Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

22. september

Vis hele året

  • 622 • hijra

    Muhammed og Abu Bakr ankom ifølge overleveringen til Medina efter hijra, den udvandring fra Mekka, som Muhammed og hans tilhængere gennemførte i små grupper i løbet af sommeren. Hijra er udgangspunkt for den muslimske tidsregning (A.H. 'anno hijra'), der begynder 16.7.622.

  • 1999 • George C. Scott

    Den amerikanske skuespiller George Campbell Scott døde, 71 år gammel. Med skarp udstråling har Scott repræsenteret både kølig og kynisk intelligens og monumentale komiske eller heroiske skikkelser som i Dr. Strangelove og titelrollen i Patton; sidstnævnte indbragte ham en Oscar og en Golden Globe.

  • 1989 • Irving Berlin

    Den amerikanske komponist Irving Berlin døde, 101 år gammel. Hans betydning for amerikansk musik i 1900-tallet er enorm. Han komponerede bl.a. musicalen Annie get your Gun og sangen White Christmas, der på grammofonplade er verdens mest solgte.

  • 1980 • Den Iransk-irakiske Krig

    Irak invaderede nabolandet Iran. Den irakiske ledelse med Saddam Hussein i spidsen ønskede bl.a. at få kontrol over Shatt al-Arab, Eufrats og Tigris' udløb i Den Persiske Golf. Ingen af parterne magtede definitivt at knække modstanderen, og i august 1988 accepterede de en våbenhvile.

  • 1931 • Fay Weldon

    Den britiske forfatter Fay Weldon blev født. I over tyve romaner har hun ud fra en uortodoks feministisk synsvinkel skildret kønskampen og kvinders liv. Et hovedværk er Praxis om en kvindes overlevelse.

  • 1924 • Rosamunde Pilcher

    Den britiske forfatter Rosamunde Pilcher blev født. I sine populære underholdningsromaner og -noveller fortæller hun levende om især modne kvinders kærlighedsliv. Hendes gennembrudsværk Konkylie-samlerne blev en verdenssucces.

  • 1893 • Fridtjof Nansen

    Den norske polarforsker Fridtjof Nansens skib Fram satte sig fast i isen nord for Sibirien. Framekspeditionens formål var at efterprøve teorien om, at polarisen drev fra den nordsibiriske kyst over polområdet til Grønland. Senere forlod Nansen mfl. Fram for at prøve at nå Nordpolen på ski og med hundeslæder.

  • 1885 • Erich von Stroheim

    Den østrigske filminstruktør og skuespiller Erich von Stroheim blev født. Som instruktør betragtes han som en hovedskikkelse i amerikansk stumfilm med den naturalistiske Guld og Den glade enke, begge præget af en sans for det groteske. Stroheim døde i 1957.

  • 1791 • Michael Faraday

    Den britiske fysiker og kemiker Michael Faraday blev født. Han opdagede bl.a. den elektromagnetiske induktionslov, dia- og paramagnetismen og magnetfelters indvirkning på lys. Han byggede desuden den første elektromotor og dynamo. Faraday døde i 1867.

Referér til denne tekst ved at skrive:
22. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191686



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 22. september
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...