• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

9. september

Vis hele året

  • 2010 • Bent Larsen

    Den danske skakspiller Bent Larsen døde, 75 år gammel. Han blev stormester 1956 og var gennem en årrække Danmarks stærkeste spiller. Han var bl.a. kendt for fantasi i åbningsspillet og stor styrke i slutspillet.

  • 1992 • Parken

    Det nyrenoverede stadion Københavns Idrætspark, nu med navnet Parken, på Østerbro i København blev indviet med en EM-revanchekamp mellem Danmark og Tyskland. Kampen endte med en tysk sejr på 2-1.

  • 1976 • Mao Zedong

    Den kinesiske politiker Mao Zedong døde, 82 år gammel. Han var Kinas øverste leder 1949-76. Mao stod bag industrialiseringsprocessen Det Store Spring Fremad og udrensningen af revisionister i Kulturrevolutionen.

  • 1948 • Nordkorea

    På den nordlige del af den koreanske halvø blev Den Demokratiske Folkerepublik Korea oprettet som en kommunistisk republik. Den havde tætte forbindelser til Kina og Sovjetunionen.

  • 1941 • Otis Redding

    Den amerikanske soulsanger og sangskriver Otis Redding blev født. Redding havde størst succes med sangene Respect og (Sittin' On) The Dock Of The Bay, som har fået klassikerstatus inden for soulgenren. Han døde ved et flystyrt i 1967.

  • 1940 • Grundtvigskirken

    Grundtvigskirken på Bispebjerg i København blev indviet, 19 år efter den første grundsten var blevet lagt. Den er opført som mindesmærke for N.F.S. Grundtvig for midler indsamlet af det danske folk.

  • 1937 • Jenny Kammersgaard

    Den 19-årige danske svømmer Jenny Kammersgaard nåede efter ca. 29 timer i vandet i land i Grenaa. Turen begyndte på Sjællands Odde og var 42 km lang. Senere svømmede hun over bl.a. Den Engelske Kanal.

  • 1894 • Poul Henningsen

    Den danske arkitekt, skribent og kulturkritiker Poul Henningsen, også kendt som PH, blev født. Han nyskabte revygenren med talenære, elegante satiriske vers, hvoraf mange er blevet klassikere, fx "Ølhunden" og "I dit korte liv". Som designer kendes han især for den blændfri PH-lampe. Han døde i 1967.

  • 1828 • Lev Tolstoj

    Den russiske forfatter Lev Tolstoj blev født. Han opnåede verdensberømmelse med romanerne Krig og fred og Anna Karenina. Tolstoj fordømte den herskende klasses umoralske levevis i kontrast til bondens og "naturmenneskets" flid og næstekærlighed. Han døde i 1910.

Referér til denne tekst ved at skrive:
9. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191426



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 9. september
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...