Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydslesvig

Oprindelige forfattere ErJen, GP og LNH Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

 Børn i Flensborg kigger på tyske afstemningsplakater i 1920.

Børn i Flensborg kigger på tyske afstemningsplakater i 1920.

Sydslesvig, dansk betegnelse for det område, der ligger mellem landegrænsen af 1920 og grænsefloden Ejderen, og som er hjemsted for det danske mindretal i den tyske delstat Slesvig-Holsten (Schleswig-Holstein). Før 1920 kaldtes området Syd- og Mellemslesvig.

Befolkning og sprog var i middelalderen dansk indtil en linje fra Husum langs Dannevirke til nord for Eckernförde. Vestkysten og øerne var beboet af frisere. Gennem statsadministrationen, handel og især kirke og skole blev tysk kultur udbredt nordpå, og plattysk vandt frem som dagligt talesprog.

Flertallet af sydslesvigerne sluttede sig 1848-50 til den slesvig-holstenske opstand; danske sympatier var dog dominerende i hovedbyen Flensborg og dens omegn. Mellem de slesvigske krige forsøgte den danske regering at genvinde det tabte gennem en udstrakt kulturoffensiv. I Mellemslesvig blev skolesproget dansk, og kirkesproget vekslende dansk-tysk (se Sprogreskripterne af 1851).

Annonce

Under det preussiske styre efter 1864 ophørte al dansk skolegang. I Flensborg fortsatte regelmæssige danske gudstjenester som det eneste sted i Sydslesvig. Da kirkegangen ikke var tvungen, måtte de tysk indsatte præster mange steder i Nordslesvig tilegne sig det danske sprog og prædike på dansk for at kunne holde på menigheden.

Ved afstemningen 14.3.1920 blev der i den mellemslesvigske 2. zone afgivet 12.800 danske stemmer og 51.700 tyske (se Genforeningen). En vis afspænding indtrådte fra midten af 1920'erne; med støtte fra Danmark blev der oprettet sydslesvigske danske skoler, en dansk menighed og danske foreninger.

Under naziregimet fra 1933 blev mindretallet tolereret, om end presset mod de enkelte medlemmer var stigende, ikke mindst fra nazistiske lokalinstanser og tyske grænseaktivister. Under 2. Verdenskrig faldt knap 400 danske sydslesvigere i den tyske hær.

Efter Tysklands sammenbrud i 1945 sås en kraftig tilgang til det danske mindretal (se Sydslesvigsk Vælgerforening og Sønderjylland (nationale foreninger)). Hverken Danmark eller Storbritannien ønskede dog en ændring af Sydslesvigs statsretlige status. Under skarpe konfrontationer med det tyske samfund fandt de dansksindede vej til en mindretalsstatus inden for den nye delstat Schleswig-Holstein.

I 1949 stadfæstede Kielerklæringen retten til frit at kunne bekende sig til et nationalt tilhørsforhold, men først København-Bonn-erklæringerne fra 1955 skabte det varige grundlag for et fredeligt samliv mellem flertal og mindretal. I disse år fandt også Sydslesvigs efterkrigsproblemer en afklaring; efter 1945 havde flygtningestrømmen øget befolkningen med 71%. I midten af 1950'erne blev problemerne overvundet, bl.a. gennem omrokering af mange flygtninge og udviklingsprojektet Programm Nord. Sydslesvig står dog stadig i skyggen af det rigere Holsten. Se også Slesvig-Holsten (historie).

Danske kirker

Om det kirkelige arbejde i Sydslesvig, se Dansk Kirke i Sydslesvig.

Danske skoler

Duborg-Skolens ældste del set fra det sydøstlige hjørne mod Rummelgang. Tuschtegningen er udført i 1978 af Hans Busch-Alsen (1900-90), der var uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf og i nogle år knyttet til Duborg-Skolen som tegnelærer.

Duborg-Skolens ældste del set fra det sydøstlige hjørne mod Rummelgang. Tuschtegningen er udført i 1978 af Hans Busch-Alsen (1900-90), der var uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf og i nogle år knyttet til Duborg-Skolen som tegnelærer.

I 1920 oprettede Dansk Skoleforening for Sydslesvig den første skole for det danske mindretal, og i 1936 fandtes ti skoler, hvor undervisningen foregik på dansk, med i alt 942 elever. Efter 2. Verdenskrigs afslutning voksede elevtallet så meget, at der på et tidspunkt var over 70 skoler. Der findes nu (2000) 49 skoler med i alt knap 5700 elever. De fleste skoler er grundskoler; hertil kommer gymnasiet Duborg-Skolen og fire realskoler. Dansk Skoleforening driver desuden 57 børnehaver med knap 1800 børn.

Indtil 1950'erne havde man danske skoleordninger, hvorefter man skiftede til tyske eksamensordninger; skolernes formål er dog uændret "at drive dansk pædagogisk virksomhed ... til fredeligt virke for dansk sprog og kultur".

Danske foreninger

Danske foreninger er vigtige bærere af det kulturelle, sociale og politiske arbejde for det danske mindretal i Sydslesvig. Dette foreningsliv har rødder tilbage til Flensborg i 1840'erne og 1850'erne, men kom især i stand efter grænsedragningen 1920 under den demokratiske Weimarforfatnings friere vilkår, støttet nordfra og efter dansk/nordslesvigsk forbillede. Nettet af foreninger udbyggedes efter 1945 ud over hele Sydslesvig.

Landsdelsdækkende er den samlende kulturelle organisation Sydslesvigsk Forening (SSF) og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU, stiftet 1923; 12.743 medlemmer i 1998) samt Dansk Skoleforening for Sydslesvig. 35 danske menighedsforeninger med ca. 6500 medlemmer er organiseret i Dansk Kirke i Sydslesvig; hertil kommer bl.a. danske husmoderforeninger, kvindeforeninger, lærerforeninger og landbrugsforeninger samt en lang række enkeltforeninger, fx Borgerforeningen (stiftet 1835) og Sankt Knuds Gildet (stiftet ca. 1840) i Flensborg. Det politiske arbejde udgår fra de mange lokalforeninger under Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW, stiftet 1948).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Jensen, Gert Posselt, Lars N. Henningsen: Sydslesvig i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168078