Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erhard Jakobsen

Oprindelig forfatter MRud Seneste forfatter Redaktionen

Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup efter valgsejr i 1973.

Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup efter valgsejr i 1973.

Erhard Jakobsen, 25.2.1917-11.3.2002, dansk politiker; far til Mimi Jakobsen. Efter Th. Staunings store valgsejr i 1929 meldte Jakobsen sig ind i DSU og var medlem af hovedbestyrelsen 1938-43; 1943-51 var han formand for den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum. Jakobsen, der blev cand.polit. i 1946, var MF 1953-95, først for Socialdemokratiet og fra 1973 for Centrum-Demokraterne.

I 1958 blev Jakobsen borgmester i Gladsaxe, og hans bestræbelser på at gøre kommunen til en socialdemokratisk foregangskommune gjorde ham populær. Indsatsen var især rettet mod områder som skolevæsenet, de sociale institutioner og idrætsområdet. I 1974 forlod han borgmesterposten.

Jakobsen arbejdede uden forbehold for dansk medlemskab af EF, bl.a. som formand for Europabevægelsen i Danmark 1964-73. I 1973 blev han medlem af Europa-Parlamentet, hvor han med undtagelse af en periode i 1987-88 sad indtil 1994.

Annonce

Jakobsen fik ikke fremtrædende ordførerposter i Socialdemokratiet. Han placerede sig efterhånden på partiets højrefløj, var stærkt kritisk over for 1960'ernes ungdomsoprør og Vietnambevægelsen og tog senere afstand fra boykotten af apartheidstyret i Sydafrika. Som medlem af Radiorådet 1974-76 og 1978-84 og som formand for Aktive Lyttere Og Seere 1976-86 angreb han Danmarks Radio for at være ensidigt venstreorienteret.

Erhard Jakobsen. Foto fra 1998.

Erhard Jakobsen. Foto fra 1998.

Hans utilfredshed med Socialdemokratiet voksede, bl.a. pga. dets samarbejde med Socialistisk Folkeparti. Den 6.11.1973 brød han med partiet og dannede dagen efter Centrum-Demokraterne, der ved det efterfølgende valg fik 14 mandater. Hans parlamentariske erfaring og agitatoriske evner har haft stor betydning for partiets vælgertilslutning.

Jakobsen kom til at spille en vigtig rolle i samlingen af de borgerlige partier fra slutningen af 1970'erne. "Erhards sofa" blev benævnelse for de uformelle samtaler mellem partilederne, der førte til dannelse af Poul Schlüters firkløverregering i 1982, og i Schlüters anden regering 1987-88 blev Jakobsen minister for økonomisk samordning. Det var derfor en stor skuffelse for ham, at CD i 1988 blev holdt uden for regeringen. Året efter overlod han posten som partiformand til sin datter, Mimi Jakobsen, men bevarede en stor indflydelse i partiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Rüdiger: Erhard Jakobsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100531