• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans

Oprindelig forfatter TrDa Seneste forfatter Redaktionen

Hans. Felttoget mod Sverige, 1502. Krigsreportage fra kong Hans' felttog mod Sverige i 1502 af Paul Dolnstein, der deltog i togtet som ekspert i brobygning. Tegningen viser et sammenstød mellem kong Hans' tyske lejetropper og svenske bondesoldater. Landsknægtene (egl. lanseknægtene) er bevæbnede med lanser og hellebarder. Bondesoldaterne er uens i klædedragt og udrustning.

Hans. Felttoget mod Sverige, 1502. Krigsreportage fra kong Hans' felttog mod Sverige i 1502 af Paul Dolnstein, der deltog i togtet som ekspert i brobygning. Tegningen viser et sammenstød mellem kong Hans' tyske lejetropper og svenske bondesoldater. Landsknægtene (egl. lanseknægtene) er bevæbnede med lanser og hellebarder. Bondesoldaterne er uens i klædedragt og udrustning.

Hans, 2.2.1455-20.2.1513, konge af Danmark og Norge fra 1482 samt af Sverige fra 1497; søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg (ca. 1430-95), gift med Christine af Sachsen.

Skønt Hans var blevet hyldet som tronfølger i sin fars levetid, overtog han ikke regeringsmagten i 1481, idet rigsrådet styrede i et knap toårigt interregnum. Antagelig skyldtes dette et forsøg på gennem en fællesnordisk håndfæstning atter at samle de tre nordiske riger. Sverige ønskede imidlertid ikke at deltage, så Hans underskrev i 1483 en blot dansk-norsk håndfæstning, hvorefter han kronedes.

Uden bemærkelsesværdige brud på forfatningen eller imod traditionerne udvidede han kongemagtens indflydelse, og som sin mor besad han en ikke ringe sans for økonomi og finanser. Især søgte han at fremme dansk handel og søfart, hvilket ofte gav et konfliktfyldt forhold til hansestæderne. Til gengæld sluttedes i 1490 handelstraktater med England og Nederlandene.

Annonce

De højere kirkeembeder blev gerne besat med lavadelige eller borgerlige, der havde haft en fortid som skrivere i det kongelige kancelli, og Hans fortsatte sin fars politik med at spille rivaliserende højadelsgrupper ud imod hinanden, fx ved besættelse af rigsembeder og slotslen.

Da hans yngre bror Frederik (1.) blev myndig, måtte han i 1490 dele hertugdømmerne Slesvig og Holsten med ham; men da hertug Frederik følte sig forfordelt med hensyn til arv i kongerigerne, fastslog Rigsdagen i Kalundborg i 1494, at Danmark var et udeleligt valgrige, og afviste dermed hertugens krav.

I sine fortsatte bestræbelser på også at blive anerkendt som konge af Sverige sluttede Hans i 1493 en traktat med Rusland imod den fælles fjende. Hans hvervede tropper, og efter et sejrrigt felttog blev han omsider i 1497 kronet til svensk konge, mens hans søn Christian (2.) i 1499 anerkendtes som tronfølger.

Da hertug Frederik i samråd med det holstenske ridderskab ville angribe det selvstændige Ditmarsken, valgte Hans at deltage med sine lejetropper, men led her i 1500 et katastrofalt nederlag. Herefter rejste Sverige sig atter i oprør, og kongens sidste år var et langt forgæves forsøg på atter at få magten her.

Hans. Efter kongens død gik billedhuggeren Claus Berg i gang med såvel kong Hans' gravsten som den store altertavle, hvor kongen, den i 1521 afdøde dronning Christine og den i 1511 døde søn Frans blev mindet. Kongefamilien blev begravet i Odense Gråbrødrekirke, men da den siden nedlagdes, flyttedes monumenterne i 1805 til Sankt Knuds Kirke. På afbildningen af gravstenen ses kongen iført Elefantordenens kæde. De talrige anevåben synes at have virket som inspiration for gravsten i tiden, der fulgte.

Hans. Efter kongens død gik billedhuggeren Claus Berg i gang med såvel kong Hans' gravsten som den store altertavle, hvor kongen, den i 1521 afdøde dronning Christine og den i 1511 døde søn Frans blev mindet. Kongefamilien blev begravet i Odense Gråbrødrekirke, men da den siden nedlagdes, flyttedes monumenterne i 1805 til Sankt Knuds Kirke. På afbildningen af gravstenen ses kongen iført Elefantordenens kæde. De talrige anevåben synes at have virket som inspiration for gravsten i tiden, der fulgte.

Hans' eftermæle bærer præg af hans behændige udnyttelse af belejlige hævndrab inden for aristokratiet, hvor især mordene på Poul Laxmand og på den norske oprører Knut Alvsson næppe med rette ansås anstiftede af ham, men det bidrog til at tegne et machiavellistisk billede af ham.

Ifølge traditionen var ikke blot kongens ungdomsliv hektisk, men også hans senere år; hans forbindelse med adelsdamen Edele Jernskæg (d. 1512) bidrog formentlig til, at han og hans dronning i hans sidste ti leveår reelt levede separeret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels Dahlerup: Hans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88698