• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aggerkanal

Oprindelig forfatter ÅMV Seneste forfatter Redaktionen

Aggerkanal, tidligere løb mellem Limfjorden og Vesterhavet 3 km nord for Thyborøn Kanal, dannet den 3. februar 1825, da en stormflod gennembrød Agger Tange.

Strømmen udvidede de følgende år løbet kraftigt, så det i 1849 var ca. 440 m bredt. I 1834 passerede de første skibe kanalen, og antallet af gennemsejlinger steg kraftigt i årtierne herefter, med kulmination på ca. 1800 skibe i 1855. Denne adgang til Vesterhavet betød en markant opblomstring af handlen i den vestlige del af Limfjorden og en kraftig vækst for byerne og ladepladserne i området.

Imidlertid sandede løbet efterhånden til, med forøget styrke efter en stormflod i 1862, hvor Thyborøn Kanal blev dannet. Sejladsen ophørte i midten af 1860'erne. I 1875 var Aggerkanal helt lukket, men svage spor efter kanalen findes i strandengene på østsiden af Agger Tange.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Myrhøj Vestergård: Aggerkanal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=34056