Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herluf Trolle

Oprindelig forfatter Venge Seneste forfatter Redaktionen

Herluf Trolle. Kunstner: Magnus Petersen.

Herluf Trolle. Kunstner: Magnus Petersen.

Herluf Trolle, 14.1.1516-25.6.1565, dansk rigsråd og admiral, gift med Birgitte Gøye.

Fra Mogens Gøye arvede Herluf Trolle og hans hustru hovedgården Hillerødsholm, det senere Frederiksborg. Desuden sad han 1544-54 som lensmand på Krogen, men striden med hans nabo Peder Oxe synes en tid at have bragt ham i unåde.

1560 mageskiftede han Hillerødsholm med Frederik 2. og fik i stedet Skovkloster ved Næstved, som han kaldte Herlufsholm. Under Den Nordiske Syvårskrig blev Trolle i 1564 admiral, og i maj besejrede han ved Öland en overlegen svensk flåde. Kort efter at han havde stiftet Herlufsholm Skole, blev han dødeligt såret i et søslag ved Femern.

Annonce

I Niels Hemmingsens ligprædiken tillagdes Herluf Trolle de stolte ord om Danmarks adel, der vel bar gyldne kæder og havde jordegods, men for dette også havde pligt til at sætte livet på spil for konge og fædreland.

Litteratur anbefalet af Den Store Danskes redaktion
Sebastian Olden-Jørgensen: Herluf Trolle, 2016

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Venge: Herluf Trolle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174525