Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kvæg og korn

Oprindelig forfatter JJe

Det billede, vi her har kunnet tegne af landets bebyggelse i den ældre romerske jernalder, var et resultat af den ændring af landbrugets driftsform, som var sket igennem jernalderens første halve årtusinde. Et øget kvæghold og en hårdere udnyttelse af jorden var nogle af hovedelementerne i forandringen. Kunne man gøde og tilså større arealer, fik man også en større kornproduktion. Men et landbrug baseret på gødskning af markerne krævede meget kvæg. Og kvæget krævede pasning, store græsningsarealer og en stor arbejdsindsats i form af indsamling af vinterfoder. Igennem den romerske jernalder steg befolkningsmængden, men samtidig måtte også flere mennesker inddrages i produktionen. Altsammen bidrog det til den produktionsspiral, som nu var sat i gang. I landsbyerne fik den øgede produktion den konsekvens, at staldkapaciteten udvidedes. Lade- og avlsbygninger blev føjet til gårdanlæggene, fordi indsamling og opbevaring af vinterfoder blev så afgørende for stalddriften.

 Størrelsesforholdet mellem ældre jernalders husdyr i Germanien (hvid) og nutidens (sort). De punkterede linjer angiver den gennemsnitlige skulderhøjde. Køerne var gennemgående små med en skulderhøjde på 95-130 cm. Gennemsnitsvægten for køerne overskred næppe 200 kg. Hestene var også påfaldende små. De var, som allerede Cæsar bemærkede, små og grimme. Til gengæld fremhævede han deres fantastiske udholdenhed. Hestenes skulderhøjde var ikke mere end 112-120 cm, svarende omtrent til vore dages islandske heste.

Størrelsesforholdet mellem ældre jernalders husdyr i Germanien (hvid) og nutidens (sort). De punkterede linjer angiver den gennemsnitlige skulderhøjde. Køerne var gennemgående små med en skulderhøjde på 95-130 cm. Gennemsnitsvægten for køerne overskred næppe 200 kg. Hestene var også påfaldende små. De var, som allerede Cæsar bemærkede, små og grimme. Til gengæld fremhævede han deres fantastiske udholdenhed. Hestenes skulderhøjde var ikke mere end 112-120 cm, svarende omtrent til vore dages islandske heste.

Nogle af disse forhold kan vi iagttage direkte i de udgravede hustomter. Men om detaljerne i husdyrholdet får vi først og fremmest viden gennem studiet af de dyreknogler, som i heldige tilfælde er bevaret på bopladserne. På Lolland ved Vejleby lå omkring Kr.f. en bosættelse, hvis affaldslag fortæller ganske meget om husdyrholdet på stedet.131 Vejleby-bosættelsen lå nær gode græsningsområder i den nu tørlagte Rødby Fjord (se En lollandsk storhøvding). Her var der de samme gode muligheder for kvægbrug som f.eks. på de jyske bakkeøer. Det afspejlede sig direkte i de bevarede dyreknogler.

I Vejleby fandt man resterne af 143 får og geder, 120 kreaturer og 123 svin. Jernaldermenneskene holdt altså de tre arter i nogenlunde lige store antal, og sammen med et mindre antal heste dækkede de formentlig beboernes forbrug af kød. At hestene blev spist på samme måde som de andre dyrearter, ser vi af, at deres knogler blev marvspaltede. Om germanernes brug af heste skrev Tacitus i øvrigt: „de (germanerne) er glimrende ryttere, der er meget omhyggelige og påpasselige med deres små og hverken særlig smukke eller særlig hurtige heste“.

Annonce

 Kreaturbindsel fra et af de nedbrændte huse i Ginderup-landsbyen i Thy. Ca. 1:7.

Kreaturbindsel fra et af de nedbrændte huse i Ginderup-landsbyen i Thy. Ca. 1:7.

På bopladsen ved Vejleby var slagtemønstret således, at det kun var få køer, der blev slagtet i deres første leveår. Slagtningen blev derimod foretaget under hensyntagning til kælvning og mælkeydelse, dvs. når dyrene var over tre år gamle. I den alder havde de fleste køer kælvet første gang. De nåede altså at udfylde en plads i bedriften både som avlsdyr, som malkedyr og til sidst som køddyr.

I Vejleby opfedede man også stude. Af dem blev de fleste slagtet, inden de var gamle nok til at blive brugt som trækdyr, når hver især havde nået en passende størrelse og fedme. Det var derimod forholdsvis få små grise, der blev slagtet. Her lagde man tilsyneladende mere vægt på kødets mængde end på dets kvalitet. Svinene fik som regel lov til at nå voksenalderen, inden de endte i kødgryderne. I øvrigt blev de næppe fodret regelmæssigt. Formentlig blev de, ligesom vi kender det senere i historien, drevet til skoven, hvor de selv søgte føden, fortrinsvis i form af olden.

 Gedehornede får af den race, man i dag kan finde på bl.a. Orkney-øerne og Gotland, og som i udseende står jernalderfåret ganske nær.

Gedehornede får af den race, man i dag kan finde på bl.a. Orkney-øerne og Gotland, og som i udseende står jernalderfåret ganske nær.

Ganske anderledes forholdt det sig med fårene. Af dem blev temmelig mange slagtet, inden de var et år gamle, dvs. før deres første klipning. En mindre del blev slagtet mellem et- og toårsalderen, medens lidt flere var voksne dyr, der blev slagtet, når de var over to og et halvt år. Ulden har således ikke været det eneste formål med fåreavlen. Det samme indtryk får man i f.eks. byhøjen Smedegård i det nordvestlige Thy.132 Får synes at have været en meget væsentlig kødspise i jernalderen.

Det ser ikke ud til, at der var noget højdepunkt i slagtningen om efteråret. Det plejer ellers at være tilfældet i primitive dyrehold i et klima som det nordiske. Men i hvert fald i Vejleby var der intet, der antydede, at det var et problem af få kvæget gennem vinteren.

Ude på de små indhegnede markstykker i nærheden af landsbyen groede kornet. Ligesom i tidligere århundreder var det byg, der var den almindeligste kornsort, efterfulgt af hvede. Som nummer tre blandt kornsorterne fulgte havren.133 Det er imidlertid også værd at bemærke, at der var rug i det måltid, som kvinden i Huldremose indtog, inden hun engang omkring hundrede år efter Kr.f. blev kastet i mosen.134 Rug kender vi i Nordeuropa allerede i den keltiske jernalder,135 men herhjemme er Huldremose et af de tidligste fund, og en egentlig dyrkning af rug begyndte nok først i den yngre romerske jernalder.136

Huldremosekvindens sidste måltid indeholdt desuden ukrudtsplanten spergel. Den har helt op imod vor tid været brugt til at strække svindende forråd af korn.137 Spergel indgik også i såvel Grauballemandens som Tollundmandens sidste måltid.138 Det bekræfter, hvad vi allerede så antydninger af i den nedbrændte kælder i Overbygård (se Huse og kældre), at ukrudtsfrø systematisk blev indsamlet for at drøje på forrådet af korn.

Noter

131: C.F.W. Higham 1967.

132: B.H. Nielsen 1998.

133: D. Robinson 1993.

134: Se side 325 og T.G. Holden 1999.

135: F.M. Chambers 1989.

136: H. Helbæk 1970.

137: Fra Brejning i Vestjylland har man et eksempel på, at skolebørnene i nyere tid spiste brød delvis bagt af spergel, fordi rug var så sparsomt, se H.P. Hansen 1921, s. 114.

138: H. Helbæk 1950, 1958.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kvæg og korn i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430992

Afsnittet Kvæg og korn er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet