• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

2. november

Vis hele året

  • Årligt • allesjælesdag

    Den oprindelig katolske fest allesjælesdag fejres i Storbritannien og Nord- og Mellemamerika. Der bedes især for de døde i skærsilden.

  • 2004 • Theo van Gogh

    Den hollandske filmskaber, skuespiller og forfatter Theo van Gogh blev skudt og dræbt på gaden af en islamisk fundamentalist. Han blev 47 år gammel. Hans film Submission, der indeholder skarp kritik af islamisk kvindeundertrykkelse, medførte dødstrusler efter dens visning i tv samme år.

  • 2000 • Den Internationale Rumstation

    Den første besætning på tre astronauter flyttede ind på Den Internationale Rumstation. De tilbragte 113 dage om bord og er siden regelmæssigt blevet afløst af efterfølgende permanente besætninger og besøgende astronauter.

  • 1991 • Frederick Chiluba

    Frederick Chiluba tiltrådte som Zambias præsident. Han afløste Kenneth Kaunda, der havde siddet på posten i 27 år. Chiluba var præsident indtil 2001 og blev siden anklaget for korruption og magtmisbrug.

  • 1950 • George Bernard Shaw

    Den irsk-britiske dramatiker og samfundsdebattør George Bernard Shaw døde, 94 år gammel. Mange af hans stykker har en kvindelig hovedperson og feministisk islæt, fx Candida og Pygmalion. Shaw fik nobelprisen i 1925.

  • 1924 • Kai Nielsen

    Den danske billedhugger Kai Nielsen døde, 41 år gammel. I løbet af sit ret korte, men overordentlig produktive virke blev han kendt i vide kredse via både sine offentlige opgaver og sin statuetteproduktion for private virksomheder.

  • 1865 • Warren G. Harding

    Den amerikanske politiker Warren Gamaliel Harding blev født. Som USA's 29. præsident kendes han bl.a. for udnævnelser af inkompetente og korrupte venner til høje politiske poster, der førte til omfattende svindel og embedsmisbrug. Harding døde i 1923.

  • 1810 • Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn

    Danmarks første sparekasse blev oprettet. Med Tysklands og Hertugdømmernes sparekasser som inspiration garanterede lensgreve F.A. Holstein for kundernes indskudte midler igennem sit grevskabs industriselskab.

  • 1778 • Generalvejkommissionen

    En kommission blev nedsat ved kongelig resolution for at administrere udbygningen og udbedringen af det danske vejvæsen. Generalvejkommissionen var tilknyttet datidens finansministerium, Rentekammeret.

  • 1340 • Niels Ebbesen

    Væbner Niels Ebbesen faldt i kamp ved Skanderborg. Han opnåede status som nationalhelt, da han dræbte grev Gerhard 3. af Holsten. Drabet indledte en kamp mod de holstenske panthavere i Nørrejylland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
2. november i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=192458



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 2. november
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...