• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

4. november

Vis hele året

  • 2008 • Barack Obama

    Barack Obama vandt præsidentvalget i USA og blev landets første afrikansk-amerikanske præsident. Obama fik opbakning fra et bredt udsnit af befolkningen, og valget af ham blev af mange set som et tegn på, at USA havde lagt spørgsmålet om race bag sig.

  • 1995 • Yitzhak Rabin

    Den israelske officer og politiker Yitzhak Rabin blev myrdet af en israelsk religiøs ekstremist. Han blev 73 år gammel. Rabin indledte fredsforhandlinger med palæstinenserne, Jordan og Syrien. Sammen med Shimon Peres og Yassir Arafat modtog han i 1994 Nobels Fredspris.

  • 1979 • Iran-gidsel-affæren

    Militante islamiske studenter besatte den amerikanske ambassade i Teheran og tog personalet som gidsler. En amerikansk redningsaktion året efter mislykkedes, og først efter 444 dages fangenskab blev de sidste 52 gidsler frigivet.

  • 1956 • Den Ungarske Opstand

    Sovjetiske tanks kørte ind i Budapest for at knuse den ungarske opstand. Det kom til svære kampe i byens gader, og efter en uges tid var opstanden kvalt. Ca. 20.000 mennesker mistede livet, og titusinder blev fængslet og/eller deporteret til Sovjetunionen.

  • 1946 • Robert Mapplethorpe

    Den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe blev født. Hans personlige stil er præget af en forenklet og stram komposition og en betoning af motivets skulpturelle karakter. Mapplethorpe døde i 1989.

  • 1922 • Tutankhamon

    Efter tre års forgæves søgen fandt den britiske egyptolog Howard Carter Tutankhamons grav i Kongernes Dal. Da graven senere blev åbnet, var den urørt med rigt gravudstyr og gyldne kister med kongens mumie.

  • 1907 • Henry Heerup

    Den danske maler, billedhugger, grafiker samt medlem af og formand for Nissernes Fagforening Henry Heerup blev født. Heerups kunst er båret af originalens enkle og frodige fantasi, og den er præget af humor og menneskelighed, men også alvor. Heerup døde i 1993.

  • 1847 • Felix Mendelssohn-Bartholdy

    Den tyske komponist Felix Mendelssohn-Bartholdy døde, 38 år gammel. Hans musik er kendetegnet ved en aldrig svigtende sans for klarhed og mådehold. Han søgte ikke nye veje, men lod sin lyriske følsomhed komme til udtryk i et perfekt afbalanceret tonesprog.

  • 1698 • Rasmus Bartholin

    Den danske matematiker, fysiker og mediciner Rasmus Bartholin døde, 73 år gammel. Bartholin var med til at udbrede kendskabet til Descartes' analytiske geometri, tidens nye matematik. Mest kendt er han for som den første at have undersøgt og beskrevet dobbeltbrydningen i calcit.

Referér til denne tekst ved at skrive:
4. november i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=192502



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 4. november
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...