Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Listerdyb

Oprindelige forfattere GELi og Mees Seneste forfatter Redaktionen

Listerdyb, det danske Vadehavs største tidevandsrende, der med 1,5 km bredde og indtil 30 m dybde fører ind mellem øerne Rømø og Sild.

Dybet deler sig i det nordøstgående Rømø Dyb, der fører op mod Havneby, det sydgående Lister Ley og det sydøstgående Højer Dyb, der vest om Jordsand Flak fører ind mod Højer Kanal og Vidåslusen.

Navnet Listerdyb er nævnt 1292 som Liist diyp, efter List på Sild, af glda. list 'strimmel' og dyb 'dybt sejlløb'.

Listerdybs tidevandsområde er ca. 415 km2 og begrænses mod nord af Rømødæmningen, mod syd af Hindenburgdæmningen; renden udgør i sit ydre løb grænsen mod Tyskland.

Annonce

Slaget ved Listerdyb

Den 16.5.1644 fandt et søslag sted i Listerdyb, hvori Christian 4. med ni orlogsskibe tvang en flåde på 28 mindre skibe tilbage til Nederlandene. Den var lejet af den svensk-hollandske finans- og industrimagnat Louis De Geer til støtte for Sverige i Torstenssonfejden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunner E. Lind, Horst Meesenburg: Listerdyb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117435