Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Våbenofferet i Ejsbøl Mose

Oprindelig forfatter JJe

Om offermosen i Ejsbøl ved Haderslev har vi allerede hørt (se Et varsel om urotider). Igennem lang tid havde den fungeret som helligsted for egnens befolkning. En første ofring af våbenudstyr var foregået her kort efter Kr.f. Men så omkring 300 år e.Kr., midt i den yngre romerske jernalder, skete det igen. Et angreb østfra var blevet slået tilbage. Da først krigsbyttet fra den slagne hær var bragt frem til offerpladsen, gik man i gang med den systematiske ødelæggelse af det, og offerhandlingen stod i vildskab ikke tilbage for den første.43 Forinden gjorde man dog offerpladsen klar. Kvas og brænde til store bål blev samlet oppe i bakkelandets skove. Så forstærkede man søbredden med nedhamrede, spidse pæle. Og endelig blev træstammer og grene lagt som brohoveder ud i søens åbne vand for at lette adgangen hertil.

Nu fulgte den systematiske ødelæggelse af kostbarhederne, en nådesløs destruktion af genstande, der for datidens mennesker repræsenterede enorme værdier. Men brændes på bålet skulle de. Da det var sket, sammenbukkede eller sønderhuggede man de endnu varme sværdklinger og lansespidser. Metalbeslagene på sværdenes håndtag, sværdskeder, skjolde, bælter og seletøj blev flået fra hinanden. Noget var delvis smeltet, andet var brændt helt bort. Det gjaldt især genstande af læder, træ og ben. Ødelæggelsen var voldsom. Det var, som om den rituelle handling gennemspillede den forudgående kamps vildskab. Dog ved vi ikke, om også mennesker og dyr blev ofret.

 Ejsbøl Mose med høj vand stand en kold vinterdag. Man får indtryk af, hvordan søen kan have set ud i jernalderen, da man ofrede krigsbytte i den.

Ejsbøl Mose med høj vand stand en kold vinterdag. Man får indtryk af, hvordan søen kan have set ud i jernalderen, da man ofrede krigsbytte i den.

Så blev alle ting da på ny samlet sammen og sænket eller kastet ud i søen. Ved den arkæologiske udgravning kunne man se, hvordan krigernes våben og personlige udstyr bredte sig enkelte steder på kysten ud over søbunden, indtil 30-40 m fra det faste land. De fordelte sig efter størrelse og vægt: smågenstande som remspænder, pilespidser og diverse beslag lå tæt sammenpakkede nær bredden, medens større genstande som sværdklinger eller skjoldbuler lå længere ude, indtil ca. 100 m fra land. Længst ude og mere spredt lå spyd- og lansespidser, knive og andre genstande, der netop egnede sig til lange, hvirvlende kast ud over søen.

Annonce

I alt frembragte den omfattende undersøgelse flere end 2500 genstande. De stammede fra de to sidste offerhandlinger, hvoraf den fra omkring 300 e.Kr. langt var den største. Den anden, som skete henved 100 år senere, omfattede ikke hele hærudrustningen, men kun et udvalg af de fornemste ting, blandt dem især kostbare pragtsværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembeslag. Alt af en meget høj kunstnerisk kvalitet, men også voldsomt ødelagt.44

Henved et århundrede adskilte de to offerhandlinger på søbredden. To gange er den fastboende befolkning vendt tilbage til søbredden. Det må have været et fastetableret lokalsamfund, der kunne varetage overleveringen af en sådan offertradition. For begge gange fulgte man de samme offerritualer, dog med den forskel at man den sidste gang foretog et udvalg af offergaverne. Kun nogle få, særligt kostbare våbenstykker blev ofret.

 Plan over de to våbenofringer Ejsbøl Nord og Ejsbøl Syd. Søbredden ses til højre på planen. De metalgenstande, som udgør Ejsbøl Nord er indtegnet med udfyldt signatur, medens typer, som afviger herfra, er forsynet med åben signatur. Søbredden er indtegnet skraveret.

Plan over de to våbenofringer Ejsbøl Nord og Ejsbøl Syd. Søbredden ses til højre på planen. De metalgenstande, som udgør Ejsbøl Nord er indtegnet med udfyldt signatur, medens typer, som afviger herfra, er forsynet med åben signatur. Søbredden er indtegnet skraveret.

Ser man på de fundne genstandes placering, bemærker man, at de to nedlægninger tegner sig som en meget omfattende koncentration af fund i udgravningsfeltets nordlige del, og en mindre, lige så koncentreret ca. 20 m sydligere. Det er den nordlige nedlægning, vi skal koncentrere os om her – den som skete omkring 300 e.Kr.45 Her fandt man bl.a. sværdfæster, skjoldhåndtag og sporer mellem de tæt sammenpakkede smågenstande ved søbredden. Længere ud i søen lå sværdklinger, lanser, spyd, skjoldbuler og seletøj med tunge bronzekæder, fjern- og nærvåben imellem hinanden. Men altsammen var det blevet kastet ud i den daværende sø som led i én og samme offerhandling.

Den slagne hærs standardudstyr bestod af kastespyd, lanse og skjold. Det var langt de talrigste våben. Spyd og lanser havde haft 2-3 m lange, trinde træstager fremstillet af kerneved. Spydspidserne var af vekslende form og størrelse, og de havde alle kraftige modhager, så de kunne bide sig fast der, hvor de traf.46 På afstande op til 40-50 m har kastespyddene haft betydelig træfsikkerhed og gennemslagskraft. Lansespidserne var mellem 9 og 55 cm lange.47 De udgjorde et våben, som krævede intensiv træning for en lukket enhed, for at der ikke skulle opstå kaos.48 Men de var effektive i nærkamp og tilsyneladende mere personlige end spyddet. Der var i hvert fald ofret mere på deres udsmykning. Spidsen var, ligesom en bajonet, formet således, at den let trængte ind i modstanderen – og lige så let kunne frigøres til fortsat kamp.

 Fra våbenofferfundet i Ejsbøl Mose: en dynge af våben og andet udstyr liggende på den gamle søbund.

Fra våbenofferfundet i Ejsbøl Mose: en dynge af våben og andet udstyr liggende på den gamle søbund.

Bue og pil var våben, der først for alvor vandt indpas i hærudrustningen i løbet af det 3.-4. århundrede e.Kr. Men at de havde været brugt af den nedkæmpede hær i Ejsbøl, vidner fundet af 6-700 pilespidser om. De var mellem 9 og 15 cm lange – og sylespidse.49 Et effektivt våben, når de blev afskudt fra 170-190 cm høje langbuer. Men også et våben, som krævede et vellykket samspil med fodfolket baseret på disciplin og træning.

Om disse jernalderbuer har vi allerede hørt i forbindelse med Vimosefundet. I Ejsbøl blev kun fundet et enkelt fragment af en sådan, men buerne har formentlig været af samme type som dem i Vimose. Til gengæld var pilespidserne som sagt talrige – og, som moderne forsøg har godtgjort, særdeles effektive.50 Forsøg med disse jernalderbuer har vist, at 25-30 m var den afstand, der gav bedst træfsikkerhed. Pilene kunne da skyde igennem et skjold, og selv en eventuel læderbeklædning syntes ikke at hæmme deres gennemtrængningskraft. Skød man på en gris, trængte de mellem 16 og 28 cm ind i kødet. Skød man på en ringbrynje, gav ringene ingen særlig beskyttelse, dersom de blot var lukkede. Svejsede ringe viste sig derimod særdeles modstandsdygtige. Under skydeforsøgene blev ikke en eneste gang en af de svejsede ringe sprængt. Man undersøgte også, hvor langt langbuerne kunne skyde. Med en pil der vejede 36-38 g var det muligt at skyde 130-150 m.

De mange forskellige spidstyper i Ejsbølfundet var ammunition til flere forskellige formål. Nogle spidser var særligt velegnede til at flække skjolde og var samtidig dødsens farlige, hvis de traf et menneske. Andre var mindre ødelæggende og, på kort sigt, knap så farlige at blive ramt af. Til gengæld havde de en imponerende gennemtrængningsevne. Blev man ramt af en pil med en sylespids od, blev man måske ikke dødeligt såret, men formentlig gjort ukampdygtig. Og chancen for at blive slagtet under den efterfølgende nærkamp eller dø af sårinfektion var givetvis en del af krigerens højst ubehagelige virkelighed.

 Våbenudstyr typisk for Ejsbøl-fundet. Det til venstre er fra den ældste og største af ofringerne – det til højre er fra den yngre og betydeligt mindre.

Våbenudstyr typisk for Ejsbøl-fundet. Det til venstre er fra den ældste og største af ofringerne – det til højre er fra den yngre og betydeligt mindre.

Skydeforsøgene viste også, at skjoldene ydede forholdsvis god beskyttelse. Ingen pile kunne i hvert fald skyde tværs igennem skjoldet og samtidig skade bæreren. Men pilene formåede at ødelægge skjoldene på den ene eller anden måde. Enten flækkede skjoldbrædderne simpelthen og gjorde skjoldet ubrugeligt. Eller også gennemborede pilene skjoldet, og gjorde det ligeledes svært at anvende. Begge dele havde i hvert fald betydning i den eventuelle efterfølgende nærkamp.

Brede bælter, knive og sværd var våbenudstyr, som i hvert fald nogle krigere bar. Disse genstandsgrupper blev fundet i nogenlunde ensartede tal -ca. 60 af hver. Det må betyde, at i hvert fald 60 krigere med den bevæbning var faldet under kampene. Hærstyrken må dog have været betydeligt større. Men sværdet var et kostbart våben og næppe hvermands eje.

Sværdene havde alle tveæggede klinger med lige ægge og en kraftig spids, og længden var almindeligvis mellem 70 og 85 cm – et effektivt våben var det, lige brugbart til hug og stød.51 Klingens brede midtparti var sammensvejset af flere tynde stænger af jern med forskellig hårdhed. Formentlig var størstedelen af klingerne importerede, romerske fabriksstempler fandtes da også på nogle af dem. Grebene var enten af ben eller træ, men på henved en halv snes sværd var fæstet beklædt med tyndt bronze- eller sølvblik med udpressede eller indstemplede mønstre.

Endelig var der sværdskederne. De havde været af træ, men var blevet brændt, og tilbage var kun de metalbeslag, der havde prydet og forstærket skederne.52 Enkle og funktionelle var skederne, men langt fra så rigt udsmykkede som dem i våbenofferfundet fra Illerup Ådal. Det gælder i det hele taget fundet fra Ejsbøl Nord, i kvalitet og rigdom er det langt mere beskedent end Illerupfundet – det er slet ikke præget af den samme overdådige brug af ædelmetaller.

Pragtskjolde som i Illerup Ådal var der f.eks. ikke tale om, blot enkle, cirkelrunde skjolde med en diameter på 60-80 cm. Af skjoldbrædderne var der ingen spor, størrelsen af skjoldene kan alene aflæses gennem deres kantbeslag. Skjoldbulerne var fremstillet af tyndt jernblik og havde normalt en hvælvet top og en krave, hvormed bulen var fæstnet til skjoldet.53 Hverken skjoldbrættet eller de spinkle skjoldbuler har kunnet modstå hug og stød, der traf lige ind på dem, men ved hastige bevægelser af skjoldet kunne man få spyd og lanser til at glide af mod den glatte flade.

 Et antal jernnagler fundet i Ejsbøl Mose vidner om, at der formentlig også oprindelig er indgået en klinkbygget båd i det store våbenoffer. 3:5.

Et antal jernnagler fundet i Ejsbøl Mose vidner om, at der formentlig også oprindelig er indgået en klinkbygget båd i det store våbenoffer. 3:5.

Af dragter og ringbrynjer var der i Ejsbøl ikke levnet spor. Fundene af personligt udstyr var begrænset til remspænder og beslag, der havde siddet på brede læderbælter. Bæltet var en nyttig del af krigerens udrustning. Han havde ikke lommer i bukserne, men i bøjler på bæltebeslagene bar han forskelligt udstyr: ildsten, ildstål, syl og evt. en skindpung med kam, ragekniv og andre personlige ejendele. Ved bæltet bar han endvidere sin kniv og sit sværd, hvis han rådede over sådan et.

Af hesteudstyr fandt man et antal bidsler, hvortil en lædertøjle havde været fæstnet, samt bidselstænger med tilsvarende ringe, hvorfra tunge tøjlekæder af bronze førte hen til en læderrem.54 Endelig var der dele af i alt ni sadler.55 Sadelbeslagene var i forbindelse med den rituelle ødelæggelse af offergaverne revet løs fra sadlerne, af hvilke ingen spor fandtes. Formentlig har de været af træ eller meget svært læder, men det, der især røber deres tilstedeværelse, er nogle kraftige øskner med ringe, der har været fæstnet til sadlens fire hjørner.

Der blev også fundet jernnagler til en båd og hertil en åretold og tre fragmenterede årer.56 Formentlig var det rester af en båd, som en af dem, der fremkom i Nydam Mose.

Som en sidste detalje skal det nævnes, at der i våbenfundet også indgik et hundeskelet.57 Dyrets kranie var ødelagt, sikkert knust, før udsmidningen sammen med de øvrige offergaver. Det havde været en stor og tung hund, skulderhøjden var 60-65 cm. Dens kraftige bagparti viste, at den havde været god til at springe. Dens kæbeparti var bredt og kraftigt med et veludviklet tandsæt. Hunden svarede på mange måder til den tyske Rottweiler, som formodes at nedstamme fra de hunde, der fulgte de romerske hære. Tilsvarende har der altså også fulgt en eller flere hunde med den hær, som omkring 300 e.Kr. gik sin undergang i møde i egnen omkring Haderslev Fjord.

 En optælling af de våben, der blev fundet i Ejsbøl Mose viser en nedkæmpet styrke af omtrent dette omfang. Et mindretal af krigerne var bevæbnet med sværd, resten med spyd og lanser. En del var tillige bueskytter. Flertallet af de kæmpende må have været fodfolk, men ryttere og heste indgik også i hæren. En stor tung hund svarende til en Rottweiler har også fulgt hæren, som kamp- og vagthund.

En optælling af de våben, der blev fundet i Ejsbøl Mose viser en nedkæmpet styrke af omtrent dette omfang. Et mindretal af krigerne var bevæbnet med sværd, resten med spyd og lanser. En del var tillige bueskytter. Flertallet af de kæmpende må have været fodfolk, men ryttere og heste indgik også i hæren. En stor tung hund svarende til en Rottweiler har også fulgt hæren, som kamp- og vagthund.

Hvor stor den slagne hær oprindelig har været, lader sig ikke afgøre. Man kan dog anslå, at det ofrede udstyr stammer fra ca. 200 krigere. Spyd, lanse og skjold udgjorde den enkelte krigers basale våbenudstyr. Og der blev ved udgravningen fremdraget 200 spydspidser og 189 lansespidser samt en del mindre stumper. Endvidere 135 skjoldbuler og ca. 40 fragmenter af sådanne. Det er som sagt udstyr til henved 200 mand, og en del af dem har tillige været bueskytter.

Flertallet af de kæmpende har været fodfolk, men ryttere og heste indgik også som en integreret del i hærstyrken. Udover bidslerne fandt man 14 sporer, alle såkaldte pladesporer, som havde en svær jerntorn fastgjort til en cirkulær nitteplade, der oprindelig havde været nittet fast til læderfodtøjets bagkappe.58 De fundne sporer stammede fra 8 eller 9 ryttere.

Et udsnit af en kampklar jernalderhær begynder dermed at tegne sig -men vel at mærke kun den del af hæren, som blev tilbage på valpladsen, dræbt eller tilfangetaget. Det var henved 200 mand med kastespyd, lanse og skjold samt undertiden bue og pile. Mindst 60 af dem var tillige bevæbnet med sværd og kniv. Omkring 12-15 krigere skilte sig ud fra de øvrige ved en mere eksklusiv forarbejdning af sværdfæster, remspænder og -beslag, og endelig var ni af dem hævet over alle de andre – til hest. Man aner en hierarkisk opdeling af hæren i formentlig tre forskellige niveauer, om end ikke så klart som vi så det i fundet fra Illerup Ådal. Men begge steder fornemmer vi, at hærens slagkraft afhang af et stadigt samspil mellem de forskellige våbenarter: fodfolk og ryttere, fjernvåben med forskellig rækkevidde og nærvåben med forskellig effekt.

Noget klart billede af, hvordan kampen forløb, da de to hærskarer mødte hinanden, kan vi ikke få. Men vi kan dog forestille os synet af de to rækker af farvestrålende skjolde og de to skove af spyd og lanser, der langsomt rykkede hinanden nærmere. Rytterne holdt sig nok til en begyndelse bag fodfolket. Herfra kunne de udføre hurtige flankeangreb med kastespyd eller eventuelt opfange tilsvarende angreb fra fjendens side. Snart begyndte så stormløbet. Det blev dækket af bueskytterne, der sendte en regn af pile ned over modstandrene. Men angriberne løb selv frem mod en tilsvarende pileregn, som de måtte søge at afværge ved hjælp af deres skjolde. Måske rytteriet nu gik i aktion, enten i en omgående bevægelse eller ved at sprænge sig vej gennem fodfolkets linjer for derved at engagere fjenden i stadig nye retninger. Hermed var tiden inde til at tage kastespyddene i brug. De bed sig fast i skjoldene og gjorde dem ubrugelige, hvis de da ikke ramte modstanderne selv. Omsider var parterne da så nær hinanden, at der kun var nærkampen tilbage, den hvor man kæmpede mand mod mand, på lanser, sværd og kniv, nådesløst og grusomt, indtil det blev klart, hvem der var vinder, og hvem der var taber.

Det var i dette tilfælde den angribende hær. Tilbage på valpladsen lå mere end 200 dræbte og sårede. Næste kapitel af dramaet, indsamlingen og ofringen af det erobrede og efterladte våbenudstyr kunne nu begynde.

Noter

43: M. Ørsnes 1984, 1988.

44: I 1998 blev fundet yderligere nogle genstande, som måske, måske ikke hører til ovennævnte fund (H.C.H. Andersen 2000). Det drejede sig bl.a. om talrige sølvbeslag med pålagt guldblik fra et bælte. Sammen med det lå en romersk mønt med Diva Augusta Faustinas portræt (præget c. 150 e.Kr.) og 14 stykker brudguld, tilsammen 600 gram. Det er måske „krigskassen“ og må høre sammen med pragtbæltet. Måske har det tilhørt selve hærlederen.

45: Nedlæggelsen dateres til fase C 2, våbenkombinationsgruppe 9, J. Ilkjær 1990a, s. 300.

46: M. Ørsnes 1988, s. 147 f., pl. 111-123.

47: Ibid. s. 148, pl. 124-136. Bl.a. 45 stk. af den såkaldte Havor-type, J. Ilkjær 1990a, s. 54.

48: J. Engström 1997, s. 248.

49: M. Ørsnes 1988, s. 149 f., pl. 137-44.

50: O. Nielsen 1991a-b.

51: M. Ørsnes 1988, s. 144 ff, pl. 66-90.

52: M. Ørsnes 1988, s. 146, pl. 98-101.

53: M. Ørsnes 1988, s. 150, pl. 145-154.

54: M. Ørsnes 1988, s. 152 og pl. 167-183.

55: M. Ørsnes 1988, pl. 185-90.

56: M. Ørsnes 1988, pl. 201.

57: L. Hedeager 2002, s. 243.

58: M. Ørsnes 1988, s. 152 og pl. 165-66.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Våbenofferet i Ejsbøl Mose i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430954

Afsnittet Våbenofferet i Ejsbøl Mose er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet