• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

20. maj

Vis hele året

  • 2013 • Haldor Topsøe

    Den danske kemiingeniør og industrimand Haldor Topsøe døde, 99 år gammel. Han grundlagde i 1940 ingeniørvirksomheden Haldor Topsøe A/S, der primært beskæftiger sig med forskning inden for heterogen katalyse og udvikling af processer og katalysatorer til bl.a. gødningsindustrien.

  • 2002 • Stephen Jay Gould

    Den amerikanske palæontolog Stephen Jay Gould døde, 60 år gammel. Han fremsatte sammen med Niles Eldredge teorien om, at evolutionen foregår i spring.

  • 1989 • Kina

    Den kinesiske regering indførte undtagelsestilstand i Beijing pga. studenterdemonstrationer, der havde fået tilslutning fra millioner af byboere i flere end 100 byer. Dette stoppede dog ikke demokratibevægelsen og demonstrationerne, hvorfor hæren senere blev indsat.

  • 1902 • Cuba

    Cuba blev en selvstændig republik. Columbus ankom til øen i 1492, og fra 1511 indledtes en spansk kolonisering. Under Den Spansk-amerikanske Krig 1898 blev Cuba besat af amerikanerne, og uafhængigheden kom med krigens afslutning. Dog med aftaler om særlige rettigheder for USA.

  • 1883 • Krakatau

    Vulkanen Krakatau i Indonesien gik i udbrud. Tre måneder senere eksploderede vulkanen med voldsom kraft, og det meste af vulkanøen forsvandt. Der opstod op til 40 m høje flodbølger, som medførte store ødelæggelser; flere end 36.000 mennesker omkom.

  • 1882 • Sigrid Undset

    Den norske forfatter Sigrid Undset blev født. Hun skrev bl.a. noveller og romaner; centralt er den typiske kvindekonflikt mellem sociale pligter og erotisk passion, fx i den historiske roman Kristin Lavransdatter. Sigrid Undset døde i 1949.

  • 1806 • John Stuart Mill

    Den britiske filosof og økonom John Stuart Mill blev født. Allerede som 20-årig kunne han yde bidrag til den filosofiske og videnskabelige debat. Han blev via sit forfatterskab en central skikkelse i 1800-tallets filosofi og samfundsvidenskab. Mill døde i 1873.

Referér til denne tekst ved at skrive:
20. maj i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=189366



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 20. maj
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...