Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

D.G. Monrad

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

D.G. Monrad. Maleri af Constantin Hansen, 1846; Folketinget. Monrad var mere liberal end national og på mange måder den i det nationalliberale miljø, der tog de mest dybtgående konsekvenser af begivenhederne i 1848-49. Han så en fri forfatning som et middel til at slå bro over nationale og andre modsætninger i riget.

D.G. Monrad. Maleri af Constantin Hansen, 1846; Folketinget. Monrad var mere liberal end national og på mange måder den i det nationalliberale miljø, der tog de mest dybtgående konsekvenser af begivenhederne i 1848-49. Han så en fri forfatning som et middel til at slå bro over nationale og andre modsætninger i riget.

D.G. Monrad, Ditlev Gothard Monrad, 24.11.1811-28.3.1887, dansk politiker og teolog, konseilspræsident 1863-64. D.G. Monrad blev cand.theol. i 1836 og magister i semitisk filologi i 1838. Ved Frederik 6.s død i 1839 trådte han ind i politik og blev bl.a. som medredaktør af Fædrelandet fra 1840 og redaktør af Dansk Folkeblad fra 1843 en af de centrale skikkelser i det nationalliberale miljø. Frustreret over den politiske udviklings træghed blev han i 1846 præst på Lolland.

Efter tronskiftet i 1848 krævede Monrad fri forfatning og almindelig valgret og spillede en ledende rolle i martsdagenes hektiske forløb. Han blev kultusminister i Martsministeriet, men hans indflydelse rakte ud over kirke- og undervisningsvæsen, og han blev langt hen ad vejen bestemmende for den førte politik. Monrad formede således det første udkast til Grundloven og øvede, skønt afgået som minister i november 1848 og ikke medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, stor indflydelse på forhandlingerne og bidrog til, at de demokratiske principper blev fastholdt i Junigrundloven af 1849.

I februar 1849 blev Monrad biskop over Lolland-Falster Stift, og med en kort afbrydelse i 1853 var han MF 1849-65. I 1854 afskedigedes han som biskop af ministeriet Ørsted pga. sit forsvar for Junigrundloven. Året efter blev han overskoledirektør og departementschef i Kultusministeriet, og maj-december 1859 var han kultusminister i ministeriet Hall. I februar 1860 blev han igen kultusminister og var indtil september 1861 tillige indenrigsminister; han gennemførte bl.a. jernbaneordningen i 1860 og Fæsteloven af 1861 og havde afgørende indflydelse på udformningen af Skoleloven af 1856 og seminariereformen i 1857.

Annonce

D.G. Monrad er med på oversigten over centrale personer, steder og begreber i krigen 1864.

Ved Halls afgang efter Frederik 7.s død dannede Monrad 31.12.1863 et ministerium og bar således hovedansvaret for Danmarks politik under krigen i 1864 (se de slesvigske krige). Trods Danmarks modgang i de første måneder af 1864 søgte Monrad med stor energi at bevare optimismen. Skønt konseilspræsident overlod han imidlertid den endelige stillingtagen til Londonkonferencens mæglingsforslag til Christian 9., og de fortsatte nederlag i krigen betød, at han 8.7.1864 måtte træde tilbage.

Efter at have trukket sig ud af politik udvandrede Monrad i 1865 til New Zealand med sin familie, men i 1869 vendte han tilbage til Danmark og blev sognepræst i Brøndbyvester; fra 1871 til sin død var han atter biskop over Lolland-Falster Stift. Kirkeligt holdt han en vis distance til de kirkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission. 1882-86 var Monrad atter MF, valgt som venstremand, og søgte uden held at tilvejebringe forlig mellem Estrup og oppositionen. Som biskop udfoldede Monrad et væsentligt religiøst forfatterskab; især vandt Fra Bønnens Verden (1876) stor udbredelse.

D.G. Monrad er en af 1800-t.s mest omdiskuterede skikkelser. Praktisk og teoretisk højt begavet satte han dybe spor i dansk indenrigspolitik, i kirken og i undervisningsvæsenet, og fremfor alt betragtes han som Junigrundlovens fader. Hans grundholdning var mere liberal end national, og selvom man kan karakterisere ham som åndsaristokrat, står han som en af sin tids mest fremtrædende demokratiske tænkere. Hans ironisk-provokerende stil i skrift og tale betød dog, at omgivelserne ofte betragtede hans person og hans politik med en vis utryghed. I 1864 svigtede Monrad som statsmand, men han drog personligt konsekvenserne og var derefter indtil sin død engageret i kampen for, hvad han opfattede som den egentlige arv fra årene 1848-49.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: D.G. Monrad i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127202