Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

20. august

Vis hele året

  • 1988 • Den Iransk-irakiske Krig

    Iran og Irak accepterede en våbenhvile, foreslået af FN. Den Iransk-irakiske Krig var indledt af irakerne i 1980; den irakiske ledelse med Saddam Hussein i spidsen ønskede bl.a. at få kontrol over Shatt al-Arab, Eufrats og Tigris' udløb i Den Persiske Golf.

  • 1948 • Sydkorea

    Republikken Korea udråbtes i Sydkorea. Kort efter udråbtes i Nordkorea den Demokratiske Folkerepublik Korea. Delingen har siden spillet en central rolle i sydkoreansk politik og i sikkerhedspolitikken i hele den nordøstasiatiske region.

  • 1944 • Rajiv Gandhi

    Den indiske politiker Rajiv Gandhi blev født. Han var søn af Indira Gandhi og blev efter mordet på hende i 1984 leder af Kongrespartiet og premierminister. Han blev dræbt i 1991.

  • 1940 • Lev Trotskij

    En agent for den sovjetiske statssikkerhedstjeneste myrdede den sovjetiske politiker og marxistiske teoretiker Lev Trotskij i hans hjem i Mexico. Siden Lenins død havde Stalin og Trotskij ligget i strid om magten og om socialismens udviklingsmuligheder i Sovjetunionen.

  • 1925 • Henning Larsen

    Den danske arkitekt Henning Larsen blev født. Han var en af sin generations betydeligste arkitekter med Udenrigsministeriet i Riyadh, Saudi-Arabien, og Operahuset i København blandt hovedværkerne.

  • 1909 • Martin A. Hansen

    Den danske forfatter Martin A. Hansen blev født. Hans liv blev kort, men hans position i dansk litteratur er markant. Blandt hans værker er Løgneren, den historiske roman Lykkelige Kristoffer og den kulturhistoriske Orm og Tyr. Hansen døde i 1955.

  • 1854 • F.W.J. Schelling

    Den tyske filosof Friedrich Wilhelm Joseph Schelling døde, 79 år gammel. Han var en hovedskikkelse i tysk idealisme. Især Schellings identitetsfilosofi fik betydning for romantikken i litteraturen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
20. august i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191064



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 20. august
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...