte hvælve sig så højt som ved Nørre Snede.

Fra det 3. til det 7. århundrede e.Kr. lå her en landsby, hvis topografiske omgivelser var lidt anderledes end Vorbasses. Den lå langs kanten af en skrænt ned til et engområde. Det gav landsbyen dens særlige form, men strukturen var den samme som i Vorbasse. Hele den undersøgte bebyggelse strakte sig i ca. 550 meters længde nordvest-sydøst med en bredde på 100-200 m. I alt udgravede man et areal på 86.000 kvadratmeter, og man kunne her følge den samme type gårdanlæg fra begyndelsen af den yngre romerske jernalder og 4-5 århundreder frem i tiden.28

Landsbyen fra det 3. århundrede e.Kr. lå på en lille højning længst i sydøst og bestod af 10 gårdanlæg, tilsyneladende grupperet omkring en lille, åben plads. Langhusene var lidt mindre end i Vorbasse – det største var 36 m langt – og især var staldenden kortere. Hegnene var ikke så velbevarede, men det var dog tydeligt nok, at hvert gårdanlæg lå midt i en firkantet indhegning sammen med en eller to mindre bygninger.

I det 4. århundrede e.Kr. flyttede landsbyen ca. 100 m mod vest. Den bestod nu af 7-8 gårdanlæg af forskellig størrelse, grupperet omkring en lille, åben plads. Senere, i det 5. århundrede, flyttede landsbyen lidt mod nord, men bestod fortsat af det samme antal gårde.

Både Vorbasse og Nr. Snede var regulære landsbyer bestående af 8-20 gårde. Landsbyer af den art er først blevet fundet og udgravet inden for den sidste menneskealder, men kendes i dag fra hele Syd og Midtjylland.29 Omfattende bebyggelser fra yngre romersk jernalder kendes f.eks. fra Mølleparken ved Løgumkloster,30 i Hjemsted31 og Skonager32 i Sydvestjylland og mod nord i Foulum ved Viborg,33 samt i Højris ved Grønbjerg mellem Ringkøbing og Holstebro.34 De ældste af den nye tids landsbyer -Vorbasse og Nørre-Snede f.eks. – begynder i det 3. århundrede e.Kr. Men almindeligvis kan de ikke end dateres nærmere de bredt til 4.-5. århundrede e.Kr.

En af disse bosættelser skal vi i de følgende århundreder møde som en blomstrende handelsplads. Det er Dankirke, som ligger på en sandet højderyg (Geesten) tæt ved vandet og marsken, syd for Ribe.35 Dankirkebopladsen blev grundlagt allerede i slutningen af den keltiske jernalder -vi husker den som det sted, hvor der blev fundet rester af en bronzebeslået pragtvogn fra den tid (se Den hellige mose) – og bopladsen fortsatte igennem århundrederne efter Kr.f.

 Plan over det udgravede område af Nørre Snedelandsbyen. Bebyggelsen fra det 4. århundrede e.Kr. er nu flyttet lidt mod vest, markeret med raster.

Plan over det udgravede område af Nørre Snedelandsbyen. Bebyggelsen fra det 4. århundrede e.Kr. er nu flyttet lidt mod vest, markeret med raster.

Dankirke-bosættelsen er kun delvist udgravet. Men man kan se, hvordan der begynder at ske store ændringer i løbet af den yngre romerske jernalder. Husenes størrelse og konstruktion ændres, metalgenstandene øges i mængde, der er spor af en begyndende glasimport og talrige fund af romerske mønter.36 Der lægges kort sagt op til den rolle, Dankirke skal spille i den efterfølgende yngre jernalder, nemlig som markant rig handelsplads, favoriseret af sin ideelle placering nær marsken med kort afstand over vandet til de frankiske og angelsaksiske områder. Om dette skal vi høre nærmere i Yngre Jernalder.

I dele af Nordjylland er der også fundet landsbyer af den nye type fra dette tidsrum, bl.a. vandrelandsbyen Sejlflod sydøst for Aalborg, som vi også tidligere har hørt om.37 I mange århundreder, gennem keltisk og ældre romersk jernalder, var landsbyens huse nedgravet på samme måde som i Overbygård-landsbyen (se Et tæt befolket bondeland). Men fra det 3. århundrede e.Kr. og fremefter byggede man uden at forsænke husenes gulve, samtidig med at bygningernes længde blev forøget betydeligt. Huskonstruktionen, specielt placeringen af de tagbærende stolper var ganske vist lidt anderledes end i Syd- og Midtjylland. Der var tilsyneladende heller ikke tale om de karakteristiske indhegninger om gårdene, som derfor heller ikke kan opdeles i klare gårdanlæg som i Vorbasse- og Nørre Snede-landsbyerne.

Andre steder i Nordjylland, dvs. inden for byhøjenes område, var man derimod mere konservative. Man ændrede ikke bosættelsesformen, som man gjorde det i resten af Jylland. Fra Thy og Mors kender man et antal lokaliteter med huse fra yngre romertid, der er fuldstændig magen til de tidligere omtalte huse i det samme område fra ældre romertid (se Et tæt befolket bondeland).38 Det gælder f.eks. i Vestervig-byhøjen,39 hvor der kan iagttages en stærk kontinuitet fra ældre tiders byggetradition og struktur. De ændringer, der er så iøjnefaldende i andre egne af Jylland, slår tilsyneladende ikke igennem i Vestervig. Her fastholder man konsekvent igennem yngre romersk jernlader den gårdtype, som var fremherskende i tidligere århundreder. Ja, endog langhuset forbliver på ganske samme plads.

Der er dog enkelte træk ved husene i Vestervig, der viser, at man konstruktionsmæssigt alligevel fulgte med tiden. Spændene mellem de tagbærende stolper bliver længere. Et spænd på omkring 4,5 m er ikke usædvanligt i yngre romersk jernalder. I tidligere århundreder var det gerne omkring 3 m.

Vestervig-byhøjen står ingenlunde alene i byhøjsområdet, når det gælder fortsættelsen af byggetradition fra tidligere århundreder. Langhuse fra yngre romersk jernalder med tykke jordvægge er fundet bl.a. i Ginderup i Thy og ved Fredsø på Mors40 samt ved Hejrhøj nær Thisted.41 Om forklaringen skal søges i husenes konstruktion eller i deres funktion er endnu et uafklaret spørgsmål.

 Rekonstruktion af langhus fra yngre romersk jernalder i Hjemsted Oldtidspark i Sydjylland.

Rekonstruktion af langhus fra yngre romersk jernalder i Hjemsted Oldtidspark i Sydjylland.

Vender vi efter denne rundrejse i Jylland i det 3. og 4. århundrede e.Kr. blikket mod de østlige dele af landet, får vi et noget andet, og ikke helt så klart billede af bebyggelsen. På Fyn kender man nok til de samme store gårde som i Midt- og Sydjylland. Men vor viden om dem stammer næsten udelukkende fra en enkelt lokalitet: den store bebyggelse ved Gudme på den sydøstlige del af øen. Og den er af så særlig en karakter, at vi skal omtale den særskilt nedenfor (se Gudme, Gudernes hjem). På Sjælland er udgravningerne af bosættelserne fra den yngre romerske jernalder først kommet i gang inden for de seneste år. Og de tegner endnu ikke noget klart billede. Det er så meget mere beklageligt, da netop Sjælland, som vi senere skal se, spillede en afgørende rolle for den økonomiske og politiske udvikling i resten af landet igennem det 3. og 4. århundrede e.Kr.

F.eks. kan man endnu ikke sætte nogen bebyggelse i forbindelse med det betydelige magtcenter, det såkaldte Himlingøje-center, der opstod på Stevns og de tilgrænsende dele af Østsjælland på overgangen til den yngre romerske jernalder (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Ved Strøbylille i netop det område er dele af en bosættelse ganske vist blevet udgravet, med op til 41 m lange huse, dateret til yngre romertid.42 De tåler dog ikke sammenligning med den ca. 47 x 10 m store hal i Gudme.

 Oversigtsplan over fire udgravede bopladser nord for Køge. Den største er bopladsen Bellingegård. Mod nord ligger Lykkebækgård, længst mod øst Karlemosen og i midten Lykkebækparken. Engområder er angivet efter kort fra 1785.

Oversigtsplan over fire udgravede bopladser nord for Køge. Den største er bopladsen Bellingegård. Mod nord ligger Lykkebækgård, længst mod øst Karlemosen og i midten Lykkebækparken. Engområder er angivet efter kort fra 1785.

Spørgsmålet er, om man på Sjælland har levet i landsbyer i den udformning, vi kender dem fra Syd- og Midtjylland. Efter de hidtidige undersøgelser synes befolkningen i den yngre romerske jernalder fortrinsvis at have boet i spredte, enkeltliggende gårdanlæg eller bebyggelser med kun 2-3 gårde. Der har dog været undtagelser. Ved Bellingegård, nær østkysten af Køge Bugt udgravede man næsten 12.000 m2, dvs. størsteparten af en beskeden morænebakke, hvorpå der lå en lille landsby.43 Man kunne følge landsbyen, som bestod af 5-6 gårde med tilhørende udhuse og staklader, igennem det 3. til 6. århundrede e.Kr. Bevaringsforholdene var ikke de bedste, kun husenes tagstolper var bevaret. Men her og der var der spor af stolpehegn, som afgrænsede gårdtofterne på samme måde, som man kender det fra Jylland. Hovedhusene var af beskeden størrelse. Deres bredde var næppe over 5,5 m, og de var 20-25 m lange. Det var tydeligt, at der var sket en løbende vedligeholdelse eller fornyelse af de udtjente huse, måske en gang i hver generation.44

Bellingegård-landsbyen kan dog have været et særtilfælde. Især i den østlige og sydlige del af Sjælland er der efterhånden undersøgt et ganske stort antal bebyggelser, men endnu er der ikke fremkommet en tilsvarende landsbystruktur som Bellingegård-bebyggelsens.45 Forklaringen kan ligge i landsbyens placering på den yderste store morænebakke mindre end 500 m fra strandvolden ud mod de brede strandenge til Køge Bugt. Muligvis har landsbyens hovederhverv ikke været landbrug, men fiskeri.

 Torstorp Vesterby nær Høje Tåstrup på Sjælland. Rekonstruktion af gårdenhed fra yngre romersk jernalder.

Torstorp Vesterby nær Høje Tåstrup på Sjælland. Rekonstruktion af gårdenhed fra yngre romersk jernalder.

Bellingegård ligger i et landskab, der består af små morænebakker adskilt af vandløb og små moser og afgrænset af en lav kystvold langs østkysten af Køge Bugt. På adskillige af de små morænebakker har der ligget små bosættelser. På lokaliteten Lykkebækgård således en enkelt gård fra 2.-3. århundrede e.Kr. bestående af et næsten 25 m langt hovedhus omgivet af fire mindre udhuse, der ikke alle kan have eksisteret på samme tid. Hertil kommer flere staklader. Og tæt ved Lykkebækgård, på en lokalitet kaldet Lykkebækparken, lå en gård fra det 3.-5. århundrede e.Kr.46 På disse små bopladser kan man se, hvordan husene bliver længere hen imod slutningen af den romerske jernalder, dog uden helt at nå de samme dimensioner som de jyske huse. I de yngre huse er især den vestlige del gerne opdelt i flere rum. Derimod er der på de sjællandske gårde ikke fundet bevarede båseskillerum i hovedhusenes østende. Det kan dog meget vel skyldes de generelt ringe bevaringsforhold.

Typisk for egnene langs Køge Bugt i den yngre romerske jernalder er altså de talrige spredte bebyggelser. De fleste synes at være af beskeden udstrækning og må have været enkeltliggende gårde. Kun et par steder er bebyggelsen så omfattende, at der må være tale om flere gårde.47 Og mønstret genfindes også andre steder på Sjælland, f.eks. ved Torstorp Nørreby nær Høje Tåstrup.48 Her fandt man spredt over et større område et antal hustomter, der dog synes at være forskellige udviklingsstadier af den samme gård, som havde eksisteret gennem i hvert fald femhundrede år efter vor tidsregnings begyndelse.49 Gårdene synes at danne en jævn udviklingsrække – hver gang en gård forsvandt, trådte en anden straks i dens sted.

Noter

23: I Vorbasse dækker den samlede bebyggelse fra 3. til 6/7. årh. et område på 500 m i øst-vest og 700 m i nord-syd. Da der er fundtomme områder imellem de enkelte landsbyer, udgør den udgravede bebyggelse i alt ca. 260.000 m2. S. Hvass 1977a-b, 1978, 1979a-d, 1980a-b, 1983, 1984a, 1988, 1993.

24: S. Hvass 1984a.

25: Landsbyen fra det 3. århundrede e.Kr. ligger i den sydøstlige del af det samlede bebyggelseskompleks.

26: S. Hvass 1983, s. 129. De fleste af gravene dateres til fase C 1, enkelte grave er dog fra fase C 2 af yngre romersk jernalder.

27: I den ene grav fandtes tillige en stor kniv, og i den anden et tveægget sværd sammen med et bandolerbælte og en såkaldt Hemmorspand. I hver af kvindegravene lå en stor pragtfibula helt belagt med sølv eller guld og med indfattede glasflus, midt på den dødes bryst. Desuden fandtes i hver grav 3-5 fibler af bronze eller sølv, liggende på bryst og hals. Om halsen havde hver kvinde desuden en perlekæde med 150-250 glas og ravperler. I fodenden af en af kvindegravene fandtes tillige et provinsialromersk glasbæger.

28: T. Egebjerg Hansen 1980; S. Hvass 1988, s. 79 ff. Se også Hoops Reallexikon, bd. 21 (Nørre Snede).

29: At disse landsbykomplekser har været så vanskelige at finde skyldes, at det kun er få fund, der ved overfladerekognoscering røber deres tilstedeværelse i modsætning til de meget fundrige pladser med mængder af lerkarskår fra bebyggelser fra sen førromersk og ældre romersk jernalder.

30: S.W. Andersen & F. Rieck 1984, s. 170.

31: P. Ethelberg 1986, s. 10.

32: P. Siemen 1985, s. 69.

33: A.-E. Jensen & Willemoes 1981, s. 20.

34: L.C. Nielsen 1984, s. 130.

35: H. Jarl Hansen 1989, 1991.

36: Til yngre romersk jernalder kan i Dankirke henføres 36 romerske mønter, der i tid stammer fra begyndelsen til slutningen af 2. århundrede, bortset fra en enkelt fra slutningen af 3. århundrede. Dertil kommer en republikansk denar (47/46 f.Kr.), der er fundet i hus I.

37: J.N. Nielsen 1980b, 1982, 1984, 2000; Nielsen & Rasmussen 1986.

38: S. Hvass 1988.

39: C.L.Vebæk 1976; F. Kaul 2002a.

40: G. Hatt 1930, 1935; Hvass 1982, s. 135.

41: AUD 1987, nr. 155.

42: De tåler dog ikke sammenligning med den ca. 47 x 10 m store hal i Gudme.

43: S. Hvass 1988, s. 85.

44: En af gårdene havde fem byggefaser, mest almindeligt var dog tre eller fire faser.

45: Se f.eks. udgravninger i Pilemark ved Ishøj (AUD 2000, nr. 49) og Ellebækgård ved Højelse (AUD 1999, nr. 41).

46: S.Å. Tornbjerg 1999.

47: Et eksempel herpå er bopladsen Margrethehåb III ved Roskilde med 3-4 gårde fra 4.-7. århundrede e.Kr.

48: P. Rønne 1986.

49: I den yngre romerske jernalder var gården anlagt i T-form med et øst-vestgående hovedhus og et langt tværgående udhus, som var uden væg, altså åbent i den langside, som vendte mod hovedhuset.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et landsbysamfund i forvandling i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431013

Afsnittet Et landsbysamfund i forvandling er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet