Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mosefolket

Oprindelig forfatter JJe

Vi har mødt dem før. De ulykkelige mennesker, som blev henrettet og kastet i moserne. Første gang var det i bronzealderens sidste halvdel (se Kvinderne og Mændene). Et par moselig fra Borremose i Jylland af en mand og en kvinde var vidnesbyrd om, hvordan moserne allerede i 800-tallet f.Kr. var skueplads for henrettelser af mennesker. Det var en skik, som fortsatte ind i jernalderen, måske endda med stigende hyppighed.79 Lad os derfor kaste et blik på de moser, som var skuepladsen for de uhyggelige begivenheder.

I oldtidens landskab var de meget almindelige. I nutidens Danmark er de derimod en biotop i sørgelig tilbagegang. Generelt kan man opdele mosedannelserne i to hovedgrupper, alt efter hvordan de er opstået, og hvordan de er opbygget: højmoser og lavmoser. Højmoser finder man navnlig i nedbørsrige områder. Lavmoser eller sumpmoser er derimod mindre afhængige af klimatologiske betingelser. Betingelserne for deres dannelse er mere af topografisk art. De udvikler sig gerne i fugtige sænkninger under påvirkning af grundvandet. Et vandhul uden gennemstrømmende vand vil f.eks. langsomt gro til. De planter, som gror ved kanten, vil dø og forsvinde under vandet. Men da der under vandet kun er lidt ilt, vil forrådnelsen ikke være fuldstændig. Således ophobes efterhånden resterne af de døde planter. Og processen fortsætter, indtil vandhullet er helt opfyldt med tørv. Det er nu blevet til en lavmose.

 Kolde og ugæstmilde lå landets mange vådområder hen vinteren igennem. Det var først langt hen på foråret, at der igen kom liv i dem. Men i de lange sommernætter, når gøgen kukkede vidt og bredt i de omgivende krat, og mosekonens bryg drev hen over det kølige vand, da blev der foretaget mange ofre herude til de underjordiske.

Kolde og ugæstmilde lå landets mange vådområder hen vinteren igennem. Det var først langt hen på foråret, at der igen kom liv i dem. Men i de lange sommernætter, når gøgen kukkede vidt og bredt i de omgivende krat, og mosekonens bryg drev hen over det kølige vand, da blev der foretaget mange ofre herude til de underjordiske.

En lavmose kan imidlertid under særlige omstændigheder overgå i en højmosedannelse. Hvis grundvandet ikke kan trænge igennem til mosens kerne, så bliver den helt afhængig af regnvandet, som imidlertid er langt mere næringsfattigt end grundvandet. Det betyder, at kun planter, som er tilpasset til disse særlige forhold, kan gro på stedet. Tørvemosser (Sphagna) er sådanne planter. De har den egenskab, at de kan fastholde (regn)vandet. De skaber altså deres eget vandlager og danner et mosevandspejl, som ligger over grundvandsspejlet og er helt uafhængigt af dette. En højmose gror således opad, og den er vandmættet. 95% af den består af vand. Man har sammenlignet den med en vandboble, som sammenholdes af en masse delvis rådnende planterester.80 Disse forunderlige højmoser finder man i Europa i Irland, Storbritannien, Holland, Belgien, Nordtyskland og Skandinavien samt i Polen, de baltiske lande – og det er netop her, man har fundet moseligene.81

Annonce

Hvor mange moselig, der er fundet i Danmark, er usikkert, men tallet overskrider i hvert fald hundrede.82 Man ved heller ikke nøjagtigt, hvor store arealer af Danmark, som oprindelig var dækket af moser. Mange af dem er i øvrigt ganske små. De fleste findes i Jylland, især i Nord- og Midtjylland. Med deres rige og varierede flora udgør de et uvurdeligt arkiv for oplysninger om naturens og kulturens udvikling. Men de er og har længe været stærkt truede af menneskets aktiviteter. Først i de senere år er der sket et omsving, og man prøver nu at bevare nogle af disse særprægede naturområder for eftertiden.83

 Tollundmandens hoved. Om det har den irske digter og nobelpristager Seamus Heaney sagt, at det i virkeligheden er af samme art som de antikke portrætbuster af terracotta og marmor, vi ser på kunstmuseerne. „Ligesom et kunstværk, appellerer moseliget til eftertanke og refleksion. Det balancerer mellem skønhed og grusomhed – og stiller os ansigt til ansigt med fortiden“.

Tollundmandens hoved. Om det har den irske digter og nobelpristager Seamus Heaney sagt, at det i virkeligheden er af samme art som de antikke portrætbuster af terracotta og marmor, vi ser på kunstmuseerne. „Ligesom et kunstværk, appellerer moseliget til eftertanke og refleksion. Det balancerer mellem skønhed og grusomhed – og stiller os ansigt til ansigt med fortiden“.

Hvad er nu årsagen til, at moseligene bevares? En vigtig betingelse er, at liget i mosen bliver afskåret fra luften, så ådselædere ikke kan gøre sig til gode med det. Ligeledes forhindres de mikroorganismer, som behøver ilt, i at deltage i nedbrydningen. Det døde legeme tåler altså ikke at ligge i overfladen i lang tid, men skal hurtigt lukkes inde. Det kan ske ved, at liget f.eks. bliver lagt i en gammel tørvegrav, som derefter hurtigt bliver opfyldt. Når liget således ligger på bunden af mosen i iltfrie omgivelser, sætter en garvningsproces af huden i gang ved en kompleks serie af processer. Ikke kun huden, håret, neglene og hjernen, men også indvoldene og organer som nyrer og lever kan på den måde blive konserveret. Derimod gælder det ikke for alle klædningsstykker. Tøj af uld, læder eller skind kan bevares. Derimod vil tøj fremstillet af vegetabilsk materiale forsvinde. Er liget blevet anbragt i en lavmose, som normalt vil være mere kalkrig, bevares kun skelettet, medens bløddelene, hår og tøj af uld, skind og læder, fuldstændigt nedbrydes. Man kan derfor skelne mellem moselig og moseskeletter.

Både mænd, kvinder, voksne og børn er fundet nedlagt i de nordvesteuropæiske moser.84 Vi kender fra Danmark en lille flok af disse mennesker: Tollundmanden, Grauballemanden, Ellingpigen og kvinden fra Haraldskær. Alle blev de lagt ud i moserne i jernalderens første århundreder. Nogle af dem var henrettet på mere eller mindre grusom vis, andres skæbne kender vi ikke.

 Tollundmanden som han er udstillet på Silkeborg Museum.

Tollundmanden som han er udstillet på Silkeborg Museum.

Tollundmanden er nok den kendteste af dem. Han blev fundet i en langstrakt og godt 100 m bred mose (Bjældskovdal), som udmunder i den nu udtørrede Bølling Sø vest for Silkeborg.85 Besøger man i dag stedet, må man ad sandede hjulspor gå gennem lyngklædte skrænter ned til mosen. Her står pil og bævreasp, tjørn og vildrose – og på stille sommerdage hviler en krydret duft af porse over stedet. Da man fandt ham, Tollundmanden, lå han i en tørvegrav, som senere var blevet opfyldt. Han var ca. 30 år gammel, da han blev henrettet. Det skete henved 400 år før Kr.f.

Han lå på siden med benene trukket op under sig. Han var nøgen, bortset fra en spids hue sammensyet af fåreskind og et bælte om livet. I levende live havde han været kortklippet og glatbarberet. De skægstubbe, der ses på hans ansigt den dag i dag, kan skyldes, at han ikke var blevet barberet inden for det sidste døgn før sin død, men kan også være et resultat af hudens sammenfald efter dødens indtræden. Det sidste døgn, han levede, havde han spist et måltid bestående af grød eller vælling. Grøden var kogt på korn og indsamlede ukrudtsfrø tilsat fedt fra hør samt dodderfrø.86 Kornarterne var nøgen og dækket byg, og vigtigst blandt de indsamlede ukrudtsarter var bleg pileurt. Yderligere et stort antal ukrudtsarter indgik i måltidet.87

 Grauballemanden fotograferet umiddelbart efter, at han blev fundet i mosejorden.

Grauballemanden fotograferet umiddelbart efter, at han blev fundet i mosejorden.

Han var blevet hængt, og strikken sad endnu om hans hals. Rebet var flettet af to smalle skindstrimler. Dets ene ende var ved nakken bundet sammen til en åben løkke, hvorigennem rebets anden ende var ført, således at den strammede om ligets hals. Den frie ende, der målte 1,25 m, lå med et sving ind over venstre skulder og fortsatte ned under liget. Her sluttede det med en lige afskæring uden knude. Rebet var strammet så stærkt, at det havde efterladt en tydelig fure foran og på siden af halsen. Derimod var der intet mærke af det i nakken, hvor løkken sad.

Hængningen var ikke sket ved frit fald, men strikkens placering tydede alligevel på hængning og ikke strangulering. Den dødes ryghvirvler afslørede kun ganske ringe spor af slidgigt, og undersøgelser af hans maveindhold og tarmsystem viste ingen tydelige forandringer, bortset fra at han havde lidt af piskeorm, en lidelse som var almindelig i jernalderen.88 Efter dødens indtræden var han, inden dødsstivheden indfandt sig, blevet lagt i tørvegraven og omhyggeligt anbragt i sovestilling. Ved hængning er det normalt, at tungen falder ud af munden. Men de som begravede ham, synes at have givet ham et roligt ansigtsudtryk. Hans mund og øjne var blidt lukkede.

 Grauballemandens højre hånd.

Grauballemandens højre hånd.

Der er ikke det samme udtryk af blidhed over Grauballemandens ansigt.89 Hans strube er overskåret med et frygteligt snit fra øre til øre. Grauballemanden blev i 1950 fundet ved tørvegravning i en lille cirkelrund kedelmose under Nebelgård, i Svostrup sogn i Midtjylland. Mosen lå i en lavning i et bakket terræn og var dækket af birk, pil, røn og tørst. Ikke langt derfra stod i jernalderen skoven med hassel og hvidtjørn i skovbrynet og krat af ørnebregner inde i lysningerne. I dag er tørven i mosen helt bortskåret og hullet vandfyldt. Grauballemanden var blevet henrettet i det sidste århundrede f.Kr. Efter døden blev han anbragt i en gammel tørvegrav og lå med hovedet og brystet nedad, med venstre ben udstrakt og højre ben og arm bøjet.

Han må have været omkring eller over 30 år og var, som nævnt, dræbt ved en overskæring af struben. Snittet begynder 3 cm bag ved højre øre og følger underkæberanden for at ende ved det andet øre. Der var en gabende spalte mellem 3. og 4. halshvirvel. En konkurrerende dødsårsag kan dog også være et brud på hjernekassen, som omfattede højre isse og tindingeregion. Slaget kan dog også være tilføjet ham efter dødens indtræden. Hans venstre underben var brækket, også det kan være sket såvel før som efter dødens indtræden. Slaget i panden og over skinnebenet kan måske forklares ved, at man ikke kunne foretage strubesnittet, uden at man først havde slået ham bevidstløs og evt. foretage benbrud for at hindre ham i at undvige. Andre knap så dramatiske forklaringer på disse brud er dog også mulige.

 Ellingpigens frisure. Tegningen viser, hvorledes de i alt ni hårpiske blev flettet sammen til en 80 cm lang fletning, der igen blev samlet til en knude, hvorfra fletningens frie ende hang ned.

Ellingpigens frisure. Tegningen viser, hvorledes de i alt ni hårpiske blev flettet sammen til en 80 cm lang fletning, der igen blev samlet til en knude, hvorfra fletningens frie ende hang ned.

Grauballemanden var nedlagt nøgen i mosehullet. Der fandtes ingen spor af klæder eller genstande ved ham. Ligesom Tollundmanden havde han spist sit sidste måltid i form af en grød eller vælling.90 De vigtigste ingredienser i måltidet var kornsorterne emmerhvede og byg samt forskellige ukrudtsfrø. Desværre har man ikke kunnet bestemme det oprindelige mængdeforhold mellem korn og ukrudt. Nogle små fragmenter af knogler tyder på, at en smule kød også indgik i retten. Med noget forbehold har man antaget, at det kunne være svinekød. Både Tollundmandens og Grauballemandens sidste måltid har formentlig været dagligkost i jernalderen. Det viser bl.a. det korn, som man har fundet i kælderfundene på bopladsen Overbygård i nærheden af Aalborg (se Huse og kældre).

Også i Grauballemandens indvolde fandt man æg af piskeorm. Desuden havde han langtfra komplette og sunde tænder. Visdomstænderne var for eksempel aldrig brudt frem, og han har givetvis været plaget af tandpine, idet man kan se caries og parodontitis på forskellige steder i tænderne. Røntgenbillederne viste desuden, at han led af begyndende gigt i hvirvelsøjlen.

Det mosedrag, som Tollundmanden blev fundet i, var findestedet for yderligere to moselig. De lå med en indbyrdes afstand af kun ca. 100 m. Det ene af ligene er ikke bevaret. Det andet er den såkaldte Ellingpige. Hun lå kun 92 m øst for Tollundmandens findested og var en kvinde på omkring 30 år.91 Også hun blev fundet i en tidligere tørvegrav. Ved fremdragelsen af liget blev underkroppen med benene bortgravet.

Hun var blevet dræbt omkring 205 f.Kr., det viste kulstof 14-analysen. Hendes hår var mørkerødt, hvilket dog skyldtes farvning af mosevandet. Håret var redt op midt på issen, og ca. 8 cm fra pandens hårgrænse var det flettet sammen i en stram, treslået fletning, som havde ligget midt over hovedet ned til nakken. Her indgik sammenredt nakkehår i fletningen, der nu ændrede karakter. Håret blev opdelt i 7 piske, som sammenholdt to og to og tre var flettet sammen til en treslået fletning. Denne nåede 31 cm ned ad ryggen og endte i en knude. To piske fortsatte dog yderligere 36 cm ned ad ryggen. Fletningens samlede længde var altså i alt 80 cm. Den nedadhængende del af fletningen blev så to gange snoet om den del af fletningen, der gik fra issen. Herved dannedes der en knude, hvor fletningens frie ende stak ca. 50 cm frem. At sætte en sådan frisure må have krævet mindst to menneskers medhjælp.

 Haraldskær-moseliget, Dronning Gunhild, i kisten i Nicolaj-kirken i Vejle. Hun ligger i dag i en fornem empirekiste, skænket af kong Frederik VI, en værdig begravelse for, hvad man troede, var en fornem kongelig person. Hun var nu ikke nogen dronning fra vikingetiden, men et aldeles ubekendt lig fra den ældre jernalder.

Haraldskær-moseliget, Dronning Gunhild, i kisten i Nicolaj-kirken i Vejle. Hun ligger i dag i en fornem empirekiste, skænket af kong Frederik VI, en værdig begravelse for, hvad man troede, var en fornem kongelig person. Hun var nu ikke nogen dronning fra vikingetiden, men et aldeles ubekendt lig fra den ældre jernalder.

Ellingpigen havde formentlig været iklædt to skindslag, ét lavet af fåreskind, og ét lavet af kohud. Ved fremdragelsen var liget iklædt et fåreskindslag fra halsen og ned over hoften. Dets hårside vendte indad mod kroppen. Slaget var sammensat af mange små og større stykker skind, sammensyet med kastesting med en tynd tråd af vegetabilsk materiale. At bære slag af denne type synes at have været meget almindeligt i den første del af jernalderen.

Under den dødes ben lå en kohud, som muligvis havde været viklet omkring benene. Den kan imidlertid også være rester af et slag eller et stykke af et skindtæppe. Sammen med liget fandtes desuden et stofbælte, vævet af fåreuld i en løs vævning. Kvinden var efter alt at dømme blevet hængt.

Fra Haraldskær Mose nær Vejle kender man endnu et moselig af en kvinde. Hun blev fundet allerede i 1835 og blev under navnet „Dronning Gunhild“ udgangspunkt for en lærd strid blandt den tids oldgranskere.92 Kvinden fra Haraldskær er en smule ældre end de ovenfor omtalte moselig. Hun er fra ca. 490 f.Kr. og døde altså omkring den tid, da grækerne i Middelhavet udkæmpede deres krig imod perserne. Da var hun ca. 40 år gammel.

Efter at være blevet lagt ud i mosen,93 blev liget fastgjort med tilspidsede trækroge, én oven for hvert knæled og én lige oven for hvert albueled. Hen over brystet og underlivet anbragte man grene som tværbøjler. Herved forhindrede man den døde i at gå igen. Sammen med liget blev der fundet flere klædningstykker, bl.a. en skindkappe. Skindkappen eller skindslaget lå iflg. finderne på liget oven på fragmenter af en underklædning. Det var af lyst, rødligbrunt læder. Af hårlaget, som er retsiden, ses kun svage spor. Vidden af skindslaget er forneden 1,43 cm, mens halsudskæringen måler 65 cm. Ved halsudskæringen og på forkanterne var tilføjet et kantbånd, som var ombøjet og syet med en regelmæssig søm.

Dette beklædningsstykke var dannet af mange stykker fåre- eller okseskind, som var syet sammen med tarmtråde og skindstrimler. Det var ikke symmetrisk, og har antagelig været båret således, at det blev samlet og lukket på højre skulder med en flig som en slags lukke. Tre uldne tøjstykker hørte også til fundet. Det ene var 30 x 24 cm stort og var vævet i firskaftet dobbeltkiper med en spinkel afstribning på begge leder. På sidekanten var det forsynet med frynser. Et andet stykke var ca. dobbelt så stort. Det var vævet i firskaftet kiper, havde afrevne kanter og var formentlig rester af et større skørt.

 „Dronning Gunhilds“ skindslag.

„Dronning Gunhilds“ skindslag.

En hårlok fulgte også med liget. Den var 52 cm lang. Hvornår den havde løsnet sig fra den dødes hoved, ved man ikke. Ligets højde er i dag 133 cm, men det er stærkt skrumpet ved udtørringen. Formentlig var hun oprindelig omkring 150 cm høj. En røntgenundersøgelse har ikke kunnet påvise brud af lemmerne eller anden tegn på vold forud for døden. Derimod kan strangulering ikke udelukkes som dødsårsag.

Et sidste moselig blev fundet i Krogens Mølle Mose i Vendsyssel.94 Det lå ca. 1 m dybt, og blev fundet ved, at man under tørvegravning blev opmærksom på noget skind og menneskeknogler. En nærmere undersøgelse af den døde skete ikke, og man ved derfor heller ikke, om det var en mand eller en kvinde. Det er heller ikke sikkert, om den døde var iført det skindslag med hætte, som blev fundet sammen med ham eller hende, eller om skindslaget lå ved siden af. Ud over slaget blev der fundet tre dele af et andet klædningstykke forarbejdet af skind samt en godt 1 cm bred læderrem, måske den strikke, der var blevet brugt ved hængningen. Skindslaget er kulstof 14-dateret til ca. 55 f.Kr.

Skindslaget er forsynet med en hætte, der ikke er påsyet, men skåret ud i ét med slaget.95 Det ligner den slags skindslag, som blev båret i de keltiske provinser i egnen omkring Trier, treverernes landområde. Her var det kun hyrder og bønder, der bar den slags klædningsstykker, som kaldtes en cucullus.96 Og man erindrer sig Cæsar, der i sin 6. bog om Gallerkrigene skriver, at germanerne klædte sig i skind, i korte dragter, der lod en del af kroppen nøgen. Det ser man også på mange romerske relieffer, der forestiller germanere, kun iført korte kapper og intet andet. Desværre viser reliefferne ikke, om kapperne er af stof eller af skind. Det er muligt, at skindslaget fra Krogens Mølle Mose har forbindelse til de keltiske skindslag. Men sådanne slag, dog uden hætte, havde også været i brug lige siden bronzealderens sidste halvdel (se Mændene).

De danske moselig rækker i tid fra det 8. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr.97 Dateringerne passer godt med kulstof 14-dateringerne af bevarede lig fra de hollandske og vesttyske moser. Her strækker de sig dog fra 14.-12. århundrede f.Kr. til 2.-3. århundrede e.Kr. Hovedparten hører til i århundrederne op til Kr.f.98 Regner man imidlertid med til moseligene de menneskeskeletter, der er fundet i moser, finder man dem lige fra jægerstenalderen og op til vor tid.

 Skindslag med hætte fundet i Krogens Mølle Mose i Vendsyssel. Det stammer fra tiden omkring Kr.f.

Skindslag med hætte fundet i Krogens Mølle Mose i Vendsyssel. Det stammer fra tiden omkring Kr.f.

Hvorfor de døde er havnet der, er meget svært at besvare generelt. Vi kan kun sige, at de sandsynligvis er havnet i moserne af meget forskellige årsager. Det er langtfra dem alle, som har fået en voldsom død, og det er langtfra dem alle, som kan sættes i forbindelse med en ofring. Blandt de mange moselig er der heller ikke noget køn eller nogen speciel aldersgruppe, der dominerer. Man har også påpeget, at moseligenes hænder ikke er arbejdshænder. Men her må man tage i betragtning, at overhuden næppe er bevaret på liget, og at man derfor ikke kan aflæse, om den døde har haft hårdt eller ikke-hårdt arbejde. Kun nogle få af ligene indgår i større komplekser af ofringer.99 Og blandt moseligene finder man både dem, som er blevet lagt på moseoverfladen, og dem som er nedsænket i selve mosen. Det kan også være mennesker, som er druknet og gået til bunds i mosen, eller lig, som er blevet smidt ud i en sø og senere er gået til bunds.

Det er således meget få fællestræk, der binder moseligene sammen. Og derfor kan årsagerne til, at de findes ude i en mose eller i en sø, være meget forskellige. Der kan være tale om ofre for forbrydelser, ofre for ufred eller ofre for drukneulykker. Nogle af dem er tydeligvis henrettede, men igen kan der både være tale om regulær straf eller om straf og derpå følgende ofring til guderne. Naturligvis kan det også dreje sig om et direkte offer til guderne. I alle tilfælde er motivet til placeringen af den døde i mosen vanskeligt, hvis ikke umuligt at udrede.

Alligevel er moseligene en mærkelig og betagende gruppe af fund, som stiller os direkte ansigt til ansigt med menneskets skrøbelighed. Langt de fleste af dem er nøgne, bortset fra Huldremosekvinden, Ellingpigen og Tollundmanden, sidstnævnte bar hue og bælte, men var ellers nøgen. Nogle var blevet hængt, Grauballemanden havde fået halsen overskåret, og et af ligene fra Borremose havde fået ansigtet knust med et frygteligt kølleslag. Selv om vi ikke kender baggrunden for disse grusomheder, forstår vi alligevel, at følelsen af meningsløshed og smerte er et fællesanliggende for alle mennesker, uanset om det var i jernalderen eller nu.

Noter

79: Af den omfangsrige litteratur om moseligene skal kun nævnes nogle enkelte: H. Helbæk 1950; E. Thorvildsen 1952; P.V. Glob 1956, 1965; H. Jankuhn 1958; A. Dieck 1965; C. Fischer 1979; W. van der Sanden 1996 (med omfangsrig litteraturliste); J.R. Magilton 1995; L. Hvass 1998.

80: W. van der Sanden 1996.

81: Ibid.

82: A. Dieck 1965 anfører i alt 166 fund af lig i danske moser. Kun en brøkdel af disse er nået frem til danske museer.

83: B. Coles et al. 1999.

84: Blandt børnene kan nævnes drengen fra Kayhausen Mose i Emsland. Han var kun 7 år gammel, og han var krøbling. På grund af en hofteskade kunne han ikke gå normalt. Han var bagbundet og havde stiksår i hals og overarm og blev nedlagt i mosen i århundrederne omkring Kr. f. . Se W. van der Sanden 1996, s. 93 og P. Pieper i M. Fansa (red.) 1999.

85: K. Thorvildsen 1950.

86: H. Helbæk 1950.

87: Kort efter at fundet var gjort, prøvede to engelske arkæologer, Sir Mortimer Wheeler og Dr. Glyn Daniel, i engelsk fjernsyn i overværelse af et stort publikum denne opskrift. Det hele blev udsendt af tv i serien „Buried Treasures“. De to arkæologers kommentar var, at smagen var „dreadful“ (afskyelig), og de måtte skylle den væk med dansk brændevin, som de drak af et kohorn.

88: Også Grauballemanden led af piskeorm.

89: P.V. Glob 1956; C. Fischer 1979, s. 34.

90: H. Helbæk 1958; W. van der Sanden 1996, s. 110.

91: C. Fischer 1979, s. 12 ff.

92: Historien om Haraldskær-moseliget, som af historikeren N.M. Petersen blev tolket som liget af den norske dronning Gunhild, er fortalt af L. Hvass 1998, se også J. Jensen 1992, s. 298. Liget opbevares endnu i Skt. Nicolai kirke i Vejle i en kiste skænket af Frederik VI.

93: Ved en analyse af liget på Aarhus Kommunehospital i 1979 kunne man ikke fastslå dødsårsagen for den ca. 2500-årige kvinde, L. Hvass 1998.

94: E. Munksgaard 1974, s. 127.

95: Ibid.

96: I 382 e.Kr. bestemte kejser Theodosius, at cucullus kun måtte bæres af slaver.

97: H. Tauber 1979.

98: Den berømte Lindowmand fra Cheshire i England er f.eks. fra ca. 300 f.Kr.

99: F.eks. mosefundet fra Rappendam, som er kulstof 14-dateret til 70 år f.Kr. med en usikkerhed på ±100 år. G. Kunwald 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Mosefolket i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430982

Afsnittet Mosefolket er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet