• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

4. september

Vis hele året

  • 1992 • Johnny Bredahl

    Johnny Bredahl blev verdensmester i boksning i juniorbantamvægt. Samme dag vandt hans bror Jimmy i juniorletvægt.

  • 1989 • Georges Simenon

    Den belgiske forfatter Georges Simenon døde, 86 år gammel. Han skrev 76 romaner om den piberygende kommissær Maigret og over hundrede pessimistisk-realistiske romaner om personer, der klemt af tilværelsen mister selvkontrollen og gør oprør mod stive tankesæt og gamle normer.

  • 1965 • Albert Schweitzer

    Den tyske evangeliske teolog, læge, organist, musikforsker og kulturfilosof Albert Schweitzer døde, 90 år gammel. Han skrev bl.a. en bog om Johann Sebastian Bach, hvis værker han opførte og indspillede i sin egenskab af organist. Han drev siden et junglehospital i Gabon i Afrika og fik Nobels Fredspris i 1952.

  • 1948 • Vilhelmina

    Dronning Vilhelmina af Holland abdicerede til fordel for sin datter Juliana. Under 2. Verdenskrig talte Vilhelmina til folket fra London og bidrog til at styrke modstanden mod tyskerne. Juliana sad på den hollandske trone til 1980, da hun abdicerede, og datteren, Beatrix, blev dronning af Holland.

  • 1934 • Otto Brandenburg

    Den danske skuespiller og sanger Otto Brandenburg blev født. Han opnåede stor popularitet med sangen To lys på et bord, med hvilken han deltog i det danske Melodi Grand Prix. Som skuespiller medvirkede han bl.a. i filmen Man sku' være noget ved musikken. Brandenburg døde i 2007.

  • 1916 • Otto Mønsted

    Den danske erhvervsmand Otto Mønsted døde, 77 år gammel. Mønsted begyndte i 1883 landets første margarineproduktion. Senere var han den første, der anvendte vegetabilske olier i stedet for animalske i margarinefremstillingen.

  • 1907 • Edvard Grieg

    Den norske komponist Edvard Grieg døde, 64 år gammel. Han betragtes som Norges betydeligste komponist, og han skabte værker for klaver, bl.a. Holbergsuite, samt orkestermusik, hvoraf scenemusikken til Ibsens Peer Gynt er et af hans mest populære værker.

  • 1906 • Max Delbrück

    Den tyskfødte amerikanske biolog og fysiker Max Delbrück blev født. Hans arbejde med bakteriofager — virus, som angriber bakterier — har dannet grundlag for mange dele af molekylærbiologien og virologien. Det gav ham i 1969 en nobelpris, som han delte med A.D. Hershey og S. Luria. Delbrück døde i 1981.

  • 1824 • Anton Bruckner

    Den østrigske komponist Anton Bruckner blev født. Han betragtes som en af senromantikkens betydeligste komponister, og påvirket af især Wagner komponerede han bl.a. 11 stort anlagte symfonier. Bruckner døde i 1896.

  • 1721 • Arvehyldningen i Slesvig 1721

    Den slesvigske adel og gejstlighed aflagde troskabsed til deres nye herre, Frederik 4. Det skete efter Store Nordiske Krig, hvor de dele af Slesvig, der hidtil havde tilhørt hertugen af Gottorp, blev garanteret Danmark af England, Frankrig og Sverige.

  • 1557 • Sophie

    Den danske dronning Sophie, gift med Frederik 2., blev født. Efter 1588 kom Sophie som enke til at spille en aktiv politisk rolle. Hun lå i årelange stridigheder med den umyndige Christian 4.s formynderregering. Sophie døde i 1631.

Referér til denne tekst ved at skrive:
4. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191321



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 4. september
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...