Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bronze og jern

Oprindelig forfatter JJe

Jernalderen kalder man den epoke, som herhjemme var begyndt omkring 500 f.Kr. Det var nu ikke, fordi det nye redskabsmateriale i begyndelsen gjorde sig særligt bemærket i menneskenes dagligdag. Det skete først efter et par århundreder. Men på langt sigt afstedkom jernet én væsentlig forandring: det muliggjorde selvforsyning.

Jernet havde første gang vist sig i Mellemøsten i smedet form i 3. årtusinde f.Kr. I det efterfølgende årtusinde begyndte de første genstande af jern også at vise sig i Grækenland og på Balkanhalvøen.77 I Centraleuropa kom de i brug omkring 1500 f.Kr., men fik først for alvor betydning i løbet af det 7. århundrede f.Kr. som følge af krisen i metalforsyningerne (se Vestens genopvågnen). I Skandinavien lærte man det nye materiale at kende omkring 1100 f.Kr. Men først langt senere, da man på kontinentet opgav bronzen som fælles værdienhed, fik jern en videre udbredelse herhjemme.78 Det er dog svært at dokumentere, i hvor høj grad det blev anvendt til redskaber. Jern har stor genbrugsværdi, end ikke udtjente redskaber blev efterladt på bopladserne.

Nu indebærer kendskab til jern ikke nødvendigvis kendskab til den komplicerede jernudvindingsteknologi. Til Sydskandinavien blev det tidligste jern formentlig importeret sydfra.79 Men hvordan jernudvindingsteknologien spredte sig ud over det europæiske kontinent for til sidst at nå Sydskandinavien, er mere usikkert. De hidtil ældst kendte spor af jernudvinding i Den gamle Verden stammer fra så fjerne egne som det østlige Anatolien og Georgien og rækker helt tilbage til det 15. århundrede f.Kr. I Europa er nogle af de ældst kendte spor af en omfattende jernproduktion først fra det 8. århundrede f.Kr. De stammer fra øen Elba i Italien og er samtidige med den græske kolonisation i Syd- og Mellemitalien.80

Annonce

 Danmarks forekomster af myremalm før den store udnyttelse satte ind omkring 1940. En grundig registrering er kun foretaget i de vestlige egne af landet, fortrinsvis bag isens hovedopholdslinje, hvor hovedparten af forekomsterne da også findes. I de øvrige dele af landet er kun markeret forekomster kendt fra litteraturen.

Danmarks forekomster af myremalm før den store udnyttelse satte ind omkring 1940. En grundig registrering er kun foretaget i de vestlige egne af landet, fortrinsvis bag isens hovedopholdslinje, hvor hovedparten af forekomsterne da også findes. I de øvrige dele af landet er kun markeret forekomster kendt fra litteraturen.

I de sydøstlige Alpeområder begyndte en mere omfattende jernproduktion formentlig i det 6.-5. århundrede f.Kr. Her lå det keltiske Noreia, som med tiden skulle udvikle sig til et af hovedproduktionsstederne for jern i den romerske tid.81 Nord for Alperne udviklede der sig i den keltiske jernalder produktionsområder ved den mellemste del af Rhinen, i Schwarzwald, i Böhmen og i Helligkorsbjergene i det centrale Polen.82 Men det er endnu usikkert, hvor tidligt denne produktion satte ind. Et betydeligt omfang nåede den først i århundrederne lige inden Kr.f.

I Sydskandinavien rådede man over myremalm.83 Men også her er det usikkert, hvornår en egentlig jernproduktion satte ind. Om en sådan kan man først tale, når man på bopladserne finder slagger, som direkte vidner om smedning og jernudvinding. Der er dog næppe tvivl om, at man kunne håndtere og bearbejde jern herhjemme allerede omkring 500 f.Kr. Om det også blev udsmeltet på bopladserne i Sydskandinavien, er derimod mere usikkert.84

Myr er det gammelnordiske ord for mose eller sump. Herhjemme kaldte man i ældre tid malmen for „jern-ahl“ eller „jern-steen“. Det var først omkring år 1800, at betegnelsen myremalm blev almindelig på dansk.

De danske forekomster af myremalm finder man ofte på kanten af engområder og langs ådalenes skråninger. Forudsætningen for, at malmen kan dannes, er, at jorden har en vis surhed, det vil sige at den er humusrig og kalkfattig. Det nedsivende, sure regnvand opløser og optager jernmolekyler fra jernholdige mineraler i jorden. Normalt siver det jernholdige vand ned i jorden og danner grundvand. Hvis det imidlertid på en eller anden måde igen kommer så tæt på jordoverfladen – f.eks i et engdrag – at der er tilstrækkeligt ilt i det jordlag, det bevæger sig igennem, vil jernmolekylerne i vandet gå i forbindelse med ilten og danne jernilter. Disse udfældes af vandet som et fast stof, brunjernsten, der kan have flere former, bl.a. afhængig af, hvor udfældningen sker.85

Udfældes jernilterne i rindende vand, sker det ofte i form af okker. Sker iltningen og udfældningen derimod i et engdrag eller på en skråning ned mod en ådal, får materialet ofte karakter af et fast, sammenhængende lag, myremalm. Navnlig i Vestjylland finder man store myremalmforekomster, i særdeleshed i de store kær- og mosestrækninger i de vestjyske åers øvre afvandingsområder. Men man finder også myremalm i ådalene længere vestpå i lange, smalle lejer.86

I Østjylland, på Fyn og Sjælland er myremalmens udbredelse derimod begrænset til spredte steder med særlige hydrologiske og geologiske betingelser. Her er lejerne ret begrænsede i udstrækning og malmkvalitet. I det midtjyske bakkeland er antallet af isolerede lejer dog meget stort. Men lejerne er ringere end de vestjyske. I Østjylland er myremalmen en mindre almindelig dannelse, som navnlig findes i de subglaciale smeltevandsdale og i Gudenådalen.

I reglen danner myremalmen ikke sammenhængende lag over større strækninger. Et betydeligt leje vil som oftest bestå af flere mindre områder med malmlag adskilte ved partier, hvor malmen enten helt mangler eller kun er til stede i ganske små mængder.

 Fragmenter af digler og støbeforme til bronzestøbning fundet på en jernalderboplads ved Vitved i Østjylland. 1:3.

Fragmenter af digler og støbeforme til bronzestøbning fundet på en jernalderboplads ved Vitved i Østjylland. 1:3.

Det var den myremalm, jernalderbønderne i Jylland brugte. Efter at have tørret, ristet og knust den, kunne de komme den i en udvindingsovn sammen med trækul eller tørt træ. I ovnen skete en reduktionsproces, hvor kulstoffet fra trækullet hjalp med til at frigøre jernet fra ilten, så der blev dannet metal, som kunne smedes. Under denne proces kom jernet ikke op på smeltningstemperatur. Det gjorde derimod urenhederne, forskellige mineraler, der løb fra jernet og dannede det affaldsprodukt, vi kender som slagger – og som vi undertiden finder på bopladserne fra den tidlige jernalder.

På sin vis er jern et simpelt metal. Der er imidlertid i dets natur mange mysterier, og det er noget af et paradoks, at menneskene i oldtiden fremstillede store mængder af jern uden viden om metallets og processens kemiske og fysiske indhold. Når man derimod i nutiden, ofte ud fra en stor indsigt i processens kemi, temperaturforhold etc., prøver at udvinde jern i rekonstruerede ovne, så giver det meget ofte kun ringe eller måske slet intet udbytte. Vi må erkende, at vi har meget svært ved at gøre de gamle kunsten efter. Dog har den nyere eksperimentalarkæologi i mange tilfælde kunnet rette op på denne skævhed.87

Man kan skelne mellem flere faser i udnyttelsen af jernet i oldtiden88, og vi skal flere gange vende tilbage hertil (se Potter, jern og klæde og Jern i lange baner). En første, indledende fase lå i de tidlige århundreder af jernalderen. Hvis jern er blevet produceret herhjemme på den tid, må mængderne have været ganske små. Vi kender heller ikke den type af udvindingsovne, som eventuelt blev brugt. Men man har indicier for jernudvinding på dette tidlige tidspunkt, bl.a. på en lille boplads fra tiden efter 500 f.Kr. ved Bruneborg i Østjylland.89 Pladsen ligger på et jævnt plateau i det ellers stærkt kuperede landskab mellem Ejer Bavnehøj og Gedved by.

På Bruneborg-bopladsen fandt man ikke blot jernslagger, men også selve essen med dens avlsten af ler. Avlstenen er den plade, der beskytter blæsebælgen mod bålets varme. Jernslaggerne lå i en større dynge tæt ved essen, og der blev i samme område fundet syv små stykker jern. Endelig fandt man en ret betydelig mængde af råt, ubehandlet myremalm samt mere end 50 kg „ristet“ og granuleret malm. Knusning og ristning af malmen foretog man for at fjerne vand og organiske bestanddele, og det var et indledende trin i udvindingsprocessen.90

I en afstand af 600-800 m fra bopladsen kunne man tillige finde myremalm aflejret naturligt i større mængder. Der er således en lang række indicier for, at der i jernalderens første århundreder blev produceret og smedet jern på Bruneborg – også selv om man ikke har kunnet påvise den anvendte ovntype.

 Såkaldte wendelringe med imiteret snoning fra keltisk jernalder. Hovedparten af disse halsringe er fundet nedlagt i moser som offergaver. Fundet på gården Biskopstorp ved Nyborg. 1:2.

Såkaldte wendelringe med imiteret snoning fra keltisk jernalder. Hovedparten af disse halsringe er fundet nedlagt i moser som offergaver. Fundet på gården Biskopstorp ved Nyborg. 1:2.

Ikke langt fra Bruneborg lå på samme tid en anden landsby, ved Vitved, syd for Solbjerg Sø.91 Her var det imidlertid et ganske andet håndværk, man udøvede: bronzestøbning, som det havde eksisteret nu igennem halvandet årtusinde.

I en affaldsgrube fra begyndelsen af den keltiske jernalder fandt man talrige skår af digler og enkelte rester af støbeforme. Gruben lå på en forekomst af kvartssand, som var meget velegnet til støbeformål. Sandet var bl.a. blandet i det ler, man brugte til fremstillingen af diglerne. Det er nok en af forklaringerne på, at støbearbejdet foregik netop her.

Rester af 8-10 smeltedigler, tre næsten komplette, blev fundet i affaldsgruben. Alle var de af samme form og ens størrelse. De var pæreformede og bestod af en lille halvkugleformet skål med en lav åben tud, hvis yderste spids manglede. Diglerne var opbygget af slemmet ler tilsat en stor mængde fint, skarpkantet sand, og overfladen var ru, som følge af lermassens store indhold af sand. Uden på diglerne var der påført et ekstra lag gråt, sandblandet ler, indtil 7 mm tykt. At denne lerkappe først var blevet påført på et senere tidspunkt, det vil sige hvor diglen allerede var både tørret og brændt, ser man af, at laget let skallede af digelen. Noget kunne tyde på, at lerkappen oprindelig dækkede hele åbningen eller i hvert fald en del af den.

Da det indre af diglerne ikke er rødbrændt og ej heller viser spor af glasering, kan man tage det som et tegn på, at digelskålen virkelig var dækket og lukket under bugen. Herved adskiller jernalder-diglerne sig fra bronzealder-diglerne, der tilsyneladende altid var åbne.

Vi kan altså forestille os, hvordan diglen blev fremstillet af fint slemmet ler, tilsat det lokale kvartssand. Derefter blev den tørret og brændt – og var nu klar til brug. Metal og eventuelt trækul blev fyldt i diglen, som derefter blev dækket og lukket med en ydre lerkappe. Diglen blev nu atter tørret, og opvarmningen til smelteprocessen kunne begynde. Den stærke udvendige glasering og revnedannelse viser, at temperaturen var meget høj. Især var det skålen, der blev udsat for hede. Hvis man ville udnytte hele digelskålens rumfang, måtte man under opvarmningen sætte den skråt ned i essen. Det stemmer også med den iagttagelse, at den glaserede skorpe fortrinsvis ses på digelskålen, især på dens bagside, det vil sige modsat tuden. Når den ønskede temperatur blev opnået, kunne det smeltede metal hældes ud gennem tuden og ned i en eventuel form.

Kobbers smeltepunkt ligger på 1083 grader celsius, men man skal helt op på 11-1200 grader for at få et tilstrækkeligt varmeoverskud til støbningen. Dette tal giver altså et indtryk af, hvor høj en temperatur, diglerne blev udsat for.

Det har utvivlsomt i høj grad været genbrugsmetal, man brugte ved støbningen. Tilførslerne fra kontinentet af nyt metal var jo næsten gået i stå. Men håndværket stod stadig på et højt stade, også selv om produktionen indskrænkedes. Et fornemt eksempel på bronzestøberens kunnen var de halsringe, man fremstillede i direkte forlængelse af traditionen fra bronzealderens sidste århundreder: de såkaldte wendelringe. Det var ringe, hvis ringlegeme var snoet i hinanden modsatgående retninger ved hjælp af en kompliceret teknik, og som frembragte nogle interessante reliefvirkninger.92 Man arbejdede nu videre med disse ringe, eksperimenterede med mange nye støbe- og smedeteknikker og skabte til sidst en ring med meget tætte snoninger og en vis fjederkraft. Ringene blev oftest fremstillet i sæt på to og blev båret sådan, formentlig udelukkende af mennesker fra familier med høj rang.

Noter

77: R. Pleiner 2000, s. 23 ff.

78: K. Levinsen 1984; M.L.S. Sørensen 1989a; E. Hjarthner-Holdar 1993.

79: Det drejede sig bl.a. om nogle få jernsværd og -knive. Jernsværd fra bronzealderens slutning se bl.a. B. Stjernquist 1962, s. 82 og J.-P. Schmidt 1993, s. 139 ff. samt jernknive se L.C. Nørbach 1998, appendix 2.

80: O.Voss 1988.

81: I Magdalensberg i Kärnten vidner et antal inskriptioner (R. Egger 1961) om langdistancehandel og eksport af jern og stålprodukter i fire karakteristiske former: incudes (ambolte), unci (kroge), anuli (ringe) og secures (økser), der formentlig fungerede som barrer eller halvfabrikater. Fra Magdalensberg dækkede markedet hele Italien inkl. Nordafrika. Navnene på handelsmændene er romerske, men visse keltiske former optræder også. Men den metallurgiske aktivitet blev udført af lokale keltere.

82: K. Bielenin 1992.

83: P. Hjorth Jensen 1999; W.F. Buchwald 1998.

84: I Sverige har man argumenteret for en indførelse af jernteknologien i Mälarområdet allerede tidligt i det 1. årtusinde f.Kr. Inspirationen hertil skulle komme østfra, se Hjärthner-Holdar 1993, s. 183 ff. Tanken er dog lidet sandsynlig.

85: P. Hjorth Jensen 1999.

86: N. Nielsen 1924.

87: Se bl.a. O.Voss 1993.

88: L.C. Nørbach 1998.

89: J.A. Jacobsen 1979.

90: R. Thomsen 1964, s. 64.

91: S.H. Andersen & H. Madsen 1984.

92: A. Pietzsch 1964.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bronze og jern i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430941

Afsnittet Bronze og jern er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet