Volde og grave

Angreb fra landjorden og fra havet var blevet en trussel, man i stigende grad måtte regne med i løbet af den romerske jernalder. Der findes da også en del forsvarsanlæg i Danmark, som viser, at befolkningen efterhånden indstillede sig på den onde nødvendighed. Det var vilkår, man delte med store dele af den europæiske befolkning. For overalt var det tider med krise og krig. Over hele det europæiske kontinent, fra Sortehavet til Sydskandinavien og Den engelske Kanal udvikledes nye militære strategier, ikke blot for landkrigsførslen, men også til søs.

Truslen fra havet medførte, at man flere steder opførte såkaldte pælespærringer, dvs. systemer af nedhamrede og vandretliggende træpæle, som havde til formål at lukke for eller kontrollere sejladsen til et farvand. Hensigten var at forhindre eller forsinke eventuelle angreb, bl.a. ved at tvinge den angribende fjende i land på ugunstige steder. Disse forsvarsanlæg har været enorme – både med hensyn til træforbrug og arbejdsindsats. Men de har ikke været kendt længe – og venter endnu på yderligere udforskning.

Søspærringer blev bl.a opført i Haderslev Fjord, i Nakkebølle Fjord på Sydfyn og ved Jungshoved Nor på Sydsjælland.¹⁰⁰ Det var store og arbejdskrævende anlæg, og de vendte alle ud mod Østersøen, som jo netop var et farvand, hvorfra man kunne forvente angreb. Spærringerne i Haderslev Fjord bærer navne som Margrethes Bro og Æ Lei, og deres placering er i mundingen af fjorden. Formålet var at afspærre adgangen til den 16 km lange fjord.¹⁰¹ Æ Lei havde en bredde på mellem 15 og 50 m og en længde fra bred til bred på 600 m. Margrethes Bro's største bredde var 25-30 m, og dens længde var ca. 425 m.

Margrethes Bro var bygget af vandrette planker, 5 m lange og 2030 cm brede, som blev holdt sammen af lodrette, nedhamrede pæle. Tællinger af tømmerets årringe daterer fældningen til år 370 e.Kr. og fremover, med vinteren 418 e.Kr. som den yngste datering.¹⁰² Også Æ Lei bestod af vandrette planker med huller, hvorigennem pæle var hamret i fjordbunden. Både de nedhamrede, kløvede planker og de vandrette planker var af eg. Årringtællingerne gav som resultat, at byggeriet var sket i sommeren 403 e.Kr.,¹⁰³ men der indgik både ældre og yngre dele i konstruktionen, som må være blevet repareret år efter år, formentlig efter efterårets storme og vinterens is.

Således har vi her ved Haderslev Fjord både spor efter krigens begivenheder i Ejsbøl Mose, som ligger inde i landet bag fjorden – og spor af de defensive forholdsregler, der blev iværksat ude ved kysten. Det er således muligt, at spærringerne spillede en rolle ved at forsinke de angribere, hvis udstyr i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev ofret i Ejsbøl mose. Sammenhængen mellem de to fænomener kan man dog i øjeblikket ikke komme nærmere.

Et andet søforsvarsværk blev opført ved Nakkebølle Fjord på Sydfyn.¹⁰⁴ Fjorden er i dag inddæmmet, men lige uden for dæmningen ligger en stor spærring bygget helt af egetræ. Den består af en 20 m bred spærring af store stammer og et 1-3 m bredt bælte af nedhamrede pæle, altså et meget stort anlæg, som er træringdateret til ca. 370 e.Kr.¹⁰⁵

Der er ikke i den umiddelbare nærhed af Nakkebølle Fjord tegn på krigeriske begivenheder. Men på Fyn som helhed er der adskillige spor efter angreb fra havet.¹⁰⁶ Det våbenofferfund, der ligger nærmest Nakkebølle Fjord er Kragehul i Flemløse sogn. Dets yngste deponeringer er fra det 4. århundrede e.Kr. Men også her er det vanskeligt at finde en direkte forbindelse mellem spærringen og de krigeriske begivenheder, som vitterligt må have fundet sted på Fyn i disse tider. Der er derfor god grund til at lede efter andre søforsvarsværker på Fyn, Nakkebølle er for tiden det eneste kendte.

Ved Jungshoved Nor på Sydsjælland ligger endnu et sådant anlæg.¹⁰⁷ Under en udgravning ved Jungshoved Voldsted blev der registreret et pæleforløb i vandet syd for voldstedet. Det viste sig at være en spærring bygget af horisontalt liggende stammer af egetræer, som var fastgjort i bunden med mindre stokke. Bredden var 8-10 m. Årringtællinger viser, at spærringen formentlig er bygget omkring 337 e.Kr.,¹⁰⁸ dvs. nogle få årtier før Margrethes Bro og Æ Lei.

I selve baglandet ved Jungshoved er der ingen fund, som kan knyttes direkte til spærringen. Men lidt længere mod nord, på Stevns, møder vi gravene fra det høvdingedynasti, som etablerede sig der i sidste halvdel af 2. århundrede e.Kr., og som dannede militære alliancer i stor geografisk skala i yngre romersk jernalder. Det er tænkeligt, at Jungshoved-spærringen var en del af dette system og eventuelt blev etableret i forbindelse med dynastiets nedgang i det 4. århundrede e.Kr. Var grunden, at en fælles fjende truede både Sjælland, Fyn og Østjylland på det tidspunkt? Der er i hvert fald meget, som antyder, at Sydskandinavien spillede en aktiv rolle i, hvad der formentlig var en kamp om magt og territorium i den sene romerske jernalder.

Det danske område, sårbart som det var med mere end 7000 km kyst, havde således lokale forsvarsanlæg, som helt levede op til de velorganiserede hærstyrker, hvis våben efter slagene endte i offermoserne. Anlæggene var meget forskelligartede i deres konstruktion. Men alle krævede de udskrivning af store arbejdsstyrker til bygningen og vedligeholdelsen.

Side om side med søforsvarsværkerne blev der også opført voldanlæg på landjorden i Jylland. Det er dog kun nogle få af dem, som indtil nu er blevet dateret med sikkerhed. Det ældste er Olgerdiget i Sønderjylland, en kæmpekonstruktion som afbrudt af vådområder dækker en strækning på ca. 12 km.¹⁰⁹ Det blev formentlig opført omkring 219 e.Kr. og er således stort set samtidigt med det store våbenoffer i Illerup Ådal. Det ligger dog for langt mod syd til, at der skulle være nogen direkte strategisk forbindelse mellem dem.

Olgerdiget løber i retningen ca. NNØ-SSV igennem det lave og stedvis meget sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Åbenrå til Gårdby syd for Tinglev og spærrer for den nord-sydgående trafik på den jyske halvø. Det består af en voldgrav og øst for den en træpalisade af tætstillede egestammer. den første byggefase var palisaden enkelt, men senere blev det til tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbundet grav, på hvis anden side der var en lav vold dannet af den opgravede jord. Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Den kan altså i omfang, og hvad angår arbejdsindsatsen, måle sig med de største fra vikingetiden.

Der skulle en stærk, central ledelse til at gennemføre så kæmpemæssigt et anlægsarbejde. Men Olgerdigets dimensioner er også vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Hvem det var, ved vi desværre ikke. Men volden lå i netop det område, hvor det nyetablerede krigeraristokrati havde manifesteret sig så stærkt. Det er også her, langs hele østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at de store våbenofferfund vidner om voldsomme, tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i den ældre romerske jernalder, men som fortsatte og tiltog gennem de efterfølgende århundreder.

Den seneste fase af det store Olgerdige er træringdateret til 278 eller 279 e.Kr., netop samme år som et andet anlæg, Æ Vold, 15-20 km længere mod nord bliver opført.¹¹⁰ Også Æ Vold er et stort og kompliceret voldanlæg, som indgår i en spærring tværs over den jyske halvø, lagt af naturen og menneskene i fællesskab.¹¹¹

Set østfra, fra Lillebæltskysten, var den erosionsdal, der fra Genner Bugt strækker sig langt ind i det østjyske bakkeland, formentlig det første led i en forsvarskæde. Østkystens lerede bakker og stejle dale udgjorde både dengang og senere hen i historien en alvorlig forhindring for den nordsydgående trafik på halvøen. Syd for Lerskov mødte man så et kort vold-stykke, som endnu i 1912 blev beskrevet som en „overordentlig velbevaret vold med grav foran“. I dag er der kun en lav, udjævnet højning tilbage, men ved nyere udgravninger¹¹² har man kunnet påvise, at dette voldstykke i mange henseender ligner Æ Vold, som følger længere inde i landet. Så store er lighederne, at de to anlæg må betragtes som dele af det samme forsvarssystem. Den korte vold har dækket en ca. 100 m bred landkorridor mellem to store mosedrag, som udgjorde den østligste mulighed for passage i nord-sydlig retning. Årringtællinger af bevarede pæle i dette korte voldstykke tillod en datering: træerne må være fældet i slutningen af 200-årene.

Efter det korte voldstykke fulgte et af de store mosedrag, som denne egn var så rig på i jernalderen, og man nåede nu frem til selve Æ Volds hovedstykke. I dag er der ikke meget tilbage af det engang så imponerende anlæg. Man kan dog følge det over en strækning på godt et par km. Et enkelt sted har man ved en række snit kunnet vise, at den bestod af en vold med en meterdyb grav langs nordsiden. Graven var op til 4,5 m bred og 1,5 m dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes en tørgrav. Dvs. at den bortset fra de lavestliggende steder aldrig har indeholdt vand. Over store dele af voldforløbet kunne man følge spor af et palisadehegn, der som regel lå fra tre til seks m nord for graven. På de højtliggende steder var træet helt formuldet og kun fundamentgrøften kendelig, men i lavningerne havde fugtigheden bevaret egepælenes nederste ender.

Videre vestpå fulgte endnu et stort vådområde, „Stavereng“ kaldet, et navn der kunne tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Herude i disse vådområder var der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor, men straks på den anden side fulgte igen store mose- og engstrækninger, samt vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere og mere vandrige mellemled mundede ud i Vesterhavet. Det hele udgjorde altså en spærring tværs over den sydlige del af den jyske halvø, ganske som den langt senere Danevirkelinje, blot ældre og i mindre format.

Hvad var mon baggrunden for det kilometerlange fæstningsværk? Hvem forsvarede sig mod hvem i disse århundreder af jernalderen? Selv om Æ Vold ikke kan måle sig med sin store efterfølger, så er det dog klart, at den har haft mere end lokal betydning. Opførelsen må have krævet ressourcer, som rakte langt ud over, hvad et enkelt eller nogle få landsbysamfund kunne præstere. Æ Vold må være anlagt af en myndighed, som rådede over store mandskabsstyrker. Og navnlig er placeringen tværs over den sydjyske halvøs smalle færdselskorridor iøjnefaldende. Her lå den og spærrede midt imellem Østkystens stejle dale og ufremkommelige lerbakker og de endeløse mosestrækninger med de mange og store vandløb i vest, som umuliggjorde al trafik, undtagen om vinteren, når frosten rigtigt fik fat.

Men det er ikke let at se, hvilken side anlægget skulle forsvare. Sydfra møder man først volden, så følger graven og palisadehegnet. Det tyder på, at Æ Vold var vendt mod angribere fra nord. Men der er også vådområder, der når helt frem til volden på sydsiden, det taler for en modsat tolkning. Og hvad var forbindelsen mellem Æ Vold og det ca. 15 km længere mod syd liggende Olgerdige? Vi kender endnu ikke svaret, blot ved vi, at Olgerdigets yngste fase er samtidig med volden ved Lerskov.

Andre steder i Jylland ligger der beslægtede anlæg. F.eks. det 12 km lange Trældige vest for Dollerup i Sønderjylland, om hvilket vi dog kun ved, at det er yngre end den keltiske jernalder.¹¹³ Men det ligner meget Olgerdiget, og kan meget vel være samtidigt med dette. Lidt mere sikker er dateringen af Vendeldiget i Vestjylland, der er en grav på 3,5 km's længde. En kulstof 14-datering sætter den til 210-380 e.Kr.¹¹⁴

Ud over voldanlæggene kender man herhjemme også et lille antal ringformede borganlæg, hvis datering dog endnu ligger i det uvisse. Enkelte kan dateres til romersk jernalder eller germansk jernalder,¹¹⁵ men vor viden om dem er i almindelighed meget ringe. Her ligger en opgave og venter på kommende generationers arkæologer.