• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

28. februar

Vis hele året

  • 2013 • Benedikt 16

    Pave Benedikt 16. trådte af helbredsmæssige grunde tilbage. Benedikt, der i 2005 efterfulgte pave Johannes Paul 2., nød respekt som en fremragende teolog samtidig med, at hans udpræget konservative linje mødte stærk kritik fra forskelligt hold.

  • 2002 • Det Europæiske Konvent

    Det Europæiske Konvent påbegyndte sit arbejde med behandlingen af 50 spørgsmål om EUs fremtid. Året efter afleverede konventet et udkast til EUs nye forfatningstraktat.

  • 1986 • Olof Palme

    Den svenske statsminister Olof Palme blev skudt ned på åben gade i Stockholm. Han blev 59 år gammel. I Sverige var han omstridt, intenst hadet af mange, beundret af flere. Den manglende opklaring af drabet er blevet et nationalt traume.

  • 1983 • U2

    Den irske rockgruppe U2 udsendte sit tredje album, War, hvorfra sangene Sunday Bloody Sunday og New Years Day blev store hits og gjorde gruppen tilgængelig for et bredt publikum.

  • 1953 • James D. Watson

    James D. Watson og Francis Crick offentliggjorde — efter sigende på Eagle Pub i Cambridge — deres opdagelse af DNAs molekylstruktur som et dobbeltstrenget molekyle sammenholdt af brintbindinger.

  • 1916 • Henry James

    Den amerikanske forfatter Henry James døde i England, 72 år gammel. Han solgte ikke meget i sin levetid. Først langt senere opnåede James sit ry som uovertruffen skildrer af menneskelig adfærd og den menneskelige psyke, bl.a. i romanen Portræt af en dame.

  • 1916 • Svend Asmussen

    Den danske kapelmester, jazzviolinist, multiinstrumentalist og sanger Svend Asmussen blev født. Han var en enestående, verdenskendt jazzmusiker og optrådte bl.a. med Fats Waller og Josephine Baker. Han døde i 2017.

  • 1648 • Christian 4

    Christian 4. døde på Rosenborg Slot, 70 år gammel. Christian var Danmark og Norges konge i mere end 50 år. Under Sveriges angrebskrig mod Danmark, Torstenssonfejden, mistede han synet på sit højre øje.

  • 1533 • Michel de Montaigne

    Den franske renæssancehumanist Michel de Montaigne blev født. Et af hans budskaber var, at mennesker skal lære at acceptere sig selv i deres ufuldkommenhed i stedet for at lade utilfredsheden over egne mangler gå ud over andre mennesker. Montaigne døde i 1592.

Referér til denne tekst ved at skrive:
28. februar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=187797



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 28. februar
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...