Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den hellige mose

Oprindelig forfatter JJe

Det var dog ikke lang tid siden, at ofringerne i moserne radikalt havde ændret karakter. Metal i form af bronze kom ikke længere til landet i så rigelige mængder som før. De rige ofringer af kvindesmykker, våben og redskaber var ophørt i løbet af det 7. og 6. århundrede f.Kr. (se En tradition hører op). I stedet nedlagde man nu smykker enkeltvis. Det kunne f.eks. være dragtnåle eller armringe. Eller det kunne være halsringe, der dog gerne blev nedlagt parvis, for der hørte ofte to halsringe til et sæt.12

Navnlig halsringene blev ofret i stort tal. Det var smykker, som i deres form lignede dem, man havde brugt i bronzealderens sidste tid: de såkaldte wendelringe. I tiden efter 500 f.Kr. forekom de i tre forskellige hovedformer: wendelringe med fjederkraft, wendelringe med fjederkraft og imiteret snoning og wendelringe med imiteret snoning.13 De blev som nævnt fremstillet i sæt på to, og slidspor på selve ringlegement viser, at de blev båret parvis. Det var en skik, der havde sin oprindelse århundreder tilbage i tiden.

Vi kender disse nedlæggelser af halsringe fra mere end et halvt hundrede lokaliteter overalt i landet.14 Men de var også i brug over hele det store lavlandsområde, som rakte fra floden Weser i vest til floden Oder i øst. Her blev de ikke blot nedlagt som offergaver i vådområder, men de blev også, specielt i det mellemtyske område, brugt som gravgaver. De viser, at smykkemoden, og formentlig også dragtmoden, var den samme over store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde. Halsringene var iøvrigt i brug igennem flere hundrede år af den tidligste jernalder.15

Annonce

 Siden bondestenalderen havde landets talløse vådbundsområder været det sted, hvor man trådte i forbindelse med naturens usynlige kræfter. Her nedlagde man sine offergaver – og blev ved dermed til langt ind i jernalderen.

Siden bondestenalderen havde landets talløse vådbundsområder været det sted, hvor man trådte i forbindelse med naturens usynlige kræfter. Her nedlagde man sine offergaver – og blev ved dermed til langt ind i jernalderen.

Som offergaver i vådområderne nedlagde man også bl.a. spiralarmringe og dragtnåle.16 Også her fortsatte man altså de traditioner, der var opstået i bronzealderens slutning. Derimod ofrede man ikke længere de store samlinger af f.eks. kvindesmykker. Man kender fra den tid kun et enkelt fund – det blev gjort ved Magtenbølle på Fyn i en lille mose, kaldet Padesø.17 Her fandt man i slutningen af 1800-tallet et antal bronzegenstande nedlagt mindst to forskellige steder i mosen. Formentlig var der tale om to mere eller mindre fuldstændige smykkesæt til kvinder. Det ene bestod af to fragmenterede fibler og en bronzekæde med store, brilleformede spiralsmykker. Hertil hørte to halsringe med imiteret snoning og en lille bronzering. Det andet smykkesæt bestod ligeledes af to halsringe med imiteret snoning, og hertil kom to tunge ankelringe, en spiralring (måske oprindelig to) og diverse beslag til et bælte. Magtenbølle-fundet er nok det nærmeste vi kommer udseendet af en velstående kvinde fra jernalderens begyndelse.

Fra Østjylland kender vi endelig en lille gruppe særprægede offernedlæggelser, hvis hovedbestanddel er øskenringe. De er alle fremkommet i moser i den østlige del af det midtjyske område. Det største af fundene stammer fra en lille mose ved Smederup nær Horsens.18 Her var der midt i mosen nedgravet en brønd fra bronzealderens slutning (se Et landbrug i forvandling). I en ikke nærmere angivet afstand fra brønden lå i alt 360 bronzegenstande, hvoraf ca. halvdelen var såkaldte øskenringe, der måske havde været brugt som bæltelukker. Desuden lå der på samme sted et større antal spiralsnoede arm- og halsringe. Alle disse ringe var fra begyndelsen af den keltiske jernalder.

Et næsten lige så stort fund fremkom kun få km derfra, ved Falling, hvor man i en lille mose fandt 270 øskenringe.19 Det tredjestørste fund gjorde man ved Sattrup ved Østbirk, kun få km fra de to ovennævnte.20 I et langstrakt mosedrag syd for Sattrup by fremkom over en længere årrække i alt 148 bronzegenstande, fortrinsvis spiralarmringe og simple halsringe samt fire øskenringe.

Endnu et par fund af den art kendes. Ved Sahl nær Viborg fandt man i et større mose- og engareal 30 armringe, halsringe og øskenringe.21 Ved Lyngå nær Århus lå i en mose et øskenhjul, 18 øskenringe, 8 armringe og 6 små ringe uden øsken.22 Og endelig fandt man i en mose ved Rødding i Viborg amt to halsringe med imiteret snoning ikke langt fra en lille gruppe bronzegenstande, herimellem bl.a. en øskenring.23

 I en lille mose ved Smederup i Østjylland var flere hundrede små bronzeringe nedlagt som en offergave.

I en lille mose ved Smederup i Østjylland var flere hundrede små bronzeringe nedlagt som en offergave.

Set under ét var det beskedent, hvad jernaldermenneskene i tiden efter 500 f.Kr. ofrede af kostbarheder derude i vådområderne. Bronze var tydeligvis blevet en mangelvare. Men det betød ikke, at vandløbene og moserne havde mistet deres betydning som helligsteder. Tværtimod søgte man nu oftere derud for at bringe ofre til naturens magter. Ofringer af måltider, nedsat i lerkar blev f.eks. igen en hyppig skik, ganske som den havde været det i bondestenalderen mere end 2000 år tidligere. Der er mange lighedstræk med fundene fra bondestenalderen, men nogen direkte forbindelse var der næppe. For skikken var stort set ophørt i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Fra hele bronzealderen kender man kun nogle få tilfælde af lerkar sat ud i moserne.24

Med jernalderens begyndelse begyndte måltidsofrene imidlertid igen.25 Og de kunne i visse tilfælde nå op på ganske store mængder lerkar. Ved Fjaltring i Vestjylland fandt man f.eks. ved tørveskæring 20-25 lerkar inden for et ca. 3,5 m langt og 1 m bredt område, til dels stående på en stenlægning af flade sten.26 Enkelte af karrene var dækket med låg eller med noget, der formentlig var hør. Lerkarrene var alle fra det 5. århundrede f.Kr. og var oprindelig blevet sat ud på mosens overflade, nær dens bred.

Vi skal imidlertid vente med omtalen af de talrige måltidsofre (se Den hellige mose). I stedet skal vi vende opmærksomheden mod et enkelt fund, som viser, at trods den tidlige jernalders mere beskedne ritualer i de hellige moser, så blev der dog udført offerhandlinger derude, som i dramatik overgik, hvad man tidligere havde set.

Noter

12: Udbredelseskort J. Jensen 1997, s. 148, se også s. 164 ff.

13: A. Pietzsch 1964, s. 10 ff.; J. Jensen 1997, s. 70.

14: Fundliste J. Jensen 1997, s. 298 ff.

15: J. Jensen 1997, s. 71.

16: Ibid. s. 165.

17: Ibid. s. 154 ff.

18: C.L.Vebæk 1944 og 1945; J. Jensen 1997, pl. 90.

19: J. Jensen 1997, pl. 89.

20: J. Jensen 1997, pl. 92-93.

21: Ibid., s. 284, nr. 23.

22: Ibid., pl. 91.

23: Ibid., pl. 87.

24: J. Jensen 1972.

25: C.J. Becker 1971b.

26: C.J. Becker 1971, s. 46.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den hellige mose i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430964

Afsnittet Den hellige mose er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet