• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

28. marts

Vis hele året

  • 1985 • Marc Chagall

    Den russisk-franske maler Marc Chagall døde, 97 år gammel. Chagalls mystisk drømmeagtige og fantasifulde billeder har et naivistisk og surrealistisk præg.

  • 1979 • Tremileøen

    Et alvorligt reaktoruheld indtraf på enhed nr. 2 i kernekraftværket på Three Mile Island i Pennsylvania, USA. Takket være den tætte reaktorindeslutning var det radioaktive udslip til omgivelserne minimalt, mens reaktorbygningen derimod blev stærkt forurenet. Oprydningen tog næsten 12 år og kostede ca. 1 mia. dollar.

  • 1969 • Dwight D. Eisenhower

    Dwight David Eisenhower, USAs 34. præsident, døde som 78-årig. Før perioden som statsleder havde "Ike" ledet invasionen af Normandiet i 1944 og bl.a. fået general George Patton og feltmarskal Montgomery til at arbejde nogenlunde sammen.

  • 1941 • Virginia Woolf

    Den britiske forfatter Virginia Woolf døde for egen hånd, 59 år gammel. Hun ydede originale bidrag til modernismens roman og var en fremtrædende litteraturkritiker og pioner inden for feministisk litteraturkritik. Virginia Woolf var toneangivende i den såkaldte Bloomsbury-gruppe.

  • 1939 • Madrid

    Under Den Spanske Borgerkrig måtte Madrid, republikanernes hovedstad, efter en langvarig belejring og flere bombardementer overgive sig til nationalisterne med general Francisco Franco i spidsen.

  • 1910 • Ingrid

    Den svenske prinsesse Ingrid Victoria Sofia Louisa Margareta blev født. Hun giftede sig senere med den danske prins Frederik (9.) og blev mor til Danmarks nuværende dronning, Margrethe 2. Ingrid døde i 2000.

  • 1887 • D.G. Monrad

    Den danske politiker og teolog D.G. Monrad døde, 76 år gammel. Han var Danmarks konseilspræsident 1863-64 og bar hovedansvaret for Danmarks politik under krigen i 1864. Ved sin død var han biskop over Lolland-Falster Stift.

  • 1866 • Hedeselskabet

    Det Danske Hedeselskab blev stiftet ved et møde på Hotel Royal i Århus. Selskabets formål var at frugtbargøre den jyske hede, og dets arbejde fik med tiltag som fx læbælter og engvanding stor betydning for udviklingen af det danske landbrug. Hedeselskabets første leder blev den italiensk-danske købmandssøn E. Dalgas.

  • 1483 • Rafael

    Den italienske maler og arkitekt Raffaello Santi blev (vistnok) født i dag. Rafael, som han kaldes på dansk, kendes bl.a. for sine vældige freskoer i Vatikanet som Skolen i Athen og Parnasset, hvor han virkeliggjorde højrenæssancens stræben efter klassisk ro og harmoni. Rafael døde i 1520.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyldendal Admin: 28. marts i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=188361



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 28. martsMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...