• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et imperium i krise

Oprindelig forfatter JJe

Det faldt i den romerske kejser Marcus Aurelius' (161-180 e.Kr.) lod at udkæmpe, men ikke afslutte de Markomannerkrige, som satte skel i den europæiske historie.1 Disse krige, ledsaget af en plettyfusepidemi udgået fra Mellemøsten, var en af de store katastrofer i forholdet mellem romerne og germanerne. Da de var overstået, så alt tilsyneladende ud som før. Men det var ikke tilfældet. Intet blev senere som før.

I den skandinaviske oldtidshistorie markerer Markomannerkrigene også overgangen mellem den ældre og den yngre romerske jernalder, ligeledes et markant skel i oldtidssamfundets udvikling, som vi senere skal få at se.2 I tiden omkring det 2.-3. århundrede e.Kr. forvandledes de gamle stammesamfund i nord gennemgribende, formentlig som en indirekte følge af begivenhederne længere mod syd. Markomannerkrigene fra 166 til 180 e.Kr. og de dermed sammenhængende folkebevægelser på kontinentet blev ydermere et udtryk for en helt ny magtbalance i Europa – om end de næppe alene var den egentlige årsag til tingenes ændrede tilstand.

Hvad der var den sande årsag til krigene, kan være svært at sige. Man nævner gerne folkebevægelser i det germanske bagland langt uden for Limes, som destabiliserede de romerske klientområder nord for floden Donau og forårsagede et stærkt pres på Donau-grænsen.3 Urolighederne brød dog først ud, da de normalt romervenlige stammer i grænseområdet -markomanner, quadere og jazyger (eller sarmater) – efter først at have virket som diplomatiske formidlere – slog sig sammen med angriberne. Hvorfra i det germanske bagland, de tilvandrende folkestammer kom, er noget usikkert. Men langobarder, vandaler og obier nævnes i de skriftlige kilder.4

Annonce

 Markomannerkrigene, 166-180 e.Kr., som ændrede den europæiske magtbalance, er skildret på Aurelius-søjlen i Rom, hvor man bl.a. ser tilfangetagne germanske krigere blive tvunget til at halshugge deres egne kampfæller. I den romerske kunst afbildes germanerne hyppigst med fuldskæg, hvad der kan overraske, da ikke ét moselig fra den tid har haft fuldskæg. Det er tydeligt, at man fulgte bestemte konventioner, der gjorde, at den typiske germaner blev afbildet, således som han tog sig ud i romernes fordomsfulde opfattelse.

Markomannerkrigene, 166-180 e.Kr., som ændrede den europæiske magtbalance, er skildret på Aurelius-søjlen i Rom, hvor man bl.a. ser tilfangetagne germanske krigere blive tvunget til at halshugge deres egne kampfæller. I den romerske kunst afbildes germanerne hyppigst med fuldskæg, hvad der kan overraske, da ikke ét moselig fra den tid har haft fuldskæg. Det er tydeligt, at man fulgte bestemte konventioner, der gjorde, at den typiske germaner blev afbildet, således som han tog sig ud i romernes fordomsfulde opfattelse.

Da krigene brød ud, havde romerne igennem mere end et århundrede været i stand til at holde de germanske stammefolk stangen og sikre imperiets egne indbyggere den romerske fred, Pax romana. I året 162 e.Kr. kom imidlertid det første varsel om tilstundende ulykker. Germanske hærgrupper brød igennem Limes og hærgede det bagved liggende romerske territorium. Nok blev de slået tilbage, men de blev i år 167 e.Kr. efterfulgt af en blandet markomannisk, quadisk og jazygisk hærstyrke, som overskred Donaugrænsen, trængte gennem Pannonien og nåede frem til Adriaterhavet via de østalpine dale og de juliske Alper. I Norditalien belejrede de gennem flere måneder havnebyen Aquileia og ødelagde det nærliggende Opitergium. Også de fire legionslejre Vindobona (Wien), Carnuntum (ved Deutsch Altenburg), Brigetio (nord for Gyrö i Ungarn) og Aquincum (Budapest) og flere kasteller blev inddraget i de krigeriske begivenheder, men endnu en gang blev angrebene slået tilbage.

På det tidspunkt, efter af have afsluttet krigen mod partherne i øst i 165/66, var Marcus Aurelius allerede i gang med at forberede angrebsplanerne mod nord for at gå til ondets rod og annektere både markomannernes og quadernes landområder i det nuværende Tjekkiet og Slovakiet. Han opstillede to nye legioner, Legio II pia Italica og Legio III concors Italica, som blev stationeret i henholdsvis Noricum og Raetien. Samtidig udskiftede han statholderne i provinserne og inddrog erfarne militærfolk i krigsforberedelserne. Fra den østlige grænse trak han tre legioner vestpå, bl.a. Legio II adiutrix, som var stationeret i Aquincum. Men de legioner, som kom fra Mellemøsten, bragte med sig en i Centraleuropa hidtil ukendt sygdom, formentlig kopper eller plettyfus, som tyndede hårdt ud både blandt soldaterne og civilbefolkningen.

 Portræt af Marcus Aurelius, guld, 33 cm højt. Kejseren bærer et kyrads dekoreret med et Medusahoved, en kappe er antydet på hans højre skulder. Det noget stive ansigtsudtryk og den dekorative udformning af hans hår antyder, at portrættet er udført af en lokal guldsmed. Fundet i et tempel i oldtidens Aventicum (Avenches) i Schweiz.

Portræt af Marcus Aurelius, guld, 33 cm højt. Kejseren bærer et kyrads dekoreret med et Medusahoved, en kappe er antydet på hans højre skulder. Det noget stive ansigtsudtryk og den dekorative udformning af hans hår antyder, at portrættet er udført af en lokal guldsmed. Fundet i et tempel i oldtidens Aventicum (Avenches) i Schweiz.

Altså måtte angebsplanerne udskydes. Marcus Aurelius blev i Rom og bragte soneofre. I stedet overskred tusinder af langobarder og obier Limes i Pannonien ved den mellemste Donau – de blev dog hurtigt slået tilbage. I året 168 syntes tiden for angrebet endelig inde. Marcus Aurelius rejste til Aquileia, men af forskellige årsager blev planerne igen udskudt. Nu sigtede man mod året 170. Men så brød kampe ud i Dacien, i det nuværende Rumænien. Det var sarmatiske og germanske stammer, som trængte frem der, og de slog i året 170 en romersk hær på 20.000 mand, siges det.

Det var formentlig efterretningerne om dette nederlag, der førte til, at markomanner og quadere, som havde iagttaget den romerske opmarch ved grænsen, nu trængte ind i Pannonien, Noricum og Raetien. Samtidig brød sarmater og kostoboker ind i det nedre Donauområde og videre ned på Balkanhalvøen. Ved Rhinen overskred chatterne Limes i øvre Germanien, og på samme tid var der kampe ved den raetiske Limes. Hermundurer og folkeslag, der senere betegnedes thüringere, udnyttede romernes svaghed og overskred ligeledes rigsgrænsen. Og med udgangspunkt ved Nordsøkysten hærgede chaukerne den belgiske kyst. Alt i alt lignede det næsten et koordineret angreb på hele den romerske rigsgrænse fra Rhinmundingen til Donaumundingen i Sortehavet.

Marcus Aurelius koncentrerede sig imidlertid om Pannonien og lod sine legioner nedkæmpe markomannerne og quaderne. Selv tog han til Carnuntum ved Donau, hvor de markomanner, som belæsset med bytte vendte tilbage fra eventyret i Italien, blev besejret. Det samme skete med andre grupper ved Rhinen og Donau, og dermed var man så at sige tilbage ved udgangspunktet år tidligere. Men navnlig i provinserne Pannonien, Noricum og Raetien var ødelæggelserne store.

 Det romerske imperium omkring begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

Det romerske imperium omkring begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

I år 171 eller 172 begyndte så omsider den længe planlagte romerske storoffensiv mod stammerne i Böhmen, Mähren og Vestslovakiet. De romerske tropper trængte dybt ind i deres område, og for en tid mente Marcus Aurelius, at han var nær sit mål: at kunne oprette de nye provinser Sarmatia og Marcomannia. Det lykkedes ham imidlertid ikke. Krigslykken skiftede bestandigt, kampene blev aldrig ført til ende, og til sidst, i år 180 e.Kr., kom det til en for begge parter utilfredsstillende fred under Marcus Aurelius' søn Commodus. I hovedsagen blev status quo genoprettet.

Marcus Aurelius, filosoffen på den romerske kejsertrone, nåede ikke at opleve fredsslutningen. Men han var dybt rystet over begivenhedernes udvikling. I sine skrifter søgte han styrke i en stoisk livsholdning med ord som disse: „Sådan er alting: det legemlige er bortflyden, det sjælelige drøm og røg, livet selv krig og udlændighed, og eftermælet – forglemmelse“.5 Krig og udlændighed var i hvert fald blevet hans skæbne, da døden, dvs. pesten, indhentede ham, vistnok i Vindobona i året 180 e.Kr.

Det var mange folkeslag, der var blevet hvirvlet ind i Markomannerkrigenes malstrøm.6 Selv en sydskandinavisk deltagelse synes der at have været tale om.7 Fund af en særlig slags sværd med ringgreb i Danmark trækker efter alt at dømme en lige linje fra krigsskuepladsen og hertil.8 På den tid var et magtcenter under opbygning på Østsjælland (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Og fundet af en såkaldt kolbearmring i en af de østsjællandske grave, det hidtil ældste fund af en sådan ring i en ikke-sarmatisk kontekst,9 kan formentlig tages som et vidnesbyrd om, at medlemmer af det sjællandske krigeraristokrati havde været i krigszonen og der havde stiftet bekendtskab med dette oprindeligt sarmatiske insignium, som senere blev karakteristisk for det højeste aristokrati i Barbaricum.10 Spørgsmålet er så, hvilken side, de nordiske krigere befandt sig på under krigen? De arkæologiske fund antyder begge sider.11

Når vi tænker på den senere udvikling i Sydskandinavien, er det ikke uden betydning, hvilke forestillinger romerne dengang kan have haft om disse fjerne egne oppe i nord. Formentlig har de vidst en del. Den egyptiske geograf Ptolemæus' fortælling om søruten langs den jyske halvø og gennem de danske farvande til Østersøen fra det 2. århundrede e.Kr. var i hvert fald baseret på oplysninger fra søfarere, som havde sejlet i disse farvande betydeligt senere end Tiberius.12 Der er god grund til at tro, at romerne i tiden omkring de markomanniske kriges udbrud havde relativt godt kendskab til forholdene i det germanske bagland.13

 Portræt af kejser Septimius Severus (193-211). Forgyldt bronze. For at legitimere sit styre lod Septimius sig adoptere af kejser Marcus Aurelius, som ganske vist havde været død i 15 år. I udførelsen af portrættet har man søgt at lade ham ligne forgængeren.

Portræt af kejser Septimius Severus (193-211). Forgyldt bronze. For at legitimere sit styre lod Septimius sig adoptere af kejser Marcus Aurelius, som ganske vist havde været død i 15 år. I udførelsen af portrættet har man søgt at lade ham ligne forgængeren.

Nok havde Markomannerkrigene vist, at det romerske rige var umådeligt stærkt og dets kraft endnu ubrudt. Men samtidig var de germanske stammesamfund vokset i styrke med foruroligende hast – også selv om de uden sammenligning endnu var de svageste. De kommende årtier skulle kun bekræfte Marcus Aurelius' pessimisme. Det romerske samfund sank i det 3. århundrede dybt ned i en krisetilstand, som forværredes årti for årti. På samme tid voksede de germanske stammeforbunds styrke. Limes blev stadig vanskeligere at forsvare, krigsomkostningerne steg, samtidig med at statens reserver svandt. Der opstod en uligevægt imellem produktion og forbrug, som igen førte til ulighed mellem land og by. Og politisk set voksede modsætninger frem mellem senatet og kejseren. Altsammen var det tegn på en indre økonomisk, politisk og moralsk krise, som efterhånden skulle svække Romerriget alvorligt. Handel og industri blev voldsomt reduceret, bl.a. fordi materiale- og pengeforbruget i hæren langt overskred rigets økonomiske formåen.14

Netop for den romerske handel var følgerne mærkbare. Vareudvekslingen vanskeliggjordes af krigsbegivenhederne og blev stærkt decentraliseret, der var inflation, og priser blev frosset fast. Udlandshandelen blev underkastet talrige bestemmelser som bl.a. forbød mange former for eksport til barbarerne, frem for alt strategiske produkter som jern, bronze, våben, militærudrustning og heste.

Allerede fra begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. mærkede Europa følgerne af de omfattende folkebevægelser, som i det lange løb fuldstændigt skulle omkalfatre Kontinentet. Det var ikke mange af de stammenavne, som kilderne nævner fra det 1. og 2. århundrede, der overlevede på langt sigt. Stammeforbundene blev større og fik nye navne som f.eks. alemanner, frankere, saksere, frisere og thüringer. Og ud af disse store forbund voksede i løbet af nogle hundrede år de første „stater“ i Europas tidlige middelalder.

Da markomannerkrigene var forbi, stod grænseforsvaret over for enorme opgaver. Under Marcus Aurelius' søn, kejser Commodus (180-192 e.Kr.) blev mange anlæg ved den øvregermanske Limes repareret og udbygget, og handelen med områderne uden for Limes kom igen i gang.15 I Sydvestslovakiet har man f.eks. fundet både rige fyrstegrave og store gravfelter med megen romersk import.16 Og i det 3. århundrede etableredes igen et germansk aristokrati, som i visse situationer kunne samarbejde med romerne. I Mellemtyskland finder man f.eks. rigt udstyrede grave,17 hvori ligger begravet nogle af de germanske fyrster og deres følge, som erhvervede rigdom og magt gennem romerske sold- og subsidiebetalinger.

Men Pax romana var definitivt forbi. Nye kampe udbrød, hele kontinentet var på vej ind i en krisetilstand. Og det var ikke blot germanerne, som sloges med romerne. De sloges også indbyrdes. Netop på den tid udkæmpedes f.eks. det ene slag efter det andet i Østjylland, for en stor del med romerske våben, uden at det dog efterlod sig noget spor i de skriftlige kilder (se Bølger af angreb). Om forholdene længere nede på kontinentet er vi lidt bedre underrettet. Her brød et løst forbund af krigere, kaldet alemannerne (alemanni = alle mennesker), i 213 gennem den befæstede sydtyske Limes. Kejser Caracalla (211-217 e.Kr.) indledte en præventiv krig, men blev i 217 e.Kr. myrdet af sin gardechef Macrinus på et togt mod partherne.

 Portræt af kejser Caracalla (211-217). Caracalla var en af soldaterkejserne, og hans portræt er afgørende forskelligt fra foregængernes. Her er ingen mild ro, ansigtet udtrykker voldsomhed og vrede. Håret og skægget er kort som en soldats. Selv kejserens navn afspejlede tidens militarisme – en caracalla var en kappe, som blev båret af de romerske legionærer i Gallien.

Portræt af kejser Caracalla (211-217). Caracalla var en af soldaterkejserne, og hans portræt er afgørende forskelligt fra foregængernes. Her er ingen mild ro, ansigtet udtrykker voldsomhed og vrede. Håret og skægget er kort som en soldats. Selv kejserens navn afspejlede tidens militarisme – en caracalla var en kappe, som blev båret af de romerske legionærer i Gallien.

Caracallas død var symptomatisk for den ledelseskrise, imperiet nu befandt sig i. Den viste sig bl.a. ved, at alle de romerske kejsere fra Caracalla og et halvt århundrede fremefter døde en voldelig død. Fra år 235 e.Kr. var kejsernes regeringstid i gennemsnit nede på to eller tre år – og sådan blev det ved i henved et halvt århundrede. Det må forstås på baggrund af, at kejserne i den periode konstant var i felten for at kæmpe imod indtrængende fjender. De var således lette ofre for sammensværgelser i deres nærmeste omgivelser. Desuden var civile opstande i de år lige så almindelige som ordinære krige, og for at understrege billedet af den politiske krise, opstod oprørsregimer i Gallien i årene mellem 258 og 274 e.Kr., og i Mellemøsten, i Palmyra, nogle år op til 272 e.Kr.

I 231-233 blussede kampene med alemannerne op igen. Det skete på et tidspunkt, hvor hæren var draget østpå for under kejser Severus Alexander (222-235 e.Kr.) at kæmpe mod partherne. Imens trængte alemannerne igennem den øvregermanske Limes og over Rhinen og Donau. Severus Alexander vendte tilbage til Mainz, hvor han imidlertid, man kan næsten sige traditionen tro, blev myrdet af sine egne tropper.

Severus Alexanders efterfølger Maximus Thrax (235-238 e.Kr.) indledte også et felttog mod alemannerne, men formåede kun kortvarigt at sætte en stopper for deres indtrængen. Hele det sydvesttyske område var i realiteten ved at gå tabt for det romerske imperium.

Det var et kriseramt område, alemannerne var trængt ind i.18 De romerske villae rusticae havde længe været sårbare over for f.eks. svigtende afsætningsmarkeder, stigende transportudgifter, mangel på arbejdskraft og tilbagegang i jordens ydeevne. Nybyggeri eller større udvidelser af godserne havde længe ikke fundet sted, i modsætning til forholdene i provinserne længere mod nordvest, der udviklede sig gunstigt helt ind i det 4. århundrede. Allerede fra begyndelsen af det 3. århundrede skete der derimod i Sydvesttyskland en planmæssig rømning eller et langsomt fremadskridende forfald af de romerske godser. Deres produktion var for nedadgående, og det var katastrofalt for hæren, hvis forsyninger netop måtte komme fra godserne og fra handelen. Inflationen medførte, at hærens sold måtte forhøjes – og det betød skatte- og prisstigninger.19

Det billede af krisen, der tegnes af de arkæologiske fund, er næsten det mest skræmmende.20 Det viser ødelagte og nedbrændte godser (villae rusticae). Og det viser, hvordan beboere blev ombragt med stor brutalitet, f.eks. smidt ned i brønde. Hvem der udførte disse ugerninger, ved man ikke. De kan både skyldes plyndrende germanere, desperate romerske soldater eller en lokal, forarmet landbefolkning, der omsider fik mulighed for gengældelse. Til billedet af dette inferno skal yderligere føjes, at området i det 3. århundrede blev ramt af en alvorlig økologisk krise med bl.a. hyppige oversvømmelser – det viser de naturvidenskabelige undersøgelser.

Det var i den tilstand, at området oplevede en stigende alemannisk dominans og opgivelsen af den øvregermansk-rætiske Limes, senest i 260 e.Kr. Grænsen måtte skubbes tilbage og fulgte nu igen Rhinen, Iller og Donau. Altsammen var det resultatet af et fremadskridende forfald og en gradvis rømning af grænsekastellerne. Et beslutsomt forsvar mod de indtrængende alemannere var der tilsyneladende ikke tale om. Man har udtrykt det sådan, at spørgsmålet ikke er, om Limes faldt i 233 eller først i år 260 e.Kr., men i hvilket omfang der på dette tidspunkt overhovedet var romerske tropper tilbage ved denne del af Limes.21

Soldaterne havde i øvrigt også mistet deres eksistensgrundlag, for soldudbetalinger udeblev ofte på grund af den økonomiske krise. Hertil kom, at en reform under kejser Caracalla i året 212 e.Kr. havde givet borgerret til alle frie indbyggere i Romerriget. Men dermed bortfaldt også den vigtigste tilskyndelse for provinsbefolkningen til at gå ind i den romerske hær.

Ikke desto mindre havde det 3. århundredes krise gjort den romerske hær til rigets vigtigste magtfaktor. Men hele tiden ændrede man organisation, taktik og bevæbning for bedre at kunne imødegå rigets fjender. Mobilitet og slagkraft blev søgt øget bl.a. gennem opstilling af flere rytterenheder. Efter orientalsk forbillede skabte man et svært pansret rytteri, og til brug for hurtig indsats opstillede man stærkt mobile enheder i baglandet til Limes. Det betød, at Limeskastellerne mistede meget af deres betydning. For i stedet stationerede man små, men stærke enheder i kasteller og på andre befæstede lokaliter.

 Hvilken iøjnefaldende forandring af det europæiske landskab havde den romerske tilstedeværelse ikke betydet. I de undertvungne områder var bosættelsen totalt blevet omstruktureret. I byerne sås nu store offentlige bygninger som templer, teatre, bade, cirkus og amfiteatre. Ude på landet kunne man finde lige så imponerende bygningsværker som her Pont du Gard, en romersk aqvadukt, der forsynede byen Nimes med vand.

Hvilken iøjnefaldende forandring af det europæiske landskab havde den romerske tilstedeværelse ikke betydet. I de undertvungne områder var bosættelsen totalt blevet omstruktureret. I byerne sås nu store offentlige bygninger som templer, teatre, bade, cirkus og amfiteatre. Ude på landet kunne man finde lige så imponerende bygningsværker som her Pont du Gard, en romersk aqvadukt, der forsynede byen Nimes med vand.

I årene efter det 3. århundredes midte kulminerede krisen i provinserne. I 254 e.Kr. førte kejser Valerian (253-260 e.Kr.) en del af hæren fra Raetien og Rhinlandet østpå. Perserne havde angrebet Lilleasien og Syrien. De blev nu slået tilbage, men det skete på bekostning af grænsesikkerheden i Europa, og det var der mange, der udnyttede: Goterne overskred den nedre Donau og trængte sydpå i retning mod Sortehavet. Provinsen Dacien gik tabt og blev i 270 officielt opgivet. Alemannerne nåede frem til Rhinens og Donaus bredder. Og i 257 e.Kr. trængte et forbund af mange små stammer ind i det nedre Rhinområde. De kaldte sig under ét for frankere, „de frie“. I 259 blev selveste kejseren, Valerian, taget til fange af perserne, og i vest brød den romerske magt sammen under hans søn Gallienus (253-268 e.Kr.). Frankerne overskred Rhinen og trængte dybt ind i Gallien. Ikke mindre succesrige var alemannerne. De overskred Rhinen, hærgede i Vestschweiz og Sydfrankrig, og trængte ind i Norditalien, ja, de truede endog Rom. De blev dog slået i Norditalien og tvunget til at vende om. Men områderne på den højre Rhinbred og den nordlige Donaubred forblev i deres hænder. Hertil kom for første gang burgundiske og vandaliske angreb på Raetien og begyndende angreb over Nordsøen på Sydengland og den galliske kyst.

Så kaotiske begivenhederne end var, så var substansen klar nok: Den germanske befolkning var sat i bevægelse mod syd og vest, frem mod den romerske grænse. Nydannede stammeforbund skabte overalt et enormt pres, både på de germanske samfund og på imperiet selv. Også i øst var der uro. I Syrien havde Zenobia, fyrstinden af Palmyra, dannet sit eget rige i 266 e.Kr., hvortil Arabien og Egypten blev knyttet. Det fik dog ikke lang levetid. I 274 e.Kr. blev Zenobia ført til Rom som fange.

Først under kejserne Claudius Gothicus (268-270 e.Kr.), Aurelianus (270-275 e.Kr.) og Probus (276-282 e.Kr.) blev ordenen genoprettet og den territoriale og politiske enhed fornyet. En periode med relativ stabilitet fulgte. Under den omorganiserede kejser Diocletian (284-305 e.Kr.) og senere Konstantin den Store (306-337 e.Kr.) militæret, specielt blev forsvarsteknikken ændret.22 Man udviklede nu et forsvar i dybden. Byerne i Raetien og Gallien blev befæstet. Det samme blev godserne, og der blev bygget forsvarstårne og forsvarsanlæg på højtliggende steder i landskabet. Med hæren skete også væsentlige forandringer, især legionernes rolle aftog i løbet af det 3. århundrede.

De regionaliseringstendenser, som tiden var præget af, resulterede i indførelsen af tetrakiet: Imperiet opdeltes i fire regioner, hver med sit administrative centrum – men Rom var ikke blandt disse. Prisen for den stabilitet, Diocletian skabte, var et statsdiktatur med kejseren i spidsen. Han tiltaltes nu „herre og gud“ – og diktaturets trofaste følgesvend, det hemmelige politi, blev også en del af hverdagen under ham. Hver af de fire regioner havde nu sin egen hær, som var opdelt i en grænsehær, limitanei, og en mobil hær, comitatenses, som var stationeret i baglandet og hurtigt kunne indsættes efter behov.

Med disse nye magtmidler søgte man at imødegå det vedvarende pres på grænserne. Den galliske underkejser Constantinus Chlorus slog frankerne og friserne tilbage, efter at de havde overskredet den nedre Rhin. Også sakserne, som stadigt stærkere gjorde sig gældende som sørøvere og kystplyndere, blev trængt tilbage. Diocletian selv førte krigstogter mod alemannerne i Sydvesttyskland, men med lidet held. I 298 trængte f.eks. alemanniske skarer flere hundrede km ind i Gallien. En anden gruppe overskred i samme år Rhinen ved Basel og kunne først trænges tilbage efter et slag ved Vindonissa. Også i området ved den nedre del af Rhinen og Schelde tiltog de frankiske og frisiske angreb, hvad der medførte en affolkning af de romaniserede egne.

Med begyndelsen af det 4. århundrede blev de professionelle tropper, som hidtil havde bevogtet grænsen, således erstattet af soldater, der samtidig var deltidsbønder. Disse „limitanei“ beboede eget land og sikrede et lokalt, statisk forsvar. Man kan sige, at grænserne nu i vid udstrækning blev forsvaret af lejede barbarer.

Trods urolighederne i grænseegnene, og trods det almindelige forfald i riget, så overlevede handel og håndværk i rimelig grad i egnene ved Rhinen og Donau. Våben- og udrustningsværkstederne blev ikke blot opretholdt i de nordvestlige provinser, men også udbygget. Diocletian havde ladet våbenproduktionen overgå til staten. Værkstederne lå især i nærheden af Trier, men også i Köln og Mainz. Navnlig Köln var centrum for en storproduktion af sværd. En omfattende glasproduktion fortsatte også i Rhinlandet.

Men det var tydeligvis foranderlige tider. Fra slutningen af det 3. århundrede var en begyndende strukturændring følelig i Limesområdet. Det gamle romerske kulturlandskab udnyttedes nu af en befolkning med nye landbrugsmetoder. Foruden den almindelige bebyggelse anlagde man nu befæstede, højt placerede og vanskeligt tilgængelige bebyggelser. Skovene fik atter lov til at brede sig, og hyppigheden af oversvømmelser aftog.

Mange af disse forandringer har man tidligere tilskrevet de germanske togter, specielt i den sene del af det 3. århundrede e.Kr. Forklaringen er dog mere kompliceret, idet den økonomiske udvikling allerede var begyndt at svækkes betydeligt tidligere. Allerede sent i det 2. århundrede blev mange villaer, dvs. landgårde, opgivet, monumentalbyggeriet i byerne gik i stå, og byerne selv skrumpede ind.

Nu, i det 4. århundrede e.Kr., var den klassiske villa i Vesten stort set forsvundet. Og byerne var reduceret til småcentre med nogle få kirker og residenser, ofte anlagt i ruinerne af ældre bygninger. Herfra foregik der en yderst blandet virksomhed af landbrug, håndværk og handel.

Åndeligt set var tiderne præget af stor mangfoldighed. Tilflyttere fra Mellemøsten bragte diverse religionsformer til Rhin- og Donauprovinserne i disse år, bl.a. Kybele-, Isis- og Mithraskulten, I flere byer praktiserede jødiske handelsmænd siden det 3. århundrede deres religion. Det 3. århundrede var også den tid, hvor kristendommen begyndte at sprede sig til alle egne af Romerriget – også til Rhin-Donau området. I bl.a. Mainz og Trier var der omkring midten af det 4. århundrede kristne menigheder. De fik dog først større betydning i det efterfølgende århundrede.

Så foranderlige tiderne end var, så havde slutningen af det 3. århundrede og første halvdel af det 4. århundrede e.Kr. trods alt ført en vis stabilisering af den romerske stat med sig. Endnu fastholdt man stort set overherredømmet i grænseprovinserne. Men på samme tid havde stammeforbundene uden for grænsen fået betydelig mere styrke. Roms rigdomme var stadig eftertragtede, og stammeforbundenes ledere udnyttede enhver svaghed hos modstanderen til at trænge ind i de romerske provinser. Indtil midten af det 4. århundrede e.Kr. var mulighederne dog forholdsvis begrænsede. Som regel blev angriberne nedkæmpet eller slået tilbage. Men i midten af det 4. århundrede gav politisk uro i Gallien igen anledning til nye angreb.

Under kong Chnodomars ledelse begyndte alemannerne et angreb på Gallien. Grænseforsvaret blev overvundet, og uden nævneværdig modstand strejfede alemanniske krigerskarer nu igennem Gallien. Samtidig bosatte større grupper af alemanniske bønder sig i Elsass. Ved den nedre Rhin angreb frankere og saksere de romerske grænseposter og tog derefter del i plyndringen af Gallien. 45 byer skal i disse år være faldet som offer for germanske krigerskarer. I hælene på de indtrængende hære fulgte store grupper af bønder, som bosatte sig på romersk område ved den nedre del af Rhinen. Også i Raetien trængte alemannerne ind, og i Gallien selv rejste forskellige grupper af bønder sig mod det romerske herredømme.

 Storheden som forfaldt. Her ruinen af en triumfbue opført i 300-tallet af Konstantin II (337-340). Af det oprindeligt meget store bygningsværk står i dag kun tilbage to firkantede sokler forbundet med en bue. Heidentor, Carnuntum.

Storheden som forfaldt. Her ruinen af en triumfbue opført i 300-tallet af Konstantin II (337-340). Af det oprindeligt meget store bygningsværk står i dag kun tilbage to firkantede sokler forbundet med en bue. Heidentor, Carnuntum.

Situationen ikke blot ved ved Rhinen, men også ved Donau var nu katastrofal. I første halvdel af 370'erne blev Rhin-Donau grænsen for sidste gang befæstet, og det lykkedes delvis romerne at svække alemannerne. Men krise og opløsning lammede i stigende grad imperiets komplicerede organisation. Det blev stadig tydeligere, at man ikke længere kunne opretholde herredømmet i Rhin-Donauområdet. Ved den nedre Rhin havde frankerne etableret sig i et stammeforbund. Ved den øvre Rhin og øvre Donau havde alemannerne taget store landområder i besiddelse og udstrakte deres plyndringstogter langt ind i Gallien. Frisere og saksere hærgede på kysterne i nord. Burgunder og thüringer trængte frem til Rhinen og Donau og områderne hinsides disse floder. Vægtskålen var ved at vippe til fordel for germanerne.

I 395 e.Kr. blev det gamle Romerrige definitivt delt i et østromersk og et vestromersk rige, og allerede kort efter blev den vestlige del løbet over ende af germanske stammer. Frankerne, burgunderne og alemannere annekterede hurtigt Rhinens vestbred, og østpå trængte både øst- og vestgotere ind i Sydøsteuropa. Den historie hører imidlertid til i det følgende bind, hvor vi også skal høre om de hunniske horder, der på samme tid gjorde deres entré på den europæiske scene.

Her skal vi imidlertid vende blikket mod de folkeslag på kontinentet, som så længe havde truet de romerske grænseegne, men hvis udviklingsmæssige potentiale blev udløst af den romerske tilstedeværelse i Central- og Vesteuropa. Det krigeraristokrati, som stod i spidsen for disse samfund var nemlig dybt afhængigt af de rigdomme, den romerske kultur havde tilført kontinentet. Det hang sammen med et særegent samfundsystem, hvori den germanske elite markerede sin magtposition gennem besiddelsen og brugen af bl.a. romerske luksusprodukter som sølvbægre, glas og andet drikkeudstyr af bronze. I virkeligheden var det et ældgammelt system, som allerede et årtusinde tidligere havde udgjort en væsentlig del af grundlaget for bronzealderens elite.

Denne prestige- og gaveøkonomi, som karakteriserede de germanske samfund, havde mange dimensioner. Den var bl.a. forudsætningen for, at lederne omkring sig kunne opbygge et følge af afhængige. Men den var også et afgørende moment i forholdet til nabostammerne, idet man ved hjælp af gavegivning kunne etablere og forsegle alliancer med disse. Romerne selv kendte meget vel dette særegne system hos stammesamfundene uden for Limes – og benyttede sig systematisk af det. Ja, dele af den romerske produktion blev direkte indrettet på at fremstille sådanne produkter, som var særligt efterspurgt i Barbaricum.

Efterhånden som krigersamfundene i nord udviklede sig i århundrederne efter Kr.f. blev det i stigende grad nødvendigt at fremskaffe og fastholde et overskud i landbrugsproduktionen, hvilket krævede at man kunne kontrollere og beskatte såvel jorden som producenterne. Lykkedes det, og blev overskuddet virkelig forøget, kunne en større del af befolkningen frigøres til anden virksomhed, til håndværk f.eks. eller til krigstjeneste. De store hære, som vi møder i navnlig det 3. og 4. århundrede, må jo have drænet landsbysamfundene for betydelige mængder arbejdskraft.

Det er formentlig nogle af disse forhold, der ligger bag de kraftige ændringer af landsbysamfundene i tiden efter ca. 200 e.Kr. Vi kan iagttage en intensivering af udnyttelsen af jorden. Og vi kan iagttage produktionsfremmende foranstaltninger inden for f.eks. jernudvinding, vævning og transport. Samtidig ser vi, hvordan bosættelserne i visse egne bliver opgivet, samtidig med at landsbyerne og gårdanlæggene i andre egne bliver større og mere ensartede. På samme tid sker også væsentlige omlægninger af vareudvekslingen. Men det er altsammen forhold, vi endnu mangler at beskrive. Vi skal derfor vende os til situationen i Danmark i det 3. og 4. århundrede e.Kr.

Noter

1: K. Lennartz 1969, s. 148 ff; G. Dobesch 1999, s. 8 ff; E. Luttwak 1999, s. 145 ff.

2: Perioden opdeles arkæologisk set i tre faser, hvoraf den ældste deles i to underafsnit: fase C 1a, ca. 150-210 e.Kr., som var en overgangsfase mellem ældre og yngre romersk jernalder og fase C 1b, som varede fra ca. 210-250 e.Kr. Så følger fase C 2 fra 250-310 e.Kr. og endelig fase C 3 fra 325-375/400. På overgangen til den germanske jernalder følger en fase D 1, som rækker fra ca. 375-430/40 e.Kr. Se U. Lund Hansen 1987.

3: G. Dobesch 1994; B. Storgaard 2001, s. 102 ff.

4: jf. K. Lennartz 1969, s. 151.

5: Her citeret efter Kejser Marcus Aurelius tanker „til sig selv". Oversættelse af K.G. Brøndsted. København 1930.

6: Det illustreres bl.a. af en rig fyrstegrav fra Musov i Mähren, se J. Peska 2000.

7: B. Storgaard 2001, s. 102 ff.

8: J. Kunow 1986, s. 742; P. Kaczanowski 1994; U. Lund Hansen 1995c, s. 386 ff. Disse sværd stammer oprindelig fra Sydrusland, hvor de blev brugt af sarmatiske steppenomader. Men da lejesoldater fra Sydøsteuropa og Sydrusland blev optaget i den romerske hær, fulgte ringgreb-sværdet også med og blev bl.a. anvendt i Markomannerkrigene.

9: J. Werner 1980; von Carnap-Bornheim & Ilkjær 1996, s. 360 ff; U. Lund Hansen 1998b.

10: Det kan f.eks. også nævnes, at den øgede brug af forgyldt presseblik på nogle af de smykkeformer, der var i brug i det østsjællandske center og hos dets allierede, formentlig var et resultat af kontakter under de markomanniske krige. Se C. von Carnap-Bornheim 1994.

11: Kolbearmringen i grav 1824:1 i Himlingøje antyder deltagelse på germansk side, hvorimod afbildningerne af ringhovedsværdene på to af sølvbægrene snarere skal tolkes som en erindring om romersk militærtjeneste (se Et sjællandsk høvdingedynasti). At krigeraristokratiet i Danmark formentlig også leverede lejesoldater til de romerske forsvarsværker i bl.a. Taunus-området i Mellemtyskland i det 3. århundrede e.Kr. sandsynliggøres af fund af toleddede armbrøstfibler med høj nåleholder af Almgrens type VII, fremkommet i citadellerne i Saalburg og Zugmantel i kontekster, der er dateret til tiden før Limes fald (B. Beckmann 1995). Fibler af den type har deres hovedudbredelse på Sjælland og Fyn, og deres tilstedeværelse i Taunus-området kan derfor indikere at syddanske krigere gjorde tjeneste her i det 3. århundrede e.Kr., se B. Storgaard 2001, s. 103.

12: K. Lennartz 1969, s. 116 ff.

13: De første leverancer af romersk import til Østsjælland fandt allerede sted i fase B 2/C 1a, dvs. i 2. halvdel af det 2. århundrede e.Kr., da bl.a. et høvdingecenter, Brokær i Sydvestjylland, synes at have fungeret som en slags mellemstation på ruten til Østsjælland. Se side 464 samt U. Lund Hansen 1995c, s. 385 ff. og B.M. Rasmussen 1995.

14: P. Charanis 1975.

15: En påfaldende undtagelse synes at være ravhandelen fra de østbaltiske områder. Mængden af romersk import i den baltiske Dollkeim/Kovrovo kultur, som ellers synes at være et resultat af ravhandelen, falder meget pludseligt i slutningen af det 2. århundrede, se W. Nowakowski 1996, s. 80.

16: B. Svoboda 1972.

17: I bl.a. Hassleben og Leuna, se Schulz & Zahn 1933; W. Schultz 1953; W. Schlüter 1970; J. Werner 1973.

18: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 462.

19: Inflationens omfang kan illustreres af, at prisen på korn i 301 e.Kr. var ca. 200 gange større end i det 1. århundrede e.Kr., se F. Millar 1966, s. 242.

20: H.-P. Kuhnen 1992.

21: De skriftlige kilder er påfaldende tavse om begivenhedsforløbet. Politiske, økonomiske og sociale forhold ved Limes interesserede øjensynlig ikke de romerske historieskrivere, og der hersker derfor stor usikkerhed om detaljerne i forløbet, se U. Lund Hansen et al. 1995, s. 462.

22: Diocletians hærreform resulterede bl.a. i et massivt optag af germanske hjælpetropper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et imperium i krise i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431012

Afsnittet Et imperium i krise er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet