• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

5. marts

Vis hele året

  • 2013 • Hugo Chávez

    Den venezuelanske officer og politiker Hugo Chávez døde, 58 år gammel. Han blev præsident i 1999 og blev genvalgt tre gange, senest i 2012. Hans politik bestod bl.a. i at standse privatiseringen af landets offentligt ejede erhvervsområder.

  • 2004 • Thorkild Bjørnvig

    Den danske forfatter Thorkild Bjørnvig døde, 86 år gammel. Han skrev digte og essays og var en flittig oversætter af Hölderlin, Poe, Nietzsche, Rilke og Benn.

  • 1993 • Ben Johnson

    Den canadiske løber Ben Johnson, der slog verdensrekorden i 100 m-løb ved VM i 1987 og OL i 1988, blev idømt livsvarig karantæne fra sport på grund af dopingmisbrug.

  • 1963 • Patsy Cline

    Den amerikanske countrysanger Patsy Cline døde ved en flyulykke, 30 år gammel. Hun var en af countrymusikkens helt store stjerner, fx med Crazy og Sweet Dreams (Of You).

  • 1961 • Kjeld Abell

    Den danske dramatiker Kjeld Abell døde, 59 år gammel. Abell havde egentlig en universitetsuddannelse i statsvidenskab, men det var teater, der interesserede ham. Hans gennembrud som dramatiker var komedien Melodien der blev væk.

  • 1953 • Josef Stalin

    Den sovjetiske diktator Josef Stalin døde, ca. 74 år gammel. Han havde gjort Sovjetunionen til en verdensmagt og skabt et nyt østeuropæisk imperium, men omkostningerne og metoderne havde været uhyrlige.

  • 1946 • Jerntæppet

    Under en tale i Fulton, Missouri, erklærede den tidligere (og kommende) britiske premierminister Winston Churchill: "Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over Europa".

  • 1918 • James Tobin

    Den amerikanske økonom James Tobin blev født. Han forbindes bl.a. med forslaget om Tobinskat, som er en afgift på internationale kapitaltransaktioner, der skal mindske valutaspekulation. Han fik nobelprisen i 1981 og døde i 2002.

Referér til denne tekst ved at skrive:
5. marts i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=187915



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 5. marts
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...