• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

24. juni

Vis hele året

  • 2005 • Færøerne

    Endnu en lov blev føjet til grundlaget for Færøernes forfatning, nemlig om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder. Blandt de sager og sagsområder, de færøske myndigheder herefter kan overtage, er udlændinge, folkekirken, formueret, person-, familie- og arveret, strafferet og politi.

  • 1932 • Thailand

    Ved et kup ledet af militær- og embedsfolk blev det stærkt enevældige monarki i Thailand afløst af et konstitutionelt monarki. Siden har militæret udgjort en vigtig politisk aktør, og landet har vekslet mellem at være styret af militæret eller demokratisk sammensatte regeringer.

  • 1915 • Fred Hoyle

    Den britiske astrofysiker Fred Hoyle blev født. Han fremsatte steady state-modellen for Universets udvikling. Den var ment som et alternativ til big bang-modellen, som Hoyle fandt uantagelig. Dens hovedtanke er, at Universet altid har set ud, som det gør nu. Hoyle døde i 2001.

  • 1911 • Juan Manuel Fangio

    Den argentinske racerkører Juan Manuel Fangio blev født. Han vandt formel 1-VM fem gange i 1950'erne og er blandt de mest vindende formel 1-kørere i 1900-tallet. Fangio døde i 1995.

  • 1906 • Danmark-ekspeditionen

    Skibet Danmark forlod København med kurs mod Danmarkshavn på Grønlands nordøstkyst. Danmarkshavn var i to år base for Danmark-ekspeditionens 28 mand. Tre mand døde undervejs, bl.a. ekspeditionens leder, Ludvig Mylius-Erichsen.

  • 1895 • Jack Dempsey

    Den amerikanske professionelle bokser Jack Dempsey blev født. Dempseys boksestil var hård og aggressiv, og han vandt 51 af sine 62 sejre på knockout, bl.a. VM i sværvægt i 1919. Dempsey døde i 1983.

  • 1859 • Slaget ved Solferino

    Ved landsbyen Solferino i Italien kæmpede en østrigsk hærstyrke mod en fransk-piemontesisk styrke. Næsten 40.000 soldater mistede livet. Schweizeren Henry Dunant overværede det blodige slag og besluttede at danne Røde Kors.

Referér til denne tekst ved at skrive:
24. juni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=190065



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 24. juni
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...