Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Agre og græsningsland

Oprindelig forfatter JJe

Omkring landsbyerne lå de små markstykker, som om foråret blev tilsået. Her modnedes kornet sommeren igennem. Men tyndt stod det, isprængt et væld af mangefarvede ukrudtsplanter: kornblomst, rød valmue, agersnerle, musevikke, hvid okseøje og kamille.

De små markstykker var indrammet af ganske lave jordvolde, skelvolde kalder man dem, og vi har hørt om dem tidligere. Allerede i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. markerede de nemlig grænserne mellem oldtidsbøndernes marker (se Et landbrug i forvandling). Formentlig har der stået en hæklignende vegetation på dem med bl.a. slåen og mirabelle, som med deres lette flor af hvide blomster fik landskabet til at lyse op om foråret. Men de var ikke permanente skel, som afgrænsede den ene mark fra den anden. Skelvoldene kunne let pløjes ned, og blev det, når man flyttede rundt på bebyggelsen og de dyrkede arealer.

Det var først sent, at videnskaben for alvor blev opmærksom på denne enestående gruppe af fortidsminder. Det skete, da opdyrkningen af de store hedearealer i Jylland var ved at være til ende. I årene 1928-38 besøgte og registrerede kulturgeografen Gudmund Hatt en lang række forekomster, og han kunne samtidig dokumentere, at de små, lave jordvolde var agerskel, fortrinsvis fra den ældre jernalder.65

Annonce

 Rekonstruktion af et langhus fra den ældre jernalder opført i Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

Rekonstruktion af et langhus fra den ældre jernalder opført i Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

Det lykkedes Hatt at få indsamlet oplysninger om mere end hundrede agersystemer, hvoraf hovedparten lå i de nord- og vestjyske hedeegne. Derimod var antallet af registrerede agersystemer i den øvrige del af landet relativt sparsomt. Ved omhyggelige undersøgelser og opmålinger er det imidlertid i nyere tid lykkedes at påvise lignende systemer af oldtidsagre i Nordjylland, på Sjælland og på Bornholm.66 Man har også taget luftrekognoscering til hjælp, og det har bl.a. vist sig, at den første fuldstændige fotografering af Danmark fra luften,67 som blev foretaget i 1954, er en uvurderlig kilde til viden om, hvad der på den tid endnu var bevaret af forhistoriske agersystemer.68

På grundlag af opmålingerne har man kunnet opdele agerkomplekserne i hvert fald i to forskellige grupper.69 Den første gruppe omfatter agre, der optræder som stærkt uregelmæssige figurer, dog med en vis tilstræben til den firkantede agerform. Sporene efter skelvoldene har et uregelmæssigt linjeforløb, formentlig forårsaget af, at volden oprindelig har haft uensartet højde og bredde. Agersystemerne er tilsyneladende ikke anlagt efter en i forvejen udstukket plan, de synes snarere at afspejle umiddelbart opståede behov og terrænfladens vilkår. En omfattende forekomst af agre af denne type kendes for eksempel i Næsbyholm Storskov på Sjælland.70 Den anden type af agre er karakteriseret ved sine lange, smalle og parallelle agerstriber, som ved tværvolde er inddelt i større eller mindre, rektangulære felter. Bredden af striberne varierer inden for det samme kompleks, men en bredde på 25-35 m synes at være det mest almindelige. Et særkende ved typen er, at man sjældent finder en langsgående inddeling af den enkelte ager. En omfattende forekomst af agre af denne type er for eksempel påvist i Geelskov nord for København.71

Dateringerne af de to typer er temmelig usikker. Begge er de tilsyneladende i brug i såvel den keltiske som den ældre romerske jernalder – og formentlig er det den uregelmæssige type, der er den ældste.

 Endnu kan man nogle steder i Jylland se skelvoldene fra jernalderen ligge i landskabet. De tegner sig som lange, ganske lave jordvolde, der bedst iagttages i det skrå morgeneller aftenlys. Her er det oldtidsagrene i det naturfredede område på Øster Lem Hede i Himmerland.

Endnu kan man nogle steder i Jylland se skelvoldene fra jernalderen ligge i landskabet. De tegner sig som lange, ganske lave jordvolde, der bedst iagttages i det skrå morgeneller aftenlys. Her er det oldtidsagrene i det naturfredede område på Øster Lem Hede i Himmerland.

Skelvoldene og bebyggelsen var imidlertid ikke statiske størrelser. Voldene kunne let pløjes ned, og bebyggelsen blev, i hvert fald i visse dele af landet, flyttet med regelmæssige mellemrum. Det har man i særdeleshed kunnet dokumentere i forbindelse med udgravningerne ved Grøntoft. Frem til begyndelsen af 1900-tallet var store dele af bebyggelsesområdet ved Grøntoft dækket af skelvolde. De blev beskrevet af Gudmund Hatt i 1949, men allerede da var deres antal svundet kraftigt ind som følge af den opdyrkning, der satte ind fra 1920'erne og fremefter. Indtil da havde området ligget uopdyrket i henved 2000 år. Da udgravningerne af området begyndte i 1960 var de fleste skelvolde ikke længere synlige i markoverfladen.72 Men sporene efter markernes pløjning i jernalderen lod sig dog mange steder iagttage under det moderne pløjelag.

Fra regionale pollendiagrammer kunne man slutte, at området ved Grøntoft i slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen for en stor del havde været dækket af hede.73 Landbruget havde dengang været baseret på en smule korndyrkning, byg især, men først og fremmest på et udstrakt husdyrhold. Man kunne også påvise, at jernalderbønderne i tiden efter 500 f.Kr. havde brudt hedearealer op og havde inddraget dem til dyrkning. Grøntoft var i sandhed et pionérsamfund derude i de vestligste egne af landet.

 På Skørbæk Hede i Himmerland ligger endnu de voldindrammede agre. De fjerneste agre lå sjældent længere end en kilometer væk fra gårdene. Herude lå så gerne åen og engene, der gav vand og foder til kreaturerne. Skørbæk Hede-landsbyen eksisterede i århundrederne lige før og efter Kr.f.

På Skørbæk Hede i Himmerland ligger endnu de voldindrammede agre. De fjerneste agre lå sjældent længere end en kilometer væk fra gårdene. Herude lå så gerne åen og engene, der gav vand og foder til kreaturerne. Skørbæk Hede-landsbyen eksisterede i århundrederne lige før og efter Kr.f.

Sporene efter dyrkningen viste sig i form af ardspor, ganske som man kendte dem fra bondestenalderen og bronzealderen. Her og der kunne man frilægge ganske store områder med plovspor, der løb i to forskellige retninger, vinkelret på hinanden. Det var et ganske velkendt billede. Men nogle steder løb plovsporene kun parallelt med hinanden. Det var de steder, hvor der tidligere havde ligget skelvolde, og hvor bonden havde pløjet langs med skelvolden.74

Et sted i den nordlige del af udgravningsområdet (se planen side 27) fandt man for eksempel en skelvold, som i sin kerne havde rester af den oprindelige lyngoverflade. Den må altså høre til de ældste skelvolde på stedet, opstået da man tidligt i jernalderen brød heden op.

På dette sted kunne man nu følge den vekslen mellem dyrket mark og beboelse, der var så karakteristisk for „vandrelandsbyen“ Grøntoft.75 Der var parallelle plovspor langs med skelvolden. De stammede fra den tidlige fase, da området netop var taget under plov. I den næste fase blev der bygget et hus oven i skelvolden. Stedet blev nu ikke længere pløjet, men udgjorde en del af landsbyområdet. Så fulgte en tredje fase, hvor ikke blot huset, men også skelvoldene blev nedlagt. Der blev nu igen pløjet på stedet, og da ardsporene gik i to forskellige retninger, må vi antage, at man er inde midt på en mark, i en vis afstand fra skelvoldene. I den sidste fase kommer der så igen bebyggelse på stedet. En nord-sydgående skelvold er retableret, og vest for den er der dyrket mark, øst for den ligger et hus.

 Til venstre: Spor af almindelig pløjning med ard på kryds og tværs under muldlaget i jernalderlandsbyen Grøntoft i Vestjylland. Til højre: I et hjørne af en ager ved Grøntoft-landsbyen kunne man i det lyse undergrundssand se spor af såkaldt parallelpløjning. Her gav den lave skelvold ikke mulighed for pløjning på kryds og tværs.

Til venstre: Spor af almindelig pløjning med ard på kryds og tværs under muldlaget i jernalderlandsbyen Grøntoft i Vestjylland. Til højre: I et hjørne af en ager ved Grøntoft-landsbyen kunne man i det lyse undergrundssand se spor af såkaldt parallelpløjning. Her gav den lave skelvold ikke mulighed for pløjning på kryds og tværs.

Eksemplet er vigtigt, fordi det viser hvordan vandrelandsbyen med en enkelt eller nogle få generationers mellemrum flyttede fra sted til sted i en stadig skiften mellem ager og beboelsesområde. Når husene var udtjente, rev man dem ned, pløjede på stedet og udnyttede derved den næringsværdi, som jordbunden havde fået, ved at mennesker og dyr havde opholdt sig på den i en generation eller to. Et gammelkendt princip, som oldtidsbefolkningen havde opretholdt igennem årtusinder.

Men vi skal i disse egne af Jylland stadig kun se de dyrkede marker som en forholdsvis lille del af det samlede ressourceområde, som landsbyen rådede over. Kornavlen udgjorde kun en forholdsvis beskeden del af landsbyens samlede eksistensgrundlag. Dyreholdet var den vigtigste del af erhvervet. Det ser man også af, at næsten alle agersystemer med skelvolde i Vestjylland findes med en beliggenhed som den lidt senere landsby Hodde (se Bag landsbyens hegn), nemlig ved vandløb med engarealer.76 Denne tilknytning til engområderne viser igen kvægholdets store betydning i de vestlige egne af Danmark.

I den arkæologiske litteratur er agersystemerne ved deres form og opdeling undertiden blevet set som udtryk for, at der i det tidlige jernalderlandbrug fandtes en form for privat ejendomsret. Det er imidlertid en opfattelse, som har set jernaldersamfundet i lyset af nutidens rettighedsbegreb, et begreb, som man end ikke kan finde i selv skriftlige kilder fra middelalderen. I middelalderens danske samfund ville et begreb som „den private ejendomsret“ til jorden for eksempel være meningsløst, medmindre man dermed mener nogle nærmere bestemte brugsrettigheder. Selveje i den moderne forstand af ordet kan der ikke have været tale om i jernaldersamfundet, allerhøjst om nogle af landsbysamfundet regulerede rettigheder til brug af jorden og andre ressourcer.

 Skematisk gengivelse af et område af Grøntoft-bosættelsen, hvor gentagne omlægninger af bebyggelsen og agersystemerne kunne dokumenteres. Bogstaverne A-C betegner skelvolde. I fase 1 pløjes der på langs af skelvolden A, rundt i hjørnet og videre langs B. I fase 2 er skelvolden A nedlagt, og der er bygget et hus på det tidligere dyrkede areal. I fase 3 er huset opgivet, og der pløjes over hele fladen. I fase 4 er der igen bebyggelse på stedet, og der er opstået nye skelvolde.

Skematisk gengivelse af et område af Grøntoft-bosættelsen, hvor gentagne omlægninger af bebyggelsen og agersystemerne kunne dokumenteres. Bogstaverne A-C betegner skelvolde. I fase 1 pløjes der på langs af skelvolden A, rundt i hjørnet og videre langs B. I fase 2 er skelvolden A nedlagt, og der er bygget et hus på det tidligere dyrkede areal. I fase 3 er huset opgivet, og der pløjes over hele fladen. I fase 4 er der igen bebyggelse på stedet, og der er opstået nye skelvolde.

De voldindrammede agre hørte til et bestemt dyrkningssystem, og de gik stort set ud af brug med omlægningerne af landbruget omkring 200 e.Kr. Men de giver os et enestående indblik i jordbruget i den ældste del af jernalderen. Som et fintmasket net strakte de sig ud over bebyggelsens nærmeste omgivelser, og med deres levende hegn beskyttede de afgrøderne på markerne, som skiftevis blev dyrket og lå brak. Længere ude i landskabet lå de uopdyrkede overdrev, engarealerne og græsningsskovene, hvor kvæget færdedes.

Græsningsskovene havde lige siden bondestenalderen udgjort en værdifuld foderkilde for kvæget. De var blevet udnyttet igennem årtusinderne, men havde med tiden forvandlet sig til lysåbne græsningsskove, den skovtype som var bronzealderens mest karakteristiske. Fortsat hård udnyttelse af græsningsskovene, især igennem det sidste årtusinde, havde imidlertid forvandlet også disse, så de nu i jernalderen for en stor del var blevet til åbne overdrev. De stod nu med store vindkrøgede udløbere af skovens ege, med krat af hvidtjørn og hassel og med et væld af blomstrende planter i sommermånederne. Uendeligt smukke at betragte. Men for bondesamfundene betød disse forandringer af det omgivende landskab en betydelig arbejdsforøgelse. Man kunne ikke mere hente vinterfoderet i de nærliggende skove, men måtte nu indsamle og oplagre vinterforråd dels fra overdrevene dels fra de høslætenge, som man i stigende grad tog i brug.

 På Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre kan man danne sig et indtryk af, hvordan jernalderlandsbyerne lå i et landskab, der omkring bebyggelsen stort set var skovløst.

På Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre kan man danne sig et indtryk af, hvordan jernalderlandsbyerne lå i et landskab, der omkring bebyggelsen stort set var skovløst.

På overdrevene groede græs og urter, men også tornede og stikkende buske som tjørn, ene og slåen. Græsdækket holdt på jordens fugtighed, forudsat at græsningen ikke var for konstant og for hård. Men det var den mange steder, og var jorden let og sandet, begyndte lyngheden snart at brede sig. Det skete for eksempel mange steder i Jylland og fik alvorlige konsekvenser i form af udvaskning af næringssaltene med mor- og aldannelser til følge. I Grøntoft så vi, hvordan den udvikling allerede var godt i gang tidligt i jernalderen. På de tungere jorder var konsekvenserne ikke helt så iøjnefaldende. Men vegetationen blev dog erstattet af mere tørkeprægede urter og græsser, som ikke var særligt velegnede til kvæggræsning.

Det er tydeligt, at landbruget ekspanderede kraftigt i begyndelsen af jernalderen, at befolkningstallet steg, at bebyggelsen blev udvidet, og presset på jorden derfor blev større. Det førte stedvis til overudnyttelse af landskabet og fik det til at ændre karakter. De mange, indtil 1900-tallet bevarede agersystemer i Jylland er udtryk for, at jernalderbønderne i mange tilfælde måtte forlade jordene efter at have udpint dem. I Grøntoft for eksempel blev de ikke taget ind til dyrkning igen før for hundrede år siden. Sandflugt tvang også mange til flytning, sådan som vi så det i bosættelsen i Klegod.

 Tidlige jernudvindingssteder i antikkens og oldtidens Europa. De tidligst kendte er fra Georgien og går tilbage til det 15. årh. f.Kr. I Middelhavet spillede øen Elba en vigtig rolle. Her foregik der formentlig jernudvinding siden den græske kolonisation i det 8. århundrede. f.Kr. I Centraleuropa foregik en betydelig jernproduktion i den keltiske jernalder i bl.a. Yonne-området i Frankrig og Helligkorsbjergene i Polen.

Tidlige jernudvindingssteder i antikkens og oldtidens Europa. De tidligst kendte er fra Georgien og går tilbage til det 15. årh. f.Kr. I Middelhavet spillede øen Elba en vigtig rolle. Her foregik der formentlig jernudvinding siden den græske kolonisation i det 8. århundrede. f.Kr. I Centraleuropa foregik en betydelig jernproduktion i den keltiske jernalder i bl.a. Yonne-området i Frankrig og Helligkorsbjergene i Polen.

Heri lå kimen til en krise, som kulminerede i århundrederne efter Kr.f. I løbet af den ældre jernalder kom landsbyerne i mange områder af landet til at ligge så tæt, at man ikke bare kunne drage til nye områder, når jordens ydeevne aftog, eller når græsningsskovene forsvandt. Der måtte omlægninger af driftsformen til. Men i begyndelsen af jernalderen lå dette endnu langt ude i fremtiden.

Noter

65: G. Hatt 1949, se også S. Stummann Hansen 1980.

66: R.M. Newcomb 1971; P. Harder Sørensen 1982; Viggo Nielsen 1970, 1984, 1993, 2000.

67: Det såkaldte Basic Cover, gennemført af det danske forsvar i 1954.

68: Endnu er det kun de bornholmske forekomster, der er publiceret (V. Nielsen 2000, se endvidere idem 1984, 1993; Nielsen & Clemmesen 1995). I udlandet er f.eks. samtlige de hollandske forhistoriske agersystemer publiceret, se J.A. Brongers 1976.

69: V. Nielsen 1984.

70: V. Nielsen 1984, s. 152.

71: V. Nielsen 1984, s. 148, fig. 11.

72: C.J. Becker 1971.

73: B.V. Odgaard 1985.

74: Beslægtede iagttagelser er gjort i f.eks. Store Vildmose i Nordjylland, se V. Nielsen 1970 og C.J. Becker 1971, s. 108.

75: C.J. Becker 1971, s. 101, fig 21.

76: L. Helles Olesen 1981, s. 17; S. Hvass 1985b, s. 186.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Agre og græsningsland i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430940

Afsnittet Agre og græsningsland er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet