Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kostbarheder fra Syden

Oprindelig forfatter JJe

Igennem det 3. og 4. århundrede e.Kr modtog eliten i Danmark og det øvrige Syd- og Mellemskandinavien, som vi har set, meget store mængder af importvarer fra det europæiske kontinent. Det bundede i en simpel nødvendighed, for tilførslen af især romerske luksusvarer eller andre prestigeobjekter var betingelsen for, at man kunne opretholde og synliggøre hele det sociale system, som vi hidtil har beskrevet det.

Sammenlignet med de øvrige dele af Skandinavien modtog Danmark den absolut største andel af denne import fra Romerriget. Man aftog herhjemme 63% af den samlede importmængde. Norge fik 21% og Sverige kun 16%.137Men ser man nærmere på de mere end to hundrede år, den yngre romerske jernalder varede, så viser der sig hen imod slutningen af perioden en vis forskydning til fordel for især Norge, i mindre grad Sverige.

Den største forandring lå imidlertid i, at værkstederne og handelsvejene i stor udstrækning havde flyttet sig i løbet af det 2. århundrede e.Kr. De capuanske bronzer og italiske glas var forsvundet fra hele Europa. De vigtigste værksteder både for bronze- og glasproduktionen var flyttet fra italisk til provinsialromersk område. Frem for alt var det nu galliske og rhinske produkter, som fik den største betydning.138

Annonce

 Udbredelsen af samtlige importerede bronzekar fra den yngre romerske jernalder i Sydskandinavien.

Udbredelsen af samtlige importerede bronzekar fra den yngre romerske jernalder i Sydskandinavien.

Hvad var det da for varer, der fra disse egne kom til eliten heroppe i landene mod nord? Det var fortsat kostbare drikkesæt af bronze og glas, som var så vigtige statussymboler blandt de højtrangerende høvdingeslægter. I begyndelsen af den yngre romerske jernalder, dvs. i den sidste halvdel af det 2. århundrede f.Kr. var det stadig gammelkendte former som si- og øse-sættene af bronze, men nu kom de fra de romerske provinser i Rhinlandet. Sierne og øserne, som blev brugt til at si den drik, som skulle give sig ud for vin, forekom i en bred variation af former139 og i stort antal, de kendes fra mere end 100 danske fund. Deres fremstillingssted er svært at lokalisere – det gælder i øvrigt de fleste af de provinsialromerske bronzevarer – både Gallien, de germanske provinser og Donauprovinserne har været foreslået, men uden at sikre beviser har kunnet fremføres.140 Det gælder også bronzekasserollerne, som tidligere havde været så almindelige, men som nu var i stærk aftagen.141

 Typer af importerede bronzer fra yngre romersk jernalder i Danmark.

Typer af importerede bronzer fra yngre romersk jernalder i Danmark.

Blandt importsagerne fra den sidste halvdel af det 2. århundrede e.Kr. var tillige nogle karakteristiske bronzespande med lang hals, kantede skuldre og med hankeattacher udformet som ansigter.142 De er bl.a. kendt fra et af Himlingøjefundene.143 Hertil kom et antal spande og bækkener, som alle havde en karakteristisk riflet yderside.144 I alt kendes de i mere end en snes fund fra Danmark.

Endelig var der de såkaldte Østlandskedler, hvoraf de tidligste eksemplarer dukkede op på overgangen til den yngre romerske jernalder.145 Det var en simpel kedelform, som på lang sigt blev meget populær, den kendes fra mere end 50 danske fund, heraf alene 10 fra gravpladsen Møllegårdsmarken på Fyn.

I den første halvdel af det 3. århundrede e.Kr. dukkede nye former op, bl.a. Hemmoorspandene.146 En grav fra Møllegårdsmarken indeholdt et af de tidligste eksemplarer, og i de følgende årtier ankom ganske store mængder af Hemmoorspandene til Danmark. 33 stykker er kendt fra landet som helhed, heraf er 6 fra Jylland, 8 fra Fyn og 16 fra Sjælland. Hemmoorspandene var i brug over hele det europæiske kontinent,147 men der er fundet særligt mange i Weserområdet i Nordvesttyskland og i Mellemtyskland langs den mellemste Elb, hvor de ofte bliver anvendt som brændtbensbeholdere i urnegravene.

 Importeret bronzespand med riflet side, ukendt findested i Danmark. Ca. 1:2.

Importeret bronzespand med riflet side, ukendt findested i Danmark. Ca. 1:2.

Sammen med Hemmoorspandene kom også en række andre spandtyper, bl.a. bronzespande af den såkaldte type Vængegård148 med kvindehoved-attacher eller trekantede attacher til hankene og spande af typen Gunnerupgård.149 Begge typer er dog kun fundet i få eksemplarer i Danmark.

Også de store bronzebækkener med stejle vægge og ringformede hanke kom til landet i en række forskellige varianter.150 Alle indførtes de dog kun i forholdsvis få eksemplarer. Det samme gælder de tidligste af de såkaldte Vestlandskedler,151 en type hvis senere varianter til gengæld blev indført til Norge i stort tal.152

Til de særligt fornemme sæt af drikkeudstyr kunne høre en forsølvet bronzebakke som den, man fandt i en af de rige Himlingøjegrave,153 eller en hamret sølvskål som den fra Hågerupgraven på Fyn, og som har sin nære parallel i en af fyrstegravene fra Leuna ved Leipzig (se En ny elite).154 De øvrige sølvpokaler fra tiden, dem fra Himlingøje, Valløby, Nordrup og Brokær,155 skal derimod ikke regnes med til den romerske import. De blev efter alt at dømme lokalt fremstillet.

 Hemmoorspand fundet i en grav i Udby, Sydsjælland. Under randen ses en frise, der gengiver en række havvæsener. En amorin rider på en delfin til venstre, til højre ses en havkentaur og midt i billedet et par andre havuhyrer. Ca. 1:3.

Hemmoorspand fundet i en grav i Udby, Sydsjælland. Under randen ses en frise, der gengiver en række havvæsener. En amorin rider på en delfin til venstre, til højre ses en havkentaur og midt i billedet et par andre havuhyrer. Ca. 1:3.

I sidste halvdel af det 3. århundrede e.Kr. dukker endelig en række nye romerske importformer op. Det kan være sene varianter af bækkener med stejl side,156 sene varianter af de såkaldte Østlandskedler,157 fodskåle med svagt markeret rand og sølvbelægning,158 eller sene varianter af bækkener med fod med fast greb.159 Ingen af disse kar forekommer dog herhjemme i mere end et par fund hver.

Foruden det nu opregnede romerske drikkeudstyr af bronze og sølv førte importstrømmen også nogle unikke former med sig, bl.a. en emalje-dekoreret bronzeskål, fundet i en mose ved Maltbæk i Jylland,160 og et skyfosformet bæger af mørkeblåt glas, hvor en del af karsiden er dækket af fint, gennembrudt sølvarbejde, fundet i den rige mandsgrav ved Varpelev på Sjælland.161 Også hankene var af sølv, og under randen sad en græsk indskrift lydende EYTYXΩS (Til lykke). Glasset var blæst direkte ind i sølvfatningen. Den græske indskrift siger ikke umiddelbart noget om, hvor glasset kom fra.162 Det koboltblå glas var ret almindeligt i Middelhavsområdet som helhed, men blev også fremstillet i de nordvestlige provinser, især omkring Trier og Köln. Herfra stammer Varpelev-glasset formentlig.

Med dette ejendommelige stykke er vi nået til importen af glasvarer, som tidligere havde været af ganske beskedent omfang. Også den forøgedes nu med overgangen til den yngre romerske jernalder. Men ligesom det var tilfældet med bronzeimporten skiftede både værkstederne og de handelsveje, ad hvilke glaskarrene distribueredes. Igen var det de provinsialromerske områder, frem for alt Rhinlandet, der fik den største betydning. Glasindustrien i dette område var oprindelig blevet indført af fremmede håndværkere, bl.a. syrere og grækere, som var kommet til provinserne for at søge nye arbejdssteder efter sammenbruddet af den italiske privatindustri.

 Emaljedekoreret bronzeskål, fundet i Maltbæk Mose i Sydjylland. Ca. 3:4.

Emaljedekoreret bronzeskål, fundet i Maltbæk Mose i Sydjylland. Ca. 3:4.

Den ældste glasproduktion i Rhinlandet var opstået så tidligt som i det 1. århundrede e.Kr. I de romerske militærlejre langs Rhinen kunne man allerede da erhverve sig egyptisk, syrisk og italisk glas, men også lokalt fremstillede brugsvarer. I slutningen af århundredet begyndte den galliske glasproduktion for alvor at gøre sig gældende. De vigtigste produktionscentre lå i Trier, Worms og frem for alt Köln. Her havde man nemlig lige uden for byportene det råstof, som skulle til for at lave glas: næsten 100% rent sand. Ved begyndelsen af 2. århundrede e.Kr. var glasindustrien ligeledes udbredt i Sydgallien, frem for alt i Marseille og Lyon. Men snart blev produktionscentrene forskudt til Nordfrankrig og Belgien, til byer som Boulogne, Rheims, Namur og Vermand. Ja, glasproduktionen udstraktes endog til England.

I Rhinlandet udviklede man nye bearbejdnings- og ornamenteringsmetoder: pustning i form, dybslibning, gravering, og trådbelægning. Specielt i Köln arbejdede man med trådornamentik, og i Skandinavien var kölnerglas stærkt efterspurgte.

 Blå glasskål med sølvindfatning fundet i en grav i Varpelev. En oprindelig, men aldrig fundet fod, mangler.

Blå glasskål med sølvindfatning fundet i en grav i Varpelev. En oprindelig, men aldrig fundet fod, mangler.

To hovedveje førte den yngre romertids glas til Norden, en vestlig og en østlig. Ad den østlige kom glas fra den første ikke-romerske produktion af drikkeglas i Europa: den gotiske, som foregik i Sortehavsområdet. De gotiske glas mindede meget om de romerske glas, men kvaliteten var dårligere og glassene lod sig som regel let adskille fra de romerske.

Den vestlige handelsvej udgik fra Rhinmundingen, hvorfra man kunne sejle langs Vadehavskysten til Danmark og Norge (se Landet i vest). Den østlige vej gik fra Sortehavet, Dnjestr, Weichsel over Østersøen til Danmark, Norge og Sverige. I overensstemmelse hermed var glas af vesteuropæisk oprindelse især udbredt mellem Rhinen og Oder. De østlige glas var derimod udbredt øst for Oder. Produkterne fra henholdsvis øst og vest var i antal nogenlunde ligeligt fordelt i Skandinavien.

De vesteuropæiske glas var ofte på overfladen udsmykket med pålagte glastråde i en anden farve end selve glasbægret. Farven kunne være azurblå eller hvid, medens selve glassets farve gerne var svagt grønt. I Baunehøj på Himlingøjegravpladsen finder man et eksempel på et sådant glas,163 formentlig fremstillet i Köln-området i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.

 Glaspokal, fundet 1829 på Himlingøjegravpladsen.

Glaspokal, fundet 1829 på Himlingøjegravpladsen.

Nært beslægtet og samtidige hermed er de såkaldte ormetrådsglas, som er slanke pokaler, hvis side er ornamenteret med azurblå og hvide glastråde i et zigzagmønster. De er ofte fundet i de rigt udstyrede grave, bl.a. i Nordrup,164 Valløby,165 Rislev166 og Læbrogård,167 alle på Sjælland.

Endelig importerede man også på samme tid, muligvis fra Picardiet i Frankrig, nogle glaspokaler udsmykket med glastråde i samme farve som selve bægeret. Trådene er oftest pålagt i store bugtninger over glassiden, men kan også være påsmeltet som et netmønster. Sådanne pokaler er fundet i grave fra bl.a. Kongsted Tornemark168 og Rislev169, begge på Østsjælland.

Sjældnere end de ovenfor omtalte glas med pålagte tråde er glasdrikkehornene formet som kohorn,170 som formentlig også blev fremstillet i værkstederne i Köln. Pragtstykket blandt dem er det purpurfarvede drikkehorn fra Himlingøje,171 som dog er ganske unikt (se Et sjællandsk høvdingedynasti). Almindeligvis er glashornene af grønligt eller ufarvet glas. Deres ornamentik kan variere. Enten er de belagt med klare eller farvede glastråde anbragt i store bugtninger, ormetrådsmønstre og plantemotiver. Eller selve hornets side kan være kanneleret. Af typen med pålagte tråde kan nævnes et eksemplar fra Himlingøjegravpladsen på Sjælland172 og Lærkenfeld-graven fra Jylland.173 Den kannelerede type kendes også fra Himlingøje174 og fra Sperrestrup i Nordsjælland.175

 Såkaldt cirkusbæger med dyrefigurer, fundet på Himlingøjegravpladsen.

Såkaldt cirkusbæger med dyrefigurer, fundet på Himlingøjegravpladsen.

En helt særlig og eftertragtet slags glas var de såkaldte cirkusbægre, dvs. lave bægre med en lav fod og ret side, dekoreret med påmalede motiver, først og fremmest billeder af de rovdyr, der indgik i de grusomme gladiatorkampe i Roms arenaer, undertiden med blomster som fyldmotiv.176 Cirkusbægrene kendes i Skandinavien kun fra Danmark, 16 af de i alt 18 bægre er fra Sjælland. De er fundet på gravpladserne ved Himlingøje, Varpelev, Nordrup og Thorslunde samt på bopladsen Enekrogen på Bornholm.177 Cirkusbægre er i øvrigt fundet i hele Nord-, Vest- og Centraleuropa, et enkelt er fundet så langt borte som i Afghanistan.178 Bægrene kendes også uden påmalede motiver.

Enestående blandt de importerede glaskar er en stor, blågrøn, cylindrisk flaske fra Herlufmagle på Sjælland. Kun dette ene eksemplar er fundet i Skandinavien. I de rhinske og sydfranske områder er den slags flasker derimod meget almindelige. Mange stykker er også fundet i bl.a. Pompeji. Herlufmagleflasken stammer, ligesom en stor del af de øvrige glas, fra begyndelsen af 200-tallet.179

 Til venstre: Karaffel af gulgrønt glas, fundet i en mose i Stenum, Nordjylland. Til højre: Blågrønt glasbæger med opalhvid fjerdekoration, fundet på Dollerupgårds Mark i Sydvestjylland. Henholdsvis 1:2 og 1:1.

Til venstre: Karaffel af gulgrønt glas, fundet i en mose i Stenum, Nordjylland. Til højre: Blågrønt glasbæger med opalhvid fjerdekoration, fundet på Dollerupgårds Mark i Sydvestjylland. Henholdsvis 1:2 og 1:1.

I den store mængde glas, der kom til Danmark i 200- og 300-tallet var der også mange andre unikke former, hvoraf en del kan knyttes til de vesteuropæiske områder. Det gælder bl.a. et lille, grønt glasbæger med fjermønsterdekoration fra Dollerupgårds Mark i Sydvestjylland,180 og det gælder en grøn, karaffelformet flaske fra Stenum i Vendsyssel med stærkt buet underdel og snæver hals dekoreret med vandret pålagte tråde under halsen og bugtninger på bugen.181 Endvidere kan man nævne en høj fodpokal fra Nordrup gravpladsen af grønligt glas, hvis mønstring er indlagt i selve karsiden, nærmest i form af en marmorering,182 samt en lav, bred skål af klar grøn farve med to riller midt på siden fra Hastrup i Sydsjælland.183 En lignende skål, men med korte lodrette glaslister på siden, er fundet på Avnbøl Hede i Vendsyssel.184

Glas med indgraverede mønstre fandt også vej hertil, dog kun undtagelsesvis. I en mandsgrav fra Sønder Vissing i Midtjylland havde den døde fået en skål af klart glas med sig som gravgave. Skålen var dekoreret med en jagtscene: en rytter med flagrende kappe og to halsende hunde forfølger en hjort, der har et spyd plantet i venstre skulder. Kun det ene eksemplar er fundet i Danmark, det er formentlig fremstillet i et glasværksted i Köln.185

 Romersk glasflaske fra Herlufmagle nord for Næstved på Sjælland. 28,5 cm høj.

Romersk glasflaske fra Herlufmagle nord for Næstved på Sjælland. 28,5 cm høj.

Af helt specielle typer kan endvidere nævnes en glashævert aflyst klart, grønt glas, som man fandt i den rige Varpelev-grav sammen med et stort bronze- og smykkeudstyr og tre andre glas.186 Sådanne hæverter er sjældne heroppe i Norden, men forholdsvis almindelige på provinsialromersk område. Den samme grav indeholdt desuden et meget højt, svagt gulligt bæger af meget tykt glas, som foruden et par vandrette furer under randen havde hele bægersiden dækket af facetslibning.187 Endvidere var der en lille, rubinrød, halvrund skål smykket med ovalslibning188 og endelig det mest ejendommelige stykke i graven, det skyfosformede bæger af mørkeblåt glas, hvis karside var dækket af et meget fint, gennembrudt sølvarbejde, og som vi allerede har omtalt ovenfor.

Blandt glasskålene finder man også mange fine eksemplarer. F.eks. en lille, gulgrøn skål med runde og ovale slibninger, fra en grav ved Lærkenfeldt ved Skanderborg,189 og en næsten klar skål med indslebne linjer, ovaler og rondeller fra den rige fynske grav ved Hågerup,190 samt to svagt gullige, ret store skåle, udsmykket med henholdsvis rondeller og ovalslibninger og med ovaler og indslebne linjer i et gittermønster, som blev fundet i en grav ved Sigersted på Sjælland.191

 Figurmotiver på glasskål fra Sdr. Vissing, udtegnet.

Figurmotiver på glasskål fra Sdr. Vissing, udtegnet.

Beslægtet med disse skåle, men alligevel med en helt anden herkomst, er nogle højere bægre, f.eks. et eksemplar fra Ørslev Underskov ved Ringsted, smykket med fire rækker ovaler og en række rondeller ved bunden.192 Disse bægre kommer til Danmark i 300-tallet e.Kr. på et tidspunkt, hvor importen radikalt skifter karakter.193 Dels svinder antallet af fremmede genstande kraftigt ind, dels udgøres langt den overvejende del af importen nu af glas. Kun enkelte grave indeholder mere end én importeret genstand. Det er et klart brud med ældre traditioner, men det svarer til, hvad der sker på det europæiske kontinent i det 4. århundrede e.Kr., hvor importens – og især bronzernes – rolle som gravudstyr nedtones markant.194

De tykvæggede, cylindriske eller koniske bægre, ornamenteret med slebne ovaler og facetter195 og en sjælden gang med græske indskrifter – repræsenterer som nævnt den første ikke-romerske glasproduktion i Europa.196 Glassene er fremstillet nord for Sortehavet, i Transsylvanien, Muntenia, Moldavien og Ukraine,197 et område som specielt de fynske høvdingeslægter havde nære kontakter til i det 4. århundrede e.Kr.198 Det kan man bl.a. aflæse af den rige grav fra Årslev (se En ny elite) og i visse af smykkeformerne i det ejendommelige skattefund fra Brangstrup, som blev fundet nogle få kilometer fra Årslev (se Nedgravede skatte og klingende mønt). Samme skattefunds mønter peger da også – i lighed med mange andre af det 4. århundredes møntskatte – mod Sydøsteuropa.199

 Sydøsteuropæisk glasskål med facetslibninger i det tykke glas. Fra Tofte på Lolland. Ca. 2:3.

Sydøsteuropæisk glasskål med facetslibninger i det tykke glas. Fra Tofte på Lolland. Ca. 2:3.

Rundtomkring i Skandinavien finder man ydermere et antal unikke importsager, som på samme måde peger i retning af det sydøsteuropæiske område.200 De sydøsteuropæiske glas udgøres bl.a. af meget tykke glasbægre med ovaler eller facetter anbragt under flere vandrette riller. Slibningerne i den tykke glasside kan være meget kraftige, og farven kan variere fra lys guldgrøn til mørk dybgrøn. Et meget smukt eksemplar er et gulgrønt bæger med meget dybe slibninger fra Killerup på Fyn.201 I det hele taget ser de østlige glas fra den yngre romertid helt anderledes ud end de vesteuropæiske. Det ser man tydeligt på en række tykke og slebne glas, som er fundet i såvel Øst- som Vestdanmark.202 Knyttet til disse typer er også et glas fra Nyrup, som har en let konisk profil og langtrukne ovaler.203 Dette glas er en forløber for den kommende tids såkaldte spidsbægre, en østlig bægertype, der senere bliver almindelig i Norge, men som indtil nu ikke er kendt fra noget dansk fund.

Endnu en type østlige glas er gulgrønne bægre på lav fod smykket med fire trådovaler på siden i relief og under den ribbede krave en bort med en græsk indskrift fremstillet ved dybslibning. Et sådant bæger er fundet i Blikshøj i Nordjylland. På det står der på græsk den opmuntrende indskrift: „drik og du vil leve skønt“.204 På Himlingøjegravpladsen er endelig fundet et helt unikt glas, et såkaldt Überfangglas – dvs., at én farve glas er smeltet uden på en anden.205 Himlingøje-glasset har således et dybgrønt lag over et indre blåligt, og det er smykket med dybtslebne ovaler.

 Sydøsteuropæisk glas med rækker af ovale facetslibninger. Fra Lærkenfeldt ved Horsens. Ca. 1:2.

Sydøsteuropæisk glas med rækker af ovale facetslibninger. Fra Lærkenfeldt ved Horsens. Ca. 1:2.

De østlige glas importeredes ligesom de vesteuropæiske til hele Skandinavien, men de kendes, ligesom de vestlige glas, mest talrigt fra norske og danske fund. Den største danske koncentration af importerede glas finder man på gravpladsen Møllegårdsmarken ved Gudme på Fyn. Her var der glas i 85 af gravene!

Den overdådige import af romersk drikkeudstyr til Skandinavien i navnlig 200- og 300-tallet må imidlertid ikke skjule det forhold, at kontakten med Romerriget og de kontinentalgermanske folkeslag også bragte meget andet med sig. Sammen med drikkeudstyret kom en broget mængde af andre sager: spillebrikker, glasperler, smykker, bronzestatuetter, keramik – og dertil våben, som vi vil omtale nærmere lidt senere. Altsammen indgik det i en påvirkning, som berørte mange af dagligdagens områder: påklædning, håndværk og landbrug, for blot at nævne nogle.

 Romersk guldfingerring med indfattet gemme af blåt glas, fundet i stormandsgraven ved Hågerup på Fyn. I gemmet er graveret et billede af en ung gud, „Bona Eventa“, der af romerne blev dyrket som ophav til lykke og trivsel. Ca. 3:1.

Romersk guldfingerring med indfattet gemme af blåt glas, fundet i stormandsgraven ved Hågerup på Fyn. I gemmet er graveret et billede af en ung gud, „Bona Eventa“, der af romerne blev dyrket som ophav til lykke og trivsel. Ca. 3:1.

Men lad os også se på nogle af de andre varegrupper, glasperlerne f.eks. Også de kom i store mængder.206 I Gudme er de f.eks. fundet talrigt. Glasperlerne indgik i den lokale smykkemode, som var anderledes end den romerske.207 Herhjemme bar både mænd og kvinder glasperler, i øvrigt ofte sammen med ravperler, der i vid udstrækning blev formgivet på samme måde som glasperlerne. Og tilførslerne af glasperler steg kraftigt i det 3. århundrede e.Kr. på samme måde som tilførslerne af glaskarrene gjorde det.208

Til de mere kostbare smykker hørte også de romerske fingerringe. Af dem kender man en snes stykker fra Danmark, mest enkeltfund.209 Men når de viser sig i gravene, er det altid i de meget kostbart udstyrede, som f.eks. Hågerup og Årslev på Fyn. Man har foreslået,210 at ringene, sammen med andre eksklusive sager såsom sølvskeer og pragtsmykker skulle høre til en særlig kategori af dona militaris, dvs. militære udmærkelser, en tanke, det dog er svært af finde sikkert belæg for. Til samme kategori skulle også høre de sølvskeer, som kendes fra to danske gravfund, Hågerup og Råslev på Fyn og et fra Sverige,211 alle er de meget rigt udstyrede grave. Svarende hertil finder man også sølvskeer i de thüringske, sachsiske og schlesiske fyrstegrave fra det 3. århundrede e.Kr., i bl.a. Hassleben, Leuna og Sackrau.

 Henved en halv snes romerske bronzestatuetter er fundet fortrinsvis i det sydlige Danmark. Det drejer sig især om fremstillinger af guderne Jupiter, Mars, Venus og den galloromerske Dispater.

Henved en halv snes romerske bronzestatuetter er fundet fortrinsvis i det sydlige Danmark. Det drejer sig især om fremstillinger af guderne Jupiter, Mars, Venus og den galloromerske Dispater.

Endelig er der de små romerske bronzestatuetter, af hvilke der er fundet 6 i Jylland, 11 på Fyn og Langeland, 3 på Sjælland, 1 på Lolland.212 De er altid fundet enkeltvis, aldrig i grave, og det er derfor svært at danne sig et billede af den sammenhæng, de blev brugt i. Man fremstillede lokale efterligninger af dem, så man kan gætte på, at de har været anvendt i kulten.213 Nærmere kommer vi næppe deres bestemmelse. Nogle af dem må dog være indført som skrot, beregnet til omsmeltning. Det gælder også dele af en større romersk bronzestatue af guden Herakles,214 som blev fundet ved Gudme. Og det gælder et lille sølvhoved fundet samme sted og oprindelig tolket som et kejserhoved.215 Det viste sig dog senere at være af en mere profan art.216

Til de mere profane sager hører også nogle få stumper romersk keramik, som ligeledes blev fundet i Gudme.217 Enkelte stykker tilhører den såkaldte terra sigillata-keramik,218 som er en romersk bordkeramik med en fin rød, blank overflade. Men ellers er mængden af terra sigillata i Skandinavien påfaldende lille sammenholdt med anden import som bronzekar og glas.

Terra sigillata blev fremstillet i standardiserede former, sommetider med, sommetider uden dekoration. Almindeligvis består dekorationen af motiver i lavt relief frembragt ved indpresning af karrets lermasse i en modelform. Andre former for terra sigillata er drejet op og derefter påført en dekoration ved bemaling eller barbotineteknik (dvs. plastisk dekoration i ler påført karsiden).

60 sømil fra Esbjerg opfiskede man i efteråret 1981 en terra sigillataskål,219 et interessant fingerpeg om, ad hvilken rute en del af importen fra Rhinområderne nåede frem til Danmark, og i netop det vigtigste modtagerområde for importen, Østsjælland, har man fundet en terra sigillataskål anvendt som gravurne i en rigt udstyret våbengrav i Himlingøje.220 Skålen var dekoreret med en æggestavbort, derunder med vandrette og lodrette borter, guirlander og medailloner. Ofte findes terra sigillata-kar med fabrikationsstempel, men det var ikke tilfældet i Himlingøje.

 Afslået sølvhoved fra Gudme. Stammer antagelig fra et sønderbrudt romersk saltkar. 2:1.

Afslået sølvhoved fra Gudme. Stammer antagelig fra et sønderbrudt romersk saltkar. 2:1.

De vigtigste produktionsværksteder for terra sigillata lå i begyndelsen i Italien, i Arezzo, selv om en del andre værksteder også fandtes. I Arezzo blomstrede produktionen fra omkring 30/20 f.Kr. til omkring midten af 1. århundrede e.Kr. Så blev den ret hurtigt overtaget af sydgalliske fabrikker i f.eks. La Graufesenque, Montans og Banassac. Snart anlagdes også værksteder i Centralgallien i Allier-dalen, som overtog det sydgalliske eksportmarked fra begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr. Vigtige værksteder lå bl.a. i Lezoux, St. Rémy og Vichy. Forskydningen nordover skyldtes hovedsagelig Nordgalliens og Østgalliens stigende økonomiske betydning med Rhinlandet som centrum. Ikke meget senere begyndte de tidligste af de mange østgalliske værksteder produktionen nær imperiets nordlige grænse. Denne produktion varede til omkring midten af 3. århundrede e.Kr. og fandt sted i værksteder i Trier, Blickweiler, Rheinzabern og Westerndorf. Rheinzabern var det betydeligste produktionssted. Man anslår, at man der fremstillede omkring 1 million stykker terra sigillata om året. Varer fra især Rheinzabern spredes over meget store områder: Vest- og Sydtyskland, Østrig, Ungarn, Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Sydrusland. Terra sigillata fra Westendorf spredtes også over meget store områder, men frem for alt i Donauprovinserne.

 Terra sigillata skål fra Himlingøje, fremstillet i Lezoux i Gallien i 2. halvdel af det 2. århundrede e.Kr. 1:2.

Terra sigillata skål fra Himlingøje, fremstillet i Lezoux i Gallien i 2. halvdel af det 2. århundrede e.Kr. 1:2.

Men terra sigillata var også en betydelig handelsartikel i de germanske områder, der grænsede op til de romerske provinser, og som lå godt placeret i forhold til handelsvejene. Der træffes derfor hyppigt terra sigillata i især Frisland, Vesttyskland og Polen. I de skandinaviske lande er fundene derimod, som nævnt, ganske få.221 De fleste kan dog lokaliseres nærmere inden for Romerriget. Rheinzabern oftest, desuden også Westerndorf og Lezoux. Det betyder stærk dominans af de østgalliske værksteder. Skålen fra Himlingøje er fra Lezoux i Centralgallien.

Til importen fra det romerske imperium hørte endelig også tekstiler, en varegruppe, som man først i de seneste årtier for alvor er blevet i stand til at studere.222 I en af gravene fra Juellinge på Lolland (se En lollandsk storhøvding), som stammer fra 2. århundrede e.Kr., og som rummede en kvinde fra datidens aristokrati, fandt man en lille stump af hendes dragt. Ser man tøjstykket under en lup, kan man tælle, at der går 30 tråde pr. centimeter, dvs. at dragten var syet af stof, der var dobbelt så fint som datidens normalkvalitet. De grove stoffer kender man fortrinsvis fra tidens fattigt udstyrede grave og fra moseligene, men de tilhørte næppe heller datidens aristokrati.

 Udbredelsen af terra sigillata i det frie Germanien.

Udbredelsen af terra sigillata i det frie Germanien.

Men Juellingegraven er også udtryk for en tendens inden for tekstilfremstillingen, som man kan iagttage gennem den romerske jernalders fire århundreder. Der bliver med tiden flere og flere tråde pr. kvadratcentimeter. Man har udtrykt det sådan, at sammenlignet med nutidigt stof svarer tøj fra det 1. århundrede e.Kr. stort set til en vinterfrakke, mens noget af det stof, man kender fra det 3.-4. århundrede e.Kr. svarer til det, man syr en habit af.

Naturligvis har der altid forekommet både bedre og ringere kvaliteter, afhængigt af bærerens sociale status. Det simple tøj blev formentlig vævet af kvinderne i landsbyens huse og var beregnet på daglig brug. Men selv om det var hjemmevævet, var tøj kostbart. Det blev slidt og repareret og gik formentlig også i arv.

Men der var også tøj, som kom til landet udefra – som indgik på linje med andre luksusvarer fra de romerske provinser. Man kan i Skandinavien i den romerske jernalder skelne imellem 5-6 forskellige stoftyper.223 To af dem er gamle kendinge fra den keltiske jernalder. Det er de lokalt fremstillede kiperstoffer, der i århundrederne e.Kr. forekom i to forskellige varianter i to forskellige områder. I Nordjylland, på dele af Øerne og i Norge og Sverige havde man den såkaldte Huldremosetype,224 der var en videreudvikling af bronzealderens vævede stoffer. I Sønderjylland og Slesvig-Holsten havde man en anden type, Haraldskærtypen,225 der var vævet på en anden type væv end Huldremosetypen.

På overgangen til den yngre romerske jernalder forsvandt Huldremosetøjet, og tøj af Haraldskærtypen blev dominerende. Det skete først i Jylland og Norge, lidt senere skete det også i Sverige. Men samtidig dukkede nye typer af tøj op, først og fremmest den såkaldte Virringtype,226 først i Østdanmark og Nordjylland, men snart i det meste af Danmark, Norge og Sverige. Det var en type tøj, som efter alt at dømme var importeret fra Romerrigets nordlige provinser.227 Dets udbredelse viser, at det kom hertil sammen med den øvrige romerske import.

 Klædehandelens veje mod Danmark i romersk jernalder og de spor, den har sat sig i de arkæologiske fund.

Klædehandelens veje mod Danmark i romersk jernalder og de spor, den har sat sig i de arkæologiske fund.

Noget senere dukkede også nogle pepitaternede stoffer op og spredte sig først i Jylland, senere til Norge. Også de må være import fra sydligere egne. Pepitaternede stoffer finder man i et antal nordjyske grave og i et stort antal vestnorske fund. I Østskandinavien mangler de derimod næsten totalt. I øvrigt forsvinder de ved slutningen af den yngre romerske jernalder.

De fremmede stoffer er af så ensartet en kvalitet, at man fristes til at tro, at de stammer fra en industriel produktion, der byggede på helt bestemte kvalitetskrav. Det har ikke været hvem som helst, der bar disse importerede stoffer. Vi finder dem i de rige grave, og vi finder dem i våbenofferfundet fra Thorsbjerg Mose (se Våbenofferet i Thorsbjerg Mose). Sidstnævnte sted var der tale om hele dragtstykker, bukser, tunika og kappe, som må antages at have tilhørt en eller flere fornemme krigere.

Som vi har set det i flere sammenhænge, så vandt romersk mode, herunder altså også romerske stoffer indpas i egnene heroppe mod nord. Samtidig er det værd at bemærke, at karakteristiske nordeuropæiske klædetyper er fundet flere steder inden for Romerriget.

Klædeindustrien havde flere centre inden for Romerriget, et af de vigtigste var Nordgallien – dvs. nutidens Nordfrankrig. Gallisk uld lå i toppen, ikke blot kvalitetsmæssig, men også hvad angik prisen. I en maksimalprisliste udsendt af kejser Diocletian omtales den galliske uld som den dyreste. Sin betydning på dette felt havde Gallien opnået allerede før den romerske besættelse. Faktisk kunne romerne ikke lære gallerne meget på tekstilindustriens område, men det var romerne, der anlagde egentlige klædefabrikker, de såkaldte gynaeceæ, til forsyning af hæren og kejserens hof.228 Man kender gynaeceæ i Trier, Tournai, Reims og Metz samt ét i den engelske by Winchester.

 I bladet af et sværd fra våbenofferfundet i Illerup Ådal ses lige under grebet indlagt krigsguden Mars. Han har en kappe over armen, en romersk hjelm på hovedet og et skjold stående på jorden.

I bladet af et sværd fra våbenofferfundet i Illerup Ådal ses lige under grebet indlagt krigsguden Mars. Han har en kappe over armen, en romersk hjelm på hovedet og et skjold stående på jorden.

Hermed er vi i vor gennemgang af de varegrupper, som importen fra Romerriget bragte til landene i nord, nået til, hvad der måske var den største eksportartikel: sværdene. Den største ansamling af sværd, vi kender fra den yngre romerske jernalder, stammer fra det store våbenofferfund i Illerup Ådal i Midtjylland (se Våbenofferet i Illerup Ådal). Her har man fundet mere end halvandet hundrede tveæggede sværd. Af dem har over halvdelen stempelmærker med smedens, fabrikantens eller fabrikkens navn. På nogle sværd er der med kobber indlagt figurer, f.eks. af sejrsgudinden Victoria, krigsguden Mars eller en sejrskrans. Alle er de importeret fra det romerske Imperium, formentlig fremstillet i Gallien, mens sværdgrebene, skederne og sværdophængene kan være romerske eller fremstillet i Nordeuropa.

De mange sværd i Illerupfundet viser tydeligt, hvor efterspurgte disse frygtelige romerske våben var. Deres kvalitet og effektivitet gjorde dem uundværlige for de nordiske krigere. Ganske vist var der en stor del af sværdene, som var uden stempelmærker og indlagte figurer. Men hvad angår udseendet, kvaliteten og fremstillingsmåden, kan de ikke skelnes fra stykker, der har stempelmærker. Også disse sværd må være fremstillet i Romerriget, og må være kommet som fabriksnye produkter derfra.229

Vi må altså konstatere, at krigerne ikke blot i de kontinentalgermanske områder mod syd, men også i Skandinavien, for en stor del var forsynet med sværd, importeret fra det romerske Imperium.230 I våbenofferfundet fra Illerup har nogle ganske få af sværdene ganske vist en indskrift, der viser, at de havde været anvendt i den romerske hær, før de endte i Germanien. Romerske soldater mærkede nemlig deres lejede udstyr med deres eget og deres centurions navn. Illerup-sværdene med en sådan indskrift er altså højst sandsynligt blevet frarøvet romerske enheder, og de kan som sådan ikke betragtes som egentlig import. Det kan derimod hovedparten af de øvrige sværd. Nogle af dem er endog blevet erhvervet sammen med skeder med romersk producerede beslag, eller med den skulderrem af læder, som sværdet blev båret i.231

Det er noget af et paradoks, at romerne forsynede nogle af deres værste fjender med våben – og det var da også i perioder forbudt under dødsstraf. Men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at man i Skandinavien, Tyskland og Polen erhvervede sig meget store mængder af fabriksnye, romerske sværd. Ja, det må uden sammenligning have været den største romerske eksportartikel til det frie Germanien. Og hovedparten af dem må være kommet hertil som resultatet af en regulær eksport på trods af gentagne romerske forbud mod at forsyne rigets fjender med våben.232 Hvordan en så omfattende handel kunne finde sted uhindret er svært at forstå, grænseovervågningen var trods alt meget intens. Men de gentagne kejserlige forsøg på at standse den illegale handel med en våbenembargo viser klart nok, at forbudene ikke hjalp stort.

Noter

137: U. Lund Hansen 1987, s. 257.

138: U. Lund Hansen 1987, s. 152 ff.

139: Eggers typerne 159-162, U. Lund Hansen 1987, s. 60, 67.

140: U. Lund Hansen 1987, s. 152 ff.

141: Kun typen Eggers 142 forekommer i begyndelsen af perioden, i gravfundet fra Brokær i Sydvestjylland, se note 128. Det er den samme type som i tre eksemplarer optræder i den rige skat fra Havor på Gotland. E. Nylén 1962b; U. Lund Hansen 1987, s. 59.

142: Eggers type 27-29.

143: U. Lund Hansen 1987, s. 59.

144: Eggers type 44-48, og 77. U. Lund Hansen 1987, s.61-63.

145: Eggers 37-43, U. Lund Hansen 1987, s. 61, 63.

146: H. Willers 1901; Eggers type 55-66.

147: Udbredelseskort U. Lund Hansen 1987, s. 72, fig 26.

148: Eggers type 35-36. U. Lund Hansen 1987, s. 82.

149: Eggers type 51. U. Lund Hansen 1987, s. 83.

150: Eggers type 80-83 og 87 samt 108. U. Lund Hansen, 1987, s. 80-82 og 85.

151: Eggers type E 12. U. Lund Hansen 1987, s. 84.

152: Udbredelseskort U. Lund Hansen 1987, s. 331, kort 41.

153: Eggers type 118. U. Lund Hansen 1987, s. 83.

154: Eggers type 179. U. Lund Hansen 1987, s. 83.

155: Eggers type 177.

156: Eggers type 78. U. Lund Hansen 1987, s. 87.

157: Eggers type 43, Eskildstrup varianten. U. Lund Hansen 1987, s. 87.

158: Eggers type 112. U. Lund Hansen 1987, s. 87.

159: Eggers type 105. U. Lund Hansen 1987, s. 88.

160: Eggers type 158, afbildet U. Lund Hansen 1987, s. 94, fig. 35.

161: Eggers type 172; U. Lund Hansen 1987, s 96.

162: F. Fremersdorf 1967, s. 12.

163: Eggers type 197; U. Lund Hansen 1987, s. 98 og 412.

164: Nordrup 1873, 2 stk. Eggers type 189; U. Lund Hansen 1987, s. 411.

165: 2 stk. Eggers type 189 og 190; U. Lund Hansen 1987, s. 413.

166: Eggers type 198; U. Lund Hansen 1987, s. 416.

167: 2 stk. Eggers type 189; U. Lund Hansen 1987, s. 413.

168: Eggers 191; U. Lund Hansen 1987, s. 97 og 414.

169: Eggers 190; U. Lund Hansen 1987, s. 416.

170: Eggers type 246-249; U. Lund Hansen 1987, s. 104 ff., udbredelseskort ibid. s. 104.

171: Himlingøje 1977, se Hansen & Nielsen 1978; U. Lund Hansen 1987, s. 413.

172: Himlingøje 1829, Eggers type 247; U. Lund Hansen 1987, s. 412.

173: Eggers type 248; U. Lund Hansen 1987, s. 429.

174: Himlingøje 1878, Eggers type 249; U. Lund Hansen 1987, s. 412.

175: Eggers type 249; U. Lund Hansen 1987, s. 409.

176: U. Lund Hansen 1987, s. 74 ff. Eggers type 209.

177: Fundliste U. Lund Hansen 1987, s. 472.

178: C. Isings 1957, s. 102 f..

179: U. Lund Hansen 1979a og idem 1987, s. 103 har indgående behandlet fundet fra Herlufmagle og påvist, at det stammer fra et gravfund fra yngre romertid, fase C 1b.

180: U. Lund Hansen 1987, s. 115 og 429.

181: U. Lund Hansen 1987, s. 114 og 426.

182: Nordrup grav J, Eggers type 210; U. Lund Hansen 1987, s.411.

183: Hastrup grav 2; U. Lund Hansen 1987, s. 414.

184: Eggers type 207; U. Lund Hansen 1987, s. 427.

185: C. Fischer 1981; F. Fremersdorf 1967.

186: Varpelev grav A, Eggers type 172, 229, 231 og 250; U. Lund Hansen 1987, s. 105 ff. og 416.

187: Eggers type 231; U. Lund Hansen ibid., s. 101.

188: Eggers 229; U. Lund Hansen ibid. s. 101.

189: Eggers type 227; U. Lund Hansen 1987, s. 101 og 429.

190: Eggers type 216; U. Lund Hansen 1987, s. 100 og 426.

191: Eggers type 221; U. Lund Hansen 1987, s. 100 og 411.

192: Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 411.

193: B. Storgaard 1990, s. 50.

194: U. Lund Hansen 1987, s. 214 ff.

195: Eggers type 230-34 og 238.

196: G. Rau 1972, 1973, 1974, jf. U. Näsman 1984 og B. Storgaard 1994.

197: I den såkaldte Sintana de Mures/Cernjachov kultur, se G. Gomolka-Fuchs 1999.

198: B. Storgaard 1994.

199: J. Werner 1988; A. Kromann 1987.

200: W. Holmqvist 1961, B. Arrhenius 1987.

201: Eggers type 232; U. Lund Hansen 1987, s. 101 og 420.

202: Bl.a. i Hvornum i det tidligere Randers amt (Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 428), Højrup i det tidligere Præstø amt (Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 415), Merløsegård i det tidligere Holbæk amt (Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 410) og Toftebys Mark i det tidligere Maribo amt (Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 419).

203: Eggers type 233; U. Lund Hansen 1987, s. 410.

204: Eggers type 238; N.H. Andersen 1980; U. Lund Hansen 1987, s. 428.

205: Himlingøje 1948, Eggers type 230; U. Lund Hansen 1987, s. 413.

206: U. Lund Hansen 1987, s. 226 ff.

207: A. Böhme 1974.

208: J. Jensen 2001b.

209: U. Lund Hansen 1987, s. 228.

210: K. Andersson 1985.

211: Tuna i Västmanland i Sverige, hvor der er fundet 2 stk., se M. Stenberger 1956. Tunagraven er en af de rigeste i Sverige i C 2. Den indeholdt to Hemmoorspande (Eggers type 58), et bronzebækken (Eggers type 81-82), et glas (Eggers type 189) og talrige guldsmykker.

212: Fra Sverige kender man en fra Skåne, en fra Uppland, tre fra Gotland og seks fra Öland, se U. Lund Hansen 1987, s. 228.

213: H. Thrane 1975.

214: K. Kjer Michaelsen 1995, 2000.

215: F. Johansen 1985.

216: Dets nærmeste parallel er et drengehoved på et saltkar fra Nikalajeva i Bulgarien, se P. Vang Petersen 1994. s. 36.

217: P. Vang Petersen 1994, s. 33, fig. 7.

218: Ibid. fig. 11.

219: U. Lund Hansen 1987, s. 191.

220: U. Lund Hansen 1981; U. Lund Hansen et al. 1995, s. 164.

221: U. Lund Hansen 1981, 1982a.

222: L. Bender Jørgensen 1977, 1979, 1980, 1984a-b, 1986, 1992.

223: L. Bender Jørgensen 1992, s. 102.

224: Huldremosetypen er vævet af s/s spundet garn.

225: Haraldskærtypen er vævet af z/z spundet garn.

226: Virringtypen er z/s spundne kiper- og krystalkiper-stoffer.

227: L. Bender Jørgensen 1992, s. 145.

228: J.P. Wild 1976. Man kender gynaeceæ i Trier, Tournai, Reims og Metz samt ét i den engelske by Winchester.

229: Det må dog bemærkes, at med undtagelse af de dobbeltæggede langsværd med mønstersmedede blade, som utvivlsomt er romerske produkter, kan nogle af de øvrige langsværd godt være fremstillet i Barbaricum, omend af romerske håndværkere, se J. Kunow 1986, s. 743; M. Stoklund 1986; U. Lund Hansen 1994; B. Storgaard 2001, s. 105.

230: J. Lønstrup 1996; J. Kunow 1986; C. von Carnap Bornheim 1991.

231: Dette gælder dog kun i begyndelsen af yngre romertid. Senere importerede man blot selve klingen og fremstillede selv greb, skede med beslag og bandolerer.

232: Dabrowski & Kolendo 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kostbarheder fra Syden i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=431022

Afsnittet Kostbarheder fra Syden er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet