• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

26. april

Vis hele året

  • 1986 • Tjernobyl

    En reaktor på kernekraftværket Tjernobyl i Ukraine løb løbsk og eksploderede. Radioaktive materialer blev spredt over store landområder. 31 omkom som direkte følge af ulykken, mens der er konstateret mere end 700 ekstra tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos børn, der opholdt sig i nærheden lige efter ulykken.

  • 1984 • Count Basie

    Den amerikanske pianist og orkesterleder Count (William) Basie døde, 79 år gammel. Hans big band dannede skole i jazzen og blev et af swingtidens væsentligste ensembler.

  • 1964 • Tanzania

    Den afrikanske ø Zanzibar og fastlandsområdet Tanganyika sluttedes sammen under navnet Tanzania. En dyberegående integration af de to dele gennemførtes aldrig, men på trods af spændinger mellem fastlandet og Zanzibar samt internt på Zanzibar har Tanzania hidtil været et af Afrikas mest stabile og fredelige lande.

  • 1937 • Guernica

    Byen Guernica i det spanske Baskerland blev totalt ødelagt ved et tysk luftangreb under Den Spanske Borgerkrig. Det blev senere foreviget i Picassos 3,5 m×8 m store billede Guernica.

  • 1910 • Bjørnstjerne Bjørnson

    Den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson døde, 77 år gammel. Bjørnson var en folkelig førerskikkelse, der kunne begejstres og begejstre. Han skrev bl.a. digtet Ja, vi elsker dette landet, der blev Norges nationalsang. Bjørnson fik nobelprisen i 1903.

  • 1889 • Ludwig Wittgenstein

    Den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgenstein blev født. Filosofi skal ifølge Wittgenstein vise, hvordan filosofiske problemer blot beror på sproglige misforståelser. Han døde i 1951.

  • 1528 • Albrecht Dürer

    Den tyske maler og grafiker Albrecht Dürer døde. Han blev 56 år gammel. Dürer var en af grafikkens største mestre, og han udviklede dens teknikker til frie kunstneriske udtryksformer. Blandt hovedværkerne er træsnitserien Apokalypsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyldendal Admin: 26. april i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=188920



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 26. aprilMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...