Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

"Et land det er trist at beskue"

Oprindelig forfatter JJe

Romernes ekspansionspolitik havde ført til, at deres opmærksomhed var blevet vendt mod nord. Gennem smertelige erfaringer havde man fået kendskab til fremmede stammer og folkeslag fjernt fra Middelhavet. Vi får nu for første gang i historien beskrivelser af de folkeslag, som boede i det europæiske kontinents indre – og i nogle tilfælde også i dets yderkanter i nord og nordvest.

Naturligvis havde interessen været størst for de områder, der direkte var målet for den romerske erobring. Cæsars beskrivelse i bogen om Galler-krigene havde givet et indtryk af, hvordan situationen så ud, da han i 58 f.Kr. begyndte sin erobring af den endnu frie del af Gallien.14 Men hos Cæsar fik man også en vis beskrivelse af de germanske stammer, som levede på den østlige side af Rhinen.

 Som germanerne så sig selv. På diverse små metalbeslag til skjolde, bandolerer og lignende afbildede germanerne ansigtsmasker, fortrinsvis af krigere. De danner et interessant modstykke til gengivelserne af germanske krigere på de romerske sejrsmonumenter.

Som germanerne så sig selv. På diverse små metalbeslag til skjolde, bandolerer og lignende afbildede germanerne ansigtsmasker, fortrinsvis af krigere. De danner et interessant modstykke til gengivelserne af germanske krigere på de romerske sejrsmonumenter.

Nu var billedet af det Europa, som romerne var ved at underlægge sig, naturligvis set gennem romerske briller. Og vil man læse kulturhistorie ud af Gallerkrigene, opdager man snart, at Cæsars beretning er gennemsyret af en verdensopfattelse og af et menneskesyn, som i bund og grund byggede på opfattelsen af den stærkes ret over den svage, af den højere kulturs ret over den lavere.15 Vi kalder det syn imperialistisk – og det lever i bedste velgående den dag i dag, om end i andre forklædninger end i antikken.

Annonce

For antikkens mennesker var den civiliserede verdens centrum Grækenland og Rom. Herfra bredte civilisationen sig som ringe i vandet. Og nåede man ud over civilisationen, fandtes der kun barbarer. I denne etnocentriske verden var man overbevist om, at det kulturelle niveau faldt med afstanden fra centrum. Til gengæld voksede graden af barbari med afstanden. Det var en tankegang, som dybt påvirkede romernes forestilling om fremmede folks levevis. For selvfølgelig så romerne deres imperium med dets varme klima og højtudviklede agerbrug som udtryk for den højeste civilisation. Rom var det centrifugale kraftcenter – og jo større afstand fra Rom, jo lavere kulturelt niveau befandt barbarerne sig på. Man forestillede sig, at de nærmestboende barbarer ernærede sig som primitive agerbrugere; dernæst kom nomaderne som en mellemform, og i den yderste periferi af verden levede menneskene som jægere.

Det gav anledning til følgende skildringer af germanerne, som Cæsar så dem fra sin position i Gallien: „De færreste af indbyggerne inde i landet (dvs. i Germanien) dyrker korn; de lever af mælk og kød og klæder sig i skind. De går med langt hår og har raget sig over hele kroppen, men ikke i hovedet og på overlæben. De er ti eller tolv mand fælles om hustruerne, især brødre med brødre og fædre med sønner; men deres afkom regnes for børn af den, til hvis hjem vedkommende kvinde er blevet ført som jomfru“.16

Videre kan han berette, at „agerbrug interesserer de sig ikke for, og deres føde består for størstedelen i mælk, ost og kød. Begrebet privat jordejendom kendes ikke, men øvrigheden og høvdingene bestemmer fra år til år, hvilke og hvor store stykker jord, der skal anvises de enkelte slægter, familier og andre mindre grupper af befolkningen, og lader dem så næste år flytte andetsteds hen. De anfører mange grunde til denne ordning: deres undergivne må ikke få lyst til at blive bofaste og give sig til at drive agerbrug i stedet for at føre krig; de må ikke blive interesserede i at skaffe sig stor landejendom, så at de stærke driver de svage fra deres jord; de må kun bygge boliger, der lige netop kan beskytte dem mod kulde og varme; de må ikke få lyst til at skaffe sig rigdom, som jo altid er årsag til splid; de skal holdes fri for enhver form for ambition, derved at de ser, at selv de mægtigste ikke er rigere end de selv“.17 Når de klassiske forfattere, herunder Cæsar, skriver om germanerne, at de ikke – eller næsten ikke – dyrkede jorden, men udelukkende holdt kvæg, kan baggrunden være, at den germanske befolkning i de kaotiske tider med vedvarende krig og plyndring, i perioder opgav at dyrke jorden. Tilbage var dyrene, som de kunne tage med sig på flugt og skjule i skovene, hvis fjendtlige tropper nærmede sig.18

 På ydersiden af deres lerkar anbragte pottemagerne undertiden ansigtsdekorationer. De her viste stammer fra lerkar, der alle er fundet i Jylland. Kar 1:4, detaljer 1:2.

På ydersiden af deres lerkar anbragte pottemagerne undertiden ansigtsdekorationer. De her viste stammer fra lerkar, der alle er fundet i Jylland. Kar 1:4, detaljer 1:2.

Når Cæsar beskrev sine modstandere kelterne, var det som barbarer. Men når han beskrev germanerne, så var det nærmest som vilde mennesker, simpelthen fordi de boede så langt borte. De havde ikke gjort udviklingen med, de levede nærmest i en urtilstand. Forestillingen om denne urtilstand har levet helt op til vore dage.

Det andet skrift, som belyser romernes forhold til folkeslagene i nord, bærer navnet Germania. Det var forfattet i år 98 e.Kr. af den romerske statsmand og historiker C. Cornelius Tacitus (o. 50-118 e.Kr.).19 Tacitus blev i sin karriere såvel senator som konsul og guvernør (over Lilleasien), men han var samtidig forfatter til en række historiske værker, hvoraf det tydeligt fremgår, at han var republikaner og følte sig stærkt frastødt af, hvad han følte var den almindelige moralske opløsning i det romerske kejserdømme.

Men dertil kom, at han var født kun en generation efter det skæbnesvangre nederlag ved Kalkrieser Berg, og det farver hans beskrivelse af Germanien, som han finder hæsligt. Og han spørger med afsky: „Hvem ville desuden – bortset fra faren på det grufulde ukendte hav – have forladt Asien, Afrika eller Italien for at tage til Germanien med dets uskønne landskaber og dets rå klima – et land det er trist at beskue, medmindre det da er ens fædreland?“.20

Tacitus' grundholdning til Germanien, en blanding af skræk, afsky og uvidenhed, var typisk for samtiden. Men typisk var også hans fascination af barbarerne i nord. Den hang sammen med hans republikanske grundholdning, som dikterede ham på samme tid at fremstille germanerne som moralsk uangribelige og af samme ubestikkelige integritet som de gamle romere. „Germanerne selv er landets oprindelige befolkning og ikke det mindste opblandede med fremmede folkeslag“, kan han berette. De er kort sagt „en raceren folkeæt med et individuelt særpræg uden lighed med andre“.

Når han skulle forestille sig folkene deroppe i nord, så han ikke blot deres fremtoning, men også deres karakter og temperament, som noget, der var afhængigt af klimaet: „Øjnene er hårde og blå, håret rødblond, kroppen er stor og kun egnet til et kort stormløb“.21 Sådan lød Tacitus' karakteristik af germanerne. Ikke mærkeligt at han indirekte blev leverandør til bl.a. nazisternes raceforestillinger endnu to tusinde år senere. At erhverve det ældst bevarede manuskript af Germania kom da også hurtigt til at stå højt på ønskelisten hos dem, der udformede Det tredje Riges kulturpolitik.22

Den ældste trykte udgave af Tacitus' Germania var udkommet i Venedig i 1470, ikke mange år efter bogtrykkerkunstens opfindelse. Bogen var baseret på en afskrift af et endnu ældre, nu forsvundet manuskript, som befandt sig i familien Guarnieris bibliotek i Ancona i Italien. Den bevarede afskrift, nu kaldet Codex Aesinas, blev i 1920'erne genstand for tyske historikeres store interesse. Manuskriptet var i mellemtiden overgået til en anden fyrstefamilies ejendom, familien Balleani, men efter Hitlers magtovertagelse i 1933 voksede et stærkt ønske frem om, at Codex Aesinas skulle overføres til Det tredje Rige.

I 1936 besøgte Mussolini Berlin, og Hitler anmodede ved den lejlighed om at måtte få Codex Aesinas udleveret. Mussolini sagde først ja, men siden, da sagen vakte stor opstandelse i Italien, nej, og manuskriptet forblev, hvor det var, i Balleani-familiens eje. Efter Mussolinis fald i 1943 følte nazisterne, at nu var tiden inde til at sikre sig Tacitus-manuskriptet. En afdeling af Himmlers kulturpolitiske stormtropper, SS Ahnenerbe,23 blev sendt til Balleaniernes familiedomicil i Fontedamo og splittede bogstaveligt talt paladset ad i forsøget på at finde manuskriptet. Men forgæves. Manuskriptet var nemlig skjult i en blikdåse dybt nede i kælderen i en anden familiejendom og blev aldrig fundet.24

Efter krigen blev manuskriptet opbevaret i Banco Sicilianos kælderhvælvinger i Firenze. Her var oversvømmelser fra floden Arno nær ved at ødelægge det i 1966. Skaderne var dog heldigvis af begrænset omfang.

Men tilbage til Tacitus selv. For ham var Germania alt land nord og øst for Limes, i moderne sprogbrug Tyskland, Polen, Tjekkiet, Slovakiet. Og i øvrigt også områder øst herfor, og som vi har set, Skandinavien og Balticum. Tacitus har næppe nogensinde været i Germanien, men en del af hans beretning bygger sandsynligvis på øjenvidneskildringer og på andre historikere med direkte kendskab til de germanske forhold, først og fremmest Plinius den Ældre. Men selv om langt fra alt i Germania står til troende, er den alligevel en vigtig historisk kilde, også for Danmark, der var en del af det germanske stammeområde.

Men Germania er af mange grunde en vanskelig kilde at benytte. Først og fremmest er det ofte svært at se, hvornår Tacitus giver en præcis oplysning, og hvornår pennen af alle mulige andre grunde løber af med ham. F.eks. skriver han om Germanien: „Det er rigt på sædekorn, men tåler ikke frugttræer, og det er frugtbart på kvæg, men dette er gerne kummerligt. Germanerne glæder sig alene over størrelsen af deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom. Jeg skal ikke kunne sige, om det er i nåde eller vrede, at guderne ikke har forundt dem guld eller sølv. Dermed ikke være sagt, at der ikke findes guld eller sølvførende årer i Germanien. Ingen har nemlig søgt efter dem. For det optager ikke germanerne synderligt at eje eller besidde disse ædelmetaller“.25 Her er det sidste jo helt oplagt forkert – de arkæologiske fund modsiger klart Tacitus på dette punkt.

Tilsammen kan de arkæologiske og de skriftlige kilder dog tegne noget af et billede af livsformen blandt de germanske folkeslag i Europas nordlige egne. Lad os derfor vende tilbage til de arkæologiske kilder og se, hvad de kan berette om folkeslagene heroppe mod nord i den periode, man kalder den ældre romerske jernalder, og som dækker tiden fra Kr.f. til midt i det 2. århundrede e.Kr. De arkæologiske fund fra den tid er meget rige, bl.a. rummer de mange romerske importvarer.26 Og navnlig ved hjælp af dem har man kunnet opbygge en ganske detaljeret kronologi.

Den ældre romerske jernalder opdeles gerne i to tidsafsnit, et ældre og et yngre. De går fra henholdsvis Kr.f. til 70 e.Kr. – og fra 70 e.Kr. til tiden mellem 150 og 200 e.Kr.27 Tiden efter ca. 150 e.Kr. er en art overlapningshorisont mellem ældre og yngre romersk jernalder, som varer til senest 200 e.Kr. Skillelinjen mellem den ældre og den yngre romerske jernalder sætter vi her i slutningen af det 2. århundrede e.Kr.28 Efter dette tidspunkt ændrer de politiske forhold sig afgørende i Europa. Den romerske nordgrænse, der fulgte Rhinen og Donau, løbes for første gang over ende af de germanske stammer fra områderne nord for Romerriget, og den romerske kejser må for første (men langt fra sidste) gang lide den tort at slutte fred med germanerne uden at have besejret dem.

Noter

14: B. Grønbech 1967.

15: Allan A. Lund 1979; L. Hedeager 1988, s. 90 ff.

16: Cæsar: Gallerkrigene 5, 14.

17: Cæsar: Gallerkrigene 6, 22.

18: Som foreslået af Hedeager & Tvarnøe 1991, s. 101.

19: Allan A. Lund 1979, 1981a-b, 1985.

20: Tacitus: Germania 2. Oversættelse Allan A. Lund.

21: Tacitus: Germania 4.

22: S. Shama 1999, s. 75 ff.

23: M. Kater 1974.

24: L. Canfora 1979.

25: Tacitus: Germania 5.

26: De enkelte importtypers datering er forbavsende ensartet og deres omløbstid som oftest ret kortvarig. Derfor kan importen bidrage til en vurdering af diverse forhold i det daværende sydskandinaviske samfund. Den romerske imports omløbstid (brugstid) er stort set den samme i hele det frie Germanien, se U. Lund Hansen 1985, s. 254.

27: Det ældste af tidsafsnittene, B 1, kan yderligere opdeles i B 1a og B 1b, som henholdsvis dækker tiden fra Kr.f. til 40 e.Kr. og 40 efter Kr.f. til 70 efter Kr.f.

28: Om overgangshorisonten se U. Lund Hansen 1987, s. 169. Denne overgangshorisont bliver gerne regnet med til yngre romersk jernalder, idet de tidligste regulære typer fra yngre romertid optræder her for første gang. Markomannerkrigene udspiller sig altså i de næsten parallelt løbende faser B2/C1a og C 1a.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: "Et land det er trist at beskue" i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430989

Afsnittet "Et land det er trist at beskue" er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet