Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sølvkedlen fra Gundestrup

Oprindelig forfatter JJe

Næppe noget andet fund fra Danmarks oldtid har talt så meget til fantasien som sølvkedlen fra Gundestrup.162 Den blev fundet i 1891 ved tørvegravning i Rævemosen nær landsbyen Gundestrup i det fine vesthimmerlandske landskab med dets ådale og lange højderygge.163 Rævemosen er en lille mose på ca. 170 x 170 m, som ligger omgivet af lave bakker. Et stykke ude i mosen, ca. 25 m fra dens vestlige rand og ca. 80 m fra sydsiden lå sølvkedlen. Man fandt den 60-90 cm under overfladen, der var fuldstændig fast og bevokset med lyng og græs. Kedlens plader var skilt ad og lagt i dens runde bund. Undersøgelser på stedet viste, at lagene over kedlen var urørte. Den har altså ikke været gravet ned, men var oprindelig hensat på en fast og temmelig tør tørv. Da kedlen blev sat ud på overfladen af mosen, groede der på stedet tue-kogleaks, ulvefod, birkebuske og enebærbuske. Men der var ikke spor af planter, som vokser i vand.

 Den gådefulde sølvkedel fundet 1892 i Rævemosen ved Gundestrup i Himmerland. Endnu i dag er der meget forskellige opfattelser af, hvordan dette ejendommelige kunstværks billedfremstillinger skal tydes.

Den gådefulde sølvkedel fundet 1892 i Rævemosen ved Gundestrup i Himmerland. Endnu i dag er der meget forskellige opfattelser af, hvordan dette ejendommelige kunstværks billedfremstillinger skal tydes.

Næsten 9 kg meget rent sølv var blevet brugt til fremstillingen af kedlen. Den er det tungeste stykke sølvarbejde, vi kender fra Danmarks oldtid. En af pladerne manglede, det var en af yderpladerne, som må have været udsmykket med en gudefigur. Man ved ikke, om den blev stjålet ved fremkomsten af fundet, eller om den overhovedet blev ofret sammen med resten af kedlen. Den kan være gået tabt mange steder forinden.164 Kedlen var skilt ad, og det må være sket med magt ved ofringen. Man kan ikke præcist angive pladernes placering. To steder var der dog huller efter nagler, som forbandt en inderplade med en yderplade.

Kedlens bund var afrundet og siderne lodrette, de bestod af inder- og yderplader. Indvendig var bunden dækket af en rund plade. Oprindelig har de enkelte dele været loddet sammen, men ved ofringen blev de skilt ad. Karrets afrundede bund havde en dybde på 21 cm. Diameteren var 69 cm. Samtlige plader var ca. 20 cm høje. De fem indre pladers bredde varierede fra 40 til 43 cm, de ydre målte fra 24 til 26 cm.

Annonce

Der blev fundet to stumper af kedlens rand. Det var rørformede stykker med en diameter på ca. 2 cm. Inde i røret var der rester af jern, som viser, at der oprindelig har været en solid jernrand til at holde pladerne sammen foroven. Gundestrupkedlen var ikke ny, da den blev hensat på mosens overflade. Den bar tydelige spor af at have været i brug længe.

Alle kedlens plader var udsmykket med opdrevne relieffer. Syv af de i alt 13 bevarede reliefplader havde, sammen med den ottende og manglende, været placeret på ydersiden. Fem aflange plader sad på karrets inderside. Den sidste plade, den runde, var anbragt indvendig i karrets bund. Pladerne havde været helt eller delvis forgyldte. Det var der nu kun svage spor af i relieffernes dybeste dele.

 Gundestrupkedlen, inderpladenr. 1.

Gundestrupkedlen, inderpladenr. 1.

Hvordan inderpladerne oprindelig sad i forhold til hinanden, kan man afgøre ved hjælp af loddesporene. Hvad angår yderpladerne, kan to af dem placeres ved hjælp af deres naglehuller, men de øvriges plads kan ikke angives med sikkerhed.165

Men lad os se på de enkelte plader.166 På den første ser man afbildet en siddende mand iført en snæver, stribet buksedragt, der slutter lige over knæet. Han holder en halsring i den ene hånd, en anden ring bærer han om halsen. I den anden hånd holder han en slange med vædderhoved. På hovedet har han et hjortegevir, og han er omgivet af en broget forsamling af dyr. Til venstre står en hjort og til højre en ulv. Desuden ser man et par modstillede løver og en delfin med en rytter, samt nogle antiloper eller bjerggeder. Imellem dyrene er indpunslet en fin rankeornamentik.

De halsringe, som figuren bærer om halsen og i den højre hånd, er begge forgyldte og uomtvisteligt af keltisk type. Sådanne guldhalsringe bærer også flere af figurene på kedlens yderplader, det antyder formentlig deres guddommelige status. Halsringene er af den karakteristiske keltiske form kaldet torques. Man finder to typer af dem på kedlen: en snoet og en glat, begge synes de at høre hjemme i en religiøs sammenhæng. Bedst kendt er disse torques fra statuen „Den døende Galler“ (se Fællesskabets landsbyer). Hans halsring ligner i øvrigt ganske den, vi ser på Gundestrupkedlen.

 Seletøjsplade fra Stara Zagora i Rumænien. Herakles kæmper med den nemæiske løve omgivet af et par løvegriffe samt løver med og uden vinger. Pladens tværmål er17,8 cm, 1. årh. f.Kr.

Seletøjsplade fra Stara Zagora i Rumænien. Herakles kæmper med den nemæiske løve omgivet af et par løvegriffe samt løver med og uden vinger. Pladens tværmål er17,8 cm, 1. årh. f.Kr.

Den dragt, som den siddende figur på Gundestrupkedlen bærer, genfinder man på en pragtpynteskive fra en hests seletøj, fundet i en rig grav fra Stara Zagora i Bulgarien.167 Skiven er af forgyldt sølv og dekoreret med en fremstilling af Herkules, der besejrer en løve. Herkules er iført en dragt, der helt svarer til den på Gundestrupkedlen. Det gælder helt ned i detal jerne, i gengivelsen af dragtens stof og det brede bælte, der er dekoreret med punkter, samt skoene. En lignende dragt bærer også fodfolkskrigerne på den tredje af Gundestrupkedlens plader (se illustrationen). Ligheden med den bulgarske sølvplade giver en første antydning af, hvor man skal søge kedlens fremstillingssted.

Hvem den siddende figur med hjortehornene er, er usikkert. Han bliver ofte identificeret som guden Cernunnos – det betyder „den hornede“ – som var en guddom, der blev dyrket i det vestgalliske område i tiden omkring Kr.f. Andre fortolkninger peger mod sydøst og forbinder hjortemanden med den græske mytologis Orfeus. På Gundestruppladen synes han at være afbildet som dyrenes hersker og som en gud, der råder over naturen og dens mysterier.

 Gundestrupkedlen, inderplade nr. 2.

Gundestrupkedlen, inderplade nr. 2.

På plade nummer to ser man en skægget mandsfigur, der hæver sine knyttede hænder. I den ene hånd holder han om et hjul sammen med en hjælper, der er iført en stramtsiddende dragt og på hovedet bærer en hornet hjelm. De to figurer er omgivet af en mangfoldighed af dyr: ulve, griffe og en slange med vædderhorn. Hjælperens hornede hjelm kan man finde paralleller til i såvel vestkeltisk som østkeltisk område i det 1. århundrede f.Kr.168 Hornede hjelme kendes også fra Bulgarien, hvor de forener såvel thrakiske som keltiske stiltræk.

 Gundestrupkedlen, inderplade nr. 3.

Gundestrupkedlen, inderplade nr. 3.

Hvem den skæggede figur med hjulet er, er ligeledes usikkert. Almindeligvis henviser man til statuetter, der fremstiller den galliske udgave af den romerske gud Jupiter, undertiden med et hjul. Muligvis er det en tillempet udgave af den keltiske gud Taranis, gud for himlen, og især for torden og krig, til hvem kelterne foretog grusomme menneskeofre.

Så følger plade nummer tre, „krigerpladen“. Det må være en af de keltiske hære, vi ser her. Man ser en afdeling fodfolk marchere af sted med afrundede firkantede skjolde med runde skjoldbuler. Fodfolket ledsages af en person af højere rang – han bærer en vildsvineprydet hjelm – og af tre hornblæsere. Officeren holder i hånden en kort stang. De tre musikanter blæser på keltiske krigstrompeter, såkaldte carnyx'er. Til venstre ses en overdimensioneret figur, der holder en person hen over noget, der formentlig er en kedel. En deling ryttere rider bort fra denne scene anført af en slange med vædderhorn. Både den store figur og de marcherende fodfolk bærer en stramtsiddende dragt af samme udseende som den hornede figur på plade nummer et. De fire ryttere er derimod iklædt en kort, koftelignende dragt. På hovedet bærer de forskellige hjelme med dyrefigurer og horn. Alle har sporer fastgjort til sandalerne, og ingen bærer sværd.

 Mundingspartiet af en Carnyx, fundet i en mose ved Deskford i Skotland.

Mundingspartiet af en Carnyx, fundet i en mose ved Deskford i Skotland.

Flere af genstandene på denne plade genkender vi fra de arkæologiske fund. Den carnyx, de tre musikanter blæser på, var udbredt især i det vestkeltiske område. I en mose i Skotland har man fundet hovedet til en sådan carnyx. Men det er måske også det instrument, som beskrives af Polybius i hans beretning om slaget ved Telamone i det 3. århundrede f.Kr.: „For der var blandt dem (kelterne) uendeligt mange horn og trompeter, som der blev blæst i på samme tid fra alle dele af hæren, og deres råb var så høje og gennemtrængende, at lyden ikke syntes at komme fra menneskestemmer og trompeter, men fra hele landskabet på én gang.“ En carnyx ses også på Trajansøjlens sokkel i Rom blandt forskelligt krigstrofæ. Søjlen markerer kejser Trajans sejr i 107 e.Kr. over det thrakiske folk i det nuværende Rumænien.

 Keltiske carnyx'er fundet i henholdsvis Deskford og Tattershall, Skotland.

Keltiske carnyx'er fundet i henholdsvis Deskford og Tattershall, Skotland.

På plade nummer tre ser man også de karakteristiske keltiske skjolde af afrundet, firkantet eller oval form. De kendes, som vi allerede har hørt (se Krigernes våben) fra en lang række afbildninger og fund både hos vestkeltere og østkeltere, fra Storbritannien i vest til Pergamon på Lilleasiens kyst i øst. På Gundestrupkedlen er skjoldbulerne runde. Det blev de keltiske skjoldbuler først kort før 100 f.Kr.

Endelig er der hjelmene på krigerpladen. De er alle af keltisk form. Særlig bemærkelsesværdig er den hjelmtype, hvorpå der sidder en rovfugl. En sådan hjelm kender man fra en rig østkeltisk krigergrav i Ciumesti i Transsylvanien, dateret til ca. 300 f.Kr. eller lidt senere.169 På Ciumesti-hjelmens fugl var vingerne fastgjort til kroppen ved hjælp af hængsler. Således baskede rovfuglen med vingerne, når krigeren stormede frem. En tilsvarende hjelmprydelse ser man på en rytterfigur, der pryder en oval pynteplade af sølv til hesteudstyr fra et stort depotfund fra Surcea, ligeledes i Transsylvanien.170 Hjelmene med fugleopsats må dog også have været kendt i det vestkeltiske område. Den græske forfatter Poseidonius beretter nemlig, at gallerne bar hjelme med fugle på.171

På plade nummer fire er motivet mere enkelt. Det viser en tyreofring gentaget tre gange. Under hver tyr er der en ulv og et hyænelignende dyr. Både hos thrakerne og kelterne kendte man til tyreofringer. Tyrens massive fremtræden ligner den måde, hvorpå man i kunsten ved Sortehavet fremstillede dyr. Den tredobbelte komposition er dog også i keltisk ånd. I irske myter fortælles der f.eks. om kampe mellem tre helte og treenige monstre.

 Gundestrupkedlen, inderplade nr. 4.

Gundestrupkedlen, inderplade nr. 4.

På den femte plade ses en kvindelig guddom, som har håret sat i hestehale og fletninger. Hun har et hårbånd eller en valk over panden og er omgivet af elefanter, griffe og en ulv. Paralleller til kvindeskikkelsen og dyrene synes man ikke at kende i den keltiske verden. Motivet stammer snarere fra Sydøsteuropa eller Nærorienten.

Vi har allerede antydet, at man inden for den thrakiske kunst ved Sortehavet kan finde dyr eller fantasidyr, der er meget beslægtet med Gundestrupkedlens.172 Det kan være hunde, løver, hjorte og griffe. Det er også kun i den thrakiske dyrestil, at vi finder dyrenes pels angivet som rækker af streger (kort hår) og flammede, fjeragtige mønstre (langt hår) eller ved hjælp af sildebenslignende mønstre og punkter på samme måde som på Gundestrupkedlen.

 Gundestrupkedlen, inderplade nr. 5.

Gundestrupkedlen, inderplade nr. 5.

Ganske vist er de fleste kendte thrakiske kunstprodukter fra tiden omkring 300 f.Kr. De er altså nogle århundreder ældre end Gundestrupkedlen. Men der er tale om en kunststil, som beholdt sit kunstneriske særpræg over meget lang tid, i hvert fald fra det 5. til det 1. århundrede f.Kr. Derfor kan man godt sammenligne motiverne på de thrakiske kunstprodukter med Gundestrupkedlen.

Så er der endelig bundpladen. Den udgør kedlens tekniske og kunstneriske højdepunkt. Et mesterværk er pladen. En meget kraftfuld tyrefigur rejser sig højt over baggrunden. Dyrets pels er markeret med hundredvis af små halvmåneformede stempler af en punsel. Oven over tyren ser man tyrekæmperen, der at dømme efter de fremhævede bryster er en kvinde. Tre hunde deltager i dramaet, den ene er dog allerede blevet dræbt. Men kampen er ved at være afsluttet, for tyren ligger halvt sammensunket og løfter endnu kun hovedet.

 Gundestrupkedlens bundplade.

Gundestrupkedlens bundplade.

Tyrekæmperen bærer sporer ligesom rytterne på krigerpladen. Man kan se, at sporens torn sidder på en halvrund bøjle, som er afsluttet i en rund skive. Som vi allerede har hørt (se Høvdinge og krigere), kommer sporer i brug over hele Europa, både i øst og i vest, lidt før 100 f.Kr. Men sporer af netop den type, som tyrekæmperen bærer, finder man bl.a. i grave fra den keltisk-thrakiske blandingskultur, som udfoldede sig i det nordvestlige Bulgarien og det sydvestlige Rumænien på den tid, da Gundestrupkedlen blev fremstillet.173

I samme retning peger også den planteornamentik, som findes på de fleste af Gundestrupkedlens plader. Den ligner ikke den typisk keltiske planteornamentik, som er stiliseret på en helt anden måde. Derimod finder vi de nærmeste paralleller til Gundestrupkedlens planteornamentik på f.eks. et sølvbæger, fundet ved Sincraneni i Rumænien fra det 2. til 1. århundrede f.Kr.174 Alt i alt er der mange thrakiske fund, der vidner om slægtskabet med Gundestrupkedlens dekoration. Alt peger således på, at kedlens fremstillingssted skal søges i det sydøstlige Europa, idet gode paralleller hyppigt findes blandt genstande fra det thrakiske område i Rumænien og Bulgarien.

Spørgsmålet om, hvorfra Gundestrupkedlen kommer, kan også belyses af de halsringe, der er afbildet på kedlen. Ud over de keltiske torques, der både kan træffes hos de vestlige og østlige keltere, så ser man i to tilfælde en anden slags torques afbildet på kedlen. De har et konisk mellemstykke mellem ringkroppen og de fremstående pufferender. Denne halsringtype er ikke keltisk og er aldrig fundet i de keltiske områder. Man kender fem af den slags ringe: to er fundet i nærheden af Kiev i Ukraine, en ved Olbia på Sortehavskysten, en er fundet på Gotland,175 og endelig er en sidste ring fundet i en mose ved Dronninglund i Vendsyssel.176 De er alle udstyret med fine mønstre i guldfiligran på bl.a. det skrå mellemstykke.

 Gundestrupkedlen, yderplade a.

Gundestrupkedlen, yderplade a.

Ringene er formentlig fremstillet i Sydrusland – Ukraine – som et lokalt svar på de keltiske torques. De to nordiske ringe er efter alt at dømme importstykker fra dette fjerne, ikke-keltiske miljø i sydøst. Endnu en gang får vi altså en antydning af, at Gundestrupkedlens fremstillingssted skal søges i samme retning.177

Lad os nu vende os til de ydre plader, som er enklere komponeret end inderpladerne. På dem alle ser man en stor mandlig eller kvindelig figur i brystbillede. Det er nok guder, idet de er væsentligt større end de øvrige figurer på pladerne. Alle gudefigurerne har huller i øjnene til indlægning af glas, det er dog kun bevaret i nogle få tilfælde.

På den første yderplade (a) ser man en skægget guddom, der i hver af sine oprakte hænder holder en mandsperson i den karakteristiske snævre buksedragt. Hver af mændene holder et svin i hænderne, og nedenunder ses en vinget hest, en pegasus, og vistnok en hund.

 Gundestrupkedlen, yderplade b.

Gundestrupkedlen, yderplade b.

På den næste plade (b) er der endnu en skægget guddom, som i sine oprakte hænder holder to hjorte ved bagbenene. Hjortenes fremstrakte hals og udformningen af deres takker leder tanken hen på skytiske hjortebilleder. Men hjorte optræder også både i den keltiske og thrakiske religiøse kunst, hyppigst hos thrakerne. Hvad angår den skæggede guddoms ansigt, så er der figurer fra det vestgalliske område, der viser stilistiske ligheder med dette.178 De vestlige ansigtsbilleder har ofte øjenhuller med indlægning af emaille. Noget tilsvarende kender man dog også fra thrakiske ansigtsfremstillinger i drevet sølv.179 Ansigterne er ikke specifikt galliske, men findes også mod øst på thrakisk område.

Så følger på den næste plade c, en mandsbuste med kortere skæg. Han bærer om halsen en ring med kraftigt fortykkede ender. Han holder ikke noget i sine oprakte hænder, men på hans højre side ses en person i samme stilling som tyrekæmperen på bundpladen. Til venstre er der en person med nøgen overkrop, og i det nederste højre hjørne, over guddommens skulder, rider en rytter.

 Gundestrupkedlen, yderplade c.

Gundestrupkedlen, yderplade c.

 Gundestrupkedlen, yderplade d.

Gundestrupkedlen, yderplade d.

På plade d ser man den sidste af mandsfigurerne på yderpladerne. Han er udført i en noget mere forenklet stil end de andre. Om halsen har han en ring, og i begge sine løftede hænder holder han en vinget søhest med snoet slangehale. I Middelhavslandene symboliserer sådanne søheste døden, og det uheldssvangre i fremstillingen understreges da også af motivet på guddommens bryst. Det forestiller en lang, tohovedet ulv med to mennesker, der bliver bidt midt over af ulven.

Den kvindelige guddom på den næste plade (e) kan godt være dødsgudens modstykke, tilknyttet frugtbarhed og skønhed. Hun er i hvert fald udført i den samme noget flade stil som den foregående plade. Ved kvindens bryst ligger en mandsperson og et firbenet ubestemmeligt dyr. Måske motivet symboliserer, at gudinden giver liv til både mennesker og dyr. Til højre fletter eller ordner en kvinde gudindens hår. På den venstre skulder sidder en kvinde i lang kjole. Ligesom gudinden bærer hun en halsring. Ovenover løber en hund. I den højre hånd holder gudinden en fugl, og over hende flyver to ørne. Man har foreslået, at vi her står over for en Kybele-lignende skikkelse.180

 Gundestrupkedlen, yderplade e.

Gundestrupkedlen, yderplade e.

 Gundestrupkedlen, yderplade f.

Gundestrupkedlen, yderplade f.

Nu følger endnu en kvindelig plade (f). På den ses en gudinde, der holder armene ved brysterne. Hun er omgivet af to mandsbuster, den ene med langt, den anden med kort skæg. Begge mændene har løftede hænder.

Gudinden selv og manden med det korte skæg bærer halsring. Håret ender igen i fletninger, og over panden ses et hårbånd eller en valk.

Så kommer endelig den sidste af yderpladerne (g). På den ses endnu en gudinde med halsring og fletninger, og som holder hænderne over kors på brystet. På højre side af hende er der en person i samme stilling som tyrekæmperen fra bundpladen og næsten identisk med en figur fra en af mandspladerne. Til venstre ses en person, der kæmper mod en løve. Det må være den græske sagnhelt Herakles i kamp mod løven, et motiv som var meget yndet hos både grækerne og hos thrakerne.

 Gundestrupkedlen, yderplade g.

Gundestrupkedlen, yderplade g.

Med hensyn til kedlens teknik, så bemærker man, at inderpladerne ikke er forgyldte med undtagelse af bundpladen, der til gengæld er fuldstændigt forgyldt.181 På yderpladerne er der spor af forgyldning. Den har skullet fremhæve enkelte træk, f.eks. er alle halsringene forgyldte. Yderpladernes figurer har også fået deres hænder forgyldt ligesom dele af armene. De tre kvindelige guddommes bryster er ligeledes markeret med forgyldning. Det samme gælder de mandlige figurers skæg, hår og øjenomgivelser.

Det blev allerede tidligt bemærket, at Gundestrupkedlens plader ikke alle er udført i den samme stil.182 Man mente f.eks., at krigerpladen, pladen med Hjorteguden, yderpladen med guden med det menneskeædende uhyre og pladen med den Kybelelignende gudinde var lavet af samme kunstner. En anden kunstner skulle så have udført de øvrige plader, bortset fra to, som var bundpladen og den yderplade, hvor de mindre figurer holder svin frem. De skulle være udført af én og samme kunstner.

Et minutiøst studium af de spor, som kunstnernes værktøj har efterladt i kedlens overflade, har bekræftet denne tanke.183 Med det blotte øje kan man erkende runde, bueformede og punktformede punselspor. Og ved hjælp af et scanningmikroskop har man så at sige kunnet identificere hver enkelt punsels fingeraftryk. I alt kunne 15 forskellige punsler udskilles. Men de 15 punsler var ikke brugt på alle pladerne. De dannede netop grupper, som svarede til den ovennævnte stilistiske inddeling. Det tyder på, at flere håndværkere eller måske værksteder har arbejdet med Gundestrupkedlen.

Men hvor lå det eller de værksteder? I mange år søgte man svaret i de keltiske områder af Vesteuropa.184 Det skyldtes bl.a., at man så en vis lighed mellem Gundestrupkedlen og bronzekedlen fra Rynkeby, som vi allerede har omtalt som et formentlig vestkeltisk arbejde (se Den hellige mose). Der er da også visse ligheder mellem de to kedlers dyrefigurer og kvindeansigter. Men der er også afgørende forskelle. De drevne dyrefigurer på Rynkebykedlen er langt fladere og mere udtryksløst udført end på Gundestrupkedlen. Hertil kommer, at på Rynkebykedlen er dyrenes pels slet ikke markeret med den karakteristiske punsling, som vi kender fra både Gundestrupkedlen og frem for alt fra den thrakiske kunst. Rynkebykedlen har også pånittede støbte figurer. Det kendes ikke fra Gundestrupkedlen. Nej, Rynkebykedlen kan dårligt komme på tale som en parallel til Gundestrupkedlen. I stedet bør man nok rette opmærksomheden mod de sydøstlige dele af Europa, i særdeleshed de thrakiske områder ved Sortehavet.185

Under gennemgangen af Gundestrupkedlens motivverden bemærkede vi flere gange en ejendommelig dobbelthed: keltiske og thrakiske elementer forekom side om side. Når det gjaldt stil og teknik, kunne man ofte finde ligheder inden for den thrakiske kunst. Når det derimod gjaldt genstandsformerne på Gundestrupkedlen som f.eks. skjoldene, hjelmene, halsringene og carnyx'erne, så fandt man ofte parallellerne i et egentligt keltisk miljø. Der var også nogle træk, der forekom både hos thrakere og hos keltere. Dobbeltheden blev yderligere understreget af analyserne af værktøjssporene, som jo viste, at hele fire kunstnere synes at have medvirket til kedlens fremstilling. De skulle repræsentere henholdsvis et keltisk og et thrakisk element.

Hvem var da disse thrakere? De var et ikke-keltisk folk, der beboede et anseligt område med centrum på det sydlige Balkan. De levede i dele af Makedonien og Thessalien, i Bulgarien, i Rumænien indtil Karpatherne og mod øst så langt som til floden Dnjepr i Ukraine – og de havde udviklet en højtstående civilisation. Man kender den fra deres prægtige gravkamre med vægmalerier, der ikke stod tilbage for etruskernes. Og man kender den fra deres befæstede, kongelige residens, Seuthopolis, i det centrale Bulgarien. Fra de historiske kilder ved vi, at thrakerne ved deres store religiøse fester brugte kander af sølv med drevne, religiøse motiver. Ja, vi kender endog selve disse sølvsager fra fyrstegravene og fra de store skattefund.186 På disse kostbarheder kan man følge udviklingen af en særlig thrakisk kunststil, som opstod under indflydelse fra græske værksteder ved Sortehavskysten, fra skytherne, og fra perserne, og som bevarede sit særpræg gennem de sidste fire århundreder før Kr.f.

 Gundestrupkedlen er fundet i en egn, der er rig på levn fra den keltiske jernalder. Udstrakte vådområder dominerede i jernalderen landskabet. Ikke langt fra kedlens findested er gjort flere fund af moselig. Her ligger også den befæstede jernalderlandsby Borremose.

Gundestrupkedlen er fundet i en egn, der er rig på levn fra den keltiske jernalder. Udstrakte vådområder dominerede i jernalderen landskabet. Ikke langt fra kedlens findested er gjort flere fund af moselig. Her ligger også den befæstede jernalderlandsby Borremose.

Men så var der de keltiske elementer, som optrådte side om side med de thrakiske på Gundestrupkedlen. Her har man spurgt, om der findes noget sted, hvor en kulturel sameksistens mellem keltere og thrakere kan påvises? Det kan man netop i Nordvestbulgarien og Sydvestrumænien. Her levede, ifølge de antikke forfattere, de thrakiske triballere. Og man har da foreslået, at Gundestrupkedlen blev fremstillet hos denne stamme omkring eller lidt før år 100 f.Kr.

Netop på den tid levede triballerne side om side med den keltiske stamme skordiskerne. De sidste var formentlig indvandret i løbet af det 2. århundrede f.Kr. fra det nuværende Jugoslavien. Både de historiske og de arkæologiske kilder kan underbygge denne tanke, formentlig har de to folkeslag levet sammen i et stammeforbund. Og i dette sammenvævede stammesamfund i det nordvestlige Bulgarien og sydvestlige Rumænien kan Gundestrupkedlen tænkes at være fremstillet. Måske i en form for samarbejde, hvor thrakiske håndværkere stod for selve håndværket, mens billedsprog og idéindhold nok for en stor del må tilskrives kelterne.

Gundestrupkedlen rummer mere end nogen anden genstand fra Danmarks oldtid en rigdom af gåder og skjulte meninger. Dens billedunivers er blevet fortolket om og om igen. Man har i det villet læse historien om en guddommelig konges død og genfødsel, og man har i det ment at kunne identificere guder og mytologiske figurer som f.eks. Kybele og Orfeus.187 Men kedlen holder stadig på sin hemmelighed, omend vi dog i dag kan danne os et lidt mere præcist billede af den verden, hvori den blev fremstillet.

Men hvordan nåede denne gådefulde sølvkedel fra det sydøstlige Europa til Danmark? Også her er fremsat lige så mange tolkningsforslag, og lige så mange muligheder står åbne. Den kan være blevet bragt nordpå af flygtninge, som søgte at undgå de urolige forhold, da kong Burebista med magt samlede de thrakiske stammer under sit herredømme omkring år 60 f.Kr. En anden mulighed er, at kedlen som krigsbytte blev bragt nordpå ved de germanske folkeslag bastarnernes mellemkomst. De kan på et af deres krigstog sydpå have fået fat på kedlen, idet de i en tid var med i en alliance mellem skordiskere og triballere. Og det kan endelig være, at kedlen er kommet til Nordvesteuropa med de thrakiske ryttere, som vi ved gjorde tjeneste i de romerske hære i tiden omkring Kr.f.

Og så er der endelig Kimbrertoget. Vi hørte tidligere (i Et imperium vokser frem) om, hvordan dets store krigerskarer i slutningen af det 2. århundrede f.Kr. spredte skræk og rædsel omkring sig på sin vej ned igennem Europa. Der er da også dem, der har ment, at det var deltagere i dette folketog, der bragte den store og ejendommelige sølvkedel tilbage til deres hjemstavn. Det er altsammen mere eller mindre velbegrundede gætterier, som naturligvis ægger fantasien, men næppe nogensinde får præg af historiske kendsgerninger.

Noter

162: Den indgår f.eks. som et væsentligt dramatisk element i Johannes V. Jensens „Den lange Rejse“ og i Ebbe Kløvedal Reichs „Fæ og Frænde“.

163: Af den omfattende litteratur om sølvkedlen kan ud over den oprindelige publikation (S. Müller 1892) nævnes: J. Steenstrup 1895; F. Drexel 1915; H. Arbman 1948; P. Reinecke 1950; O. Klindt-Jensen 1961; K. Horedt 1970; T.G.E. Powell 1971; C.-A. Moberg 1976; G.S. Olmsted 1979; C. Bémont 1979; R. Pittioni 1984; Bergquist & Taylor 1987; R. Hachmann 1991; F. Kaul 1991a,d, 1995; E. Benner Larsen 1995.

164: E. Benner Larsen 1995.

165: O Klindt-Jensen 1961; F. Kaul 1991a, s. 20 ff.

166: Den efterfølgende gennemgang af Gundestrupkedlens plader hviler på den seneste analyse af det berømte fund, F. Kaul 1991a.

167: F. Kaul 1991a, s. 77, fig. 75.

168: F. Kaul 1991a, s. 68.

169: Ibid.

170: Ibid.

171: Ibid.

172: Ibid., s. 87.

173: Ibid., s. 73.

174: C. Bémont 1979. Den samme overensstemmelse finder man også i den store Ragozen-skat fra det nordvestlige Bulgarien, se I. Marazov 1989.

175: E. Nylén 1968.

176: S. Müller 1900b, s. 140 ff; J. Brøndsted 1940, s. 96, fig. 78; Kaul & Martens 1995, s. 114 ff.

177: F. Kaul 1991a, s. 68.

178: F.eks. en siddende bronzefigur med torques om halsen fra Bouray i Nordfrankrig, se F. Kaul 1991a, s. 82, fig. 81.

179: F.eks. en prægtig benskinne fra en rig grav ved Vraza i Nordbulgarien, se F. Kaul 1991, s. 82, fig. 82.

180: Kybele, en frygisk jordgudinde, fra hvem alt liv antoges at have sin oprindelse. Kybele ansås for grundlæggeren af agerbruget og vinavlen og skaber af det ordnede byliv.

181: A. Villemos 1978.

182: S. Müller 1892.

183: E. Benner Larsen 1985.

184: O. Klindt-Jensen 1961.

185: Parallellerne i den thrakiske kunst blev første gang fremhævet af E. Nylén i 1968. Siden er tanken blevet udbygget af F. Kaul i 1991, hvis fremstilling ligger til grund for det efterfølgende. For en fremstilling i det vestgalliske område taler S. Nielsen 1999, s. 186.

186: Venedikov & Gerassimov 1979; A. Fol 1989; I. Marazov 1989.

187: Se bl.a. F. Kaul et al, 1991.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Sølvkedlen fra Gundestrup i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 8. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430984

Afsnittet Sølvkedlen fra Gundestrup er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet