• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

3. september

Vis hele året

  • 1991 • Frank Capra

    Den amerikanske filminstruktør Frank Capra døde. Han blev 94 år gammel. Blandt hans film er Det hændte en nat og Mr. Smith kommer til Washington. Filmene indeholdt optimisme, solidaritet og en tro på, at det almindelige menneske kunne gå imod kapitalen og den politiske korruption.

  • 1980 • Dirch Passer

    Den danske skuespiller Dirch Passer døde, 54 år gammel. Han var en af de største komikere i dansk revy, teater og film i 1900-tallet. Han medvirkede i mere end 100 film, bl.a. Charleys tante og Frøken Nitouche.

  • 1953 • Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

    Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trådte i kraft. Aftalen er indgået mellem Europarådets medlemslande og vedrører bl.a. borgernes fysiske integritet og bevægelsesfrihed, krav om en retfærdig og hurtig rettergang for uafhængige domstole samt ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed.

  • 1948 • Edvard Beneš

    Den tjekkoslovakiske statsmand og præsident Edvard Beneš døde, 64 år gammel. Han var blandt de ledende kræfter i frihedsbevægelsen under 1. Verdenskrig, og som præsident 1946-48 søgte han forgæves at forhindre kommunistisk eneherredømme.

  • 1886 • Geronimo

    Apachelederen Geronimo og hans sidste 35 krigere overgav sig til en talstærk amerikansk hær. Apacherne havde i mange år kæmpet for retten til at bebo Arizona og New Mexico. Geronimo fik løfte om efter kort fangenskab at måtte vende tilbage til sit hjemland, et løfte der dog ikke blev overholdt.

  • 1883 • Ivan Turgenev

    Den russiske forfatter Ivan Turgenev døde, 64 år gammel. Han er verdenskendt for sine skuespil og romaner, bl.a. En adelig rede og Fædre og sønner. Hans lyriske realisme og socialpsykologiske kortlægning af mennesker prægede 1800-tallets romankunst i hele Europa.

  • 1875 • Ferdinand Porsche

    Den østrigske bilingeniør Ferdinand Porsche blev født. Han udviklede folkevognen (Volkswagen) for den tyske regering og ledede fabrikken indtil 1945. Hans søn Ferry grundlagde sportsbilmærket Porsche med faderen som konsulent. Ferdinand Porsche døde i 1951.

  • 1783 • Den Amerikanske Revolution

    En fredsaftale, som afsluttede Den Nordamerikanske Frihedskrig, blev undertegnet og betød, at Storbritannien anerkendte USA's selvstændighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
3. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191302



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 3. september
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...