Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cæsars liljer

Oprindelig forfatter JJe

Som vi har set, var det tilsyneladende et fredeligt billede, udgravningerne af jernalderens landsbysamfund tegnede for os. Af Hjortspringfundet blev vi derimod belært om en anden virkelighed: krigens og stammefejdernes. Har denne anden virkelighed da slet ikke efterladt sig spor i jernalderens landskab? Jo, det er faktisk tilfældet – og vi har kendt disse spor ganske længe, dog uden at kunne fortolke dem. De tegner sig som nogle endog meget store anlæg i forbindelse med visse af jernalderens landsbyer. „Cæsars liljer“ har man kaldt dem – forklaringen følger senere.

Da man i 1960'erne og 70'erne udgravede landsbyen Grøntoft i Vestjylland fandt man et mere end 600 meter langt bælte af huller, der løb ud over det kuperede terræn (se ill. s. 27).66 Hullerne var i diameter ca. 15 cm, de var 15-20 cm dybe og lå tæt ved hinanden i 5-7 rækker, der tilsammen dannede et ca. tre m bredt bælte. Kun et enkelt sted var der en slags indgang i hulbæltet, den var 12,5 m bred. Bæltet lignede sporene efter en kæmpemæssig palisade, der indrammede en del af landsbyarealet – og det syntes også at være samtidigt med en del af bebyggelsen, efter alt at dømme blev det bygget i tiden omkring 400 f.Kr. Nogen forklaring på dets funktion kunne man imidlertid ikke give.

 Hulbæltet ved jernalderlandsbyen Grøntoft i Vestjylland.

Hulbæltet ved jernalderlandsbyen Grøntoft i Vestjylland.

Den situation er måske nu ved at ændre sig. I 1991 fandt man nemlig et lignende anlæg ved Lystbækgård nær Hover Å i Vestjylland, kun 12 km fra Grøntoft.67 Igen var der tale om et 3,5 m bredt bælte med 7-9 rækker af tætstillede, nu opfyldte huller. Man frilagde ikke hulbæltet totalt, men fastlagde dets forløb ved søgegrøfter og mindre udgravningsfelter. I et af udgravningsfelterne sluttede systemet af huller brat, men fortsatte så på ny efter nogle få meter, ganske som det var tilfældet flere steder i Grøntoft. I nord slog hulbæltet et vinkelret knæk, så det undersøgte parti kom til at udgøre et stort L med et samlet forløb på over 200 meter.

Annonce

Der er ingen tvivl om, at hulbæltet oprindelig var længere. Men mod syd var det ødelagt af erosion. I nord forsvandt det ind under en vej og en plantage. Mod sydvest havde det efter alt at dømme en fortsættelse på den anden side af landevejen omtrent ud for det sted, hvor erosionen havde ødelagt hulbæltet i området øst for vejen. Eller var det et helt andet hulbælte? Påfaldende var også de enkeltrækker af huller, som flere steder stak nærmest vinkelret ud fra østsiden af hulbæltet.

I modsætning til det kuperede terræn ved Grøntoft var hulbæltet ved Lystbækgård anlagt på fladt terræn. Nogle steder var mulden og det underliggende flyvesand dog særligt tykt og dækkede over svage sænkninger i terrænet. Her kunne man se systemer af krydsende ardspor, som tydeligvis blev gennembrudt af hulbæltets huller. Bæltet var altså anlagt på tidligere agerjord.

 Hulbæltet ved Lystbækgård i Vestjylland. De mørke striber på tværs er spor efter højryggede agre, der er meget yngre end de mange huller.

Hulbæltet ved Lystbækgård i Vestjylland. De mørke striber på tværs er spor efter højryggede agre, der er meget yngre end de mange huller.

Hullerne var tilsyneladende gravet med en træspade. Den slags spader har jernalderfolket efterladt massevis af i danske moser. Deres blad er normalt ca. 15 cm bredt, og mange af de velbevarede huller i hulbæltet var ikke runde, men havde et klart seks- til ottekantet omrids. De lige sider af hullet var netop 15 cm brede. Det afslørede, at det var sådanne spader, man havde brugt til at grave dem.

Af hullernes fyld kunne man se, at mange af dem havde stået åbne et stykke tid. Der var nemlig aflejret fint flyvesand i dem. Nogle så endog ud til at have været vandfyldte. Derimod var der ingen stolpespor i dem. Hullerne var i øvrigt sjældent bevaret i mere end 20 cms dybde, men formentlig havde de oprindelig været 30-40 cm dybe. Iagttagelsen synes rigtig nok, da hullerne flere steder lå godt beskyttet af et lag flyvesand.

Tiden for anlæggelsen af hulbæltet ved Lystbækgård var de første århundreder efter jernalderens begyndelse. Formentlig er det tilsvarende anlæg ved Grøntoft blevet bygget på samme tid, og formentlig har der i Lystbækgård ligesom i Grøntoft ligget et antal samtidige gårde inden for det omsluttede areal.

Men anlæggene ved Lystbækgård og Grøntoft er ikke de eneste, vi kender. Inden for kort tid har man nemlig fundet adskillige lignende i det vestjyske område. Ved Nøvling Plantage lå et tilsvarende anlæg, der dog er sammensat af indbyrdes let forskudte hulbælter68 – og ved Bjødstrup på motorvejsstrækningen Herning-Bording ligeledes ét.69 Også ved Liseborg i udkanten af Viborg kender man et sådant hulbælte med et lige forløb på henved 600 m,70 og det samme gælder ved den kendte folkevold Rammediget ved Ramme nær Lemvig71 og ved Engedal midtvejs mellem Viborg og Holstebro.72

 Plan over hulbæltet ved Lystbækgård i Vestjylland. De mange små udgravningsfelter viser forløbet af hulbæltet. Bemærk åbningen i det store felt nederst på tegningen.

Plan over hulbæltet ved Lystbækgård i Vestjylland. De mange små udgravningsfelter viser forløbet af hulbæltet. Bemærk åbningen i det store felt nederst på tegningen.

Syv lokaliteter er der således tale om, og på de frilagte partier af hulbælterne er der altid tale om et mere eller mindre langstrakt forløb. Ja, man kender dem nu også fra udlandet, fra Holland f.eks., ved Tubbergen hvor et tilsvarende anlæg blev frilagt over en strækning på et halvt hundrede meter.73 Det hollandske anlæg er i øvrigt fundet i tilknytning til en gravplads af næsten samme art og datering som tuegravpladserne i Jylland.

Men hvad brugte man disse mærkelige anlæg til? Hverken ved Grøntoft eller Lystbækgård kunne man se stolpespor i hullerne.74 Jordbunden var ellers af en sådan beskaffenhed, at sådanne stolpespor ville være blevet bevaret. En palisade var det altså næppe. Og otte tætstillede rækker af stolper ville heller ikke give megen mening. Slet ikke i en relativt træfattig egn som Vestjylland. Alene på et forløb af 100 meter var der ved Lystbækgård omkring 2.200 huller. Det ville have fordret hele skove at fælde så mange stammer.

Men måske var der slet ikke tale om stolpehuller. En rent arkæologisk forklaring kan vi ikke give. Og vi må derfor søge hjælp i de skriftlige kilder – også selv om disse er flere hundrede år senere og omhandler forhold i Sydfrankrig. Men i Cæsars bog om Gallerkrigene kan vi i hans beskrivelser af belejringen i året 52 f.Kr. af Alesia, gallernes oprørsleder Vercingetorix' sidste tilholdssted, læse om et forsvarssystem, som påfaldende ligner det, vi kender fra de vestjyske egne.

Cæsar beskriver, hvordan gallerne i deres forsvar af byen gravede nogle dybe, tragtformede huller i flere rækker, således at hullerne lå skævt i forhold til hinanden.75 Nede i dem anbragte de lårtykke runde stolper, tilspidsede og ildhærdede foroven, og de sad så dybt, at kun nogle få tommer ragede op over jordoverfladen. Hullerne blev anlagt i otte rækker i tre fods afstand fra hinanden, og de blev dækket med ris og kvas. „Liljer“ kaldte soldaterne pælene på grund af ligheden med denne blomst. Trods det poetiske navn et djævelsk forsvarsanlæg, en slags oldtidens minefelter.

 Ved en rekonstruktion af hulbæltet ved Lystbækgård kan man enten forestille sig, at hullerne har stået åbne og uden indretninger af nogen art, eller der kan have været anbragt træspidser i bunden af dem.

Ved en rekonstruktion af hulbæltet ved Lystbækgård kan man enten forestille sig, at hullerne har stået åbne og uden indretninger af nogen art, eller der kan have været anbragt træspidser i bunden af dem.

Ganske vist var dimensionerne i de af Cæsar beskrevne systemer af „liljer“ større end i de vestjyske hulbælter. Men der er alligevel en række påfaldende ligheder. Mon ikke også de vestjyske huller har rummet tilspidsede pæle? Princippet i gallernes befæstningsanlæg synes i hvert fald at have været det samme som i de vidtstrakte, mangedobbelte hulrækker i Vestjylland. Og når man heroppe i nord kunne overtage f.eks. de keltiske skjolde, kunne man så ikke også overtage andre former for forsvarsvåben? Krigens håndværk kender ikke til landegrænser. Uanset om der var tale om åbentstående huller, eller de var forsynet med tilspidsede pæle, så må de vestjyske hulkæder have udgjort en ubehagelig forhindring for en angribende hær.

Længe har de dog næppe stået, disse anlæg. Der er i hvert fald ingen tegn på vedligeholdelse eller fornyelse i hulkæderne. Formentlig blev de anlagt i forbindelse med en konkret konflikt. Og de bryder i hvert fald den idyl, der ellers kunne have sænket sig over vort billede af jernalderens landsbyer.

Noter

66: C.J. Becker 1971, s. 90 ff.

67: P.O. Rindel 2001a.

68: AUD 2000, nr. 632.

69: AUD 2000, nr. 606.

70: AUD 2000, nr. 365.

71: AUD 2000.

72: Upubliceret.

73: C.C.W.J. Hijszeler 1963.

74: Det kunne man derimod ved Liseborg i udkanten af Viborg.

75: Cæsar: Gallerkrigene,VII, 73.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Cæsars liljer i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 8. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430969

Afsnittet Cæsars liljer er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet