• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mary

Oprindelig forfatter KJVJ Seneste forfatter Redaktionen

Mary.  Officielt fotografi fra 2005.

Mary. Officielt fotografi fra 2005.

Mary, opr. Mary Elizabeth Donaldson, f. 5.2.1972, dansk kronprinsesse, grevinde af Monpezat, 14.5.2004 gift med kronprins Frederik; mor til prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine. Det er de første tvillinger i kongefamilien, siden dronningens fætter greve Christian af Rosenborg i 1972 fik tvillingedøtre.

Mary er født i Hobart på Tasmanien som yngste datter af matematikprofessor John Donaldson (f. 1941) og hustru Henrietta (1942-1997). Begge hendes forældre stammer fra Edinburgh, men emigrerede i 1963 til Tasmanien. Efter moderens død giftede faderen sig i 2001 med den britiske kriminalforfatter Susan Elizabeth Moody (f. 1940).

I 1989 blev Mary immatrikuleret ved University of Tasmania, hvor hun i 1994 tog en universitetsgrad i jura og handel. Mary var derefter tilknyttet reklamebranchen og ejendomsfirmaer i sit hjemland. Da hun i forbindelse med OL i Sydney i 2000 mødte den danske kronprins, var hun ansat i ejendomsfirmaet Belle Property i Sydney.

Annonce

Mary fotograferet ved Fredensborg Slot med sin nyfødte datter, to dage efter fødslen i april 2007. Storebror prins Christian, der sidder på armen af sin far, var samme år begyndt i vuggestue.

Mary fotograferet ved Fredensborg Slot med sin nyfødte datter, to dage efter fødslen i april 2007. Storebror prins Christian, der sidder på armen af sin far, var samme år begyndt i vuggestue.

I 2002 flyttede hun til København, hvor hun tiltrådte en stilling som projektkonsulent hos Microsoft. Denne ansættelse ophørte, da forlovelsen med kronprinsen i 2003 blev officielt bekendtgjort.

Mary tager del i de officielle pligter, der påhviler kongehuset, og er protektor for en række foreninger og fonde med velgørende og almennyttige formål. En af disse fonde er Mary Fonden.

Se videoklip:

Kronprins Frederik og Mary bliver viet i Vor Frue Kirke i København, 14.5.2004. © DR

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen: Mary i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122575