• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

31. december

Vis hele året

  • Årligt • nytår

    Dagen er ifølge den gregorianske kalender fra 1582 den sidste i året. Nytårsaften taler dronning Margrethe 2. til det danske folk fra sit arbejdsværelse i en direkte tv-transmission. Traditionen blev indført af kong Frederik 9.

  • 2010 • Tove Maës

    Den danske skuespiller Tove Maës døde, 89 år gammel. Hun fik sit gennembrud 1946 som Ditte i filmen Ditte menneskebarn. I en række Morten Korch-film gav hun den uskyldige ungpigerolle et fint strejf af gådefuldhed og sensualitet.

  • 1990 • kasino

    Man kunne for første gang gå på kasino i Danmark, da der åbnedes to i henholdsvis Vejle og København. Danske kasinoer er underlagt en særlig lovgivning og svarer kasinoafgifter til staten af indtægterne.

  • 1965 • Jean-Bedel Bokassa

    Jean-Bedel Bokassa tog magten i Den Centralafrikanske Republik ved et militærkup. I 1976 afskaffede han republikken og året efter udråbte han sig selv til kejser. Hans styre var meget voldeligt.

  • 1937 • Anthony Hopkins

    Den britiske (walisiske) skuespiller Anthony Hopkins blev født. Han har skabt sig et internationalt navn med tæft for psykologisk komplekse filmroller, fx som Hannibal the Cannibal i bl.a. Ondskabens øjne, for hvilken han fik en Oscar.

  • 1897 • Liva Weel

    Den folkekære danske skuespiller Liva Weel blev født. Hun havde succes med især operette- og revyrepertoiret og indledte et samarbejde med Poul Henningsen, hvis tekster hun fremførte med uovertruffen indlevelse og succes, fx Man binder os på mund og hånd. Liva Weel døde i 1952.

  • 1869 • Henri Matisse

    Den franske kunstner Henri Matisse, en af 1900-tallets betydeligste og mest indflydelsesrige billedkunstnere, blev født. Han var livsglædens og den sanselige skønheds maler. Blandt hovedværkerne er Det røde værelse. Matisse døde i 1954.

  • 1863 • 2. Slesvigske Krig

    Den danske konseilspræsident C.C. Hall trak sig tilbage i erkendelse af sin fejlslagne Slesvig-politik, der snart efter førte til endnu en krig mod Preussen. Hall havde bl.a. undladt at sikre sig vished om svensk støtte, da han gennemførte Novemberforfatningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyldendal Admin: 31. december i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=193621



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 31. decemberMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...