• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

5. november

Vis hele året

  • 1996 • jøkel

    En katastrofeagtig smeltevandsafstrømning fra vulkanen Bárðarbunga i Island rev telefonmaster, ledninger, tre broer og veje med sig på sin vej mod havet. Fænomenet kaldes jøkelløb, og dette var det voldsomste, der nogensinde er registreret i landet.

  • 1994 • George Foreman

    Den amerikanske bokser George Foreman blev verdensmester for anden gang, næsten 20 år efter sin debut som professionel. Med sine 45 år blev han den ældste verdensmester i sværvægt nogensinde.

  • 1991 • Robert Maxwell

    Den britiske mediemagnat og tidligere parlamentsmedlem Robert Maxwell døde, 68 år gammel. Hans medieimperium, der bl.a. talte avisgruppen Mirror og forlaget Macmillan, viste sig at have været korrupt og gik snart efter i opløsning.

  • 1989 • Vladimir Horowitz

    Den russiskfødte pianist Vladimir Horowitz døde, 86 år gammel. Med sart musikalitet styrede han sin umådelige teknik, og ud fra en grundlæggende romantisk holdning skabte han fortolkninger af uimodståelig artistisk brillans og poetisk inderlighed.

  • 1879 • James Clerk Maxwell

    Den skotske fysiker James Clerk Maxwell døde, 48 år gammel. Han regnes for den største fysiker fra perioden mellem Isaac Newton og Albert Einstein. Bl.a. har han grundlagt den moderne teori for farveblanding og farvesyn.

  • 1829 • Den Polytekniske Læreanstalt

    Danmarks Tekniske Universitet blev indviet under navnet Den Polytekniske Læreanstalt. H.C. Ørsted var med til at gøre institutionen, der oprindelig var tænkt som en håndværkerskole, til en læreanstalt for "højere teknisk Undervisning paa videnskabeligt Grundlag".

  • 1758 • Hans Egede

    Den dansk-norske præst og missionær Hans Egede døde, 72 år gammel. Han missionerede blandt den grønlandske befolkning og grundlagde i 1728 Godthåb, i dag Grønlands hovedstad Nuuk.

  • 1745 • Fontenoy

    Under Den Østrigske Arvefølgekrig sikrede Frankrig sig kontrol med Belgien efter sejren i Slaget ved Fontenoy.

  • 1605 • Guy Fawkes

    En katolsk undergrundsgruppe, krudtsammensværgelsen, forsøgte at sprænge det engelske parlament i luften, men attentatet afværgedes. Dagen fejres i England med fyrværkeri og bål — bl.a. med afbrænding af dukker, der forestiller en af konspiratorerne, Guy Fawkes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
5. november i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=192523



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 5. november
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...