• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

28. juni

Vis hele året

  • 2001 • Slobodan Milošević

    Den tidligere jugoslaviske forbundspræsident og serbiske præsident Slobodan Milošević blev udleveret til det internationale krigsforbrydertribunal i Haag, sigtet for krigsforbrydelser under borgerkrigene i Jugoslavien.

  • 1976 • Stig Lommer

    Den danske teaterinstruktør og -direktør Stig Lommer døde, 69 år gammel. Han indførte crazykomikken i dansk revy, ofte tilsat pikant, kvindelig garniture i form af de såkaldte Lommerpiger. Han drev og ejede ABC Teatret og Aveny Teatret fra 1950'erne til 1970'erne.

  • 1956 • Poznańopstanden

    Polske arbejdere gik på gaden i Poznań i protest mod landets ringe levestandard. Der blev bl.a. demonstreret for lavere priser, mere kul og frie valg. Myndighederne indsatte enheder fra hæren med 420 kampvogne og ca. 10.000 soldater. To dage senere var mindst 74 blevet dræbt.

  • 1919 • Versaillestraktaten

    Fredstraktaten mellem Tyskland og de sejrende magter i 1. Verdenskrig blev indgået. De meget hårde vilkår medvirkede til radikaliseringen af det politiske liv i Tyskland i mellemkrigstiden.

  • 1914 • Frans Ferdinand

    Den 51-årige østrig-ungarske arvefølger Frans Ferdinand blev myrdet i Sarajevo af en serbisk nationalist. Mordet blev den hændelse, der udløste 1. Verdenskrig.

  • 1841 • Giselle

    Balletten Giselle havde premiere på Pariseroperaen. Det er den berømteste af alle romantiske balletter, og den har siden 1946 været en del af det faste repertoire på Den Kgl. Ballet i København.

  • 1712 • Jean-Jacques Rousseau

    Den fransk-schweiziske forfatter og filosof Jean-Jacques Rousseau blev født. Rousseaus filosofiske hovedtanke om, at det naturlige menneske fordærves af kulturen, illustreres i bl.a. Emile eller opdragelsen. Rosseau døde i 1778.

  • 1709 • Poltava

    Et slag mellem den svenske og den russiske hær fandt sted ved Poltava i Ukraine. Ved det svenske angreb tidligt om morgenen blev det svenske infanteri afskåret fra resten af hæren. Den russiske sejr markerede et vendepunkt under Store Nordiske Krig.

  • 1577 • Peter Paul Rubens

    Den flamske maler og tegner Peter Paul Rubens blev født. Rubens var den nordeuropæiske baroks største kunstner. Til hans hovedværker hører altertavlerne Korsrejsningen og Korsnedtagelsen i domkirken i Antwerpen. Rubens døde i 1640.

Referér til denne tekst ved at skrive:
28. juni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=190135



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 28. juni
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...