Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slaget ved Hjortspring

Oprindelig forfatter JJe

I det 4. århundrede f.Kr. var der krig mange steder i Europa. Rundt om på kontinentet var der folkegrupper, der brød op for at erhverve sig velstand, for at få nyt land eller for at få beskæftigelse som lejetropper i fremmede hære. Det var, som havde kendskabet til de rige kulturområder ved Middelhavet hensat kontinentet i en tilstand af rastløs uro. Tilsvarende var der i områderne syd for Alperne på denne tid tale om en næsten konstant militær mobilisering. Det var også på den tid, at de små regionale statsdannelser i Middelhavsområdet måtte vige for dannelsen af de store imperier, makedonernes og romernes.

På den tid, da Alexander den Store (356-323 f.Kr.) var i færd med at opbygge sit imperium, og hvor keltiske hærskarer hærgede på Appenninerhalvøen, udkæmpedes et blodigt slag på Als – et af de første som vor oldtidshistorie har leveret vidnesbyrd om. Slaget fandt efter alt at dømme sted i den 2. halvdel af det 4. århundrede f.Kr., på en tid hvor der også var krigeriske uroligheder længere mod syd. Et ganske påfaldende sammenfald i tid.

I dag virker Als som et af de fredeligste steder i Danmark. Lad os forestille os, at vi til søs nærmer os øen fra Østersøsiden. Til styrbord har vi det fynske arkipelag med småøerne Lyø, Avernakø, Korshavn og Ærø svømmende i soldisen – og bagved skimter vi de høje banker ved Svanninge. Til bagbord ligger Als udstrakt fra syd til nord med sine grønne kyster. Midt på øen ligger dens højeste punkt Høgebjerg. Længere mod nord ser man det højtbølgende og stærkt vekslende nordland. Heroppe, i læ bag Nørreskoven, ligger Hjortspring Mose. Lidt over to kilometer er der fra den ud til kysten. Det var her en fjendtlig hær gik i land engang i det 4. århundrede f.Kr.

Annonce

 En kopi af Hjortspringbåden, navngivet Tilia, ses her liggende på kysten ved Als.

En kopi af Hjortspringbåden, navngivet Tilia, ses her liggende på kysten ved Als.

De kom fra havet i hurtige krigskanoer. En tre-fire stykker var der af dem, og hver af bådene var bemandet med nogle og tyve krigere. Kun fodfolk deltog i angrebet – de var udrustet med standardvåben. Hver kriger bar et stort træskjold og desuden et tungt spyd eller en lanse, samt et let kastespyd. Men hertil kom, at omkring halvdelen af de fremmede krigere havde kastespyd med benspids. Mange bar også let tilhuggede kastesten af flint, som de kunne slynge mod modstanderen med uhyggelig kraft. Nogle få af de højtstående krigere var bevæbnet med et kort sværd, der lignede et ryttersværd. Det var det nu ikke, det var beregnet til nærkamp til fods. Nogle enkelte af de ledende var desuden iført ringbrynjer.

Inde bag kysten lå en anden hærstyrke og ventede. Den må være blevet mobiliseret med meget kort varsel. Man kan næppe ret længe have haft kendskab til det planlagte angreb. Alligevel kom krigerne fra et stort område af Als, måske fra hele øen. Antager vi, at styrken derinde på land var på omkring 100 mand eller lidt mere, betyder det, at de må være mobiliseret blandt beboerne af flere hundrede gårdanlæg.27 I Grøntoft-landsbyen levede formentlig omkring et halvt hundrede mennesker, børn, voksne og gamle. 3000 mennesker kan meget vel være, hvad der samlet levede på Als i disse århundreder.

Når vi kan gøre os overvejelser over hærstyrkernes størrelse og udrustning, skyldes det, at den angribende hærs våben sammen med en af bådene efter kampen blev ofret i en mose inde i landet.28 En del af våbenudstyret blev i øvrigt senere ødelagt ved tørvegravning og gik tabt. Det er derfor muligt, at tallene er for lavt sat. Man regner med, at den angribende styrke er landet på kysten i mindst 3-4 både. Men det er muligt, at helt op til 6-7 både deltog i angrebet.29

Det ofrede hærudstyr viser os, at der var tale om våben, som med en vis grad af sandsynlighed kan fordeles på menige og befalingsmænd. Våbenudstyret antyder tillige, at den angribende styrke opererede efter en standardstrategi bestående af fodfolk organiserede i små enheder på hver 18 krigere under ledelse af tre til fire befalingsmænd eller rorsmænd bevæbnet med sværd og ringbrynjer.30 Man kan forestille sig, at angrebet blev åbnet med en sværm af tilhuggede flintesten sendt mod forsvarerne i slynger. Så fulgte en næste bølge, som udgjordes af spyddene med benspidser. Endelig kom så en angrebsbølge på tættere hold, idet de skjolddækkede krigere nu var rykket betydeligt fremefter. Den nye angrebsbølge kom fra krigerne i anden række. De kastede nu deres bredspidsede spyd mod fjendens linjer. Kort efter dette ville den første række angribe, idet krigerne nu udvalgte målene for deres gennemborende, smalhovedede spyd med jernspidser, før de gik ind i nærkamp. Altsammen for at skabe et svagt punkt i fjendernes rækker. Nærkamp blev formentlig undgået så længe som muligt, eftersom det ville hæmme fremrykningen. Tilsyneladende blev bue og pil ikke brugt af de kæmpende, i hvert fald ikke af angriberne. Det var våben, som først kom i almindeligt brug på et senere tidspunkt af jernalderen.

Hvordan slagordenen fungerede, er naturligvis baseret på gætteri. Men der kan være gode grunde til at sammenligne den med den strategi, Filip 2. af Makedoniens og Alexander den Stores hære anvendte, og som havde dybe rødder i det arkaiske og klassiske Grækenland. Det var en strategi, som byggede på den såkaldte falanx, en slagorden, som revolutionerede krigsførelsen ved at skabe regimenter, og som gjorde det muligt at udkæmpe regulære slag. Om det var den makedonske slagorden, som i lille målestok blev brugt i slaget ved Hjortspring, ved vi naturligvis ikke. Men det er tænkeligt, at krigerne, som var organiserede i båd-besætninger, blev opstillet i falanxer. Hver af disse ville i så fald bestå af to rækker krigere i en 25-30 m bred formation. Befalingsmændene kan da have stået på højre flanke af falanxen, hvorfra de kunne kommandere udvekslingen af kastevåben i slagets første faser. Hvordan fordelingen af kastespyd var blandt krigerne er naturligvis også hypotetisk, men det er tænkeligt, at den forreste række har været bevæbnet med de lette, smalhovedede kastespyd sammen med lanse og skjold, medens den anden række af krigere var udrustet med lanse og skjold samt et bredhovedet kastespyd.

Her holder lighederne imidlertid også op. Hjortspringhæren var betydelig lettere bevæbnet end den klassiske falanx. Den græske kriger, hoplitten, bar hjelm, panser, benskinner og et langt, buet skjold. Han var bevæbnet med et eller to ret lange spyd eller lanser (2-3 m) og et kort, tungt sværd. Men både i de græske hære og i Hjortspring-hæren var bevæbningen domineret af skjold og spyd/lanse.

Hvor kampen mellem den veludrustede, fremmede hær på lidt under 100 mand og alsingerne fandt sted, ved vi ikke. Ej heller kender vi detaljer fra kampen. Men vi ved, hvordan den endte. Efter den første angrebsbølge og efterfølgende fremrykning blev der kæmpet mand mod mand med de skarpe bajonetlignende spyd og til dels også med de enæggede sværd. Altsammen foregik det måske på strandbredden foran skibene, men efter nogen tid var de indtrængende fremmede overvundet. Mange blev sikkert dræbt, men lige så mange lykkedes det at flygte i deres både.

En af bådene blev dog efterladt. Sammen med det erobrede bytte slæbte sejrherrerne den ca. 2 km ind i landet, til et gammelt helligsted, en mose, hvor man tidligere havde ofret enkelte dyr i dybt nedgravede huller. Nu skulle mosen modtage sit hidtil største offer. Den 22 m lange træbåd blev trukket ud i mosehullet, der lige netop var så stort, at båden kunne nedsænkes deri. Den blev væltet om på siden og gik til bunds i mosens sorte vand. Alle de erobrede våben smed man ned i eller omkring båden. Mange af dem ødelagde man dog først: spydstager blev knækket, spyd bøjet og sværd blev bukket sammen. Nogle padleårer og spydstager blev stukket ned i mosebunden. Nu var det klart, at ingen levende nogensinde skulle bruge våbnene. På det tidspunkt havde man formentlig allerede gjort op med de faldne fjender. Man havde taget deres våben, men hvad man i øvrigt gjorde ved dem, ved vi ikke. Måske man hængte dem i træerne sammen med de endnu levende sårede og tilfangetagne.

Det var alsingerne, som vandt slaget. Men hvem var de da, disse fremmede, som havde truet øens ældgamle slægter? Her er mulighederne legio, men nogle af dem peger dog i en bestemt retning, mod områderne langs den nedre del af Elben i Nordtyskland. Med sig på det mislykkede togt havde angriberne bl.a. bragt nogle små drejede træbeholdere. Meget lignende beholdere, dog fremstillet af brændt ler, har man fundet på gravpladser på Hamburg-egnen.31 Det kan tages som et indicium for, at de angribende både kom fra egnene ved den nedre del af Elben i Nordtyskland.

Tanken er ikke urimelig. Både af Hjortspring-typen var lette at manøvrere og kunne sejle over betydelige afstande, f.eks. på floder. Ruten kan være gået fra Elbmundingen og Vesterhavet via Ejderen, floden Trene og Slien til Østersøen, en rute, som så ofte senere blev brugt af vikingerne. Den ville have ført båden lige til et sted syd for Als, og herfra var der kun en dagssejlads frem til det sted på kysten, hvor angrebet fandt sted. En anden mulig rute for de meget lette både ville være via de vandveje, som løber sammen i Schaal- og Ratzeburg-søerne i det holstensk-mecklen-borgske område.

Noter

27: K. Randsborg 1995, s. 42.

28: G. Rosenberg 1937; F. Kaul 1988; K. Randsborg 1995; Kaul & Valbjørn 2002. Den sandsynligste alder på offerfundet er bestemt til 350-300 f.Kr.

29: Det kan give et samlet antal på omkring 150 unge krigere sammen med nogle ældre, ledende krigere, idet hver båd var bemandet med omkring 20 almindelige krigere plus befalingsmænd, se K. Randsborg ibid.

30: K. Randsborg 1995, s. 54 ff.

31: K. Randsborg 1995, s. 33 ff og 63 ff.; Kaul & Valbjørn 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Slaget ved Hjortspring i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 7. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430965

Afsnittet Slaget ved Hjortspring er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet