Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigernes våben

Oprindelig forfatter JJe

På den tid, da Hjortspring-båden blev nedlagt i mosen, var det ikke skik og brug at give de døde våben med i gravene. Det samme gjaldt hos folkeslagene i det store lavlandsområde syd for Østersøen. Også her var gravritualerne udtryk for, at over for døden anså man alle mennesker for lige. Våbenofringerne i søer og moser er derfor den eneste kilde til viden om krigernes bevæbning og deres kampform i disse tidlige jernaldersamfund. Men bevæbningen viser forbløffende ligheder over meget store dele af det europæiske kontinent.

I de små hære, som landsbysamfundene fra tid til anden mobiliserede, var spydet langt det vigtigste våben.50 I Hjortspring-hæren må hver kriger have været bevæbnet med to eller tre spyd eller lanser. Kun ganske få havde et sværd. Men alle mand synes at have båret et stort, aflangt skjold. Der er også andre fund, som bekræfter, at spyddet i de nordeuropæiske småhære var det vigtigste våben. Det er således også i overtal i det lidt senere våbenofferfund fra Krogsbølle på Fyn (se Den hellige mose). Ligeledes indeholder andre våbenofferfund fra jernalderens første århundreder udelukkende spyd.

Også andre steder kan vi se, at spyddet på den tid var de nordeuropæiske krigeres foretrukne våben. Ved den sydlige Østersøkyst, i Pommern og Østpreussen, havde man i jernalderens begyndelse omkring 500 f.Kr. den skik at udsmykke gravurnerne med et stiliseret ansigt. Og ikke nok med det. Man afbildede også på urnen forskellige genstande, der havde tilhørt den afdøde.51 Rummede urnen en død kvinde, afbildede man på den f.eks. halsringe og ørenringe. Var den døde en mand, afbildede man ofte de våben, han havde brugt i levende live. Det var gerne to eller tre spydspidser og i nogle tilfælde også en lille buet hugkniv, som i øvrigt ofte lignede Hjortspring-krigernes enæggede sværd.

Annonce

 Hjortspringkriger med lanse, spyd og træskjold

Hjortspringkriger med lanse, spyd og træskjold

Længere mod syd, i det centraleuropæiske område, havde spyddet i det 6. århundrede f.Kr. også været det dominerende våben. Dog bar mænd med en særlig høj samfundsmæssig status en pryddolk. Det var en bevæbning, som tydeligt afslørede påvirkninger fra den græske verden. I de græske hære var den vigtigste kampstyrke falanxen, en veldisciplineret gruppe af fodfolk, som i tæt formation kæmpede med spyd og var beskyttet af skjolde. Sværd brugte man kun i ringe udstrækning. Den samme form for bevæbning brugte også etruskerne, som havde overtaget den fra grækerne.

Det andet hovedvåben i Hjortspring-hæren var skjoldet. Som dækvåben mødte vi det allerede i bronzealderens sidste halvdel i form af et rundt bronzeskjold (se Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt). Det skjold, som Hjortspring-krigerne bar, var imidlertid af en helt anden udformning. Det var aflangt, firkantet til ovalt og havde en spidsoval skjoldbule, der ofte var forsynet med en midtkam eller en midtrende.

Da Hjortspring-krigernes skjolde udelukkende er lavet af træ, og træ kun bevares under særligt gunstige forhold, er det ikke mærkeligt, at vi ikke kender fund af lignende og samtidige skjolde i Danmark. Og dog: i 1948 fandt man ved tørvegravning i Borremose i Himmerland et delvis bevaret skjold, hvis afrundet firkantede form svarede til Hjortspring-skjoldene.52 Men Borremose-skjoldet var lavet af læder. Det havde et rundt hul i midten, som gav plads til hånden, men hverken håndtag eller skjoldbule var bevaret. Omkring hullet var der spor af ornamenter i form af buer indpresset i læderet. Om der er tale om et egentligt skjold eller om en læderbeklædning til et træskjold, er imidlertid usikkert. Borremose-skjoldet er kulstof 14-dateret til tiden omkring 350 f.Kr. Dvs., det er omtrent samtidigt med Hjortspring-fundet.

 Afbildning af et skjold og en hestetrukket vogn på en såkaldt ansigtsurne, fundet ved Grabów syd for Gdansk i Polen. 5. århundrede f.Kr.

Afbildning af et skjold og en hestetrukket vogn på en såkaldt ansigtsurne, fundet ved Grabów syd for Gdansk i Polen. 5. århundrede f.Kr.

Man kender desuden fra Skåne en skjoldbule af træ, helt svarende til dem fra Hjortspring.53 Den blev fundet i en brønd ved Kvärlöv i Skåne og viser os, at det formentlig kun er tilfældigheder, der gør, at skjolde af Hjortspring-typen er så lidet kendt i Sydskandinavien.

Oprindelsen til disse ovale eller afrundet firkantede skjolde med deres spidsovale skjoldbuler skal man søge på Appenninerhalvøen, som fra det 8. århundrede f.Kr. i stigende grad havde øvet indflydelse på Central- og Nordeuropa.54 I det 7. og 6. århundrede f.Kr. var den nye skjoldform blevet spredt til Centraleuropa, og i det 5. århundrede f.Kr. finder vi de første spor af den helt oppe mod nord, ved Østersøens bredder. På en af de ansigtsudsmykkede brændtbensurner fra Pommern, som vi tidligere har nævnt, ser man billedet af et ovalskjold, i øvrigt sammen med en fremstilling af en firhjulet vogn.

Går man helt ned i den anden ende af Europa, til Bologna i Norditalien, kan man få et endnu bedre billede af det aflange og ovale skjold på denne tid. På en fornemt forarbejdet bronzespand fra det 5. århundrede f.Kr., fundet i en grav ved Bologna, ser man en lille hærstyrke på march. Krigerne bærer aflange skjolde med en spidsoval skjoldbule, som fortsætter i en slags ribbe på langs af skjoldet. Hver af soldaterne er bevæbnet med to spyd, ganske som Hjortspring-krigerne. De bærer desuden hjelme. Men ser man bort fra dem, kunne man såmænd godt forveksle Bologna-krigerne med de krigere, som et århundrede senere angreb Als.55

 Læderovertræk(?) til skjold af Hjortspring-type, fundet i Borremose i Himmerland.

Læderovertræk(?) til skjold af Hjortspring-type, fundet i Borremose i Himmerland.

I det 5. århundrede f.Kr. bliver dette aflange skjold med en spidsoval skjoldbule til selve det keltiske skjold par excellence. Vi ser det f.eks. på en etruskisk gravstele fra det 4. århundrede f.Kr., den tid hvor de keltiske krigerskarer for alvor hærgede Appenninerhalvøen. På stelen, som også er fra Bologna, ser man en nøgen keltisk kriger, der med et sværd kæmper mod en etruskisk rytter. Kelteren bærer et ovalt skjold med en aflang skjoldbule. Skjoldet er af samme hovedtype, som dem vi finder i Hjortspringfundet. Fra Italien i syd til Hjortspring i nord kan det keltiske skjold fortælle om den krigeriske uro, som rystede Europa i disse århundreder. Nu var det ikke keltere, der bar skjoldene i slaget ved Hjortspring. Men helt ovre i Lilleasien ser vi dem trænge frem i det 3. århundrede f.Kr. Her blev de involveret i kampe med bl.a. de grækere, som boede ved Lilleasiens vestkyst. Og det var her, at kong Attalos 1. (269-197 f.Kr.) i året 235 f.Kr. opførte et sejrsmonument, et stort rundtempel i midten af Athena-helligdommen i den skønne by Pergamon. Kong Attalos havde vundet en vigtig sejr over de indtrængende keltere, og han udstyrede rundtemplet med bronzefigurer af de slagne modstandere.

Bronzeskulpturerne eksisterer ikke mere, men vi kender flere af dem i form af senere udførte romerske marmorkopier. En af dem er „Den døende Galler“, som nu kan ses på Kapitolmuseet i Rom, og som vi allerede tidligere har hørt om (se Europa i opbrud). Statuen forestiller en af de „ædle vilde“, som efter grækernes mening befolkede den barbariske verden. En kelter – nøgen og dødeligt såret er han – sidder halvt sammensunken på et ovalt skjold. Om halsen har han en ring, en nøjagtig gengivelse af en af de karakteristiske keltiske halsringe. Den samme nøjagtighed præger også gengivelsen af det skjold, han sidder på. En idealiseret afbildning er statuen ganske vist. Men i detaljen udført med en akkuratesse, som viser, at kunstneren virkelig har set en kelter og hans udstyr, halsring og skjold.

Det keltiske ovalskjold med dets spidsovale skjoldbule finder vi også på en gigantisk figurgruppe, som formentlig stod centralt i helligdommen. Den viser igen en nøgen kelter, som med sit sværd er i færd med at dræbe sin hustru og sig selv. Han har netop tilføjet kvinden det dødelige stød og fører sværdet mod sig selv. De står begge på et typisk keltisk, ovalt skjold med en spidsoval skjoldbule med midtkam.

 På en bronzespand fundet ved Arnoaldi nær Bologna i Norditalien ser man afbildet nogle jernalderkrigere bevæbnet med skjold og to spyd. Sammenlign den hjelm, som krigeren til højre bærer, med træhjelmene fra Uglemose nedenfor.

På en bronzespand fundet ved Arnoaldi nær Bologna i Norditalien ser man afbildet nogle jernalderkrigere bevæbnet med skjold og to spyd. Sammenlign den hjelm, som krigeren til højre bærer, med træhjelmene fra Uglemose nedenfor.

For den, der vil studere keltiske våben, er Pergamon-helligdommen en guldgrube. Den blev nemlig også senere, i 183 f.Kr., udstyret med en hal, udsmykket med relieffer, hvis motiver bl.a. var de våben, som grækerne efter diverse militærekspeditioner hjemtog og opbevarede i helligdommen. Og en stor del af disse var keltiske.56 Det var bl.a. ovale keltiske skjolde med spidsovale skjoldbuler. De ligner i øvrigt skjoldene fra Hjortspringfundet og stammer formentlig fra kampe mellem grækere og keltere i det 3. og 2. århundrede f.Kr.

Af reliefferne kan man lære, at grækerne i deres helligdom i Pergamon opbevarede erobrede våben som sejrstrofæer. Og det er svært ikke at sammenligne en sådan ophobning af våben i et græsk tempel med de ophobninger af våben, vi her og der ser både i og uden for den keltiske verden: i Gournay-sur-Aronde og La Tene, som vi har hørt om ovenfor. Eller i Hjortspring for den sags skyld. Selv om de bagved liggende forestillinger har været nok så forskellige.

Det fjerneste sted, vi kender keltiske skjolde fra, er Egypten. Ved udgravninger i El Faiyum, knap 100 km syd for Cairo, fandt man et skjold fremstillet af birketræ, en træsort som ikke findes i Egypten.57 Det er 1,28 m langt og 63 cm bredt, men det er ikke fremstillet af træbrædder. Det er derimod opbygget af tynde trælameller i flere lag. Desuden har det været dækket af filt. I sin form er det ikke desto mindre et af de træskjolde, der kommer nærmest Hjortspring-skjoldene.

Hvordan et typisk keltisk skjold er endt i så fjernt et land som Egypten, kan vi kun gisne om. Men de historiske kilder nævner faktisk, at keltiske lejetropper gjorde tjeneste her, og at de i året 274 f.Kr. kæmpede på egyptisk side i en krig mod Syrien. Endvidere at keltiske lejetropper var i egyptisk tjeneste igen i året 218 f.Kr. Mon ikke El Faiyum-skjoldet på en eller anden måde har forbindelse til en af disse to krige? Formentlig er det kommet til Egypten med en keltisk lejesoldat fra Lilleasien.

 Keltisk kriger der dræber sin kvinde og sig selv. Romersk marmorkopi. Originalen, som blev udført i 2. halvdel af 3. århundrede f.Kr., hørte til en statuegruppe i Athena Nikephoros-helligdommen i Pergamon i Lilleasien.

Keltisk kriger der dræber sin kvinde og sig selv. Romersk marmorkopi. Originalen, som blev udført i 2. halvdel af 3. århundrede f.Kr., hørte til en statuegruppe i Athena Nikephoros-helligdommen i Pergamon i Lilleasien.

Forekomsten af de keltiske skjolde i de fjerne egne i syd afspejler først og fremmest den storstilede ekspansion af keltiske krigerskarer, især i det 3. århundrede f.Kr. Men vender vi igen tilbage til det europæiske kontinent, kan vi følge brugen af de karakteristiske skjolde igennem henved et halvt årtusinde før Kristi fødsel. Omkring 300 f.Kr. bliver den lange, spidsovale skjoldbule oftest beklædt med et metalbeslag. Det ser man f.eks. på de skjolde, der stammer fra offerfundet ved La Tene i Neuchâtelsøen. De ligner skjoldene fra Hjortspring meget, men de er udstyret med et bredt, beskyttende jernbånd, der går hen over skjoldbulen. Forskellige afbildninger af skjolde på stenskulpturer fra Frankrig viser endvidere, at selve skjoldformen holdt sig helt op til romernes erobring af området.

Også i områder, hvor kelterne ikke kom, i Nordeuropa f.eks., holdt det keltisk prægede skjold sig længe. På en gravplads ved Warszawa har man fundet to miniatureskjolde, symbolske gravgaver, fra tiden omkring Kr.f.58 De polske skjolde er aflange som de keltiske, men med runde skjoldbuler. Omtrent samme alder har et aflangt, rødmalet skjold, som blev fundet ved Vædebro i Midtjylland (se Den hellige mose). Så længe holdt de keltiske prægede skjolde sig i brug – til tiden omkring Kristi fødsel. Så blev de afløst af det runde skjold med rund skjoldbule, en skjoldform, der lever videre i de mange følgende århundreder.

I Hjortspring-hæren indgik sværd som et supplerende våben hos et lille antal af krigerne. Det var alle enæggede og forholdsvis små sværd – og de var de første nordiske jernsværd. Igen skal vi søge oprindelsen til disse sværd i de våbentekniske ændringer, der fandt sted i Europa, kort før kelterne begyndte at dominere den militære scene. Forudsætningerne for brugen af det enæggede sværd finder vi helt nede i Middelhavsområdet, i Grækenland eller blandt de folkeslag, der var påvirket af grækerne.

De ældste enæggede sværd kender man fra Grækenland allerede i det 7. århundrede f.Kr. Her har man formentlig lært dem at kende fra perserne eller andre østlige folk. Først i det 6. århundrede f.Kr. bliver de enæggede sværd dog almindelige hos grækerne. Man kan se dem i brug på græske vasemalerier fra 6. og 5. århundrede f.Kr., hvor de undertiden indgår som en del af udrustningen blandt de græske fodfolk. De anvendes her til hug med løftet arm ovenfra mod fjenden. Det foretrukne våben blandt græske fodfolk var dog spyddet og det runde skjold. Det enæggede sværd var kun et ekstravåben, som blev brugt i nærkamp, når spyddene var opbrugt eller knækkede. Efter alt at dømme nåede det enæggede sværd til Norden via det østlige Europa. I disse østlige områder anvendte man enæggede sværd helt ned i det 1. århundrede f.Kr.59

 Etruskisk gravstele der viser en kelter i kamp mod en bereden etrusker. Fundet i Bologna, Norditalien. 5.-4. århundrede f.Kr.

Etruskisk gravstele der viser en kelter i kamp mod en bereden etrusker. Fundet i Bologna, Norditalien. 5.-4. århundrede f.Kr.

Vasemaleriernes kampscener giver formentlig et indtryk af, hvordan man også i Norden brugte de korte hugsværd, nemlig som et fodfolksvåben. Om et sværdbevæbnet rytteri synes der ikke at have været tale. Det møder man først i tiden omkring 100 f.Kr. På det tidspunkt viser de første sporer sig også i fundene heroppe. I Grækenland brugte man nok rytteri i det 6. og 5. århundrede f.Kr., men kun i meget begrænset omfang. Først omkring 400 f.Kr. blev rytteriet almindeligt hos grækerne, uden at sværdet dog straks blev det vigtigste våben. Man foretrak stadig forskellige former for spyd og lanser. Indtil da var hesten snarere at regne for en prestigegenstand, som de mest velstående krigere kunne benytte på færden til slagmarken. Måske den enlige hest i Hjortspring-fundet har haft den samme funktion.

Som nævnt finder vi også det enæggede jernsværd hos andre folkeslag, der var under indflydelse af grækerne. Etruskerne optog f.eks. meget hurtigt både den græske kampform og de græske våben, bl.a. det enæggede hugsværd. På en etruskisk gravstele fra det 6. århundrede f.Kr., fundet ved Volterra i Toscana, ser vi den afdøde kriger, hvis navn endda er indhugget på stelen, Aule Tite, med et prægtigt hugsværd.60 Dets greb er udformet som et fuglehoved, på samme måde man også kender det hos grækerne. Aule Tite holder tillige i højre hånd et spyd. Det viser, at hans udrustning svarede til det græske fodfolks – og i øvrigt også til Hjortspring-krigernes.

I Hjortspring-hærens udstyr indgik også ringbrynjer – måske en 10-20 stykker.61 Det nøjagtige antal lader sig ikke bestemme. Skal man søge forudsætningerne for dette kostbare udstyr, må man igen rette blikket mod sydøst. Den ældst kendte ringbrynje fra det europæiske kontinent stammer fra en rig keltisk mandsgrav fra Ciumesti i det nordlige Rumænien.62

Krigeren fra Ciumesti må være begravet omkring år 300 f.Kr., dvs. i en tid ikke fjernt fra Hjortspringfundet.

 De to ejendommelige træhjelme, som blev fundet i Uglemose på Lolland. I formen ligner de metalhjelme, som i den keltiske jernalder blev brugt af krigere i Norditalien og de sydøstlige egne af Alperne. Ca. 1:4.

De to ejendommelige træhjelme, som blev fundet i Uglemose på Lolland. I formen ligner de metalhjelme, som i den keltiske jernalder blev brugt af krigere i Norditalien og de sydøstlige egne af Alperne. Ca. 1:4.

Fra århundrederne derefter kender man også fra andre keltiske fund ringbrynjer – ikke blot i øst, men også i vest, bl.a. i Frankrig. Ringbrynjer var et særkende for de højtstående keltiske våbensmedjer. De blev derimod hverken brugt af grækere eller etruskere. Grækerne brugte tætsiddende muskelpansre, et dækvåben, som havde aner langt bagud i tiden – også i Centraleuropa, hvor de havde nået en vis udbredelse fra det 8. århundrede f.Kr. (se Vestens genopvågnen). Hos de antikke forfattere kan man læse om kelternes brug af ringbrynjer, og den græske historiker og geograf Strabo (ca. 64/63f.Kr.-21 e.Kr.) beretter, at romerne overtog dem fra kelterne.

I Athena-helligdommen i Pergamon må der også have hængt ringbrynjer som sejrstrofæer. De er afbildede på de allerede omtalte våbenrelieffer, som viser, at brynjerne må have nået bæreren til hofterne, og at de har været forsynet med en slags skulderklapper fremstillet af fint sammenflettede ringe og sammenholdt på brystet med en tværplade og nitter.63

Endelig er der hjelmene. Hjortspring-krigerne bar dem ikke, men de var vidt udbredte i både de keltiske, græske og etruskiske områder. Men mon ikke de alligevel var kendt i det nordeuropæiske område. I Uglemose på Lolland har man fundet tre mærkelige trækopier af hjelme.64 Efter alt at dømme efterligner de en hjelmtype, som var i brug i det sydøstalpine og norditalienske område tidligt i jernalderen.65 Om de har været til praktisk, eller eventuelt rituel brug, er svært at sige.

Nok er det et lidt kaleidoskopisk billede, vi kan tegne af kampformer og våben i den sidste halvdel af det 1. årtusinde f.Kr. i Centraleuropa. Hvor vi tidligere i årtusindet kunne følge udviklingen af aristokratiske kampformer, ser vi nu i jernalderen fremvæksten af regulære hære af fodfolk, altsammen utvivlsomt et resultat af kontakten med Middelhavsfolkene i syd. Fra det 5. århundrede f.Kr. har kelterne bl.a. som lejetroper i fremmede hære nøje kunnet følge den militærtekniske udvikling hos grækere og etruskere. Ja, allerede tidligere, i det 6. århundrede f.Kr. har man i Centraleuropa haft kendskab til den græske hoplit-bevæbning og har set den udvikle sig til lettere og mere fleksible kampformer.

I det 5. og 4. århundrede f.Kr. består den keltiske bevæbning gerne af to spyd, et skjold af træ eller læder og sommetider et kortsværd, altsammen tydeligvis inspireret af græske og etruskiske kampformer. Det er f.eks. med hære bevæbnet på denne vis, at kelterne i 390/385 f.Kr. angriber Rom. På den tid spredes den nye kampform ud over større dele af kontinentet – også helt op til Sydskandinavien, hvor man bl.a. møder den i slaget ved Hjortspring, formentlig i sidste halvdel af det 4. århundrede f.Kr.

På samme tid bevæger store keltiske hærtog sig i retning af Balkan og Grækenland. De bliver i stigende grad bevæbnet med tungere våben, for bedre at kunne tage kampen op med de græske hære. Sværd bliver mere og mere almindelige, men man bruger stadig de karakteristiske lange skjolde med spidsovale skjoldbuler. I midten af det 3. århundrede f.Kr. hører langsværdet til standardudstyret sammen med en lanse og et træskjold, formentlig som svar på våbenudstyret og den mere fleksible militærtaktik hos de nye hellenistiske kongedømmer i Middelhavet, som de centraleuropæiske keltere på den tid blev konfronteret med.

Noter

50: F. Kaul 1988, s. 71; K. Randsborg 1995, s. 25 ff. I Hjortspring blev fundet 169 spydspidser, 138 af jern, 31 af hjortetak eller ben samt lange træskafter af ask. Det længste stykke var næsten to m langt. Af jernspidserne var 22 lange (mere end 20 cm), fire af dem var mellem 30 og 40 cm lange, en var mere end 40 cm lang. 85 stk var af mellemstørrelse (mellem 20 og 10 cm) og 31 var korte, dvs. mindre end 10 cm.

51: W. la Baume 1963.

52: F. Kaul 1998, s. 39.

53: J. Martens 2001.

54: F.P. Stary 1981, se også Randsborg 1995, s. 17 ff.

55: Se Bartoloni & Govi 1995.I Norditalien og Alpeområdet er der dog også fra denne tid og lidt før afbildet runde skjolde på forskellige bronzegenstande, men de går åbenbart hurtigt af brug.

56: Reliefferne er delvis bevaret, og de fleste af dem opbevares på Pergamonmuseet i Berlin.

57: W. Kimmig 1940; F.P. Stary 1981.

58: F. Kaul 1988, s. 73.

59: Kaul 1988, s. 79 ff.

60: F. Kaul 1988, s. 82, fig. 71.

61: F. Kaul 1988, s. 83 ff.

62: M. Rusu 1969. Her var en fornem kriger gravlagt iført en ringbrynje udsmykket med bronzerosetter. Men hans udstyr omfattede også et sæt benskinner, fremstillet i et græsk værksted, en spydspids, og en jernhjelm med nakkebeskytter og øreklapper, af keltisk form. Øverst på hjelmen sad en stor opsats af bronze, udformet som en rovfugl med udbredte vinger. En nært beslægtet hjelm bærer i øvrigt af en af de ryttere, som er afbildet på en af Gundestrupkedlens sølvplader (se Sølvkedlen fra Gundestrup).

63: På den nordgræske ø Samothrake ved Lilleasiens kyst har man ligeledes i et græsk tempel fundet resterne af en finmasket, keltisk ringbrynje. Den må have været opbevaret som en votivgave i templet til minde om grækernes sammenstød med keltiske krigerskarer.

64: F. Kaul 1995.

65: De såkaldte Negauerhjelme, M. Egg 1986.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Krigernes våben i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430968

Afsnittet Krigernes våben er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet