Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et tæt befolket bondeland

Oprindelig forfatter JJe

Mens romerne erobrede og befæstede deres besiddelser i Central- og Vesteuropa, var Danmark for alvor blevet et tætbefolket bondeland med marker, overdrev og enge og en befolkning, der levede i landsbyer eller på enkeltliggende gårde omgivet af opdyrkede agre. Man boede i næsten enhver krog af landet. I nogle egne lå landsbyerne mindst lige så tæt som senere hen i middelalderen og historisk tid. Ja, nogle steder lå de endog tættere.

Der var dog også steder i landet, hvor de ryddede lysninger endnu kun var småpletter i skovhavet. Her bredte skoven sig tilsyneladende uendeligt med sin ejendommelige bevoksning, hovedsagelig af eg og bøg. Træerne stod snart som ranke kæmpetræer, snart var de krogede af stormene. I disse skove drev bønderne stadig deres svin til olden. Og her hentede man bygningstømmer og træ til en mangfoldighed af formål.

Nogle steder var skovene en lavlandsbevoksning, hovedsagelig af el, ask, røn og birk. Andre steder var det ældgammel urskov på vældigt, bakket terræn. Her kunne man se kæmpemæssige træer, der var styrtet af ælde og med pragtfulde brud i de splintrede stubbe. Og her kunne man følge de gamle vejspor, der ofte gik som to, tre parallelt løbende kløfter gennem skovbunden. I den groede der bregner, hvis bleggrønne, sarte farve stod klar og lysende mod de mørke mosgroede stammer.

Annonce

 Når man i jernalderen ad en af de mange jyske hulveje var nået frem til et skovbryn, kunne det hænde, at man så ud over et mørktonet landskab med dybe moradser og tætte egeskove. Men der var også mange steder, hvor landskabet var mere å bent. Her lå b øndernes landsbyer tæt.

Når man i jernalderen ad en af de mange jyske hulveje var nået frem til et skovbryn, kunne det hænde, at man så ud over et mørktonet landskab med dybe moradser og tætte egeskove. Men der var også mange steder, hvor landskabet var mere å bent. Her lå b øndernes landsbyer tæt.

Men skoven var i stigende grad på retræte. Ganske vist havde bønderne i den tidlige jernalder foretrukket at leve på bakkeøerne og de sandede hedesletter i Midt- og Vestjylland. Det gjorde de, ikke blot fordi jorden var lettere at opdyrke, men også fordi de store eng- og mosestrøg gav så rigeligt med hø til vinteren og det tidlige forår. Men der blev stadig mindre nyt land at tage ind, efterhånden som menneskenes antal øgedes. Det betød, at man med stor omhu måtte underordne sig de lokale vilkår. At man måtte tilpasse og kontrollere dyrenes græsning, så det ikke gik for hårdt ud over bestemte jordtyper eller vegetationsformer. Men hertil var staldbruget velegnet. For det betød, at man igennem en del af året kunne regulere mængden og arten af kvægets foder ganske nøje. Men mange steder var de sandede jorder allerede blevet overudnyttet. De gamle marksystemer lå nu hen som vidtstrakte lyngheder og gjorde nytte for et beskedent antal nøjsomme hedebønder.29

Både kronvildt og råvildt husede denne skov. Enkelte omstrejfende ørne kunne man se af og til, foruden en mangfoldighed af ugler, musvåger, falke og forskellige småhøge. Også ravnen, som vi senere i historien skal møde som Odins fugl, rugede her. Man kunne møde den, når den i sin sorte fjerdragt i små flokke strejfede om på de nøgne vintermarker ved skovkanten. Man betragtede den sikkert med en vis frygtsom ærefrygt – den følelse, som mange hundrede år senere kom til udtryk i folkevisen:

Ravnen han flyver om natten om dagen han ikke må han skal have den onde lykke den gode ikke kan få.

Et billede af, hvor tæt bebyggelsen kunne ligge i disse århundreder, har man fået ved en minutiøs undersøgelse af et mindre område omkring Marslev på Nordøstfyn.30 Ved hjælp af matrikeloptegnelserne fra 1600-årene og de ældste kendte detailkort, udskiftningskortene fra de sidste årtier af 1700-tallet, har man kunnet genskabe et billede af det gamle kulturlandskab med dets fordeling af ager, eng og skov – et billede som sikkert i store træk svarer til jernalderens. Herpå er de enkelte landsbyers ejerlav indføjet, og man ser tydeligt, at grænsen mellem dem nøje følger terrænets naturlige skel, først og fremmest åer, bække, engdrag og (eng-) skov. 1700-tallets landsbyer lå selv på toppen af landskabets små morænehøjninger, der som „øer“ afgrænsedes af de vandløb, der løb i brede strøg af smeltevandsaflejringer fra istidsfloderne.

Man har imidlertid også kortlagt jernalderbosættelsen i det samme område af Nordøstfyn. Sammenligner man den med den historiske tids bebyggelse, ser man en tilsvarende sammenhæng mellem de naturlige skel i terrænet og landsbyjordenes afgrænsning. Rationalitetens lige linjer fandtes ikke i dette landskab. Vange- og agerskel, grøfter og gærder, jordvolde og levende hegn, alt fulgte landskabets former. Den menneskelige målrettethed var aldrig synlig i dette landskab. Men selv om vi ikke kender de enkelte bopladsers størrelse, peger undersøgelserne på en meget tæt bebyggelse i tiden omkring Kr.f. En bebyggelse så tæt, at der nødvendigvis må have været draget klare „ejerlavsskel“, og disse skel har efter alt at dømme fulgt det samme naturlige skelsystem som 1000, ja 2000 år senere.

Men det har også vist sig, at jernalderens jorder var endnu stærkere opdelt. Selv de mindste moræneøer var bebygget, i modsætning til senere tiders, hvor det kun var de største, der blev udnyttet. Det ser derfor ud til, at de skelsystemer, vi kender fra middelalderen, allerede var etableret i den ældre jernalder. Her var der blot flere af dem, fordi de enkelte landsbyer var mindre. Men allerede i 3.-4. århundrede e.Kr. kan man se, at landsbyenhederne bliver større, formentlig fordi flere små bebyggelser slås sammen til én større.

Selv om hver enkelt jernalderlandsbys jordtilliggende var betydelig mindre end senere hen, så sikrede jordens opdeling alligevel, at der var både ager, eng, åløb og skov til hver. Landsbyen selv lå på det højeste punkt, omgivet af agersystemerne med de dyrkede marker. Længere borte lå udmarkerne, overdrevene, engområderne og skoven. Den tætte bebyggelse i tiden omkring Kr.f. forudsatte, at tilhørsforholdet til jorden var klart defineret, og at grænserne for hver enkelt landsbys jorder lå fast.

 Oversigtsplan af rækkelandsbyen Overbygård i Vendsyssel med dens nedgravede huse.

Oversigtsplan af rækkelandsbyen Overbygård i Vendsyssel med dens nedgravede huse.

Jernalderbebyggelsen var anlagt sådan, at afstanden til de vigtigste ressourcer (agerland, græsningsarealer, vand osv.) var så kort som muligt. De områder, der krævede mest arbejde, lå også nærmest gårdene. Det synes at være en generel regel for landbrugssamfund verden over, at dyrkningsintensiteten falder, jo længere man kommer væk fra bebyggelsen. Grænsen for de intensivt dyrkede marker er omkring en kilometer fra landsbyen. Inden for denne afstand er det overkommeligt at gå frem og tilbage med sine redskaber, hente malkekvæget hjem på stald om aftenen og sætte det ud igen om morgenen osv.31

Det havde jernalderbonden også indset. Når landsbyerne og deres jorder var opdelt i så små enheder, som tilfældet åbenbart var i de første par århundreder e.Kr., kan det bl.a. skyldes, at driftsformen gjorde det uhensigtsmæssigt at bosætte sig i større enheder med flere mennesker, fordi man derved ville bruge for megen tid til at gå frem og tilbage mellem gårdene og markerne. Først da landbruget blev mere intensivt, og man producerede et større udbytte på de samme arealer, kunne landsbyerne fungere hensigtsmæssigt som større enheder. Det var formentlig, hvad der skete i løbet af det 3.-4. århundrede e.Kr. Og heri lå sikkert også en del af årsagen til den forandring af bebyggelsen, som fandt sted på samme tid, og som vi skal vende tilbage til senere.

Men lad os med den viden vende tilbage til Jylland og opsøge de steder, hvor jernalderbønderne boede, først i de nordlige egne af halvøen. I Vendsyssel og omkring det østlige Limfjordsområde fordrede den lokale byggeskik, at en del af gårdene var nedgravet i jorden, måske som en beskyttelse mod vinden. Det kom særlig tydeligt til syne i Overbygård-landsbyen, der lå på en lille sandet bakkeø i det sydlige Vendsyssel. På tre sider var landsbyen omgivet af lave, fugtige strækninger, fortrinligt græsningsland for kvæget.32 Vi har tidligere hørt om Overbygård-landsbyen (se Huse og kældre), idet den allerede var anlagt i århundrederne før Kr.f. I tiden efter Kr.f. bestod landsbyen af 10 forholdsvis små gårdanlæg. Fire af dem udgjordes blot af et enkelt langhus med beboelse i den vestlige halvdel og stald i den østlige. Seks af gårdene bestod hver af et hovedhus på gennemsnitligt 2022 m's længde og et udhus, der var bygget sammen med hovedhuset ved et fælles indgangsparti og tilsammen udgjorde et selvstændigt gårdanlæg. De lå halvt nedgravet i bakkesiden i en til to rækker på 150 m's længde. På langs i bebyggelsen mellem gårdene var der rester af en vej med hjulspor.

 Forenklet plan over det bedst bevarede hus i ældste stadium i Overbygård. En stald blev ikke påvist ved udgravningen, og lergulvets breden sig i østenden tyder på, at der ingen har været.

Forenklet plan over det bedst bevarede hus i ældste stadium i Overbygård. En stald blev ikke påvist ved udgravningen, og lergulvets breden sig i østenden tyder på, at der ingen har været.

Husene var nok af den traditionelle jernaldertype, men på et punkt skilte de sig ud: Gulvene var forsænket i undergrunden i en dybde af omkring 1 m. I almindelige jernalderhuse plejede der at være døre i begge langsider, i Overbygård var der kun én, nemlig i sydsiden. Det er dog ganske forståeligt, da rummene var nedgravet i en sydvendt bakkeskråning.

Indgangen til husene var udformet som en slags gang eller slidsk, der fra det forsænkede husgulv, førte let skrånende op til overfladen. Gangen kunne være op mod syv m lang og var kantet med render og stolpehuller, som antyder, at den havde haft en eller anden form for overbygning. Helt inde ved den egentlige dør, var der – noget upraktisk, skulle man synes -gravet et dybt hul, en kælder formentlig, som nødvendigvis må have været overdækket, for at man kunne færdes ud og ind. Udhusene lå i vinklen mellem hovedhus og indgangsrende. Også de var forsænkede, og taget hvilede, som i hovedhuset, på indvendige stolper.

Nedgravede huse fandt man også i det lille landsbysamfund Sejlflod, 15 km sydøst for Aalborg (se Fællesskabets landsbyer). I sin århundredlange levetid havde landsbyen nu flyttet sig flere gange, den vandrede så at sige rundt om en gravhøj, der lå på landsbyens territorium – og man fulgte trofast den lokale byggeskik, der fordrede, at en del af husene var nedgravet i jorden.33

 Rekonstruktion af et af gårdanlæggene i Overbygård

Rekonstruktion af et af gårdanlæggene i Overbygård

Ude mod vest, i det vestlige Limfjordsområde, i Thy og langs den jyske vestkyst helt ned til området syd for den nuværende dansk-tyske grænse var byggeskikken derimod en anden. Her stod bøndernes huse med græstørvopbyggede ydervægge, en konstruktionsform der gjorde, at landsbyerne undertiden udviklede sig til byhøje (se Landsbyer og gårde). Den i dag fredede jernalderlandsby Østerbølle i det vestlige Himmerland34 var nu ikke nogen byhøj. Den bestod i ældre romertid formentlig af ni gårde, hver med et langhus. I tre tilfælde lå der et lille udhus syd for hovedhuset. Gårdene havde græstørvopbyggede ydervægge og lå rundt om et større ubebygget område ganske som i Hodde. Landsbyen dækkede et areal på 80 m nordsyd og mindst 120 m i retningen øst-vest.

 Syv hustomter med sammensunkne jordvolde om kring en åben plads i heden ved Østerbølle i Vesthimmerland. Landsbyen er fra tiden omkring Kr.f.

Syv hustomter med sammensunkne jordvolde om kring en åben plads i heden ved Østerbølle i Vesthimmerland. Landsbyen er fra tiden omkring Kr.f.

Længere mod syd, i det sydvestjyske kystområde, havde husene foruden de tykke græstørvvægge også et andet lokalt særpræg: stenbrolagte stalde i langhusene. Det er et træk, som kendes fra Ho Bugt og helt ned til øen Sild.35 I dette område er det også muligt at udskille husene som selvstændige gårdanlæg på samme måde som i de øvrige dele af Jylland. Det er bl.a. tydeligt i en større bebyggelse, som er udgravet ved Kjærsig ved Esbjerg, og hvor der findes hegn med fundamentsgrøfter ved flere af gårdene.36 Et andet eksempel på en gård fra dette område er fra Archsum-Melenknop på Sild.37 Her grupperede fire gårde sig om en femte gård i det 1. århundrede f.Kr. En af gårdene bestod af et 14,5 m langt hovedhus med beboelse og stenbrolagt stald sammen med to mindre huse på henholdsvis 6 og 7 m's længde, liggende vinkelret på langhuset og med en stenbrolagt gårdplads imellem.

 I det sydvestlige Jylland var det skik at brolægge staldgulvet og sætte en grebning af større sten. Her ses en sådan hustomt fra Myrtue ved Esbjerg.

I det sydvestlige Jylland var det skik at brolægge staldgulvet og sætte en grebning af større sten. Her ses en sådan hustomt fra Myrtue ved Esbjerg.

Men lad os igen vende tilbage til de nordvestjyske egne, hvor landsbyerne undertiden dannede byhøje. En sådan lå ved Vestervig i Thy, på en af de yderste udløbere af de frugtbare egne i Sydthys indre.38 Landsbyen var grundlagt lidt efter Kr.f. men forblev i brug til hen imod 400 år e.Kr.39 Det udgravede område omfattede én enkelt gård i en mindre landsby, der formentlig omfattede tre sådanne gårde. Man kunne altså følge en enkelt gårds liv igennem 500 år.

Gårdanlæggets hovedbygning befandt sig på samme sted og med samme størrelse igennem hele bosættelsesperioden. Til det knyttede der sig et antal mindre bygninger. Selv om disse, først og fremmest dem der lå syd for hovedhuset, i nogen grad ændrede placering eller flyttedes lidt, så kan man alligevel påvise, at de enkelte bygninger afløste hinanden. Det hele var bundet sammen i en struktur, hvor hovedhuset lå nordligst og højest, og hvor de mindre bygninger befandt sig omkring en nord-syd gående akse markeret af og sammenholdt af forskellige stisystemer. Først i ældre germansk jernalder skete en væsentlig ændring af bebyggelsens struktur.

En beslægtet struktur havde byhøjen Heltborg få kilometer øst for Vestervig. Også her udgjordes den første fase af byhøjen af et gårdanlæg af nogenlunde samme størrelse som i Vestervig, bestående af fire bygninger, hvor der også var brolagte områder mellem husene.40 Hovedbygningen var dog lidt mindre end den tilsvarende bygning ved Vestervig. Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at der i Heltborg var tale om to mindre gårdanlæg.41

 Umiddelbart ved siden af kirken i Vestervig ligger en af de største byhøje i Thy. Den blev delvis udgravet i 1960'erne.

Umiddelbart ved siden af kirken i Vestervig ligger en af de største byhøje i Thy. Den blev delvis udgravet i 1960'erne.

En parallel til gårdanlægget i Vestervig fandt man i byhøjen Tåbel kun godt to km fra Vestervig Kirke.42 I et forholdsvis lille udgravningsfelt afdækkede man et øst-vest orienteret hovedhus med ca. 1 m tykke græstørvsvægge, med lergulv i beboelsesdelen og jordgulv i stalddelen. Midt fra husets sydside førte en indgangsbrolægning mod syd, og på begge sider af denne lå to mindre huse, også med metertykke græstørvsvægge.43 Muligvis hørte denne gård med til yderligere et antal gårdanlæg med hovedhuse og tilhørende udhuse, som lå på et lavt øst-vest gående højdedrag. De større hovedbygninger syntes at danne en række længst mod nord; lige syd for hovedbygningen var der et tomt område med brolægninger, og syd herfor igen lå de mindre bygninger.

I det nærliggende Mariesminde44 fandtes både langhuse og mindre bygninger, men de gamle udgravninger giver ikke mulighed for at fastslå, om bygningerne var knyttet sammen til sammenhængende gårdanlæg. Lidt bedre iagttagelsesmuligheder var der i byhøjen Hurup,45 hvor de enkelte gårdanlæg som regel bestod af et langhus nordligst, og hvortil der knyttede sig en eller to mindre bygninger umiddelbart syd herfor. Beslægtet med Hurup var byhøjen Smedegård i det nordvestlige Thy.46 Igen sås gårdanlæg bestående af et større langhus og en eller to mindre sidebygninger.

 Fra udgravningen af en byhøj ved Heltborg i Thy. Moderne udgravninger antager ofte industriel karakter. Her skulle et vej anlæg føres direkte igennem højen Til højre ses gravemaskinen.

Fra udgravningen af en byhøj ved Heltborg i Thy. Moderne udgravninger antager ofte industriel karakter. Her skulle et vej anlæg føres direkte igennem højen Til højre ses gravemaskinen.

Set under ét kan man konstatere, at i det område af Jylland, hvor byhøjene var fremherskende, og hvor husene havde metertykke vægge af græstørv, var gårdanlæggene nok af vekslende størrelse, men principielt af samme udformning. Normalt bestod de af et hovedhus med stald i den ene ende og beboelse i den anden samt 2-5 større eller mindre sidebygninger eller udhuse. Der kendes dog også lokaliteter, hvor den enkelte gård kun bestod af én bygning eller af en hovedbygning og en enkelt lille sidebygning. Det var en gårdform, som var opstået i de sidste århundreder f.Kr., og som i den efterfølgende tid udviklede en vis variationsbredde, men den var enerådende overalt i Danmark, uanset hvilken struktur landsbybebyggelsen i øvrigt havde.

Det kan man se, når man går længere mod syd, til Øst-, Midt- og Sydjylland. Her finder man landsbyer som f.eks. Vendehøj,47 som vi allerede tidligere har hørt om (se Bag landsbyens hegn). Vendehøj lå i det inderste af Kalø Vig i Østjylland, og bestod i tiden omkring Kr.f. af en klynge af individuelt indhegnede gårde. På den tid var gårdanlæggene begyndt at vokse mærkbart. Det samme gjaldt husenes antal og længde.

I de efterfølgende generationer oplevede landsbyen sin største blomstring. Den omfattede nu 12 gårde, hvoraf nogle var usædvanlig store. De bestod af et større langhus som hovedbygning, hvortil der knyttede sig en eller to mindre bygninger. En af gårdene var større end de andre, og bestod af en hovedbygning med tre eller fire mindre sidebygninger. Efter denne blomstring gik det noget tilbage for landsbyen. I sin sidste tid omfattede den kun 8-9 gårde, som alle var blevet mindre. Og i slutningen af det 2. århundrede f.Kr. var pladsen ubeboet – beboerne var flyttet andetsteds hen.

 Plan over jernalderlandsbyen Vendehøjs faser 1, 2 og 4. To af gårdene er vist i et tydeligere målestoksforhold. Blå angiver, at der er tale om en hovedbygning formentlig med stald. Øvrige langhuse er markeret med grøn, medens udhusene er vist med rød farve.

Plan over jernalderlandsbyen Vendehøjs faser 1, 2 og 4. To af gårdene er vist i et tydeligere målestoksforhold. Blå angiver, at der er tale om en hovedbygning formentlig med stald. Øvrige langhuse er markeret med grøn, medens udhusene er vist med rød farve.

Udformningen af Vendehøj-landsbyen med dens separat indhegnede gårde med nogen afstand til naboerne var en bebyggelsesform, der var typisk for Syd- og Midtjylland i århundrederne efter Kr.f. Den ser ud til at afløse landsbyerne med det store fællesareal i midten. I Vendehøj er tillige fundet grave, som i deres form og udstyr giver et indtryk af rigdomsforskelle blandt landsbyens beboere – og de samme forskelle genfindes i deres gårde. De mindste består af et enkelt hus på ca. 60 m2, mens den største gårds fem bygninger omfatter i alt mere end 300 m2.

En tilsvarende udformning af gårdene finder man i en samtidig landsby, som blev undersøgt ved Frederiksdalvej nær Randers.48 Igen var der tale om indhegnede gårdanlæg, som bestod af en hovedbygning med en eller et par sidebygninger.

Lidt længere mod syd, på en holm i Hansted ådal, ude i bakkernes, blæstens og bygernes land vest for Horsens, ligger Priorsløkke-landsbyen.49 Bebyggelsen dækker et område på 150 x 75 m og kan deles i en ældre og en yngre fase, begge falder de inden for de første to århundreder e.Kr.

De to faser af jernalderlandsbyen Priorsløkke. Den ældre landsby ses her. Til højre ses den yngre landsby og fæstningsværkerne.

De to faser af jernalderlandsbyen Priorsløkke. Den ældre landsby ses her. Til højre ses den yngre landsby og fæstningsværkerne.

 De to faser af jernalderlandsbyen Priorsløkke. Her ses den yngre landsby og fæstningsværkerne. Den ældre landsby ses til venstre.

De to faser af jernalderlandsbyen Priorsløkke. Her ses den yngre landsby og fæstningsværkerne. Den ældre landsby ses til venstre.

I den ældre fase bestod bebyggelsen af 14 huse af ret ensartet størrelse, 10-11 m lange. I den yngre fase var langhusene vokset til en længde af 1516 m. De enkelte gårdanlæg bestod af en hovedbygning med seks fag tagbærende stolper og to eller tre udhuse, hvoraf det ene havde tre sæt tagbærende stolper og som regel var orienteret modsat hovedbygningen, det andet udhus med blot to par tagbærende stolper. I den yngre fase bestod landsbyen af 8-9 gårde, hvoraf fem lå på række med hovedhusene i forlængelse af hinanden, hyppigst med udhusene syd for hovedbygningen.

Sammenlagt har der i landsbyen på den tid formentlig boet 60-100 mennesker.

I denne sene fase havde holmen været befæstet. Den havde været afgrænset fra det faste land ved et hegn samt på ydersiden en tør voldgrav. I hegnet fandtes kun en 3,5 m bred port, den eneste adgang til bebyggelsen, hvorigennem der kunne køre vogne. Selve bopladsområdet ligger ret højt, men mod sydvest, ved overgangen til det faste land, snævrer holmen sig ind, og her var forsvarsværkerne anlagt. Den meterdybe grav havde aldrig været vandfyldt, men dannede dog en anselig forhindring, før man nåede frem til det bagved liggende palisadehegn. Graven var 121 m lang, hegnet betydelig længere. Det dækkede landsiden rigeligt, men fortsatte ikke rundt om holmen, hvor moradset må have ydet tilstrækkelig beskyttelse.

Det var bemærkelsesværdigt, at ikke blot var sporene efter palisaden, men også de nedre dele af selve pælene i mange tilfælde bevaret. Størstedelen af disse var genbrugt bygningstømmer. Landsbyen må have haft adskillige år på bagen, da forsvarsværkerne blev opført. Spørgsmålet er så, hvor længe de havde fungeret. Ret kort, sandsynligvis – voldgraven så ikke ud til at have været renset op, tværtimod havde man brugt den som losseplads.

Nogle steder var træet så godt bevaret, at de enkelte øksehug kunne ses i tømmeret. Alt det tømmer, som kunne identificeres, var som nævnt genbrugt bygningstømmer af eg, bl.a. tagbærende stolper fra huse. Det giver den vigtige oplysning, at huse åbenbart var blevet revet ned for at yde træ til palisaden. Det er derfor nærliggende at slutte, at hele den lange palisade blev opført med kort varsel i en krisesituation, og at tømmeret til den blev skaffet ved, at man nedrev landsbyens huse. Da faren var drevet over, lod man forsvarsværkerne forfalde.

 I Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre genopførte man i 1988 et 30 m langt stykke af forsvarsanlægget fra jernalderen, udgravet i 1980-83 ved Priorsløkke i Østjylland. Anlæggets udformning med voldgrav, palisade og bag palisaden en platform til forsvarerne er tydeligvis baseret på at modstå et angreb af en fjendtlig styrke, hvori har indgået rytteri. Billederne viser anlægget set indefra mod portpartiet og set udefra langs grav og palisade.

I Historisk-arkæologisk Forsøgscenter i Lejre genopførte man i 1988 et 30 m langt stykke af forsvarsanlægget fra jernalderen, udgravet i 1980-83 ved Priorsløkke i Østjylland. Anlæggets udformning med voldgrav, palisade og bag palisaden en platform til forsvarerne er tydeligvis baseret på at modstå et angreb af en fjendtlig styrke, hvori har indgået rytteri. Billederne viser anlægget set indefra mod portpartiet og set udefra langs grav og palisade.

Til en voldgrav må der have hørt en vold. Lige inden for palisadegrøften fandtes en tæt række af små stolpehuller, hvori der havde stået småpæle. De støttede et gærde opsat inden for palisadegrøften, og som holdt den opgravede jord på plads, mens graven og palisadegrøften tømtes, dvs. før selve palisaden rejstes. Volden var altså bag palisaden. Da befæstningen var færdig, fungerede volden som en platform, hvorpå landsbyens forsvarere kunne kæmpe bag palisaden i en højere og dermed mere fordelagtig position.

Et efterlignende eksperiment har vist, at en arbejdsstyrke på 40 mand udstyret med skovle og hakker kunne opføre forsvarsanlægget på godt en uge.50 Beregninger af mængden af anvendt træ viste, at mængden til befæstningen ganske nøje svarede til, hvad der havde været til rådighed i landsbyens huse. Med andre ord: Hele landsbyen var revet ned, for at befæstningen kunne opføres. Det skal formentlig ses som udtryk for et behov, der rakte langt videre end den enkelte landsbys. Priorsløkke må have indgået i et større stammeterritorium, og kunne af en stærk høvdingemagt hurtigt beordres nedrevet og anvendt til defensive formål. Det afspejler ikke tilfældige småoverfald af sørøverilignende karakter, men egentlige krigeriske forhold. Havde en fremmed hær ønsket at trænge ind i landet via det inderste af Horsens Fjord, ville et væbnet forsvar med udgangspunkt i Priorsløkke i høj grad kunne vanskeliggøre en sådan indtrængen.

Lidt længere mod syd, ved Gårdlev ved Vejle, har man undersøgt et indhegnet gårdanlæg bestående af en hovedbygning og tre mindre udhuse af forskellig størrelse.51 Et andet anlæg, udgravet ikke langt derfra, ved Hvesager nær Jelling, består af to eller tre gårdanlæg omgivet af et kraftigt hegn. Anlægget har ligget alene og indgår ikke i nogen større bebyggelse. Der knytter sig imidlertid nogen usikkerhed til dets fortolkning. Af udgraveren er det blevet tolket som bestående af to gårde, hvoraf den vestlige inden for et område på 50 x 40 m omfatter et hovedhus med 10 større eller mindre sidebygninger, der dog ikke alle behøver at have stået på samme tid.52 Den østlige gård består af et hovedhus samt syv større eller mindre sidebygninger, hvoraf de fem er helt små med kun to sæt stolpehuller. Heller ikke her behøver alle bygningerne at have stået samtidigt. Gårdtoftens areal er på 40 x 25 m.

Anlægget kan imidlertid også tolkes som bestående af tre, nogenlunde lige store gårde. Herved bliver det vestlige anlæg delt op i to med hver sin hovedbygning og et antal tilknyttede sidebygninger.53 Omtolkningen bygger på, at gårdtofterne ikke er udgravet i deres helhed, og at de skjuler endnu ikke-iagttagne hegn. Hvorom alting er, består anlægget af nogle usædvanligt store gårde, som, hvis de optrådte i en bebyggelse med gårde af gennemsnitsstørrelse, ville blive betegnet som stormandsgårde.54 Man kan sammenligne dem med den lidt ældre stormandsgård i Hodde. Eller man kan betragte dem som forløbere for den udvikling af gårdanlæggene, som finder sted i den yngre romerske jernalder, dvs. i 3. og 4. århundrede e.Kr.

Yderligere en landsby fra 1. århundrede e.Kr. skal nævnes: Galsted, som ligger på et markant, højtliggende plateau på østsiden af Toftlund Bakkeø i Sønderjylland.55 Her lå gårdene, der var omgivet af et fælles hegn, omkring en åben plads med en ældre gravhøj i midten.56 Landsbyen bestod af 13 gårdanlæg, der hver kun bestod af et enkelt langhus. I det omgivende fælleshegn var der mod vest spor efter en bredere indgang, beregnet til kørsel med vogne. Husene var adskilt fra hinanden ved små forbindelseshegn og ved forbindelseshegn ud til fælleshegnet, hvorved der opstod en slags forgårde foran gårdhusene.

 Hvesager. Bebyggelse med stormandsgård fra 2. århundrede e.Kr. mellem to andre gårdanlæg. 1: hovedbebyggelsen. 2: hustomter, der ikke kan knyttes til hovedbebyggelsen.

Hvesager. Bebyggelse med stormandsgård fra 2. århundrede e.Kr. mellem to andre gårdanlæg. 1: hovedbebyggelsen. 2: hustomter, der ikke kan knyttes til hovedbebyggelsen.

Med undtagelse af tre var alle husene af samme størrelse. De havde seks sæt tagbærende stolper, var ca. 18 m lange og omkring 5 m brede, Som regel er indgangen i fælleshegnet anbragt lige ud for indgangspartiet. De tre huse, som adskiller sig i størrelse, var alle mindre – kun bestående af fire sæt tagbærende stolper. Landsbyens grundplan var nærmest pæreformet med en længde på godt 100 m og med en største bredde mod øst på knap 70 m. Et aflangt område gennem landsbyens langsgående midterakse var ubebygget. Grunden til at bredden var større mod øst end mod vest er, at landsbyen var bygget omkring en gravhøj fra ældre bronzealder. Husene kan kun følges i en fase og kun undtagelsesvis med enkelte udskiftninger af stolperne. Landsbyen, der dateres til 1. århundrede e.Kr., har således haft en ganske kort levetid.

Endnu et par sydvestjyske bebyggelser kan nævnes med gårdanlæg, der består af hovedbygning samt et til to sidehuse57 samt de ældre romertidsbosættelser, der er undersøgt i egnen omkring Esbjerg, f.eks. Vestergård ved Tarp nord for Esbjerg.58 Endelig skal også nævnes Dankirke ved Ribe,59 hvor i hvert fald de to huse III og VII stammer fra ældre romersk jernalder. Mest opsigtsvækkende i forbindelse med disse to huse er fundet af den senkeltiske pragtvogn (se Den hellige mose). Bortset fra fundene af disse vogndele er der dog intet der tyder på, at Dankirke i ældre romersk jernalder adskiller sig fra andre, samtidige bebyggelser. Men først og fremmest skal fremhæves den landsby, som på enestående vis giver os mulighed for at følge bosættelsens udvikling igennem det 1. årtusinde e.Kr. 30 km vest for Vejle ligger Vorbasse, hvor man i 1970'erne og 80'erne udgravede et område på henved 200.000 m2 og derved kunne følge et enkelt landsbysamfund igennem en lang række stadier. En efter en har landsbyerne afløst hinanden fra det sidste århundrede f.Kr. og helt frem til 1100-tallet, hvor den nuværende landsby Vorbasse blev anlagt.60

Den første landsby opstod som nævnt omkring 100 år f.Kr.f. Den omfattede i hvert fald ni langhuse og syv mindre udhuse. Efter blot et århundrede flyttede man hele herligheden lidt mod øst, og atter et århundrede senere 300 m mod nord. De tre landsbyer dækker tilsammen et tidsrum på ca. 300 år og føjer sig pænt ind i det billede af landsbyens udvikling, vi har givet på de foregående sider.61 Vi skal senere vende tilbage til Vorbasselandsbyens udvikling (se Et landsbysamfund i forvandling). Her skal vi dog nævne nogle bosættelser, som fandtes uden for selve landsbyen, og som derfor fortjener særskilt omtale.

I det 1. århundrede e.Kr. lå der en halv kilometer øst for Vorbasse-landsbyen et par selvstændige gårdanlæg.62 Et hegn af tætstillede stolper omgav dem begge, og de var sammenbygget på en måde, så det tydeligt kunne ses, at den ene gård var anlagt lidt senere end den anden. Hver af gårdene havde et 16 m langt hovedhus med beboelse i den ene ende og stald med båse til dyrene i den anden. (Mærkeligt nok ligger stalden mod vest, ikke som ellers almindeligt mod øst). Til den ene gård hørte yderligere et par udhuse, og uden for hegnene lå fire ovne til jernudvinding. Gårdene svarer således helt til dem, vi ellers kender fra de store landsbyer. Men de viser også, at man ikke var strengt bundet af landsbyfællesskabet. Man kunne åbenbart etablere sig udenfor, således som vi allerede så det i det sidste århundrede f.Kr.63

 Galsted-landsbyen i Sønderjylland fra det 1. årh. e.Kr. Landsbyen er bygget omkring en halvandet årtusinde ældre gravhøj fra bronzealderen.

Galsted-landsbyen i Sønderjylland fra det 1. årh. e.Kr. Landsbyen er bygget omkring en halvandet årtusinde ældre gravhøj fra bronzealderen.

Tilsammen tegner de mange jyske landsbyer et billede af en ganske differentieret bebyggelse fra de sidste par århundreder f.Kr. og frem til det 2. århundrede e.Kr. Den kan bestå af et meget varierende antal gårde. Fra bebyggelser med kun to gårde i Grønbjerg Skole og Vorbasse, til tre gårde i Omgård-Sig og eventuelt Jelling, 8-9 gårde finder vi i Priorsløkke, 10 gårde i Overbygård, 12 i Vendehøj, 13 i Galsted og formentlig omkring 14-15 gårde i Borremose. Den største bebyggelse er landsbyen Hodde, der i begyndelsen har 17 samtidige gårde, men slutter med 27 samtidige gårde. Der synes ikke at være nogen direkte sammenhæng mellem antallet af gårdenheder og landsbyernes struktur. Husene kan ligge på række, i klynge eller omkring en åben plads.

 To enkeltgårde med selvstændige hegn fra ældre romersk jernalder udgravet i nærheden af Vorbasse i Sydjylland.

To enkeltgårde med selvstændige hegn fra ældre romersk jernalder udgravet i nærheden af Vorbasse i Sydjylland.

I århundrederne efter Kr.f. kan man næsten tale om en standard-gård, bestående af et vekslende antal moduler. Den udgøres af en hovedbygning med seks sæt tagbærende stolper, beboelse i vestenden og stald i østenden. Til hovedhuset knytter der sig to eller flere sidebygninger eller udhuse, som kan have fra to til fire sæt tagbærende stolper.64 Disse småhuse ligger ofte umiddelbart syd eller nord for hovedbygningen, og deres antal kan variere ganske meget. 1-2 sidebygninger er formentlig gennemsnittet, men tallet kan også nå op på 6-7. Der findes også gårde helt uden sidebygninger.

Selv om der findes lokalt betingede byggetraditioner i Jylland, så synes det kun i begrænset omfang at have påvirket det overordnede billede: Gårdanlæggenes struktur er den samme, uanset hvilken bebyggelsesform de forekommer i. Det gælder også byhøjene i det nordvestlige Jylland. Der er således intet, hverken i gårdenes eller i landsbyernes struktur, der tilsiger at forholdene i Thy og naboområder skulle adskille sig væsentligt fra forholdene i det øvrige Jylland i ældre romersk jernalder.65

I gravfundene fra den ældre romerske jernalder kan vi se, hvordan det er stormanden og krigeren der tegner udviklingen igennem perioden, og hvorledes en social differentiering finder sted igennem de første par århundreder efter Kr.f. (se De jyders land). Helt så tydeligt tegner billedet sig endnu ikke gennem bopladsudgravningerne. I flere af de jyske bosættelser kan man dog se forskelle i de enkelte gårdes størrelse, som vidner om betydelige økonomiske og sociale forskelle. Det er først og fremmest gårde som f.eks. den store i Hodde og den ene af gårdene i Jelling med dens imposante indgange, der markerer sig som stormandsgårde. Fra dem er der et stort spring ned til de smågårde på kun 5-6 m's længde, som kun har givet plads til nogle få større husdyr. Der kan næppe herske tvivl om, at beboerne i de økonomisk velstående gårde har indtaget en politisk magtstilling i samfundet. En eller anden form for afhængighedsforhold må have eksisteret mellem stormandsgårdene og de øvrige beboere i landsbysamfundene. Til disse forhold, som må afspejle forskellig økonomisk formåen, skal vi flere gange vende tilbage i det følgende.

Vender vi os fra det jyske område med dets talrige bopladsudgravninger til Østdanmark, så tegner bosættelsesbilledet sig ikke med den samme klarhed. På Fyn har nyere undersøgelser dog vist, at der fra århundrederne omkring Kr.f. findes både langhuse med længder på 11-20 m og små huse bygget over to sæt tagbærende stolper, der tilsammen må udgøre gårdanlæg af samme art, som vi kender dem fra Jylland.66 På nogle få fynske lokaliteter67 har man kunnet få et vist indblik i bebyggelsens struktur. Gårdene synes at være placeret i flere ensartet orienterede rækker, formentlig lidt på samme måde som vi har set det i Overbygård og Priorsløkke i Jylland. Ingen fynsk jernalderbebyggelse er dog endnu udgravet i sin helhed. Det er derfor meget begrænset, hvad man kan sige om landsbyernes størrelse,68 og om der findes enkeltgårdbebyggelser.

 Luftbillede af enkeltgård fra Allestrup i det nordlige Midtjylland. Jernalderens gårdanlæg kan være svære at fotografere, men denne enkeltgård fra Allestrup ved Allingåbro er en undtagelse. De mørke spor efter huse og hegn viser, at man har bygget om flere gange.

Luftbillede af enkeltgård fra Allestrup i det nordlige Midtjylland. Jernalderens gårdanlæg kan være svære at fotografere, men denne enkeltgård fra Allestrup ved Allingåbro er en undtagelse. De mørke spor efter huse og hegn viser, at man har bygget om flere gange.

På Sjælland tegner billedet sig på samme vis. Heller ikke her kan man endnu pege på udgravninger, som med klarhed viser os udviklingen af gården og bebyggelsen fra århundrederne omkring Kr.f.69 på Bornholm er det også først i de senere år, at man har kunnet begynde at danne sig et billede af bebyggelsens udformning i århundrederne omkring Kr.f. På Runegård har man udgravet ca. 40 hustomter fra netop den tid. 13-14 af disse tomter er brandtomter og synes at tilhøre samme bebyggelsesfase. Der findes både langhuse og små huse, og de er af samme konstruktion som de samtidige huse fra Jylland og Fyn, dog med en lidt ændret vægkonstruktion.70

Selv om man i Runegård ikke kan se, hvor mange huse, der har eksisteret samtidig, antyder udgravningerne, at der er tale om en ganske stor bebyggelse, uden tvivl en større landsby, der har bestået af et antal gårdanlæg, på samme måde som man i de samme århundreder kunne se det i Jylland.

Det er altså først og fremmest i Jylland, at vi kan følge udviklingen af landsbysamfundet igennem århundrederne omkring Kr.f. Hvordan passer det nu med det billede, der tegnes af de klassiske forfattere? Ganske dårligt, må man sige. Ifølge de klassiske skribenters forestilling om kulturel udvikling måtte de primitive germanere nødvendigvis leve af jagt. Både Cæsar og Tacitus tegnede derfor et billede af et samfund, hvor agerbruget, hvis det overhovedet fandtes, var meget lidt udviklet, og hvor befolkningen knap nok var bofast. Det medførte igen, stadig ifølge de antikke forfattere, at ingen ejede jord eller besad rigdom, og samfundet var derfor gennemsyret af fællesskab og solidaritet. Det kunne nok være, at nogle var mægtigere end andre, mente man fra romersk side. Det kunne bare ikke ses.

Her har de arkæologiske kilder vist os et ganske anderledes billede. Den germanske befolkning ernærede sig som bønder, dyrkede jorden og holdt kvæg på stald. Man levede i små landsbysamfund, som i hvert fald ikke flyttede hvert år, men derimod blev liggende på det samme sted generationer igennem. Skete der omflytninger, var det hele landsbyen, der rykkede nogle få hundrede meter, mens det stadig var den samme jord, der blev udnyttet. Alle har heller ikke haft lige meget – gårdene var i hvert fald ikke lige store. Og ser vi på gravfundene, fornemmer vi, at der netop i disse århundreder voksede et krigeraristokrati frem, som de romerske embedsmænd i provinserne i øvrigt havde et godt øje til – og med god grund. Hvad de antikke forfattere nedskrev i deres skriftlige beretninger, var tydeligvis mere beregnet til propaganda på hjemmefronten.

Noter

29: Se P.V. Glob 1951.

30: E. Porsmose 1987, s. 44 ff.

31: L. Hedeager 1988, s. 114.

32: J. Lund 1976, s. 129; 1984, s. 57.

33: Nielsen & Rasmussen 1986; J.N. Nielsen 2000.

34: G. Hatt 1938, s. 166; J. Brøndsted 1960, s. 125 ff.; S. Hvass 1985b, s. 140 ff.; idem 1988, s. 60.

35: N. Thomsen 1953, 1964, 1968.

36: N. Thomsen 1963, s. 266, H. Christiansen 1985.

37: Kossack, Harck & Reichstein 1974, s. 300.

38: Andersen & Voss 1963; C.L. Vebæk 1976, s. 60; F. Kaul 2002.

39: Bebyggelsen opdeles i 8 faser, den yngste dateres til en tidlig del af ældre germansk jernalder, se F. Kaul 2002.

40: J.-H. Bech 1984; 1985.

41: I den efterfølgende fase af byhøjen ved Heltborg er der beklageligvis ikke muligheder for en klar sammenligning, idet det udgravede område nu, dvs. i ældre romersk jernalder, ikke omfattede ét sammenhørende gårdanlæg, men derimod hjørner eller dele af flere gårdanlæg (se J.-H. Bech 1984, 1985).

42: AUD 1992, s. 174.

43: Muligvis hørte der flere mindre bygninger til dette gårdanlæg. Dette kunne dog ikke afgøres p.gr. af udgravningsfeltets begrænsede størrelse.

44: G. Hatt 1960, s. 72; J. Brøndsted 1960, s. 131 ff.

45: K. Salewicz ISKOS 1, 1976; A. Kann Rasmussen 1968.

46: B.H.Nielsen 1998a.

47: Ejstrud & C.K. Jensen 1995, 1998.

48: F. Christiansen 1996.

49: F. Kaul 1985c, 1997; S. Hvass 1988.

50: Jønsson & Kaul 1994.

51: S. Hvass 1988, s. 62 ff.; Ejstrud & Jensen 2000, s. 60; F. Kaul 2002.

52: D. K. Mikkelsen 1990.

53: P. Ethelberg 1995b; F. Christiansen 1999.

54: Se Ejstrud & Jensen 2000.

55: P. Ethelberg 1995; H.E. Sørensen 1996, s. 81.

56: Også i Hodde lå en stenalderhøj direkte op til jernalderens bebyggelse, men dog ikke midt på forten.

57: F.eks. Tarm (T. Egebjerg Hansen 1985), Hesselmed og Selager ved Varde (Knudsen & Rindel 1989.

58: Stoumann, Siemen et al. 1996, s. 38 og s. 48.

59: S. Jensen 1988.

60: S. Hvass 1977a-b, 1978a, 1979a-c, 1983, 1984.

61: Ved udgravningen af de tre ældste byer blev kun undersøgt akkurat så meget, at man kunne fastslå bebyggelsens udstrækning, alder og varighed. De fundne huse med videre svarede helt til de velkendte fra perioden.

62: S. Hvass 1980a, s. 170, 1985, s. 141.

63: Nær de to enkeltgårde lå en lille gravplads fra samme tid. De døde var brændt og urnerne samlede i tre grupper, formentlig svarende til tre familier. Undersøgelser af knoglerne viser sammen med gravgodset, at de 18 gravsatte alle er kvinder – voksne, men i øvrigt af højst forskellig alder. De samtidige mandsgrave kender man også, men ikke her. De er fundet en for en spredt over hele området. Nogle med rigt våbenudstyr, andre blot med en ragekniv. De to køn fik altså ikke samme behandling efter døden.

64: F. Kaul 2002.

65: F. Kaul 2002.

66: J. Jacobsen 1983, s. 27.

67: Køstrup Vest og Staurby, se M.B. Henriksen et al. 1997.

68: Bopladsen Lykkebjerg, i Brenderup sogn, omfatter dog 34 hustomter fra ældre romertid. Se M.B. Henriksen et al. 1997.

69: Gennem et stort antal bopladsudgravninger på Sjælland er man i disse år ved at rette op på skævheden i bebyggelsesstudierne i henholdsvis Øst- og Vestdanmark. Det gælder såvel bebyggelsens struktur som dens beliggenhed i landskabet og detaljerne i husenes konstruktion. Se bl.a. AUD 1997, nr. 61 og 124; AUD 1998, nr. 61 og AUD 1999, nr. 55. Det er dog endnu for tidligt at udtale sig om resultaterne af undersøgelserne.

70: M. Watt 1980, s. 69; 1983, s. 140.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Et tæt befolket bondeland i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430990

Afsnittet Et tæt befolket bondeland er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet