Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

På tærsklen til en ny tid

Oprindelig forfatter JJe

Det er et billede i mange brudstykker, der tegner sig ved slutningen af den ældre jernalder, dvs. af den politiske og militære situation i 200- og 300-årenes Danmark. Men det er tydeligt, at en epoke var ved at være slut, og noget nyt stod foran sin begyndelse. Tydeligst viser det sig ved tilstedeværelsen af betydelige hærstyrker og omfattende territorialmarkeringer i navnlig det vestdanske område i den yngre romerske jernalder. Specielt i den del af landet må der have udspillet sig alvorlige politiske konflikter. Men af hvilken art disse konflikter var, er stadig et ubesvaret spørgsmål. Svaret afhænger i høj grad af, hvordan man fortolker de omkring 50 kendte krigsbytteofringer i Sydskandinavien. Og her er meningerne ofte delte.

Det første spørgsmål lyder derfor: Hvad var det for hærstyrker, hvis våben indgik i krigsbytteofringerne? At de var professionelle stridskræfter, er de fleste vist enige om. Det fremgår af det standardiserede våbenudstyr, vi finder i moserne. Men samtidig må vi spørge: hvem var de mænd, som deltog i de krigeriske konflikter? Var de krigere eller soldater – eller var de tvangsudskrevne? Med krigere mener vi mænd, for hvem krigsførelsen var et „kald“. Med soldater derimod mænd, der havde krigen som profession. Og med tvangsudskrevne mener vi endelig mænd, som af deres ledere var pålagt at tage del i krigeriske konflikter, almindeligvis civile, som havde modtaget en vis form for militær træning.116

Af den historiske antropologi kan man lære, at en kriger almindeligvis vil stå for sine egne våben.117 Det er noget, man undertiden kan aflæse direkte af et arkæologisk kildemateriale. Består hæren f.eks. udelukkende af krigere, vil de normalt være udrustet med en uensartet samling af våben. Det vil sige våben, som afspejler, hvad den enkelte kriger foretrækker, og som kan være fremstillet af mange forskellige våbensmede. Består hæren derimod af hvervede soldater, vil deres udstyr gerne være fremstillet i centrale våbensmedjer. Det var f.eks. tilfældet i den romerske hær. Består hæren endelig af mænd, som er udskrevet til krigstjeneste, vil deres udstyr oftest stamme fra flere forskellige, lokale våbensmedjer.118 I det tilfælde kan man ikke tale om romerske forhold med masseproducerede våben fra centrale værksteder.

Annonce

På den måde kan man søge at tolke sammensætningen af f.eks. den hær, hvis våben blev nedlagt i det store våbenoffer i Illerup Ådal. Vi har set, at dens kommandostruktur stort set svarede til Tacitus' opdeling af de germanske hære i tre niveauer: princeps (hærføreren eller fyrsten), comites (krigere i hærførerens følge) og pedites (fodfolket).119 Antager man nu, at ensartethed i våbenudstyret er udtryk for masseproduktion, følger deraf, at hærføreren og dennes følge, dvs. både princeps og comites, havde krigerstatus, som det fremgår af deres individuelt fremstillede udrustning. Hovedstyrken, de såkaldte pedites, kan derimod meget vel have bestået af regulære soldater at dømme efter deres udrustning, som var meget ensartet. Formentlig var den fremstillet i centrale våbenværksteder.

Griber vi et halvt årtusinde tilbage i tiden, til den tidlige jernalders Hjortspringhær (se Slaget ved Hjortspring) med dens meget uensartede våben, ser vi, at den militære udvikling havde taget et meget stort skridt i mellemtiden: De skandinaviske hære bestod i den sene romerske jernalder (og muligvis endda tidligere) ikke blot af stammekrigere. Under romersk påvirkning synes der nu at have udviklet sig store hærenheder bestående af soldater, der havde krig som profession.120

Det næste spørgsmål lyder derefter: Hvad var det da for en magtpolitisk arena, disse hære opererede i? Hidtil har vi skildret våbenofferfundene fra den romerske jernalder ud fra en bestemt tolkning.121 Udgangspunktet har været den geografiske placering af ofringerne. En første gruppe af krigsbytteofre ligger i det sydjysk-fynske område og antyder angreb enten fra de nærmeste naboområder eller fra kontinentet i det 1. og 2. århundrede e.Kr. Den anden gruppe af krigsbytteofre er fra omkring 200 e.Kr. og ligger for hovedpartens vedkommende i områder, der har kyststrækninger ud mod Kattegat. Da det endvidere har vist sig, at den store våbenofring i Illerup og en række andre samtidige fund har stærke forbindelser til vestsiden af den skandinaviske halvø, har man ment, at angriberne kom derfra.122 Derved har der tegnet sig et billede af en ganske stor magtpolitisk arena, inden for hvilken der udkæmpedes en krig, som i begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. var rettet mod især den jyske halvø. Ved hjælp af runeindskrifterne på de fundne våben har man endog sat navne på flere af angriberne: Wagnijo, Nithijo, Laguthewa og Swarta.

Omkring 300 e.Kr. følger så den næste horisont af våbenofre fra Nydam og Ejsbøl fra den sønderjyske østkyst til Skedemosse på Öland. Meget tyder på, at disse mosefund var resultater af angreb, der kom fra Østersøregionen, fra Østsverige, fra Uppland og regionen omkring Mälaren samt kystområderne i det sydlige Finland. Det var svearnes land, og da danerne ifølge de skriftlige kilder skulle være udgået af svearne, har flere forskere ment, ganske vist på et meget usikkert grundlag, at det var danerne, der her var på spil.123 For nedlæggelserne i det sene 4. århundrede, f.eks. den sene del af Nydam- og Illerup-fundene, har man også i bred almindelighed peget på de østlige dele af Skandinavien og den sydlige del af østersøkysten som et muligt oprindelsesområde.124 Danere eller ikke-danere, under alle omstændigheder er situationen efter 300 e.Kr. udtryk for en betydelig udvidelse mod øst af den magtpolitiske arena.

Af våbenofferfundenes omfang må vi slutte, at såvel angribere som forsvarere samarbejdede i stammeforbund inden for den skitserede magtpolitiske arena. Omkring 200 e.Kr. synes et sådant forsvarsforbund af have omfattet såvel Jylland som øerne og dele af det nuværende Sydsverige. Angriberne skulle derimod komme fra et andet stammeforbund, der strakte sig fra Trøndelag i nord til i hvert fald Østfold i syd og muligvis også omfattede dele af Vestsverige. Efter alt at dømme bestod alliancerne i årtier – det tyder på, at angrebene ikke bare var tilfældige plyndringstogter, men led i en overordnet magtpolitik. I samme retning peger også hærenes udrustning, der fuldt ud var på højde med de romerske forbilleder.

Den magtpolitiske situation i Sydskandinavien i det 3. århundrede e.Kr. er imidlertid også blevet fortolket på en noget anderledes måde. Ifølge den kan de jyske og fynske våbenofre fra tiden omkring 200 e.Kr. opfattes som udtryk for en militær ekspansion, der udgik fra Østdanmark.125 Det skulle altså være det østsjællandske magtcenter i Himlingøje, som gennem sine alliancer med andre skandinaviske høvdinge, og ved hjælp af militær assistance fra dem, søgte at erobre dele af Fyn og det østlige Jylland. Man har i den forbindelse foreslået, at der skulle have eksisteret en alliance mellem det østsjællandske aristokrati og høvdingeslægter i såvel det sydvestlige Norge126 som i det mellemste Sverige.127

Imod denne opfattelse er der dog forskere, der har fremhævet, at man i tiden efter 200 e.Kr. i både Nord- og Sydvestjylland finder rige grave, hvis gravgaver vidner om nære forbindelser til det østsjællandske aristokratiske miljø. Det skulle efterlade det østlige Midtjylland indeklemt mellem områder, som allerede var forbundet med det sjællandske magtcenter. I en sådan situation ville det militære potentiale i det midtjyske område næppe være stort nok til, at man kunne forsvare sig mod gentagne angreb fra Østdanmark og mulige allierede i Nord- og Sydvestjylland.128

Det er dog under alle omstændigheder vigtigt at overveje, hvilken rolle det østdanske center spillede i de krige, som udkæmpedes i Sydskandinavien i yngre romersk jernalder. Hvad var dets rolle på den magtpolitiske arena? Der er dem, der har set centrets fremvækst i slutningen af det 2. århundrede e.Kr. som et resultat af den romerske udenrigspolitik over for de germanske folkeslag på den nordlige del af kontinentet.129 Efter de markomanniske krige, hvori sydskandinaviske styrker muligvis deltog, skulle romerne have valgt at støtte det sjællandske aristokrati med det formål at skabe interne konflikter mellem to eller flere magtgrupperinger i Sydskandinavien. Med andre ord, romerne skulle på vanlig vis have søgt at skabe en bufferzone i Sydskandinavien for at kunne aflede de konflikter, der kunne true romerske interesser. Konflikterne opstod som ventet og førte bl.a. til storstilede angreb på det danske område. At dømme efter de mange våbenofre havde sejrherrerne i disse magtkampe tydeligvis hjemsted i det, som nu er Danmark.

Hvor direkte romerne var involveret i etableringen af det østdanske magtcenter, og hvor meget de spillede med i den skandinaviske magtpolitik, er imidlertid svært at afgøre. De arkæologiske fund viser ret utvetydigt, at romerne havde stærke interesser i det danske område i den sene romerske jernalder. Det resulterede bl.a. i direkte kontakt mellem parterne,130 hvad den omfattende import af romerske luksusvarer til Sjælland (bronze og glas) vidner om. Men omfattede importen også våben?

En våbenimport ville være forventelig, dersom det var romernes ønske at spille de sydskandinaviske høvdingedømmer ud mod hinanden. Men netop om en våbenimport mangler der arkæologiske vidnesbyrd i Østdanmark i den yngre romerske jernalder. Måske det skyldes gravskikkene.

Men ser man på den danske jernproduktion i yngre romersk jernalder, synes den først at få et virkeligt omfang i det 4. århundrede e.Kr. Dvs. på et tidspunkt, hvor importen fra Romerriget i øvrigt svinder ind eller forandres. Væksten i den lokale jernproduktion kunne således godt ses som et forsøg på at kompensere for en svindende (om end hypotetisk) våbenimport fra Romerriget.131

Foreløbig lader spørgsmålet sig dog ikke besvare. Vi kan kun konstatere, at med eller uden romersk støtte synes de danske styrker i den yngre romerske jernalder at have haft overmagten på den sydskandinaviske politiske arena. Gang på gang nedkæmpede man angrebsstyrker af betydelig størrelse og ofrede deres våbenudstyr i lokale helligmoser.

Sådan tegner billedet sig i hvert fald ifølge den fortolkning, der her er fremsat, og som forudsætter, at de kampe, våbenofringerne vidner om, blev udkæmpet på steder ikke langt fra offermoserne. Men som det også er blevet fremført, er der ikke noget endegyldigt bevis på, at det forholdt sig sådan.132 De militære slag kan i virkeligheden have fundet sted langt fra offerstedet. Man kan nemlig også forestille sig, at det var hærenheder, der var på vej hjem til Sydskandinavien f.eks. efter at have udført krigstjeneste i den romerske hær, eller efter at have kæmpet imod den – eller eventuelt efter at have være involveret i kampe andre steder, som hjembragte det krigsbytte, de siden ofrede i stammeområdets helligmose. Det rejser igen spørgsmålet om selve offerhandlingernes karakter. Var de udtryk for gammel skik og brug, eller var de efterligninger af de romerske sejrsceremonier, som mange soldater var blevet bekendt med gennem deres tjeneste i den romerske hær?

Til det våbenudstyr, der blev fundet i Thorsbjerg Mose, hørte bl.a. en hjelmmaske af sølv, en ringbrynje, et par romerske ridebukser133 og anden officersudrustning. Kan man eventuelt tænke sig, at det stammer fra en påklædt træfigur af den art, romerne efter et slag undertiden anbragte som et trofæ på toppen af det erobrede udstyr? En sådan figur ser man f.eks. afbildet på Trajans søjle i Rom. Den viser bl.a. krigsbytte, taget efter Trajans tredje felttog mod Dacien. Krigsbyttet er samlet på selve slagmarken, og øverst troner, som et trofæ, en træfigur klædt i de overvundnes dragt.134

 Fra Titusbuen i Rom. Triumftoget efter romernes sejr over jøderne i 70 e.Kr. Den syvarmede lysestage fra templet i Jerusalem er et centralt trofæ i triumftoget.

Fra Titusbuen i Rom. Triumftoget efter romernes sejr over jøderne i 70 e.Kr. Den syvarmede lysestage fra templet i Jerusalem er et centralt trofæ i triumftoget.

Når en romersk hær vendte hjem til Rom, fulgte den anden del af sejrsceremonien: triumftoget.135 Også det kender vi fra billedfremstillinger, f.eks. på Titusbuen på Via Sacra i Rom, der viser triumftoget efter sejren over jøderne i år 70 e.Kr. Som et centralt trofæ i sejrsprocessionen ser man den syvarmede lysestage fra det ødelagte tempel i Jerusalem. Når triumftoget havde forladt Campus Martius, blev det afsluttet med ofre til guderne på Capitol. Det viser, at selv efter slag fjernt fra Rom blev store dele af krigsbyttet bragt tilbage til imperiets hovedstad, så de kunne udstilles i triumftoget som en demonstration af herskernes magt.

Den tanke er da blevet fremsat, at flere af de fynske og jyske våbenofre kunne være en slags barbariske efterligninger af det romerske triumftog. Det kunne indebære, at krigsbyttet ikke stammede fra slag på dansk område, men lige så vel kunne være bragt hjem fra oversøiske slag.

Såfremt denne alternative tolkning af våbenofferfundene godtages, kaster det et nyt lys over den sydskandinaviske magtpolitik i det 3. og 4. århundrede e.Kr. Vi får i stedet et scenario, hvor hærstyrkerne fra det danske område, i stedet for at måtte forsvare sig mod talrige angreb fra naboområderne, fremtræder som en offensiv militærmagt. Man ser nu danske herskere udføre storstilede angreb på områder af den skandinaviske halvø og Østersøkysten – og tilsyneladende med stor succes.136 Med de tilbagevendende hære kommer store mængder krigsbytte hjem. Og efter „triumftoget“ bliver det overgivet til guderne i de lokale helligmoser.137

Uanset hvor de danske våbenofre kommer fra, om de stammer fra militære operationer inden for eller uden for det nuværende Danmark, så kan de tages som udtryk for et samfund med en begyndende central kontrol -ikke mindst hvad angår den militære side af livet. Analyserne af våbenofferfundene antyder, at meget af, hvad der nu er dansk område, kan have været forenet i et stammeforbund, hvis lederskab i hvert fald i en periode udgjordes af det aristokratiske center i Østdanmark. Der er endog forskere, som betragter denne magtstruktur som et tidligt stadium af udviklingen af et kongedømme.138 Ifølge den opfattelse viser de arkæologiske fund, navnlig våbenofferfundene, at de skandinaviske ledere havde tilstrækkeligt potentiel magt til at udruste og kontrollere relativt store professionelle hærstyrker. Ved at beregne det befolkningsunderlag, som var nødvendigt for at samle disse troppestyrker, har man peget på, at lederne kontrollerede store geografiske områder, og at de ydermere blev støttet af et netværk af alliancer med andre ledere.

Nu er beregningerne af hærstørrelsen i våbenofferfundene, som vi har set, forbundet med mange vanskeligheder. Den militærstyrke, som overvandt den angribende hær i det store våbenofferfund fra Illerup, var dog med en vis sandsynlighed på mindst tusinde mand, måske flere. Med dette som udgangspunkt har man anstillet følgende regnestykke: Det nødvendige befolkningsgrundlag for en hær af Illeruphærens størrelse er ca. 20.000 mennesker.139 Det svarer til 1500-2000 gårdanlæg, eller til mere end hundrede landsbyer af Vorbasses størrelse i det 3. århundrede. En jysk landsby som Vorbasse ville på den tid formentlig have et ressourceområde med en radius på ca. 2 km, svarende til ca. 10 kvadratkilometer. Hundrede landsbyer repræsenterer således et ressourceområde på 1000 kvadratkilometer. Hertil må man føje skove, overdrev og andet maginalt land, mellem de enkelte landsbyer. Området for 100 landsbyer ville nok snarere være 1500 kvadratkilometer. Det svarer til et landområde på størrelse med halvdelen af Fyn. Fra et territorium af den størrelse kunne lederen formentlig trække sine militære ressourcer uden større problemer.140

Men udrustningen i våbenofringerne viser også, at både de overvundne hære og sejrherrernes hære må have været sammensat af soldater fra forskellige regioner. I hvert fald var de næppe udelukkende sammensat af tropper udskrevet fra de lokale befolkninger. Her må man imidlertid stoppe beregningerne. For noget indtryk af antallet af fremmede lejetropper i de danske hære har vi ikke, og alle videre beregninger vil derfor være yderst teoretiske.

De arkæologiske kilder giver næsten altid mulighed for flere forskellige fortolkninger. Det gælder også våbenofferfundene fra den yngre romerske jernalder. Men sammenligner vi dem med f.eks. våbenofferfundet fra Hjortspring, som blev nedlagt henved et halvt årtusinde tidligere, fornemmer vi en voldsom udvikling. Fra hærgrupper med stammekrigere til hierarkisk opbyggede hære enten med professionelle soldater af lokal oprindelse eller fremmede lejetropper i den sene romerske jernalder. Det tegner igen billedet af det 3. og 4. århundrede e.Kr. som en tid, hvor de sidste rester af oldtidens gamle slægtssamfund var ved at forsvinde for at blive erstattet af et stærkt militariseret samfund.141 Det er en samfundstype, som den historiske antropologi beskriver som bestående af to socialklasser: et militært aristokrati og en bondebefolkning. Og det er en samfundstype, som udgør begyndelsen til en arkaisk stat.

Militariseringen skete samtidig med, at nogle helt afgørende forandringer af det danske oldtidssamfund fandt sted. Den grundlæggende enhed, gårdene, blev fra da af anlagt på store indhegnede tofter, ofte samlede i landsbyer, der i nogle tilfælde kunne nå op på Vorbasses og Gudmes størrelse. Denne gårds- og brugsform kan følges helt op i middelalderen, og det er nærliggende at tænke sig hver enkelt gårdenhed drevet af en større enkeltfamilie med i gennemsnit fem-seks voksne. Det er et billede, der også støttes af den måde, hvorpå gravpladserne udvikler sig på.

 Med afslutningen af den ældre jernalder begyndte et nyt og sidste afsnit af Danmarks oldtidshistorie. Ældgamle livsformer stod foran deres uddøen. Den skrevne historie kaster nu et første svagt lys over menneskelivet i Norden.

Med afslutningen af den ældre jernalder begyndte et nyt og sidste afsnit af Danmarks oldtidshistorie. Ældgamle livsformer stod foran deres uddøen. Den skrevne historie kaster nu et første svagt lys over menneskelivet i Norden.

Mange forhold viser imidlertid, at samfundene også var underlagt en mere overordnet styring. Søspærringerne og langvoldene, som utvivlsomt var territorialgrænser, tyder herpå. Det samme gør gårdenhedernes standardstørrelse. Og hertil kommer de store våbenofferfund, som angiver, at der både har eksisteret hære på mange hundrede standardudrustede mænd og et territorialt kultfællesskab. Den militære organisationen viser ydermere, at der må være foregået en betydelig udvikling fra omkring år 200 e.Kr. De store bådtyper er blot et af tegnene herpå.

Desuden viser både gravritualerne og udbredelsen af fremmede luksusgenstande, at der har eksisteret betydelige rigdomsforskelle i samfundet, og at eliten har besiddet en omfattende politisk magt. Denne magt udøvede eliten dels gennem kulten, som den havde gjort det i årtusinder, dels gennem militærfølgeskabet og endelig gennem kontrollen med de importerede luksusgenstande, som kom til landet fra Romerriget. At eliten i den romerske jernalder også i et vist omfang kontrollerede landbrugsøkonomien ses f.eks. af, at personerne i de rigt udstyrede grave med bl.a. romerske importsager var højere – og således bedre ernærede – end personer, der ikke havde sådanne gravgaver.

I de første århundreder e.Kr. blev luksusgenstandene fra Romerriget spredt nogenlunde jævnt over det germanske, herunder det nordiske område. De enkelte territorier og deres eliter var tilsyneladende ikke særligt store. Men på overgangen til den yngre romerske jernalder, dvs. omkring år 200, ses først en tendens til koncentration af importsagerne i særlige egne af Germanien, og kort derefter yderligere en stramning af kontrollen med de udvekslede varer. De mest kostbare importvarer og det fornemste kunsthåndværk findes nu kun i bestemte egne. Det traditionelle udvekslingssystem, som havde rødder langt tilbage i tiden, forvandles på det tidspunkt og bliver tydeligvis mere elitært, om end det stadig er ganske ustabilt. Denne ustabilitet fornemmer man især i de nyopdukkede rigdomscentre som f.eks. Gudme. Ingen af disse centre har en særlig lang levetid, og ingen af dem udvikler sig til regulære bydannelser.

Det økonomiske grundlag for disse centre har formentlig været, hvad vi har kaldt administrativ handel. Dvs. de har stået under en lokal høvdings beskyttelse, vareudvekslingen er foregået efter bestemte aftaler og standarder, hvad f.eks. fund af vægtlodder på Lundeborg-pladsen vidner om. Men der har næppe været tale om en egentlig markedshandel, og det er tvivlsomt, om centrene har haft direkte landbrugsøkonomisk kontrol over større territorier.142

I forhold til omverdenen, gennem bl.a. handels- og plyndringstogter, gennem indgåelse af oversøiske alliancer med ligestillede, gennem etableringen af administrerede markeder, og ved at kontrollere produktionen og udvekslingen af luksusgenstande, kunne eliten imidlertid udvide sin indflydelse og sit kontaktnet – og kom derved i formentlig direkte forbindelse med Romerriget.

Herved ændrede tilstrømningen af fremmede luksusvarer karakter, det skete i særdeleshed, efter at romerne udbyggede deres grænseprovinser. Karakteristisk for udvekslingen mellem de to kulturer, den romerske og den germanske, blev nu, at de romerske genstande, der nåede ind i det germanske område, alle passede nøje ind i det sociale system hos germanerne: våben, visse smykker og tekstiler, bronzekar og drikkeglas (til brug i drikkeritualerne), mønter af ædelmetal (som dog først og fremmest var råmateriale for smykker m.v.) osv. Derimod var der en lang række andre romerske produkter, glastallerkener og parfumeflasker f.eks., som ikke kom i omløb blandt germanerne, med undtagelse af egnene lige uden for den romerske Limes. Det gjaldt også de almindelige romerske kobbermønter, som i lighed med guldmønterne viser, at der ikke var tale om markedshandel i egentlig forstand.

Men kontakten med romerne skabte med tiden afhængighed. Det gjaldt f.eks. på det våbentekniske område. De skandinaviske hære synes i tiden efter 200 e.Kr. fortrinsvis at have været udstyret med romerske sværdklinger. Og eliten synes i mange andre henseender at være blevet afhængig af romersk skik og brug. Man kan meget vel tænke sig, at denne afhængighed har været identitetsskabende i de mange forskellige stammeterritorier i „det frie Germanien“ og har fremmet fremvæksten af stammer, som nu træder ind i historiens lys under navne som f.eks. saksere og frankere.

Samtidig har den udstrakte brug af germanske lejetropper i de romerske hære også bidraget til, at udviklingen gik den her beskrevne vej. En hjemvendt krigerklasse kan meget vel tænkes at have haft betydning for forvandlingen af det tidligere slægtskabsbaserede samfund.143 Med sit kendskab til det romerske samfund har krigerklassen formentlig tilstræbt en mere hierarkisk opbygning af det hjemlige samfund – ikke blot på det magtpolitiske plan, men også på det religiøse. Det er formentlig i disse århundreder, vi skal søge forklaringen på, at den gamle frugtbarhedskult med oksen som offerdyr svinder ind til fordel for nye kultformer, hvor krigshesten bliver det nye statusdyr.144 Det varer heller ikke længe, før en række nye guder, heriblandt krigsguden Tyr samt visdommens og retfærdighedens gud Odin dukker op i den nordiske billedverden.

Meget nyt blev således skabt i den ældre jernalders sidste århundreder. Og det foregik ikke uden tab af værdier og menneskeliv. Men et nyt samfund begyndte at tegne sig, med nye vilkår for rig som for fattig – og med en ny forestillingsverden, der var forudsætningen for den udvikling, som skulle præge landet i den sidste del af oldtiden. Om den skal vi berette i det følgende bind.

Noter

116: L. Jørgensen 2001. Middelalderens skandinaviske leding-system nævnes ofte som et eksempel på den sidste kategori.

117: A. Sanders 1999.

118: L. Jørgensen 2001. De middelalderlige ledingshære var f.eks. pålagt at fremtræde med visse specificerede våbentyper ved årlige mønstringer. Det fremgår f.eks. af de norske egnslove fra det 13. århundrede, at afhængig af ens egne økonomiske ressourcer, skulle man stille med en speciel kombination af lanse, sværd, økse og skjold.

119: Det svarer til opdelingen i reges, optimates og armatores som nævnt hos Ammianus Marcellinus i det 4. århundrede e.Kr., se von Carnap-Bornheim & Ilkjær, 1996, s. 483 og J. Herrmann 1992.

120: L. Jørgensen 2001.

121: Nemlig den, som er fremsat af J. Ilkjær og C. von Carnap-Bornheim i publikationen af fundene fra Illerup Ådal.

122: Den samtidige krigsbytteofring i Thorsbjerg, i fase C 1b, skulle dog være af nordtysk oprindelse.

123: Om danerteorien, se Østersøregionen.

124: J. Ilkjær 1994; Bemmann & Bemmann 1998, s. 311.

125: U. Lund Hansen 1994, s. 205; F. Kaul 1997, s. 142 ff.

126: F. Kaul 1997, s. 143.

127: U. Lund Hansen 1998c, s. 335.

128: B. Storgaard 2001.

129: B. Storgaard 2001.

130: Jf. U. Lund Hansen 1987, 1995a-d; B. Storgaard 2001.

131: L. Jørgensen 2001, s. 13.

132: Den efterfølgende alternative tolkning hviler i hovedsagen på L. Jørgensen 2001 og B. Storgaard 2001.

133: I. Hagg 2000.

134: L. Jørgensen 2001, s. 15.

135: E. Künzl 1988; Y. le Bohec 1994.

136: L. Jørgensen 2001; B. Storgaard 2001.

137: Det er dog næppe alle krigsbytteofrene, der skal fortolkes efter samme model. Det ovenfor omtalte, mulige sejrstrofæ i Thorsbjergfundet, soldaterdukken, kunne tages som tegn på, at slaget var blevet udkæmpet i området omkring Thorsbjerg Mose.

138: L. Jørgensen ibid.; L. Hedeager 2002.

139: M. Gebühr 2000.

140: L. Jørgensen 2001.

141: T. Højrup 1995, s. 234 og E. James 1997, s. 19.

142: Gudme-Lundeborgs placering på Fyn er således ganske marginal, klemt inde på en relativt smal strækning mellem storebæltkysten og det skovklædte, næsten ubeboede højland.

143: Krigshelten har ved hjemkomsten formentlig haft en status, der var uden magt i det slægtskabsbaserede landbrugssamfund, se L. Hedeager 1990, s. 95 f.

144: H. Thrane 1989; se også C. Fabech 1991a.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: På tærsklen til en ny tid i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430958

Afsnittet På tærsklen til en ny tid er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet