• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

22. juli

Vis hele året

  • 2011 • Anders Behring Breivik

    En højreradikal terrorist, Anders Behring Breivik, skød og dræbte 69 personer under en sommerlejr for Arbeiderpartiets ungdom på den norske ø Utøya. Forinden havde Breivik sprængt en bombe i regeringskvarteret i Oslo. I alt 77 mistede livet.

  • 2002 • Felix

    Prins Felix blev født. Han er prins Joachims og Alexandras andet barn og nummer otte i rækken af arveberettigede til den danske trone.

  • 1969 • Juan Carlos 1

    General Franco pegede på Juan Carlos som Spaniens kommende konge. Juan Carlos er sønnesøn af Alfonso 13., der uden at abdicere forlod Spanien i 1931. Efter Francos død i 1975 blev Juan Carlos udråbt til konge. Selvom Juan Carlos havde sværget på Francobevægelsens principper, brød han i praksis ret hurtigt med den autoritære stat og var en af de drivende krafter i omformningen af Spanien til et moderne demokrati.

  • 1853 • C.W. Eckersberg

    Den danske maler Christoffer Wilhelm Eckersberg døde, 70 år gammel. Han var professor ved Kunstakademiet i mange år og fik stor betydning for talrige danske malere. Selv malede han bl.a. portrætter, altertavler og prospekter, fx Udsigt fra Colosseum.

  • 1822 • Gregor Mendel

    Den østrig-ungarske munk og planteforsker Gregor Mendel blev født. Han udførte krydsningsforsøg med planter og formulerede de mendelske arvelove. Han var forud for sin tid, og hans banebrydende opdagelser blev først opdaget 34 år senere. Mendel døde i 1884.

  • 1227 • Bornhøved

    Den danske konge Valdemar 2. Sejr led et afgørende nederlag ved landsbyen Bornhøved i Holsten. Slaget stod mod de forenede nordtyske fyrster. Valdemar havde forsøgt at genvinde herredømmet i Nordtyskland, og nederlaget betød, at det danske Østersøherredømme ophørte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
22. juli i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=190559



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 22. juli
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...