Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gravenes vidnesbyrd

Oprindelig forfatter JJe

Hvordan de så ud, de gravpladser der lå uden for landsbyerne, ved vi i virkeligheden meget lidt om. Her og der har man naturligvis kunnet se nyanlagte grave, hvor kisten endnu ikke var sunket sammen. Formentlig var de andre grave da også markeret i overfladen, måske som små tuer, for man vidste, hvor de lå, når man gravede det dybe hul til en ny. I hvert fald hændte det næsten aldrig, at man gravede ned til og forstyrrede en ældre grav. Man vidste, hvem der lå dernede under grønsværen, og de var af samme slægt som en selv. Tit sad vel også gamle folk ved gravene og erindrede eller fortalte om dem, der var gået forud. Her kunne man fornemme sammenhængen i slægten over generationerne.

Når vi i dag udgraver de gamles gravpladser, er det, fordi sporene af de begravelsesritualer, som de efterlevende udførte ved de plankebyggede kister eller ved de rygende ligbål, kan give os indblik i svundne samfundsformer. For gravritualerne var en slags budskab om, hvordan de levende ønskede, at andre – naboer og slægt – skulle opfatte den døde og dem selv. Ikke sådan at man direkte kan slutte fra indretningen af gravene til de levendes samfund. Ikke mindst gjaldt det, at i den ældre romerske jernalder var gravritualerne komplekse og varierede stærkt fra egn til egn. Antallet af gravfund er stort, det drejer sig skønsmæssigt om 4-5000.2 Men ofte mangler helt basale oplysninger om fundene. F.eks. er det langt fra altid, at man kan bestemme de dødes alder og køn. Rester af knogler er sjældent bevaret i jordfæstegravene. Det er også langtfra altid, at man kan sige, om gravgaverne havde tilhørt en mand eller en kvinde. Våbenudstyret er dog en undtagelse – det findes altid i mandsgravene. En yderligere vanskelighed er det, at man i mange egne kun kender grave fra en del af den ældre romerske jernalder. Generelt gælder dog, at jo rigere gravene er, jo bedre er muligheden for at bestemme den dødes køn og sociale position.

 Udbredelsen af gravfund fra ældre romersk jernalder i Danmark.

Udbredelsen af gravfund fra ældre romersk jernalder i Danmark.

Gravgaverne er således det bedste udgangspunkt, når man skal prøve at fortolke det budskab, de efterlevende gennem gravritualerne meddelte til omverdenen, når en af slægtens døde blev gravsat. Her har den moderne arkæologi udviklet metoder, kvalitative såvel som kvantitative, der kan belyse den dødes placering i samfundshierarkiet.3 Gennem kombinationsanalyser kan man bestemme den kvalitative mangfoldighed i gravudstyrets sammensætning. Det giver et godt udgangspunkt for at diskutere såvel anvendelsen af statussymboler som betydningen af lokale og regionale traditioner. Igennem de kvantitative analyser kan man vise den kvantitative differentiering af gravgaverne, dvs. kompleksiteten i gravinventarets sammensætning inden for videre geografiske rammer.4 Man kan f.eks. belyse rigdomsvariation og social kompleksitet, som det f.eks. afspejles i antallet af statusindikatorer i gravene.

Annonce

Igennem sådanne analyser kan man besvare spørgsmål som: Er de værdifulde genstande f.eks. spredt over et bredt udvalg af grave, eller koncentrerer de sig i nogle enkelte? Er våbengravene, sammenlignet med andre grave, rigt udstyrede? Er fordelingen af rigdom hos mænd og kvinder ens. Eller kan man spore kønsbestemte forskelle i gravgodset? Er der geografiske eller tidsbestemte forskelle mellem gravene? Disse analyser kan synes meget abstrakte, men de bringer trods alt det uensartede kildemateriale på en fælles formel, og gør sammenligninger mellem gravene fra landet som helhed mulig – også uanset om det er jordfæstgrave eller brandgrave.

Sammenlignet med jernalderens første fem århundreder blev gravgaverne overalt i landet rigere i løbet af den ældre romerske jernalder -mindst på Sjælland, i Nordjylland, i Vestjylland og de sydligste dele af Sønderjylland.5 Men i visse egne af landet opstod der en større kompleksitet og flere regionale forskelle i gravskikkene og gravformerne. De ledende slægter investerede betydeligt mere gravgods i gravene. Deres grave var dybere, mere solidt byggede og rigere udstyret end flertallets. Også i døden ville man vise, hvem der var de førende i det samfund, der var ved at forvandle sig.

I disse rige grave udgjorde den romerske import et væsentligt indslag, men der var som nævnt stærke regionale forskelle. Talrigst er fundene på Lolland og Fyn.6 Den romerske import findes så at sige altid i grave med et stort udvalg af gravgaver.7 Kun undtagelsesvis finder man importgenstande i grave med kun få andre gravgaver. I enkelte egne af landet er der fundet meget lidt import i gravene, det gælder i de tidligere amter Hjørring, Randers, Århus, Tønder, Åbenrå og Sønderborg.

Lidt anderledes forholder det sig med genstande af guld i gravene. Knap hundrede grave fra de to første århundreder e.Kr. har indeholdt guld. Gravene findes spredt ud over hele landet med undtagelse af det tidligere Thisted amt. Størst er guldmængderne på Lolland og Fyn. Men guld blev også forholdsvis ofte lagt i gravene i de tidligere Hjørring, Skanderborg, Vejle og Ribe amter.

Der er imidlertid en meget synlig forskel mellem de rige grave på øerne og i Jylland.8 Allerede i slutningen af den keltiske jernalder var det krigergravene i Syd- og Sønderjylland, der var rigt udstyret. Det er de fortsat i den ældre romerske jernalder, og nu føjer ryttergravene med sporer sig også hertil (se nedenfor). På øerne var det derimod i kvindegravene, at man nedlagde de største kostbarheder. Man kan dog også finde stor rigdom i de grave, der indeholdt mænd uden våben. Dvs. mænd hvis særlige militære rang man ikke fandt det nødvendigt at understrege.

 Østjysk lerkargrav fra Bulbjerg-gravpladsen nord for Århus.

Østjysk lerkargrav fra Bulbjerg-gravpladsen nord for Århus.

I jydernes land, og specielt i de sydlige egne af halvøen, var det altså krigeren, der blev gravlagt under udfoldelse af de mest overdådige begravelsesritualer. På øerne var det derimod stormandens kone eller ham selv, der fik en rig ligfærd. Her brugte man romerske importbronzer, glas og sølvskåle samt smykker af ædelmetal til at understrege, hvem der i samfundet var de første og de største.

Ser vi ud over landet som helhed, fornemmer vi således, at allerede kort før Kristi fødsel udskilte der sig i nogle egne et aristokrati af storhøvdinge – og tendensen fortsatte og forstærkedes i de første par århundreder efter vor tidsregnings begyndelse. Det var stormænd og krigere, der tegnede den nye samfundsorden. De ledende slægter lagde megen vægt på at vise, at deres døde var noget ganske særligt. Det var de samme slægter, som havde adgang til de kostbare og efterspurgte romerske varer, og som kunne smykke sig med guld og andre ædle metaller. Deres gravgaver hørte også til det bedste lokale kunsthåndværk. Der må i den nye elite være vokset en selvforståelse og en ideologi frem, der adskilte den fra de gamle fællesskabsformer.

Man har udtrykt det sådan, at samfundsgrupper, som socialt og økonomisk er de ledende, altid vil søge at legitimere deres dominans gennem en ideologi for hele samfundet. De udvikler derfor symboler, sociale normer, regler og ritualer for at fremme dette mål. Deres ideologi er altså ikke blot en passiv afspejling af samfundets indretning. Den anvendes tværtimod aktivt af konkurrerende individer og sociale grupper til at opbygge og legitimere deres dominans.9

Gravene fra den ældre romerske jernalder tegner således et mønster, hvor de rigeste grave, dvs. dem med importgenstande, må repræsentere en høvding, som med et følge af krigere kontrollerede og ledede et område af en vis størrelse, formentlig på størrelse med et herred.10 Analyser af gravfundene viser tillige, at der, i hvert fald i det midterste og sydlige Jylland, yderligere eksisterede en social differentiering inden for de ledende grupper (se nedenfor).11 Småhære var tilsyneladende ved at opstå rundt om i landet. Næppe stående hære, som skulle holdes på kost, men grupper af hirdmænd, som kunne forøges, når situationen krævede det. I den opløsning af de tidligere slægtsbaserede samfund, der nu var i færd med at ske, opstod formentlig helt nye loyalitetsformer, som var uafhængige af ældre familiebånd.12 Ved navnlig at følge prestigevarerne og våbnene i gravene fra den ældre romerske jernalder kan vi prøve at kaste lys over den udvikling, som i sig rummede kimen til de store samfundsforandringer, der skete i den seneste del af oldtiden.

Noter

2: Af større samlede publikationer foreligger bl.a. E.Albrectsen 1956, 1971, 1973; J. Skaarup 1976; O. Klindt-Jensen 1978; S.H. Andersen 1991; D. Liversage 1980 og H. Norling-Christensen 1954.

3: L. Hedeager 1990, s. 99 ff.

4: Ved den såkaldte AOT-metode (= antal oldsags typer), se L. Hedeager 1990, s. 103.

5: Dvs. i de gamle Tønder, Åbenrå og Sønderborg amter.

6: Sidstnævnte sted med bl.a. den store gravplads Møllegårdsmarken med i alt 2500 grave, E. Albrectsen 1971.

7: Dvs. det er grave karakteriseret af høje AOT-værdier.

8: L. Hedeager 1990, s. 137 ff.

9: Hedeager & Kristiansen 1981, s. 118.

10: L. Hedeager 1992a, s. 243.

11: D. Kaldal Mikkelsen 1990, s. 185-191; P. Ethelberg 1995.

12: L. Hedeager 1992a, s 248 ff.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Gravenes vidnesbyrd i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430996

Afsnittet Gravenes vidnesbyrd er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet