Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De jyders land

Oprindelig forfatter JJe

Lad os nu foretage en rejse ned gennem de jyders land og videre over til de danske øer for at møde de ledende jernalderslægter og deres samtidige, sådan som de viser sig for os i gravene. Det Jylland, vi rejser igennem her i de første århundreder af vor tidsregning, er så småt begyndt at ligne det land, vore forfædre endnu for en fem-seks generationer siden svagt erindrede. Et landskab med brune hedesletter, arme og ensformige, små grønne tavl af marker, sorte moser med blanke vandspejl og her og der strækninger med tæt skov. Og noget af det har slet ikke ændret sig siden dengang: farverne der mødes derude i det milevide fjerne, hvor de tones sammen i blåt og violet. Lærkernes stemmer højt deroppe i lyset og vinden, der stryger igennem kæmpehøjens lave krat.

Sådan lå Jylland udstrakt i disse århundreder. I tværsnit med de dybt indskårne fjorde i øst, et landskab, der gik langs Lillebælts kyster helt op til Mariager Fjord. Bag dette: vandskellet på randen af de store gamle hedesletter, brudt af åløbene i deres tusindårige leje. Og endelig, længst mod vest, Vesterhavskysten, vendt mod storm, havgus og bølgeslag, og yderst den lange, øde ørække langs med kysten. Tre brede landskabsbælter, hvoraf det vestligste kunne følges helt op til halvøens nordligste spids, medens de to andre nåede op til de egne, hvor Limfjorden deler landet. Nord herfor det østvendsysselske bakkelandskab, der havde sit eget, fra alt det andet forskellige præg.

 Det Jylland, vi møder i de første århundreder af vor tidsregning, var så småt begyndt at ligne det land, som endnu var fremherskende i 1800-tallet. Over store strækninger kunne det være skovfrit. Især i Vestjylland. Her bredte vældige hedestrækninger sig allerede fra horisont til horisont.

Det Jylland, vi møder i de første århundreder af vor tidsregning, var så småt begyndt at ligne det land, som endnu var fremherskende i 1800-tallet. Over store strækninger kunne det være skovfrit. Især i Vestjylland. Her bredte vældige hedestrækninger sig allerede fra horisont til horisont.

Det er oppe fra disse nordlige egne, at vi skal følge den ældre romerske jernalders grave. Et mangfoldigt billede vil fremstå – for gravene kan tælles i tusindvis, og navnlig her i Jylland er de talrige. Men på vejen ned igennem halvøen kommer vi til at passere gennem et antal geografisk mere eller mindre adskilte områder, hvor befolkningen havde hver sin kulturelle og sociale identitet. Om politiske magtstrukturer med permanent kontrol over store områder var der næppe endnu tale. Befolkningsenhederne var af beskeden størrelse, men formentlig var de knyttet sammen i indbyrdes alliancer – og igennem sådanne alliancer fik enkelte høvdinge- eller fyrsteslægter fra tid til anden en særlig magtfuld position. Kunne den befæstes og udbygges, indebar det muligheder for mere centraliserede politiske strukturer. Sådan blev den udvikling, som fulgte i de næste århundreder. Men endnu stod man kun ved begyndelsen af den nye tid.

Annonce

Begynder vi helt oppe i nord, ser vi, at den tidligere enerådende gravskik, ligbrændingen, var trådt stærkt i baggrunden i tiden efter Kr.f. På gravpladserne var det nu jordfæstegravene, som dominerede, og nogle af dem var af ganske betydelige dimensioner. Man opførte en særlig type gravkamre, bygget af svære kampesten. Jernalderens storstensgrave, har man kaldt disse svære kister. De findes i særdeleshed i Vendsyssel, i Himmerland og i Thy. Der er registreret næsten 500 af dem. Mod syd går deres grænse langs Randers Fjord og Gudenåen.13

 Udbredelsen af svære, stenbyggede grave i Nordjylland,

Udbredelsen af svære, stenbyggede grave i Nordjylland,

Besøger vi en af de store stengrave, ser vi, at gravkammeret er dannet af nogle meget svære kampesten, som vender den flade side indad. Oven på dem ligger en række sten på tværs. Indefter rager deres ender ud så meget som muligt, således at gravrummet foroven indsnævres tilstrækkeligt til, at man kan overspænde det med to store dæksten. Nogle af gravkamrene er forholdsvis snævre, andre er meget vide og rummelige. De kan være dækket af en lav høj, men er dog ofte lagt under flad mark. I hvert fald de større af de stenbyggede grave kan have været bestemt for to eller flere personer.

Et godt eksempel er nogle grave ved Løvel Vandmølle i det sydvestlige Himmerland.14 Her lå under hver sin høj de to største kendte stengrave af denne art. Gravrummet var mandshøjt, længden godt 3 m og bredden 1,5 m. Den ene af gravene var rømmet ud, og uden for indgangen lå i to bunker gravgodset for de to personer, der engang var lagt til hvile derinde i mørket.15

 Gravkar fra Løvel Vandmølle, fundet liggende som to skårbunker uden for den lukkede indgang til graven.

Gravkar fra Løvel Vandmølle, fundet liggende som to skårbunker uden for den lukkede indgang til graven.

De stenbyggede grave er meget iøjnefaldende, og har formentlig markeret den gravsattes høje sociale position. De forekommer undertiden centralt på gravpladser omgivet af langt simplere jordfæstegrave. Det var f.eks. tilfældet på en gravplads ved Gjurup i Vendsyssel.16 På et højdedrag lå i alt 42 grave, tre af disse, som lå øverst på bakketoppen, var stenbyggede grave, resten var mere beskedne, omend meterdybe nedgravninger, oprindeligt med en teltformet overbygning.

I forbindelse med begravelsesceremonierne ved de sidste havde de efterladte rejst et par lodrette gavlstolper af utildannede, 10-12 cm tykke stammer i et hul for hver ende af graven. Stolperne var omkring 1 m lange, dvs. omtrent som gravens dybde. Oven på stolperne anbragte man så en vandret ås, og op ad den stillede man med 10-15 cm's mellemrum to rækker skrå stolper. Muligvis tætnede man taget med græstørv, og til sidst dækkede man det med den opgravede jord fra graven, så den dødes hvilested blev markeret som en lav høj.

 Snit af grav med teltformet overbygning fra gravpladsen Gjurup i Vendsyssel.

Snit af grav med teltformet overbygning fra gravpladsen Gjurup i Vendsyssel.

Inde i gravrummet havde man dækket op for den døde. Man stillede til ham eller hende et sæt af fyldte drikkekar, dertil kødmad, steg af får, svin eller okse med en dertil hørende enægget spids jernkniv. Skåle, fade, kopper og kar, alt havde sin faste plads omkring den døde bonde, altsammen var det bestemt af rituelle forskrifter.

Der er ingen tvivl om, at gravene på landsbyernes gravpladser på sin vis afspejlede livet i de levendes samfund. Blandt de døde var dem med høj rang tydeligvis skilt fra dem med lav. Men kender vi også nogle af de grave, som tilhørte den elite, der hævede sig over landsbyniveau, og som besad kontrollen over større områder? Ja, her kan man bl.a pege på en rig jordfæstegrav fra Byrsted i Himmerland. Den døde var gravlagt med blandt andet to importerede sølvbægre, et ligeledes importeret bronzefad og en sølvfibula.17 Altsammen sager, som tyder på, at den døde havde tilknytning til et internationalt niveau af stormænd. Kostbare, importerede bronzesager fandt man også i en grav ved Blenstrup i det østlige Himmerland.18 Også den må have rummet en person, som tilhørte den internationalt orienterede elite.

 Sølvbæger fra stormandsgrav ved Byrsted, Veggerby sogn i Nordjylland. Ca. 3:5.

Sølvbæger fra stormandsgrav ved Byrsted, Veggerby sogn i Nordjylland. Ca. 3:5.

Fundene fra Byrsted og Blenstrup vidner om eksistensen af lokale ledere, som var knyttet sammen i indbyrdes alliancer over større afstande, og som havde kontakt til et internationalt udvekslingssystem, gennem hvilket man erhvervede sig blandt andet kostbare romerske drikkesæt af sølv, bronze og glas. Disse lokale ledere var allerede blevet synlige i det sidste århundrede f.Kr. Men i tiden efter Kr.f. fik de stadig mere betydning, som det fremgår af de rige grave med statusindikerende gravgaver.

Dog, til en belysning af samfundets indretning i århundrederne efter Kr.f. er de nordjyske grave ikke så velegnede som gravene længere mod syd på den jyske halvø. Lad os derfor vende blikker sydover, først mod de midtjyske landskaber. Her kunne man lejlighedsvis se røgen fra ligbrændingsbålene rejse sig op imod himlen. Men jordfæste var nu alligevel den almindeligste gravskik. Sådan tegner billedet sig i hvert fald i de egne, der er bedst undersøgt. Det er de store, åbne morænelandskaber med højtsvungne bakker og bløde fald nord for Århus og sydøst for Randers. Altid er man højt oppe i disse egne. Kun få steder begrænses udsynet ud mod de fjerneste horisonter.

I disse landskaber blev der navnlig i første halvdel af 1900-tallet foretaget mange udgravninger af gravpladser med såkaldte lerkargrave. Sådan kaldte man dem på grund af de store bordopdækninger, de døde fik med på rejsen til det hinsides.19 På langt de fleste af de undersøgte gravpladser lå gravene under flad mark. Det var nu glemslens græsdække, der skjulte dem. Men da de i sin tid blev anlagt, ikke langt fra landsbyen, må et eller andet have markeret dem i overfladen, f.eks. en lille høj eller tue. For de yngre grave skærer så at sige aldrig ind over de ældre grave.

Oftest blev den døde gravlagt i en plankekiste, som blev samlet på stedet i selve gravhullet.20 Udvendigt støttede man plankekisten med en mere eller mindre fuldstændig stenramme, eller man afstod helt fra brugen af sten. Gravene var store og næsten kvadratiske, den store bordopdækning var nemlig særdeles pladskrævende.

Bag indretningen af graven lå der strenge rituelle forskrifter. Uanset om det var en mand eller kvinde, blev den døde lagt i kistens nordlige del med hovedet i vest. Man anbragte liget, så det vendte ryggen mod den nordre langside, og benene var mere eller mindre optrukne. Armene var bøjede og hænderne rakte så at sige frem for at nå fødevarerne.

 Mandsgrav med bordopdækning fra ældre romersk jernalder udgravet ved Nr. Borris, Nordjylland.

Mandsgrav med bordopdækning fra ældre romersk jernalder udgravet ved Nr. Borris, Nordjylland.

Foran den dødes ansigt satte man en stor krukke eller vase, en mindre krukke med hank, et bæger med høj fod, og oven i dette sidste en lille kop med hank. Det kunne også ske, at man samme sted anbragte et par krukker af mellemstørrelse, en åben skål eller et fodbæger. En af de mindre krukker var gerne stillet sådan, at den døde kunne nå den med højre hånd. Endelig stillede man et stort lerfad foran den dødes fødder, gerne med en lille skål indeni. Det hele dannede et sluttet spisestel bestående af en stor krukke, 1-3 mindre stykker, 1-2 fodbægre, en lille hankekop, et stort fad og 1-2 åbne skåle. Mellem de to kargrupper anbragte man så spisevarerne, dvs. forskellig slags kødmad, undertiden serveret på træfade sammen med en jernkniv.

Ud over dette fik den døde kun dragttilbehør, toiletsager og nogle få smykker med sig på rejsen til det hinsides. For kvinden kunne det være hårnåle og hængesmykker – for manden en halvrund ragekniv. For begge køn kunne det desuden være bøjlenåle og remspænder. Enkelt og beskedent – det gjorde i øvrigt ingen større forskel, om graven var en jordfæstegrav eller en brandgrav.

Det er ikke ofte, man har mulighed for at studere forholdet mellem de levendes og de dødes boliger. Det kunne man dog ved udgravningerne af landsbyen Vendehøj, som i århundrederne omkring Kr.f. lå i det inderste af Kalø Vig i Østjylland,21 således som vi tidligere har hørt om det (se Et tæt befolket bondeland). I alt 35 grave blev udgravet på samme tid som landsbyen. Gravene lå imidlertid ikke samlet, men adskilt på små gravpladser rundt om landsbyen. Og der var tydelige forskelle mellem de enkelte gravpladser. En af dem bestod f.eks. udelukkende af urnegrave, en anden overvejende af jordfæstegrave og en tredje af brandpletter, dvs. de brændte ben var gravet ned i jorden uden urne. De små grupper af grave var formentlig familiegravpladser – de var i hvert fald i brug på samme tid, og de viser, at der blandt de forskellige slægter i landsbyens gårde var forskellige opfattelser af, hvordan en begravelse skulle foregå.

De grave, der hørte til landsbyens store gård, var alle jordfæstegrave. Nogle af dem var anlagt parvis, dvs. de lå parallelt to og to og var i nogle tilfælde dækket af et fælles stentæppe. Knoglerne var ikke bevaret i disse grave, men gravgodset viser, at hvert par bestod af en mand og en kvinde. Lerkarrene i gravene viste også, at de to må have været fra samme husholdning. Formentlig var gravene ægtefællegrave.

 En af gravene i Vendehøj-landsbyen viste sig at være rigere end de andre. I et stort træbygget kammer lå en mand begravet med et fuldt våbenudstyr: sværd, skjold, spyd, lanse. To jernsporer havde været syet til den dødes sko. Desuden fandtes spænder, perler, fingerring, to knive, syl, nogle jernstænger, hvæssesten og vættelys samt 12 lerkar. Af den døde, som formentlig havde været landsbylederen, var intet bevaret. Til højre plan over graven, til venstre snit.

En af gravene i Vendehøj-landsbyen viste sig at være rigere end de andre. I et stort træbygget kammer lå en mand begravet med et fuldt våbenudstyr: sværd, skjold, spyd, lanse. To jernsporer havde været syet til den dødes sko. Desuden fandtes spænder, perler, fingerring, to knive, syl, nogle jernstænger, hvæssesten og vættelys samt 12 lerkar. Af den døde, som formentlig havde været landsbylederen, var intet bevaret. Til højre plan over graven, til venstre snit.

Som vi husker, eksisterede der i Vendehøjlandsbyen klare sociale skel gårdene imellem. Sidstnævnte var af stærkt vekslende størrelse rækkende fra et enkelt bondehus til gårdanlæg med fem bygninger og mere end 300 kvadratmeter under tag. Den samme variation gentog sig i gravene, der ligeledes var af forskellig størrelse og rigdom. Altsammen viser det, at landsbysamfundet i disse århundreder var både socialt og økonomisk differentieret, og at slægterne indordnede sig i et socialt hierarki. Det gjaldt ikke blot inden for den enkelte landsby, men også landsbyerne imellem.

I Vendehøj var det imidlertid ikke muligt at pege på en enkelt gård, der var den største gennem hele landsbyens levetid. Fire til fem gårde stod igennem alle bebyggelsesfaserne og var på skift den største. Det kan eventuelt betyde, at rollen som landsbyleder gik på skift mellem landsbyens familier.

Oven over de ledende familier må der imidlertid have været et virkeligt aristokrati, som kontrollerede et større område bestående af mange landsbyer. Til dette øverste lag i samfundspyramiden hørte en kvinde, hvis grav man fandt på Bendstrup Mark, ikke så langt fra Vendehøjlandsbyen.22 Selve graven var ret ødelagt, den var af samme art som de mange andre stensatte jordfæstegrave i området og rummede som de en stor bordopdækning. Men ud over det var den meget rigt udstyret – og den var tilmed anlagt i en gravhøj, hvad kun få af tidens grave var.

 Løvefødder og standring fra det store romerske vinkar, som formentlig oprindelig rummedes i den rige grav fra Bendstrup på Djursland. Hvordan et sådant bronzekar kan have set ud, er vist på fotografiet på næste side.

Løvefødder og standring fra det store romerske vinkar, som formentlig oprindelig rummedes i den rige grav fra Bendstrup på Djursland. Hvordan et sådant bronzekar kan have set ud, er vist på fotografiet på næste side.

Gravudstyret omfattede blandt andet to ens sølvfibler, som havde holdt den dødes dragt sammen. Allerede de viser, at den gravlagte kvinde var en person med kontakter til et internationalt miljø. For fiblerne er ikke danske. På kontinentet i syd er de udbredt mellem Adriaterhavet og Böhmen i tiden omkring Kr.f. Deres tyngdepunkt ligger altså syd for den romerske Donaugrænse.23

Af det kostbareste stykke i graven er i dag kun bevaret fire løvefødder støbt i bronze, tre små runde standplader og en bronzeskål uden bund. De udgør resterne af en meget stor og kostbar vinbeholder, et såkaldt vinkrater, som må være gået til i forbindelse med udgravningen i 1869. Om karret har været helt dengang, er ikke til at sige. Der var tale om et græsk influeret, romersk arbejde fra begyndelsen af 1. århundrede e.Kr., fremstillet i det centrale Italien. Enestående er det, i kvalitet og tid kan det sammenstilles med bronzerne fra det berømte Hobyfund (se En lollandsk storhøvding). Bendstrupgraven må virkelig have været en grav blandt de rigeste.

Graven fra Bendstrup Mark tilhører den store gruppe stensatte jordfæstegrave med mange lerkar, der er så almindelige i Mellem- og Nordjylland. Den tilhører endvidere en mere begrænset gruppe af højfundne romertidsgrave.24 Bendstrup ligger i et af de områder af landet, hvor der er gjort flest gravfund. Fra den nærmeste omegn25 kan man nævne en række store gravpladser: Hvilsager, Fløjstrup, Virring, Langkastrup og Ring med tilsammen 300 grave. Men særligt interessant, er det, at på flere af disse store pladser finder vi grave med efterligninger af Bendstrupgravens smukke fibler. De indgår i nogle helt specielle kombinationer af gravgaver og har været i brug indtil flere generationer, efter at kvinden på Bendstrup Mark var blevet bisat i sin grav.26 Der har altså i det lille midtjyske område levet kvinder fra en af de ledende slægter, som igennem næsten hundrede år ønskede at vise deres tilknytning til den gravlagte på Bendstrup Mark.

 Romersk vinkar fra Pompeji. Løvefødderne og standringen fra Bendstrup-graven stammer formentlig fra et sådant kar.

Romersk vinkar fra Pompeji. Løvefødderne og standringen fra Bendstrup-graven stammer formentlig fra et sådant kar.

Men hvad mere er, Bendstrupgravens fibler – og formentlig også dens store vinkrater – peger i retning af, at den døde kvinde kom fra Østdanmark, nærmere bestemt fra Hoby på Lolland. Graven er altså et vidnesbyrd om de ægteskabsalliancer, der blev indgået mellem de ledende slægter over store geografiske afstande i århundrederne efter Kr.f. Om denne fascinerende historie skal vi senere høre nærmere i forbindelse med omtalen af fyrstegraven fra Hoby på Lolland (se En lollandsk storhøvding).

Graven fra Bendstrup Mark ligger i den nordlige del af det midtjyske område, hvor den sociale differentiering muligvis endnu ikke var så fremskreden som længere mod syd på halvøen.27 Lad os derfor drage videre sydover til de sydlige dele af Midtjylland. Først til de åbne, engang hededækkede egne i halvøens indre mellem Brande og Nørre Snede, hvor man, som allerede berettet (se Landsbyer og gårde) har udgravet en landsby, Hedegård, fra tiden omkring Kr.f.28 Den indhegnede landsby lå højt på et plateau, mod syd afgrænset af den brede Skjern Ådal. Et par hundrede meter mod nord lå landsbyens gravplads.

 Udbredelsen af fibler som dem fra Bendstrup-graven.

Udbredelsen af fibler som dem fra Bendstrup-graven.

Hedegård var en centrallandsby, det viser blandt andet dens størrelse – den er tidens størst kendte bebyggelse – men også det forhold, at på dens gravplads lå begravet nogle af de mennesker, som hørte til i toppen af samfundspyramiden, dvs. fornemme folk som blev begravet med romerske importsager.29

Gravpladsen rummede ca. 200 grave fra ca. 50 før til ca. 150 e.Kr. De ældste grave, som var brandgrave, var klart de rigeste. Tidsmæssigt strakte de sig over omtrent et århundrede, fordelt med et halvt på hver side af Kr.f. I disse grave var der, som vi allerede har hørt, både romerske importsager, ædelt metal og i det hele taget flere sjældne genstande, end i de senere, ubrændte begravelser.

I en af gravene, der i overfladen tegnede sig som en ottetalsformet mørk plet, og som skyldtes to nedgravninger, fandt man i den ene en urne med brændte ben og tre små lerkar, tilsammen en lille opdækning.30 I den anden nedgravning lå resterne af et bronzefad, som havde været med på ligbålet. Det var et fad med fod og vandrette hanke, og det stammede fra Italien. Sammen med det lå en jernklump, der bestod af en fåresaks og en dolk med tilhørende skede. Endelig var der en kniv og en slank lansespids.

Dolken og især skeden var sande pragtstykker. Selve dolken var 35 cm lang. Dens fæste afsluttedes nederst af en tværgående parerstang, klingens sider var svajede, og bladet havde en markant midtribbe omgivet af to sammenløbende blodriller. Skeden var lavet af to stykker jernblik, oversiden var udsmykket med en fladedækkende, minutiøs dekoration, dannet ved tauschering, dvs. ved indbankning af forskellige metaller i et furemønster, som var indgraveret i jernblikket.

 Dolk med tilhørende ornamenteret skede af jernblik fra gravpladsen ved Hedegårdlandsbyen i Midtjylland. Der er tale om en romersk, såkaldt pugio, som ikke tidligere er set i Danmark. Pugioen er 36 cm lang. Dens ornamentik er vist på tegningen herunder.

Dolk med tilhørende ornamenteret skede af jernblik fra gravpladsen ved Hedegårdlandsbyen i Midtjylland. Der er tale om en romersk, såkaldt pugio, som ikke tidligere er set i Danmark. Pugioen er 36 cm lang. Dens ornamentik er vist på tegningen herunder.

Dolken stammede klart fra Romerriget, men det var langt fra enhver kriger, der kunne eje et sådant klenodie. Det var forbeholdt højtstående officerer, måske tildelt som en særlig udmærkelse. Den er fremstillet i netop de år, hvor romerske legioner foretog et fremstød mod Elbmundingen, men hvor i år 9 e.Kr. den romerske statholder Varus' tre legioner blev udslettet af germanerne i slaget ved Kalkrieser Berg i Niedersachsen (se Stormagten i syd). Deltog vor Hedegård-mand måske i det blodige slag? Eller var han efter mange års tjeneste som lejesoldat i romerhæren kommet hjem med dolken som en fornem gave?

Det svar får vi naturligvis aldrig, men hvorom alting er, mærker vi, at vi nu er nået ind i en tid, hvor historiens strejflys for første gang fejer ind over egnene lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Lignende dolke er fundet i Romerrigets grænseegne mod Germanien, antagelig spredt hertil fra handelsbyen Aquileia ved Adriaterhavet. En nær parallel til dolken fra Hedegård er fundet i Ungarn, 1000 km fra Hedegård. En lignende er fundet i nærheden af Kaliningrad i Rusland.

Dolkgraven på Hedegårdgravpladsen må også regnes til de høvdingegrave, der viser tilknytning til et internationalt miljø. Men der er også på gravpladsen grave, der knytter sig til et snævrere dansk miljø. F.eks. en bådgrav, den eneste så tidligt kendte uden for Bornholm.31

 Bådgraven fra Hedegårdgravpladsen i Midtjylland.

Bådgraven fra Hedegårdgravpladsen i Midtjylland.

Vi er hermed nået ned i de sydligere egne af den jyske halvø, hvor gravene tegner et lidt fyldigere billede af samfundsformen i de første par århundreder e.Kr. Her spiller ryttergrave med våbenudstyr en stor rolle og er med til at tegne omridset af en magtfuld gruppe af ledende mænd, som stod i forbindelse med et internationalt miljø, og som kontrollerede et samfund, hvor militær og politisk ledelse tilsyneladende var ved at blive samlet og knyttet til faste embeder, knyttet til udvalgte slægter.

Det slutter vi af et antal rigt udstyrede høvdingegrave, som ligger jævnt spredt ud over det syd- og sønderjyske område.32 En af dem er fundet ved Bredal, i det storslåede bakkeland nord for Vejle Fjord. I en stor plankekiste, ompakket med sten, var en mand blevet gravlagt fuldt påklædt, formentlig i kjortel og broge – det viste rester af vævet tøj.33 At han var rytterkriger af høj byrd kunne man blandt andet slutte af hans fornemme sporesko, som var dekoreret med beslag af bronze og guldblik. Selve sporerne, såkaldte stolsporer, havde en stol af bronze og en torn af jern med sølvindlægning.34 Om livet havde den døde et bælte med remendedupper af bronze og et spænde med profilerede bøjleender, dekoreret med et netmønster i indlagt sølv. I bæltet sad desuden en lille ske af sølv, en bøjlesaks og en syl. På fingeren bar manden en massiv, glat guldring. Hans krigerstatus markeredes af et våbenudstyr bestående af et cirkulært skjold med bronzebeslag, en lansespids af jern og en enægget jernkniv. Endelig havde den døde med sig i graven fået et lerkarsæt på ti lerkar af meget høj kvalitet samt 22 romerske spillebrikker af matglas, 11 hvide, 11 sorte.

 Egnen omkring Vejle Fjord med angivelse af de grave, der indeholdt våben, sporer, guldfingerringe eller romerske importgenstande. Gravene har rummet medlemmer af det krigeraristokrati, som udgjorde toppen af samfundspyramiden.

Egnen omkring Vejle Fjord med angivelse af de grave, der indeholdt våben, sporer, guldfingerringe eller romerske importgenstande. Gravene har rummet medlemmer af det krigeraristokrati, som udgjorde toppen af samfundspyramiden.

Spillebrikker i en krigers grav! Man kommer til at tænke på Tacitus' bemærkning om germanernes spillelidenskab: „Terningespil giver de sig, underligt nok af med i ædru tilstand som en alvorlig sag“.35 Var denne kriger måske en af dem, der i timevis med rynkede bryn kunne følge terningens rullen og brikkernes vandring hen over brættet? Hans fæller havde lagt ham i graven i slutningen af det 1. eller begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr.

En lige så fornem, bereden kriger blev i de samme årtier lagt på ligbålet oppe i højlandet ved Bjergelide, ligeledes i det åbne bakkeland nord for Vejle Fjord, kun ca. 20 km fra Bredal.36 Sammen med de brændte knogler anbragte de efterladte i hans grav et overdådigt udstyr bestående af en bronzekedel med jernrand, en bronzekasserolle og en bronzesi, et fragment af bronzefad, nogle forbrændte glasstumper fra et bæger, to guldfingerringe, et sværd, et par lanse- og spydspidser, et skjold med beslag af bronze og jern, to sporer af jern, to knive, en ragekniv, en saks og et bæltespænde. Endelig var der også beslag til et drikkehorn, en jernske, en bronzefibula og fragmenter af sølvblik, bronzebeslag og jern. Om denne beredne krigers fornemme byrd kan der heller ikke herske tvivl. Som Bredalrytteren var han gravlagt med sporer og fuldt våbenudstyr. Også Bjergeliderytteren må have været en aktiv kriger i en ledende position.

 Spore fra Bredal-graven nord for Vejle Fjord. Den har oprindelig siddet på den fornemme rytters sølvbeslåede sporesko.

Spore fra Bredal-graven nord for Vejle Fjord. Den har oprindelig siddet på den fornemme rytters sølvbeslåede sporesko.

Endnu en fornem rytterkriger fandt man i en dobbeltgrav ved Dollerupgård i det samme sydøstjyske område som de to andre grave.37 Den døde var formentlig en ældre mand, gravlagt uden våben, men med sporer og rige gravgaver. Af romerske importsager indholdt graven to bronzesituler med ansigtsattacher,38 et bronzefodbækken,39 og to forgyldte sølvbægre med bøjlehanke.40 De sidste stod i fodenden af graven på en bakke af træ og vidjeflet. Efter alt at dømme er de provinsialromerske arbejder fra egnen omkring Wien41 og fremstillet i det 2. århundrede e.Kr.

Vigtig for bestemmelsen af mandens status var hans to sporer. Inderst bestod de af en hård kerne af jern, udenpå af bronze med indlægning af sølv. Altså meget fornemme arbejder og næsten identiske med sporerne fra Bredalgraven. De viser, hvor vigtig hesten var blevet som ridedyr, især i militære sammenhænge, og sporerne må utvivlsomt opfattes som værdighedstegn, knyttet til funktionen som bereden leder af en gruppe krigere.42

Dolleruphøvdingen var gravlagt sammen med en kvinde, formentlig hans ægtefælle. I hendes grav lå et par drikkehorn, hvis spidser var afsluttet med fine kohoveder. Hos Cæsar – i et parti af hans skrift Gallerkrigene, der vist med rette betragtes som et senere indskud, men dog fra oldtiden43 - og hos Plinius, i Naturhistorien, nævnes sådanne drikkehorn. Hos Cæsar44 læser man, at germanerne med iver samler uroksens horn for at omslutte dets rande med sølvbeslag. Derefter bruger de hornene som drikkebægre ved deres ødsle gilder. Og hos Plinius45 erfarer man, at barbarerne nordpå (dvs. germanerne) drikker af uroksens horn, og at de fylder hornene parvis. Drikken har enten været mjød eller øl.46 Drikkehornene i Dollerupgraven skal utvivlsomt opfattes som udtryk for kvindens høje byrd.47

 Det kostbare drikkeudstyr fra dobbeltgraven ved Dollerup, Sydjylland.

Det kostbare drikkeudstyr fra dobbeltgraven ved Dollerup, Sydjylland.

Inden for det sydøstjyske område ved Vejle og Kolding Fjord indtager de tre netop nævnte grave en klar særstilling. Alle indeholder de sporer, guldfingerring og romersk import. Gravene fra Bredal og Bjergelide rummer tillige våben. Bredal og Dollerup knyttes sammen via de identiske sporer, som må stamme fra samme værksted. I Bredal er der tale om en kriger med værdighedstegn som sporer og guldfingerring, suppleret med et sæt romerske glasspillebrikker. I Dollerup er det en mand uden våben, men med værdighedstegn som sporer og guldfingerring, og som ydermere havde fem romerske importstykker med i graven – det samme antal man finder i Bjergelidegraven. De tre gravlagte må dermed formodes at have tilhørt det øverste sociale lag, dvs. det øverste rytterniveau. At dømme efter den geografiske placering af deres grave, har det territorium, mændene rådede over, været omtrent af et herreds størrelse. Territorierne er naturligt adskilt fra hinanden af områdets fjorde og åer. Bjergelide og Bredal er f.eks. adskilt af den dybe Rohden ådal; Bredal ligger nord for Vejle ådal og Dollerup syd for Kolding Å.

Fra disse aristokratiske rytterhøvdinge må der have været langt ned til den almindelige kriger, som kæmpede i fodfolket. Der er da også gravfund, som tyder på, at der var flere lag i det militære hierarki. Ved Hvesager, nord for Vejle ådal og 20 km vest for Bredal fandt man f.eks. en ryttergrav, som er interessant derved, at man kender den bebyggelse, hvor den døde boede i sin levetid (se nedenfor).48 Graven var en 4 m lang plankekiste, som rummede et fornemt sæt keramik, dog ikke helt så fint som det i Bredal. Den døde kriger lå på siden, på brystet havde han en sølvfibula, om livet sad et bælte med spænde og tilhørende remendedup af jern. På fødderne bar han et par sporer og om fingeren en sølvring. Neden for hans fødder lå et skjold med skjoldbule af jern og randbeslag af bronze. Under dette lå en jernkniv. I bæltet havde han muligvis haft en pung. Langs kistens nordside lå hans våben: en 3 m lang lanse og et spyd.

Fornemt udstyret var denne rytterkriger, men dog langt fra i klasse med krigerne fra Bredal, Bjergelide og Dollerup. Lignende grave med krigere med sporer, men som hverken rummer guldfingerringe eller romerske importsager, kender man fra flere andre steder i det sydøstjyske område.49 Også disse gravlagte rytterkrigere må dog have rangeret højere oppe end fodfolket, hvis grave man ofte finder samlet på større gravpladser – og i stort tal netop her i det sydlige Jylland. Det er grave, som indeholder våben, men ikke sporer. Ser vi gravfundene under ét, er der således meget, som tyder på, at man i den ældre romerske jernalder kunne opstille hærstyrker bestående af nogle beredne ledere og et fodfolk bevæbnet med lanser og spyd.

Denne iagttagelse synes at gælde for større dele af det sydjyske område, som vi nu er nået frem til. Hernede ved halvøens rod holdt ligbrændingen bedre stand end nordpå, om end jordfæstegravskikken også vandt indpas.50 Lerkargravene, som vi ovenfor har beskrevet dem, er truffet så langt mod syd som i det midterste Sønderjylland, om end kun spredt og i mindretal over for brandgravene. De er også forskellige fra Midt- og Østjyllands grave. I de vestlige dele af landsdelen anlægges de normalt nord-syd og er ret lange og smalle. I de østlige egne anlægges de gerne øst-vest. Undertiden er de dybt forsænkede, indtil 2 m under jordoverfladen, og de gør kun ringe brug af sten. Som den almindeligste gravform i Syd- og Sønderjylland holdt befolkningen dog fast ved urnegraven.51

 På grundlag af de rige gravfund fra Sønderjylland har man lavet en hypotetisk territorieopdeling af området. I hvert af de små territorier skulle man kunne forvente af finde et hierarki af aristokratiske grave. Grave fra det allerøverste samfundslag, som f.eks. Brokær og Dollerup (markeret med udfyldt cirkel), er dog endnu kun fundet i henved halvdelen af de formodede territorier. Men kortet giver en forestilling om, hvor små enheder området kan formodes at have været opdelt i.

På grundlag af de rige gravfund fra Sønderjylland har man lavet en hypotetisk territorieopdeling af området. I hvert af de små territorier skulle man kunne forvente af finde et hierarki af aristokratiske grave. Grave fra det allerøverste samfundslag, som f.eks. Brokær og Dollerup (markeret med udfyldt cirkel), er dog endnu kun fundet i henved halvdelen af de formodede territorier. Men kortet giver en forestilling om, hvor små enheder området kan formodes at have været opdelt i.

Ligesom længere nordpå kan man hernede i Sønderjylland pege på en gruppe grave, der må høre til i toppen af samfundspyramiden.52 Det er f.eks. en rigt udstyret brandgrav med våbenudstyr og sporer fundet ved Brokær i Hjortlund sogn.53 Graven rummede desuden udsøgte romerske importgenstande, guldfingerringe og drikkehorn.54 Det er desuden tre grave fundet ved Kastrup i Gram sogn,55 alle med romersk import.56 Hertil kommer en grav fra Gjenner i Ø.-Løgum sogn57 med ryttersporer og romersk import58, to grave fra Tombølgård i Ulkebøl sogn,59 hvor den ene rummede en bronzekasserolle,60 den anden et bronzebækken med æggestavsrand og en bronzekasserolle61 samt endelig en grav fra Kærgården i Bæk,62 som blandt andet rummede sporer og en romersk guldmønt.

Fælles for de rige sønderjyske grave er, at de indeholder mere eller mindre fuldstændige kombinationer af våbenudstyr (sværd, lanse, spyd og skjold), sporer, romersk import, guldringe og drikkehorn. Når f.eks. som i Dollerupgraven den døde er gravlagt med sporer, men uden våben – men i øvrigt med et rigt gravudstyr – kan det tænkes, at der er tale om ældre mænd, som ikke længere direkte tog del i krigeriske aktiviteter, men som i øvrigt havde beholdt deres høje rang.63 Set under ét har de gravlagte formentlig repræsenteret den øverste top af samfundspyramiden, et aristokrati af rytterkrigere.

Bundgruppen i samfundspyramiden, bønderne, finder men hernede i de sydligste egne af halvøen, ligesom længere mod nord, på familiegravpladser med kun keramik, fibler, nåle, knive og bæltebukler. Disse gravpladser kan enten være urnegravpladser eller bestå af jordfæstegrave. Her ligger begravet det befolkningslag, der boede på gårdene i de enkelte landsbyer. Men ligesom i det sydlige Midtjylland viser de sønderjyske gravfund også, at der var flere lag i det militære hierarki.

En tolkning går ud på, at man kan regne med fire niveauer i samfundspyramiden.64 Højst rangerer de ovennævnte rige grave fra Dollerup, Brokær, Kastrup, Gjenner og Tombølgård. I dem finder man den elite, som havde overregionale magtbeføjelser. Fyrster eller storhøvdinge, kunne man måske kalde dem. Deres grave rummer romersk import og desuden ofte fingerringe af guld, sporer og undertiden våben.

Det næste niveau i pyramiden skulle udgøres af høvdingerne, af hvilke der skulle være flere inden for hver enkelt storhøvdings område. Et par rigt udstyrede sønderjyske grave fra henholdsvis Stepping Mølle65 og Hørløkke66 skulle f.eks. tilhøre denne gruppe. De tilsvarende kvindegrave rummer sølvhårnåle, filigranperler af guld, guldberlokker, sølvfibler eller bronzefibler, sommetider med indlagt kostbart metal.

Under gruppen af høvdinge skulle så følge dels grave med våbenudstyr, dels grave med guldringe.67 Det er her blevet foreslået, at den politiske og militære ledelse af landsbysamfundene skulle have været adskilt. Således at forstå, at man i gravene hos de landsbyledere, som forestod den politiske ledelse, finder guldringe, medens krigergravene skulle være karakteriseret af våbenudstyr. Der skulle altså i de samme landsbyer kunne leve både krigere og personer med ret til at bære guldringe.

Endelig var der bundgruppen i samfundet, de almindelige bønder, som man finder på de familiegravpladser, der knytter sig til landsbyerne. Deres grave indeholder kun lerkar, fibler, nåle, knive og bælteudstyr, gravformen kan indebære både ligbrænding og jordfæstelse.

Den her foreslåede opdeling af samfundspyramiden er kun én blandt flere mulige og må tages med et vist forbehold. Men det synes dog at stå fast, at der i den ældre romerske jernalders Jylland voksede en aristokratisk krigergruppe frem med overregionale magtbeføjelser, storhøvdingene, og som udøvede deres autoritet over de enkelte landsbysamfund gennem et differentieret system af militære og politiske ledere, dvs. den gruppe af befolkningen, som blev begravet med henholdsvis våbenudstyr og guldringe.

Dette hierarkiske samfundssystem begyndte at udvikle sig i tiden omkring Kr.f. Samtidig begynder man at kunne se det afspejlet i den måde, bebyggelsen fordelte sig på i de enkelte landskaber. I det sydlige Midtjylland, i egnen omkring Jelling, har man kunnet pege på tre niveauer i den ældre romertids bebyggelse: Øverst findes Stormandskomplekset. Derefter følger landsbyen med et gennemsnit på fem gårde – og til sidst enkeltgården.68

I Hvesager nær Vejle har man udgravet et sådan indhegnet, formodet stormandskompleks bestående af tre store gårde.69 I henholdsvis øst og vest af det indhegnede område ligger et par gårdanlæg af nogenlunde ensartet størrelse, hver med en 18-19 m lang hovedbygning og et antal udhuse. Men imellem disse ligger et usædvanligt gårdanlæg. I hegnets sydside synes to bygninger at have flankeret et dobbelt indgangsparti, der førte ind til gårdpladsen. Det kan have været en vognportlignende indgang eller eventuelt en særligt pompøst udformet indgang. Var man kommet gennem den, stod man over for gårdens hovedbygning, et øst-vest orienteret langhus. Bag dette lå yderligere et langhus flankeret af et par småhuse. Det hele synes orienteret omkring en midterakse, der gik fra indgangspartiet i syd til indgangen i det nordligste af langhusene.

Det midterste af gårdanlæggene var nok af omtrent samme størrelse som de tilstødende gårde, men det adskilte sig fra dem ved det særligt udformede indgangsparti. Det er muligt, at det er her, rytterkrigeren fra den nærliggende stormandsgrav residerede (se De jyders land). De to gårde på begge sider af stormandsgården må have været beboet af folk, der stod ham nær. Det kraftige palisadehegn, der har omgivet gårdene, lader formode, at der fra storhøvdingens eller høvdingens side kan have været en forsvarsmæssig bagtanke med at omgive sig med to gårde.70

Er tolkningen af gårdanlægget ved Hvesager korrekt, kan det tænkes, at der her har resideret en rytterhøvding med en ledelsesfunktion, der har strakt sig ud over det lokale landsbyniveau71 – og at en sådan ledende person, formentlig valgt eller udpeget for sine kvalifikationer, har boet i en palisadebefæstet gård, adskilt fra den almindelige befolkning i landsbyerne, som det kendes fra ganske vist senere historiske kilder på kontinentet.72

 Rekonstruktion af jernalderkriger til hest i Lejre. De små, men både hurtige og effektive ridedyr gjorde færdsel over store afstande overkommelig. Og fra omkring vor tidsregnings begyndelse fik de betydning i kamp, specielt for lederne og høvdingene, der også som et sidste værdighedstegn fik sporer af sølv og bronze med sig i graven.

Rekonstruktion af jernalderkriger til hest i Lejre. De små, men både hurtige og effektive ridedyr gjorde færdsel over store afstande overkommelig. Og fra omkring vor tidsregnings begyndelse fik de betydning i kamp, specielt for lederne og høvdingene, der også som et sidste værdighedstegn fik sporer af sølv og bronze med sig i graven.

Ud fra de arkæologiske kilder tegner der sig således i det syd- og sønderjyske område billedet af et militært system med rytterhøvdinge i toppen, fodfolk i bunden og derimellem en gruppe rytterkrigere af høj rang. Det svarer i grove træk til, hvad vi kan læse hos de klassiske forfattere. Hos Tacitus står f.eks. skrevet om de germanske hære, at „alt i alt ligger den største slagkraft hos fodfolket. Derfor kæmper de i forening, idet fodfolket, som udvælges blandt hele ungdommen og opstilles foran slagordenen, afpasser og indretter sine hurtige bevægelser efter rytteriet. Endog antallet af de udvalgte fodfolk er nøje fastsat: der stiller hundrede fra hvert enkelt herred“.73

Det synes at svare til de arkæolgiske funds udsagn om rytteriet og fodfolket, hvor rytteriet har den ledende funktion. Formentlig kan vi regne med, at rytterkrigerne med sporer er de hærførere, som hver – ifølge Tacitus – har haft en deling på hundrede krigere under sig. Men hvordan skal vi da opfatte den opdeling af rytterkrigerne i hvert fald i to niveauer, som gravfundene vidner om. Ja, hertil kan man igen anføre Tacitus. Han siger nemlig videre: „På folkeforsamlingerne vælges blandt andre de høvdinge, som holder ret rundt om i herrederne og landsbyerne.“

En sådan høvding må således, da han holder ret i flere herreder, have haft en overordnet position i forhold til de hærførere, som ledede det enkelte herreds fodfolk. Er det så mon ikke disse storhøvdinge, vi finder i de rigest udstyrede ryttergrave, i blandt andet Bjergelide, Bredal og Dollerup? Næste sociale lag udgøres da af krigere med sporer, men som hverken har guldfingerring eller import med sig i graven. Det var måske en sådan person, der boede på stormandsgården i Hvesager. Og herunder igen finder vi da fodfolket, hvis grave ofte er samlet på større gravpladser, og som indeholder våben, men ikke sporer.74

Dette nye militære og politiske lederskab begyndte allerede at udvikle sig i de vestlige dele af landet i det sidste århundrede f.Kr., og det konsoliderede sig i de efterfølgende århundreder. Til lederskabet knyttede der sig formentlig unge krigere, som ikke selv havde adgang til fremmede, romerske varer, men som var rekrutteret fra de ledende slægter i landsbyerne. Det jyske krigermiljø kan da måske betragtes som en del af et større nordvesteuropæisk, germansk miljø, der var opstået som et svar på den romerske ekspansion i retning af Elbmundingen i tiden efter år 4. e.Kr., og som sigtede mod at undertvinge de germanske stammer mellem Rhinen og Elben/ Saale. Den politiske og militære udvikling på det europæiske kontinent var nu for alvor begyndt at få indvirkning på samfundsforholdene i Danmark.

Noter

13: J. Brøndsted 1960, s. 138 ff.; P. Lysdahl 1971.

14: J. Brøndsted 1934. Andre eksempler P.V. Glob 1937.

15: Endnu et karakteristisk eksempel på et stenbygget gravkammer er en grav ved Sønder-Stokholm nord for Sindal i Vendsyssel, se P. Friis 1961.

16: P. Friis 1961; 1963.

17: Byrsted, Veggerby sogn, Aalborg amt (U. Lund Hansen 1987, s. 405). Rig jordfæstegrav i gravhøj, med to sølvbægre (H.J. Eggers 1951, type 173), et bronzefad (H.J. Eggers 1951, type 192), en sølvfibula m.m.

18: U. Lund Hansen 1987, s. 405; L. Bender Jørgensen 1979, nr. 52. Brandgrav i høj. Indeholdt en romersk bronzespand (H.J. Eggers 1951, type 44) og en fragmentarisk bronzekedel.

19: Eksempler på midtjyske gravpladser med disse lerkar-grave er Virring i Virring sogn, C. Neergaard 1928, s. 23; Torsager i Torsager sogn, K. Friis Johansen 1915, s. 158; Rugård i Lisbjerg sogn, C. Neergaard 1928, s. 21; Bulbjerg i Lisbjerg sogn, C. Neergaard 1928, s. 21 ff., publiceret som katalog i H. Norling-Christensen 1954, se også M. Høj 1984; Bliksbjerg i Lisbjerg sogn, C. Neergaard 1928, s. 21 ff. og Ryomgård i Marie Magdalene sogn, K. Friis Johansen 1915, s. 149 ff. Se endvidere H. Norling-Christensen 1954; Jensen & Fischer 1985 samt B.H. Nielsen 1998.

20: Se L. Helles Olesen 1994.

21: Ejstrud & Jensen 1995, 1998, 2000.

22: Hvilsager sogn, Østjylland, se Hedeager & Kristiansen 1981; U. Lund Hansen 1987, s. 406.

23: Hedeager & Kristiansen 1982, s. 94 ff. I Danmark kender man 9 fibler af denne type fra 7 fund. Hertil skal så lægges Bendstrupgravens to fibler. Kronologisk dækker fiblerne hele det 1.århundrede e.Kr.

24: I alt henved 300 grave fra romersk jernalder er registreret som højgrave.

25: Dvs. fra Sønderhald herred.

26: Hedeager & Kristiansen 1982.

27: Grave med romerske importgenstande kendes i det midtjyske område fra følgende lokaliteter: 1: Pugehøj, Nimtofte sogn, bronzekasserolle (H.J. Eggers 1951, type 139), U. Lund Hansen 1987, s. 406. 2: Keilstrup, Feldballe sogn, bronzefodbækken (H.J. Eggers 1951, type 93), drikkehorn, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 3: Jebjerg, Ørum sogn, bronzekasserolle (H.J. Eggers 1951, type 142), U. Lund Hansen 1987, s. 406. 4: Herskind, Skivholme sogn, bronzekasserolle (H.J. Eggers 1951, type 143), jordfæstegrav, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 5: Falling by, Falling sogn, to ens bronzehanke til et fodbækken (H.J. Eggers 1951, type 98-100), U. Lund Hansen 1987, s. 406. 6: Oldrup, Hundslund sogn, bronzekasserolle, (H.J. Eggers 1951, type 144), jordfæstegrav, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 7: Stilling Mark, fodbækken med æggestavsrand (H.J. Eggers 1951, type 92), drikkehorn, guldfingering, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 8: Karolinehøjs Mark. Stilling sogn, bronzespejl, fladmarksgrav med ubrændt lig, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 9: Nørre Vissing, Venge sogn, bronzekasserolle (H.J. Eggers 1951, type 144), urnebrandgrube, U. Lund Hansen 1987, s. 406. 10: Tvingstrup, Ørridslev sogn, bronzefodbækken (H.J. Eggers 1951, type 99-100), U. Lund Hansen 1987, s. 406. 11: Monbjerg Mark, Østbirk sogn, 2 bronzekasseroller (H.J. Eggers 1951, type 142-43), jordfæstegrav, U. Lund Hansen 1987, s. 407. 12: Troelstrup, Tørring sogn, bronzefodbækken (H.J. Eggers 1951, type 100), Øse-si (ibid. type 162), jordfæstegrav, U. Lund Hansen 1987, s. 407).

28: O. Madsen 1992, 1993, 1994, 1995, 1999.

29: O. Madsen 1999.

30: Grav 4103. O. Madsen 1999, s. 67 ff.

31: O. Madsen 1994, 1999, s. 88 ff. Den døde var begravet under en omvendt, udspændt stammebåd, der kun var bevaret som aftryk. Dateringen var ældre romersk jernalder, formentlig fase B 2. Båden ligner Slusegårdbådene på Bornholm, se O. Crumlin-Pedersen 1991. To andre bådgrave kendes fra Jylland, Foulum ved Viborg og Brogård ved Ribe, men de er begge af senere dato, se O. Crumlin-Pedersen 1991, s. 232 ff.

32: B.M. Rasmussen 1995, s. 83, fig. 38.

33: D. Kaldal Mikkelsen 1990, graven er dateret til sen fase B 2.

34: Skoene har været af samme type som dem, der kendes fra gravpladsen Slusegård på Bornholm, grav 613, se O. Klindt-Jensen 1978, s. 144.

35: Brun & Lund 1974.

36: C. Engelhardt 1881, s. 165 ff.; U. Lund Hansen 1987, s. 407; graven er dateret til fase B 2, se J. Ilkjær 1993a, s. 345.

37: Dollerup, Skanderup sogn. Voss & Ørsnes-Christensen 1948; U. Lund Hansen 1987, s. 407; graven er dateret til sen fase B2.

38: H.J. Eggers 1951, type 26.

39: Ibid. type 99-100.

40: Ibid. type 170.

41: Dvs fra provinsen Noricum med hovedstaden Carnuntum.

42: Udbredelsen af sporer som Dollerupgravens se B.M. Rasmussen 1995, s. 52, fig. 11.

43: E. Norden 1923:85, 474, anm. 4.

44: Cæsar: Gallerkrigene VI:28.

45: Historia Naturalis XI:126.

46: J. Grüss i Prähistorische Zeitschrift 22, 1931, s. 180 ff.; C. Redlich 1977; E. Jørgensen 1990.

47: Om drikkehorn se bl.a. D. Liversage 1980, s. 70.

48: D. Kaldal Mikkelsen 1990; graven er dateret til sen fase B 2.

49: Det er grave som f.eks. Gammelby ved Riggive og Erritsø ved Fredericia. En særstilling indtager nogle grave fra Agersbøl, kun 5 km nord for Bredal. En af disse indeholdt smykker, våben og romersk import, og må derfor høre til højt oppe i det militære hierarki. Da den imidlertid ikke indeholdt sporer eller guldring, står den i en klasse for sig (D. Kaldal Mikkelsen 1990, s. 185; U. Lund Hansen 1987, s. 407).

50: J. Brøndsted 1960, s. 150 ff.

51: Vigtige publicerede udgravninger af grave fra ældre romersk jernalder er: 1: Tornumskov, Lintrup sogn, C. Neergaard 1931; 2: Tislund, Tislund sogn, C. Neergaard 1931; 3: Frørup, Frørup sogn, L. Christensen 1988. 4: Hjemsted, Skærbæk sogn, P. Ethelberg 1990. I Hjemsted er formentlig fundet alle de urnegravpladser, som hører til landsbyen. Fire af pladserne rummede våbengrave. Gravpladserne kan tolkes som familiegravpladser fra landsbyer, hvor der boede både krigere og folk med ret til at bære guldring. 5: Tobøl, Føvling sogn, Jensen & Madsen 1984. 6: Myrthue, Hostrup sogn, E. Lomborg 1964. 7: Over Jerstal. 8: Dover, Lintrup sogn, S. Tillgaard-Petersen 1990. 9: Ottersbøl, Mjolden sogn, C. Neergaard 1931.

52: B. M. Rasmussen 1995; P. Ethelberg 1995. De sønderjyske gravfund er sammenfattende blevet kaldt Over Jerstalgruppen. Til gruppen regnes normalt også den ovenfor omtalte dobbeltgrav fra Dollerup, se Voss & Ørsnes-Christensen 1948, dateret til sen fase B2.

53: C. Engelhardt 1881; U. Lund Hansen 1987, s. 407, 429; B.M. Rasmussen 1995, grav 1877, dateret til sen fase B2.

54: Importgenstandene var 2 østlandskedler (H.J. Eggers 1951, type 40 og 37-43), en bronzekasserolle (ibid. type 142-43), si-øse (ibid. type 160), og noget ildbeskadiget glas.

55: H. Neumann 1957; J.L. Jacobsen 1975; U. Lund Hansen 1987, s. 407.

56: Den ene grav rummede to ringe fra hanken af et stort metalkar, type ubestemmelig. Den anden grav indeholdt en østlandskedel (H.J. Eggers 1951, type 37-43). Den tredje grav en bronzekasserolle (ibid. type 142).

57: H. Norling-Christensen 1969; U. Lund Hansen 1987, s. 408.

58: Si-øse (H.J. Eggers 1951, type 160).

59: H. Norling-Christensen 1960; U. Lund Hansen 1987, s. 408.

60: H.J. Eggers 1951, type 160.

61: H.J. Eggers 1951, type 92 og 140.

62: C. Korthauer 1996.

63: L. Hedeager 1982, s. 125 ff. Ved en række undersøgelser af nordtyske gravpladser fra romersk jernalder er det sandsynliggjort, at udstyr med sporer men uden våben, tilhører de ældre mænd, våben derimod de yngre, se f.eks. Gebühr & Kunow 1976. Jf. også graven fra Uggerløse (se Et sjællandsk høvdingedynasti), der rummede en mand på ca. 60 år med sporer og fornemt udstyr af guld og import, men ingen våben.

64: P. Ethelberg 1995.

65: P. Ethelberg 1995, s. 126 ff.

66: H. Neumann 1978.

67: P. Ethelberg 1995, s. 132.

68: F. Christiansen 1999.

69: Bebyggelsen har også været tolket anderledes end her foreslået, se D. Kaldal Mikkelsen 1995. Den her anførte tolkning hviler på F. Christiansen 1999, s. 184 ff. Dateringen af bebyggelsen er fase B 2.

70: F. Christiansen 1999, s. 188.

71: Er kildematerialet endnu spinkelt, så kan man dog pege på beslægtede anlæg i det syd- og sønderjyske område, f.eks. på Hammelev Nørremark i nærheden af Haderslev, se F. Christiansen 1999, s. 186 ff.

72: U. Näsman 1988, s. 126.

73: Tacitus 1974: Bruun & Lund 1974, s. 43.

74: D. Kaldal Mikkelsen 1990, s. 178.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De jyders land i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430997

Afsnittet De jyders land er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet