Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

4. maj

Vis hele året

  • 1980 • Josip Broz Tito

    Den jugoslaviske politiker Josip Broz Tito døde, 87 år gammel. Han var en af grundlæggerne af Jugoslaviens kommunistparti og blev landets præsident efter monarkiets afskaffelse i 1945. 11 år efter Titos død opløstes den stat, han havde skabt, i en blodig borgerkrig.

  • 1945 • femte maj 1945

    De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og det meste af Danmark kapitulerede til englænderne med virkning fra næste morgen kl. 8. Befrielsen blev bl.a. fejret ved, at mørklægningsgardinerne blev revet ned, og der blev sat levende lys i vinduerne.

  • 1939 • Amos Oz

    Den israelske forfatter Amos Oz blev født. Et centralt tema i forfatterskabet er den skjulte verden af voldsomme, ubevidste drifter og frygt, der befinder sig nær eller lige inden for den civiliserede verden som en bestandig trussel mod det tilsyneladende rolige og stabile hverdagsliv.

  • 1929 • Audrey Hepburn

    Den belgiskfødte amerikanske skuespiller Audrey Hepburn blev født. Hun kendes især for Prinsessen holder fridag, der indbragte hende en Oscar, og rollen som Eliza i My Fair Lady. Audrey Hepburn døde i 1993.

  • 1919 • Kina

    Som følge af japansk overtagelse af en kinesisk halvø i forlængelse af 1. Verdenskrig opstod der store studenterdemonstrationer i Beijing til fordel for national selvstændighed, social ligestilling og moderne reformer. Den kinesiske politiske bevægelse Fjerde maj-bevægelsen tog navn efter demonstrationen.

  • 1907 • metersystemet

    Metersystemet blev indført i Danmark. Det er et enhedssystem, der er baseret på enhederne meter og kilogram, hvor man tidligere opererede med fod og pund. Med SI-systemet udvidedes i 1960 med bl.a. enheder for tid (sekund), elektrisk strøm (ampere) og absolut temperatur (kelvin).

  • 1825 • Thomas Henry Huxley

    T.H. Huxley, britisk anatom og zoolog, blev født. Han var en ivrig forkæmper for Darwins evolutionsteori og skrev flere lærebøger. Han definerede begrebet agnosticisme, dvs. den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om religiøse eller metafysiske emner. Huxley døde i 1895.

  • 1802 • Guldhornene

    Den kriminelle københavnske guldsmed Niels Heidenreich låste sig vha. et sæt falske nøgler ind på Kunstkammeret og stjal Guldhornene. Han omsmeltede dem senere og solgte dem som smykker.

  • 1655 • Bartolomeo Cristofori

    Den italienske cembalobygger Bartolomeo Cristofori blev født. Han arbejdede for familien Medici i Firenze og er berømt for at have opfundet klaveret. Det andet ord for klaver, piano, er også italiensk. Cristofori døde i 1731.

Referér til denne tekst ved at skrive:
4. maj i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=189070



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 4. maj
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...