Skattefundet fra Brangstrup på Fyn.

.

Guldmønter fra Gudme, solidi fra 340-355 e.Kr., fra en formodet sønderpløjet skat på bopladsen. Konstantins sønner, kejserne Constantinus (tv. øverst), Constans (i midten med øsken) og Constantin II samt usurpatoren Magnentius er repræsenteret. 1:1.

.

To romerske denarer fra våbenofferfundet i Illerup Ådal. De bærer portrætter af henholdsvis Diva Favstina (kejser Antonius Pius, 138-61 e.Kr.) og kejser Vitellius (68-69 e.Kr.)

.

At nedlægge værdigenstande i vådområder som moser og enge havde i årtusinder været skik og brug blandt landets befolkning, om end det skete i vekslende omfang. I 3. og 4. århundrede e.Kr. var skikken ikke særlig udbredt, men den kom igen i senere århundreder. Man kender dog nogle få tilfælde, hvor romerske importvarer blev ofret i moser i den yngre romerske jernalder.267 Påfaldende nok blev kostbarhederne ofte nedlagt i offermoser, hvor der tillige blev nedlagt våben og hesteudstyr.

Et enkelt fund er dog af en sådan karakter, at man med rette kan betegne det som en skat. Den blev fundet få kilometer fra den rige Årslevgrav, ved Brangstrup på Fyn.268 Den kostbare skat blev nedlagt sent i den yngre romertid og er på sin vis et forvarsel om de rige offernedlæggelser, der skulle følge i det 5. århundrede e.Kr., og hvorom der skal fortælles i bind 4 af dette værk. Den afviger lidt fra de senere nedlæggelser ved bl.a. at indeholde mange romerske guldmønter (gennemboret eller med øsken) og forskellige tynde, bladformede guldvedhæng.

Brangstrupskatten blev fundet i 1865, de sidste stykker dukkede op i 1991.269 Skatten indeholdt i alt 48 guldmønter, både såkaldte aurei og solidi, som var prægede i tidsrummet mellem kejser Trajanus Decius (249-251 e.Kr.) og Constantinus II (337-351 e.Kr.). Det giver en fornemmelse af fundets nedlægningstid, som formentlig må have været kort før 400 e.Kr. Foruden mønterne indeholdt skatten noget ringguld, dvs. guldstænger af forskellig længde og tykkelse, bøjet i ringform, samt et antal tynde guldplader med pressede mønstre, dyre- og bladmotiver, bestemt til ophængning eller påsyning, og nogle halvmåneformede hængesmykker. Mange af guldgenstandene viste tegn på at være forsætligt ødelagt inden nedlæggelsen, de var sammenbukkede og sammenkrøllede.

En betydelig del af fundets bestanddele stammer fra egnene nordvest for Sortehavet, det gælder især hængesmykkerne, som er udført i presseteknik.270 Man kender fund fra Rumænien og Ukraine som ligner Brangstrup-stykkerne så meget, at man må tro, at de er udgået fra de samme nærtstående værksteder.

En anden del af Brangstrupskatten bestod af romerske guldmønter, og hermed vender vi tilbage til det sidste element i den romerske import, som vi endnu ikke har omtalt. Igennem hele den romerske jernalder havde mønter i stort omfang cirkuleret blandt de germanske folkeslag uden for Limes. Vi har allerede berettet derom på side 358 ff. og hørt, hvordan mønterne kom til Barbaricum bl.a. som subsidier til allierede barbarkonger, som betaling for krigstjeneste og for varer – og som betaling for fred.

I Danmark cirkulerede der også ret store mængder af mønter. Fra de arkæologiske fund kender vi henved 2000 denarer præget i tidsrummet 1.-3. århundrede e.Kr. De var imidlertid meget længe i omløb, inden de endte i jorden i løbet af den yngre romerske jernalder.271 Det var dog ikke særligt store mængder sammenlignet med f.eks. Sverige, hvorfra man kender over 7000 denarer, for ikke at tale om den nordlige del af Polen og Østtyskland, hvorfra man kender 60-70.000 romerske mønter. Noget taler for, at der i perioder, hvor tilstrømningen af import var særlig intensiv, udvikledes en såkaldt „sekundær møntøkonomi“ (se Klingende mønt), hvor mønterne fra Danmark gik tilbage til Romerriget eller til andre skandinaviske områder.272

I Danmark er det især på Fyn, at man finder de tidlige guldmønter, dvs. mønter fra før delingen af Romerriget i året 395. De koncentrerer sig frem for alt i Gudmeområdet, det må naturligvis ses i lyset af Gudmes førende stilling i den sene romerske jernalder og videre frem i tiden.273

Men lad os vende tilbage til Brangstrupskattens guldmønter. Her får man et indtryk af, hvordan den slags romerske guldmønter kunne blive behandlet herhjemme. Samtlige mønter var nemlig indrettet til ophængning, enten ved boring af et hul eller fastlodning af en øsken (eller begge dele). Noget sådant var ganske almindeligt. Og det viser tydeligt, at de smukke guldmønter havde været anvendt som smykker eller måske amuletter.

Det er dog ikke den fulde sandhed om anvendelsen af mønter i Danmark i tiden efter 200 e.Kr. Ser man efter i tidens grave, finder man, at mønter undertiden har fungeret som Charonsmønt, dvs. som betaling for den dødes rejse til dødsriget.274 Men en videre forestilling om mønternes anvendelse får man ved bl.a. at se på deres forekomst i de store våbenofferfund.

I våbenofferfundet fra Illerup Ådal havde i hvert fald 25 krigere båret punge, der indeholdt romerske sølvmønter.275 En enkelt pung rummede 70, nogle en snes stykker, medens over halvdelen kun indeholdt en enkelt eller to denarer. I alt var der tale om mere end 200 romerske sølvmønter. I flere tilfælde fandtes andre værdigenstande sammen med mønterne. Det kunne f.eks. være en stump afklippet guld, metalskrot, glasperler eller amuletter i form af små spandformede vedhæng.

Den største ansamling af mønter blev fundet i Illerup Ådal sammen med det eneste udgravede fragment af et pragtbælte med beslag af guldbelagt sølv. Pengene og bæltet må have tilhørt en person fra den fjendtlige hærs øverste lag, én af de fremmede ledere i den hær, der var nedkæmpet. At så mange krigere havde båret penge på sig, kan nok undre. Men Illerupfundet viser også med tydelighed, at afklippede guldstykker, perler og skrotmetal kunne fungere som værdigenstande sammen med romerske mønter.276

I rigdomscentret i Gudme og på handels- og håndværkerpladsen ved Lundeborg er der også fundet hundredvis af mønter, ca. 150 stk. fra Lundeborg og fra Gudme op mod 800 stk.277 Alene ved udgravningen af den kolossalt store hal fandt man 114 denarer. De lå spredt ud over gulvarealet og var således næppe en del af en samlet skat. Gulvlaget og fylden i stolpehullerne rummede desuden små stykker af klippeguld samt fragmenter af guld- og sølvsmykker. Da metallet ikke koncentrerede sig i et eller flere af værkstedsområderne, må man deraf kunne slutte, at både denarerne og ædelmetalskrottet var i omløb som betalingsmidler.278

Man har ment, at mønterne fra Lundeborg blev brugt som råmetal af metalhåndværkerne.279 Der er da også fundet talrige spor efter bl.a. bronze- og sølvbearbejdning, og håndværkernes forskellige aktiviteter var tydeligvis koncentreret til bestemte områder af pladsen. Hvis mønterne udelukkende udgjorde råmateriale for metalhåndværkerne, skulle man imidlertid forvente, at de lå de steder, hvor håndværkerne havde arbejdet. Det gjorde de ikke, de lå jævnt spredt over hele bosættelsesområdet.280 Og det kan formentlig bedst forklares med, at mønterne blev brugt som byttemiddel sammen med bl.a. det såkaldte ringguld.

Ringguld var guldstænger af forskellig længde og tykkelse, bøjet i ringform. Der var dog ikke tale om egentlige smykker, men om betalingsguld. Man betalte efter vægt, så et hvilket som helst stykke råguld kunne bruges, f.eks. ringguld. Det var let at klippe passende bidder af. Man kan tydeligt se, at det er sket. Og manglede der noget i vægten, lagde man blot et stykke til.

Men man brugte ikke standardiserede værdienheder. Betalingen foregik med ædelmetal efter et vægtsystem, som var tilnærmet det romerske pund på 327,60 g, som igen udgjordes af 12 unzer à 27,30 g.281 Det nye vægtsystem vandt indpas herhjemme i det 3. århundrede e.Kr. Det kan man konstatere bl.a. ved at veje periodens guldringe. Blandt de bedst justerede guldringe hører – og det er næppe tilfældigt – slangehovedringene fra Varpelev og Himlingøje.282 De stammer jo fra det område, der havde de stærkeste forbindelser til Romerriget.283 På samme tid, dvs. i det 3.-4. århundrede e.Kr. tog man også de første fin-vægte i brug. Man har fundet dem dels i en norsk grav fra Avaldsnæs,284 dels i våbenofferfundet fra Vimose.285

Noter

267: F.eks. en emaljeret skål fra Maltbæk Mose, se Kostbarheder fra Syden og U. Lund Hansen 1987, s. 429, en Vestlandskedel fra Ejsbøl Mose, se L. Hedeager 1990, s. 58, og en si fra Hedelisker, se U. Lund Hansen 1987, s. 428. Et enkelt mosefund indeholdt en glasflaske med pålagte tråde og to glasskåle. De blev fundet ved Stenum i Vendsyssel, ibid., s. 426.

268: Aarbøger 1866, s. 327 ff (Herbst) M.B. Henriksen 1993; J. Brøndsted 1960, s. 205 ff.; J.Werner 1988.

269: M.B. Henriksen 1993.

270: J. Werner 1988.

271: Se f.eks. det side 618, note 73 anførte eksempel: skatten fra Smørenge på Bornholm. Det største danske fund med i alt 428 denarer (med slutmønt Marcus Aurelius) stammer fra Råmosen i Vestsjælland, det næststørste fra Robbedale ved Rønne på Bornholm med 255 stykker (slutmønt Julia Domna). Desuden kender vi mindre end 300 guldmønter, aurei fra det 3. århundrede og solidi fra det 4.-6. århundrede e.Kr. Den romerske kejsertids guldmønt benævnes i tiden indtil kejser Constantin den Store (307-336) aureus (af guld), underforstået mønt. Det er i øvrigt en betegnelse, som har levet videre helt op til vor tid i den nordiske møntbetegnelse „øre“. Fra og med Constantin skifter betegnelsen, og guldmønten i Mellem- og Østeuropa hedder nu solidus, dvs. massiv, lødig. De fleste aurei fundet i Danmark er senere end det 4. århundrede e.Kr. (Kromann & Watt 1984; U. Lund Hansen 1987, s. 229 ff.).

272: U. Lund Hansen 1987, s. 230.

273: U. Lund Hansen 1987, s. 231.

274: Det er f.eks. tilfældet i den fynske grav fra Hågerup (se En ny elite, note 91). Mønter findes i et lille antal grave fra yngre romertid (U. Lund Hansen 1987, s. 229) fra fase C 1b, C 2 og C 3, flest i begyndelsen, derefter i fase C 3 aftagende. Det drejer sig i alle tilfælde om grave, som også rummer importsager, dog med en enkelt undtagelse.

275: J. Ilkjær 2000.

276: Også i de øvrige mosefund er der fundet romerske denarer, se U. Lund Hansen 1987, s. 230: I Nydam: 32 stykker og i Thorsberg: ca. 55 stykker.

277: Tallene gælder indtil 1994, se C. Korthauer 1996, men er yderligere forøget med tiden. Henved 300 lå samlet i to skatte, se A. Kromann 1994, table 1.

278: Kjer Michaelsen & Sørensen 1993.

279: H. Thrane 1993, s. 63.

280: P.O. Thomsen 1999.

281: J. Brøndsted 1960, s. 249; E. Munksgaard 1978, s. 105 ff; F. Herschend 1980, s. 171 ff; U. Lund Hansen 1987, s. 259. En unze blev i Norden til en øre (af aureus), medens den f.eks. i England blev til en ounce, en vægtenhed der endnu er i brug, og som er lig 28 g. Også ordet penning for denar er vistnok af romersk oprindelse (det latinske pendere: at veje).

282: Slangehovedringene fra Varpelev vejer 179,10 g og ringen fra Himlingøje grav 1977/1 vejer 177 g, svarende til 61/2 øre (= 177,45 g). Andre slangehovedringe, fra henholdsvis Villerup i Thy, Nordskov og Sappesborg, Nordfyn vejer 280,65 g, dvs. 10 % øre, med 6,65 grams overvægt, 188,5 g og 186,5 g, altså 7 øre med henholdsvis 2,6 og 4,6 g's overvægt. En ring fra Donbæk i Vendsyssel vejer 174,1 g, dvs 6 % øre, med 3,35 g's overvægt.

283: E. Munksgaard 1978, s. 150.

284: U. Lund Hansen 1987, s. 233, fra fase C2.

285: C. Engelhardt 1869, pl. 1:24-25.

Vejviser

Værket Danmarks Oldtid i fire bind udkom i 2. udgave i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Nedgravede skatte og klingende mønt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig