Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Menneskene

Oprindelig forfatter JJe

Det billede, vi nu har tegnet af udviklingen i jernaldersamfundet fra det 2. til det 4. århundrede e.Kr., viser os konturerne af en befolkning, som på mange måder var ved at skifte ham. Det skyldtes især den stærke indflydelse fra den romerske kultur. Ved brugen af romerske metal- og glaskar efterlignede man romersk livsstil. Men påvirkningerne rakte også videre. De viste sig i håndværk, tekstilfabrikation, vejbyggeri, våben og kampteknik, kendskab til mønter og til vægtsystemer, samt til brugen af det første skriftsystem.

Men også menneskene selv ændrede fremtoning – i hvert fald nogle af dem. Den differentiering af samfundet, som fandt sted i den senere del af den romerske jernalder, kan direkte ses på de skeletter, der er bevaret fra den tids grave. Man kan, som vi allerede har nævnt det, generelt iagttage en sammenhæng mellem menneskenes legemshøjde, sundhed og tandforhold på den ene side og de samme menneskers sociale position på den anden side.298 På grundlag af den romerske import, ædelmetaller, smykker osv. har man kunnet udskille den socialt set højststående del af befolkningen. Netop de mennesker havde den største legemshøjde, de mindst slidte tænder på grund af finere kost, og dertil færre gigtlidelser på grund af bedre bolig, bedre klæder og mindre hårdt arbejde end den øvrige del af befolkningen. Ja, selv på et område som mundhygiejnen kan vi se forskelle: de velstående brugte ligesom romerne tandstikker. Ligesom deres forbilleder har de kendt og frygtet tandsmerter.299

 Kjortlen fra Thorsbjerg, set forfra, samt detailtegninger af gåseøjekiperen og de brikvævede håndledsborter. Gengivet efter en af de fornemme akvareller, der efter udgravningen af Thorsbjerg Mose blev udført af kunstneren J. Zeuthen.

Kjortlen fra Thorsbjerg, set forfra, samt detailtegninger af gåseøjekiperen og de brikvævede håndledsborter. Gengivet efter en af de fornemme akvareller, der efter udgravningen af Thorsbjerg Mose blev udført af kunstneren J. Zeuthen.

Hvordan så de da ud, disse jernaldermennesker? Vi kender dem bl.a. fra nogle små skjoldbeslag formet som forgyldte masker (se "Et land det er trist at beskue")300. De forestiller formentlig krigere fra den tid. Nogle af dem har haft overskæg, men var i øvrigt glatbarberede. Andre må have haft bakkenbarter. På nogle af maskerne er der angivet nogle riller over panden. Om de afspejler hårmoden eller er en del af hovedbeklædningen, står hen i det uvisse. På et romersk forbillede, formentlig et portræt af Alexander den Store, ligesom skjoldbeslagene fundet i våbenofferfundet i Illerup, er der dog tale om hårlokker.301

Annonce

Hvordan så med kvinderne? Af dem har vi ingen billeder. Til gengæld ved vi, at deres status i samfundet var blevet en anden end tidligere. Både i Skandinavien og på Kontinentet blev elitens kvinder begravet i grave med importudstyr og ædelmetaller på samme måde, som mænd blev det. Dog med en lidt vekslende hyppighed i de forskellige områder. I Danmark var der nogenlunde ligevægt mellem rige mands- og kvindegrave. Det betyder, at kvinder og mænd tilhørende eliten fik den samme markering af rang i døden. De kvinder og mænd, som tilhørte de jordbesiddende familier, må i et vist omfang have været socialt ligestillede. I hvert fald tyder intet på, at familien var organiseret alene på grundlag af den mandlige slægtslinje. I et samfund som den romerske jernalders, hvor især mænd af eliten måske i lange perioder var borte fra gården eller landsbyen, tog del i krige, i gesandtskaber, var gidsler osv., kunne en social ligestilling da også have sine fordele. I mændenes fravær kunne elitens kvinder forvalte gården eller landsbyen.302

Men tilbage til menneskenes udseende. Det er i den yngre romerske jernalder ikke som i bronzealderen, hvor vi kunne finde de døde liggende fuldt påklædt i deres grave (se Højfolket. 1500-1100 f.Kr.). Jernaldermenneskenes dragt må vi stykke sammen, dels fra mosefundene, dels fra de små tekstilfragmenter, der undertiden er bevaret i gravene. Det gav os et ganske godt billede af kvindens fremtoning i den ældre romerske jernalder (se Mand og kvinde), men rækker ikke til det samme i den yngre romerske jernalder. Derimod kan vi danne os et ganske dækkende billede af, hvordan en velstående kriger så ud i disse århundreder. Det skyldes bl.a. de enestående velbevarede dragtstykker fra våbenofferfundet i Thorsbjerg Mose, som bestod af en skjorte eller kjortel, to par bukser og en pragtkappe.303

 Broge fra Thorsbjerg, set forfra. Akvarel af J. Zeuthen.

Broge fra Thorsbjerg, set forfra. Akvarel af J. Zeuthen.

Vi kan således iklæde krigeren hele hans udstyr. På overkroppen bar han en kjortel eller skjorte. Den fra Thorsbjerg Mose er den eneste fuldstændigt bevarede. Den er syet af ét stykke fint kipervævet stof og består af for- og bagstykke, der er syet sammen næsten til den nedre kant, så der er en slids i hver side. Ærmerne er tilsyede, og de afsluttes med en fin, brikvævet bort. Man har omhyggeligt udnyttet stofstykket på den mest økonomiske måde. F.eks. svarer ærmernes længde til vævebredden af stoffet. Krigeren bar antagelig kjortlen uden på bukserne. Man kunne således ikke se det bælte, der holdt bukserne på plads. Når manden var iført sit fulde krigerudstyr, bar han uden på skjorten andre bælter og remme, hvori der hang våben og brugsgenstande.

En meget lignende kjortel brugte man også i Gallien. Den græske geograf Strabo (63 f.Kr.-20 e.Kr.) beskrev, hvordan gallerne i stedet for tunika brugte en opslidset tunika med ærmer, der nåede så langt som til skridtet. Den beskrivelse passer også godt til Thorsbjergkjortlen.

Foruden denne kender man fra et mosefund i Dätgen i Nordtyskland et par ærmer af en kjortel, og fra Bernuthsfeld, ligeledes i Nordtyskland, en kjortel, der er stykket sammen af et halvt hundrede små tøjstumper. Til denne kjortel hørte en tætsluttende hætte, der dog næppe var syet til kjortlen.304

På underkroppen bar manden et par bukser eller broge, som ligeledes er bevaret i Thorsbjerg. Thorsbjerg-brogene er de eneste egentlige broge, vi kender, dvs. bukseben og fod er syet ud i ét. Brogene er ikke særligt store, kun lidt over 1 m lange. Benvidden er ca. 30 cm, og til buksebenet er syet en fod, hvis søm sidder på undersiden. Foroven er benene syet til en linning med stropper til livremmen. Stoffet til benene er skåret på skrå – det øger elasticiteten i kipervævningen. Føjet sammen udgør det hele et stramt, meget velsiddende klædningsstykke, nærmest et par strækbukser.

 Fra en fresko i en romersk stormandsgrav ved Silistra i Bulgarien. En slave bringer et par bukser til sin herre – de er af samme snit som Thorsbjergbukserne.

Fra en fresko i en romersk stormandsgrav ved Silistra i Bulgarien. En slave bringer et par bukser til sin herre – de er af samme snit som Thorsbjergbukserne.

Stoffet i Thorsbjergbukserne er af den såkaldte Virring-type.305 Lignende stof er fundet i mange rige skandinaviske grave, men også i områderne langs Limes og inden for Romerrigets grænser. Hvis Thorsbjergbukserne var fremstillet inden for romersk område, kan de meget vel have tilhørt en kriger, som havde tjent i romerhæren. De germanere, der virkede som officerer blandt hjælpetropperne havde romersk borgerskab og bar romerske våben. De lærte og talte undertiden latin, havde deres egne ledere og bar deres egne dragter. Hertil svarer, at de latinske ord for både bukser (bracae) og skjorte (camisia) er germanske låneord, som må være kommet ind i det latinske sprog via keltisk. Dragter svarende til dem, der er fundet i Thorsbjerg Mose, ses også på adskillige romerske relieffer og andre afbildninger af germanere.

Den lange skjorte, camisia, blev dog også undertiden brugt af romerske soldater. Det gjorde de lange bukser derimod ikke. Og dog, denne i et køligt klima så praktiske opfindelse kom efterhånden også i brug i Romerriget. I hvert fald fandt kejser Honorius i 397 e.Kr. det nødvendigt at forbyde brugen af bukser inden for Roms mure. Og på freskerne i en romersk stormands grav ved Silistra i Bulgarien, ser man bl.a. en slave, der bringer sin herres bukser. De er umiskendeligt af samme snit som Thorsbjergbukserne.306

Foruden brogene fra Thorsbjerg kender man også mosefund af bukser fra henholdsvis Dätgen, Damendorf og Marx-Etzel i Nordtyskland.307 De er dog kun halvlange. Dog er bukserne fra Damendorf revet over, så man kan ikke sige, om de har haft fødder eller ej. Til Damendorf-bukserne hørte endvidere et par fint udskårne sko og et par bensvøb eller viklers. Bensvøbene må have været båret omkring skinnebenene og fæstet ved knæene. Et sådant bensvøb, siddende omkring benet, kender man fra et moselig fundet i Daugbjerg i Jylland.308 Svøbene var syet af to firkantede tøjstykker og holdt fast ved ankler og knæ med snore, der var syet fast i kanten.

 Fragment af en sandal af læder med sølvsøm. Efter en af plancherne i Conrad Engelhards fornemt illustrerede værk om Thorsbjerg mosefund.

Fragment af en sandal af læder med sølvsøm. Efter en af plancherne i Conrad Engelhards fornemt illustrerede værk om Thorsbjerg mosefund.

Ud over kjortel og bukser bestod den typiske germanske mandsdragt af en kappe.309 En virkelig pragtkappe med brikvævede borter er også bevaret i Thorsbjergfundet.310 Den er firkantet og rektangulær, vævet i diagonalkiper i terner af lys og mørk blå uld. Den har brede, hvide kanter, brikvævede borter samt frynser på to af siderne. Modsat bronzealderens mandskapper, som var skåret ud af et firkantet tøjstykke, var Thorsbjergkappen vævet som kappe, dvs. den havde alle fire vævekanter i behold. Den var 2,36 x 1,68 m stor. Kanterne var ens på de to og to sammenstødende sider, så kappen har sikkert været båret foldet efter diagonalen.

Pragtkapperne var naturligvis forbeholdt krigere af aristokratiet. Af mere beskedent udseende var de skindkapper, som almindelige mennesker bar – og havde båret i århundreder. En sådan har man bl.a. fundet i Borremose og ved Refstrup Hovedgård i Midtjylland.311 Den sidstnævnte er kulstof 14-dateret ca. 400 e.Kr. Den slags kapper kunne i øvrigt bæres af både kvinder og mænd.

 Bensvøb siddende omkring et moseligs ben. Fundet i Søgårds Mose ved Daugbjerg i Jylland

Bensvøb siddende omkring et moseligs ben. Fundet i Søgårds Mose ved Daugbjerg i Jylland

I sin helhed bestod den germanske mandsdragt af de samme hovedelementer som den galliske, der ligeledes omfattede kjortel, bukser og en kappe, sagum gallicum. Også i den romerske hær optog man adskillige af de germanske og galliske dragtelementer, især kappen. Den blev brugt af den menige, romerske legionær og tjente både som kappe, fæstnet til højre skulder med et spænde, og som sovetæppe i de kølige centraleuropæiske nætter.

På fødderne bar krigerne hudesko eller sømbeslåede sandaler og om livet et bælte, som var forsynet med et bæltespænde, en lille, praktisk opfindelse, der som så meget andet, saksen f.eks., havde sin oprindelse i Romerriget. Ofte var bæltets frit nedhængende ende slidset op i smalle strimler, der hver var forsynet med en pyntedup af sølv eller bronze. Og hertil kom så de våben, der gav krigeren hans identitet: sværd, lanse, spyd og skjold, og som vi skal møde i tusindvis i jernalderens våbenofferfund.

Sådan tegner de sig for os, de krigere som i løbet af et par århundreder var blevet hovedaktørerne ikke blot i jernalderens landsbysamfund, men også på den store europæiske scene, hvor man stod over for uro- og krisetider af et omfang, man aldrig før havde kendt.

Noter

298: B. Sellevold Jansen et al. 1984.

299: U. Lund Hansen et al. 1995, s. 272; J. Ilkjær 1993a, s. 335. Romerne kendte og brugte bl.a. tandstikker, tandpasta og mundvand, se P. Guldager 1990.

300: J. Ilkjær 2000 s. 50.

301: Afbildet J. Ilkjær 2000, s. 50.

302: U. Lund Hansen 1988a.

303: L. Bender Jørgensen 1986, s. 146 ff.

304: E. Munksgaard 1974.

305: s/z spundet krystalkiper, se L. Bender Jørgensen 1992, s. 135.

306: A. Frova 1943.

307: W. van der Sanden 1996, s. 127 ff.

308: E. Munksgaard 1974, s. 187; W. van der Sanden 1996, s. 127, fig. 174.

309: E. Munksgaard 1974, s. 132 ff; L. Bender Jørgensen 1992, s. 147.

310: Den er fremstillet i z/s spundet kipervævning med brede brikvævede borter. Pragtkappe III er kun bevaret i form af et fragment af en brikvævet bort, se K. Schlabow 1965, 1976. I våbenofferfundet fra Illerup Ådal er fundet fragmenter af en fin krystalkiper af Virringtype, viklet omkring et bundt skjoldbuler. Formentlig er der også her tale om resterne af en pragtkappe, se L. Bender Jørgensen 1986, s. 150.

311: De skindklapper, der opbevares på Nationalmuseet, rækker i tid fra ca. 800 f.Kr. til 400 e.Kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Menneskene i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431026

Afsnittet Menneskene er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet