Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østersøregionen

Oprindelig forfatter JJe

Med fundene fra Balsmyr på Bornholm, Hassle Bosarp i Skåne og Skedemosse på Öland begynder Østersøregionen at gøre sig gældende i den yngre romerske jernalders våbenofferfund. Det sker i den 2. halvdel af 3. århundrede e.Kr. og i særdeleshed omkring 300 e.Kr., den tid man har kaldt Ejsbølhorisonten efter det store mosefund ved Haderslev.29 De krigsbytteofringer, der indgår i denne horisont, synes at have tilknytning til Østersøregionen. Det drejer sig om den største af nedlæggelserne i Ejsbøl, en af ofringerne i Nydam, den yngste af våbenofringerne i Thorsbjerg og om dele af Kragehulfundet, af det skånske Hassle Bosarp og Skedemosse på Öland. Endelig hører fund fra Gudingsåkrarne på Gotland også til horisonten. Våbenudstyret i alle disse fund stammer formentlig fra et eller flere områder i Østersøregionen.

At fundene i disse krigsbytteofringer er af skandinavisk herkomst, vidner ildslagningsudstyret om. Og at de peger i retning af Østersøregionen, viser visse oldsagstyper som f.eks. nogle helt specielt udformede skjoldhåndtag, der er fundet i både Thorsbjerg og Ejsbøl, men også i en række østsvenske og en finsk grav. Det har man fortolket sådan, at det kunne være krigere fra Uppland og omegn, der udgjorde de angribende styrker.30

 Krigsbytteofringerne fra tiden omkring 300 e.Kr. ligger geografisk tilknyttet Østersøregionen. Formentlig havde angrebene deres udgangspunkt i de østlige egne af Den skandinaviske Halvø.

Krigsbytteofringerne fra tiden omkring 300 e.Kr. ligger geografisk tilknyttet Østersøregionen. Formentlig havde angrebene deres udgangspunkt i de østlige egne af Den skandinaviske Halvø.

Østersøregionen og folkeslaget svearne dukker første gang op i Tacitus' beskrivelse af de germanske folk i slutningen af det 1. århundrede e.Kr.31 Tacitus omtaler dem som en stamme, der lever ude i oceanet. Og man har læst hans tekst som en beskrivelse af Mellemsverige på en tid, da Mälaren var en bugt af Østersøen, og Uppland havde havet som grænse både i syd og øst. Det arkipelag, som i dag udgør så stor en del af kysten, var den på den tid meget større, fordi der siden er foregået en landsænkning, ca. 10 m siden Kr.f.

Annonce

Netop området omkring Mälaren er et af de rigeste på oldtidsfund i Sverige, det gælder i særdeleshed Uppland. Om svearne, som skulle bo der, anfører Tacitus, at havet beskyttede dem fra fjendtlige angreb, og at de havde mange skibe som følge af de naturforhold, hvorunder de levede.32 Tacitus tilføjer også, at hinsides suiones er der et andet hav, dovent og næsten ubevægeligt. Mon ikke der hermed menes den Botniske Bugt, som almindeligvis er dækket af is fra tidligt efterår til sent forår?

Næste gang vi hører om svearne er henved 500 år senere, da den østgotisk-romerske historieskriver Jordanes omkring 550 e.Kr. skriver et værk om goternes historie. I dette værk finder man spredt nogle oplysninger om Skandinavien – og bl.a. også om danerne, som her træder ind på historiens scene for første gang.33 Om suehans og suediti, som formentlig er svearne, skriver Jordanes, at de er kendt for deres gode heste, og at de forsynede romerne med skind gennem deres handelsforbindelser med andre stammer. Og Jordanes skriver yderligere om svearne, at de er beslægtet med danerne.

Om disse danere fortæller Jordanes en indviklet historie.34 De skulle være udgået af svearne og have fordrevet et folkeslag ved navn herulerne fra deres gamle hjemegn. Om herulerne hedder det, at de kom oprindelig fra „Oceanets yderste afkroge nær dets iskolde dyb“.35 I de skriftlige kilder kan vi følge herulerne som et folkeslag, der efter deres fordrivelse fra de fjerne, nordlige egne, spillede en rolle som lejetropper og sørøvere fra det 3. århundrede e.Kr. og fremefter. Vi træffer dem både i Europa og Lilleasien – og så sent som i begyndelsen af det 6. århundrede e.Kr. hører vi om dem, at de fra det sydøstlige hjørne af Europa 36 begyndte at vandre mod nord, tilbage til deres oprindelige hjemland.

Det er den græsk-byzantinske historiker Procopius, som beretter, at herulerne under denne vandring nåede varnernes land (Sydjylland?), at de derefter hastigt vandrede gennem danernes land (Jylland?) og sejlede over til Thule (Den skandinaviske Halvø?), „hvor de modtoges af gøterne, en af de største stammer der“.37

Af denne beretning har man udledt, at det folk, der kaldte sig herulerne, engang omkring 200 e.Kr. blev fortrængt af et andet, der kom fra Sverige og kaldte sig danere. Det uddrevne folk fristede derefter i næsten 300 år en tilværelse som lejesoldater og krigskarle over hele Europa og Den nære Orient indtil de i begyndelsen af 500-tallet valgte at drage tilbage til Norden – til den egn, som de selv anså for stammens egentlige hjemsted. Og man har gennem beskrivelsen af denne vandring yderligere udledt, at danerne på dette tidspunkt beherskede en del af Jylland.38

Denne udlægning – man kan kalde den „danerteorien“ – har dybe rødder tilbage i dansk historieskrivning. Vi træffer den allerede i 1700-tallets lærde konstruktioner af de nordiske folks ældste historie.39 Men den har i nyere tid også spillet en rolle i forbindelse med bl.a. tolkningen af den romerske jernalders mosefund,40 ligesom den har været brugt til at forklare opkomsten af det østsjællandske høvdingedynasti i tiden omkring 200 e.Kr. Himlingøjedynastiet skulle ifølge danerteorien være indvandret fra Sverige til Østsjælland, og skulle herefter, med sine svenske slægtsforbindelser i ryggen, have behersket Østersøens handel med Romerriget.41

Nu er Jordanes en meget usikker historisk kilde, og som det nedenfor skal ses, er det vanskeligt at få hans og hans samtidiges udsagn til at passe med våbenofrenes vidnesbyrd. Hvad det var for forhold, der lå bag opkomsten af det østdanske center i slutningen af 2. århundrede er stadig uklart.42 Her har vi dog gættet på, at hjemvendte skandinaviske krigere, som havde deltaget i Markomannerkrigene, spillede en rolle for etableringen af centret.

Men lad os nu vende os til den store gruppe af våbenofferfund fra tiden omkring 300 e.Kr., den såkaldte Ejsbølhorisont.

Noter

29: Se J. Ilkjær 1990a, s. 332, fig. 201; idem 2000, s. 72 ff.

30: Om ildslagningsudstyret se J. Ilkjær 2000, s., 54. Om skjoldhåndtagene se idem 1993a, s. 385.

31: B. Arrhenius 2001.

32: En af de tidligste billedsten i Uppland, som ganske vist er fra det 5. Århundrede e.Kr., afbilder netop et skib af den type, som Tacitus beskriver.

33: Det sker imidlertid på et meget usikkert grundlag. Jordanes er en meget upålidelig kilde. Hans skrift, Getica, skal overbevise læseren om, at goterne var et urgammelt folk, der var draget ud fra Scandza (Sverige) i 1490 f.Kr. For at skabe denne fiktion blander Jordanes elementer fra en lang række andre folkeslags historie (grækeres, geteres, skytheres) for at kunne fortælle om goternes vandring gennem Europa. Der findes heller ikke holdbare sproghistoriske argumenter for en særlig gotonordisk gren af det germanske sprog. Forestillingen om goternes udvandring fra Skandinavien kan således heller ikke begrundes ud fra en lingvistisk synsvinkel.

34: Jordanes, kap. 3: Gotesaga; Sigmund Skard, Oslo 1932.

35: Sådan omtaler den romerske digter Sidonius Apollinaris dem.

36: Dvs. det nuværende Kroatien, Serbien og Albanien, hvor de i 512 af den østromerske kejser havde fået tilladelse til at slå sig ned.

37: Procopius VI, kap. 15: History of the Wars VI: H.B. Dewing, London 1953.

38: L. Hedeager 2002, s. 213.

39: Hos bl.a. P.F. Suhm i dennes værk „Om de Nordiske Folks ældste Oprindelse“ fra 1769-70.

40: M. Ørsnes 1984, s. 47 ff. Se også A. Nørgaard Jørgensen 2001, s. 77 ff. og S.Busck & H. Poulsen (red.) 2002.

41: L. Hedeager 2002, s. 212 ff.

42: Det østdanske center tegner sig tydeligt fra etableringsfasen i fase B 2/C 1a til C2, men bliver så efter fase C 1b/C 2 overskygget af fremvæksten af et fynsk aristokrati (Gudme-centret, Årslev-graven og Brangstrup-skatten). Det sjællandske aristokrati fastholder dog en vis status, også fra fase C2 og fremover, som det kommer til udtryk i den romerske import og guldfundene, og som viser, at Sjælland stadig indgik som del af et aristokratisk netværk, der omfattede et større geografisk område.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Østersøregionen i Danmarks Oldtid, 2. udg. 2006, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430953

Afsnittet Østersøregionen er en del af Danmarks Oldtid; et værk i fire bind. En stor del af billedmaterialet er stillet til rådighed af Nationalmuseet