• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

7. april

Vis hele året

  • 1992 • Odd Fellow Palæet

    Tidligt om morgenen hærgedes Odd Fellow Palæet i København, bygget 1751-55, af en brand. Palæets koncertsal fra slutningen af 1800-tallet, byens ældste, stod ikke til at redde.

  • 1990 • Scandinavian Star

    Mellem Oslo og Frederikshavn brød den danskejede Bahama-indregistrerede færge Scandinavian Star i brand. Branden kostede 159 af de 482 passagerer livet. Søforhøret og nærmere undersøgelser af omstændighederne godtgjorde, at sikkerheden om bord havde været under al kritik.

  • 1939 • Francis Ford Coppola

    Den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola blev født. Det store gennembrud fik han med første del af mafiasagaen The Godfather fra 1972. Han er desuden kendt for Dommedag nu fra 1979, der i filmhistorien står som et dristigt eksperimenterende værk om Vietnamkrigen.

  • 1875 • urmager

    Urmagerforeningen blev stiftet. Det var afløseren for det mere end 200 år gamle urmagerlav. Urmagerforeningen etablerede snart Den Danske Urmagerskole. I dag er urmageruddannelsen en fireårig erhvervsuddannelse, som omfatter både praktik og undervisning, bl.a. på Den Danske Urmagerskole i Ringsted.

  • 1847 • J.P. Jacobsen

    Den danske forfatter Jens Peter Jacobsen blev født. Han udmærkede sig under botanikstudiet, og hans interesse for Charles Darwin var med til at udvikle hans menneskesyn og litterære karriere. På trods af få udgivne værker blev J.P. Jacobsen verdensberømt. Han døde i 1885.

  • 1770 • William Wordsworth

    Den britiske digter William Wordsworth blev født i Lake District i Nordengland. Som hovedfigur i den engelske romantiks første generation, de såkaldte Lake Poets, anses han i dag for at være blandt de største engelske digtere.

  • 1614 • El Greco

    Den spanske maler, billedhugger, arkitekt og kunstteoretiker Domenikos Theotokopulos med kunstnernavnet El Greco døde. Han havde arbejdet i Italien i Tizians værksted, men han var ikke glad for Michelangelo. Det kunstneriske gennembrud kom i Spanien med hans kontroversielle fortolkning af religiøse emner. Han var født 1541 på Kreta i Grækenland, deraf kunstnernavnet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
7. april i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=188570



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 7. april
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...