• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

19. november

Vis hele året

  • 2005 • Erik Balling

    Den danske film- og tv-instruktør Erik Balling døde, 80 år gammel. Han har instrueret en lang række kendte værker, bl.a. de 13 første film om Olsen-banden, komedieserien Huset på Christianshavn og føljetonen Matador.

  • 2001 • Taleban

    Talebanstyret i Afghanistan overgav sig til USA og Den Nordlige Alliance. Taleban havde siden 1996 været Afghanistans reelle magthaver og bl.a. indført streng islamisk lov, sharia. Taleban og deres sympatisører er dog stadig aktive.

  • 1977 • Anwar al-Sadat

    Den egyptiske præsident Anwar Sadat tog til Jerusalem. Det var første gang nogensinde, at en arabisk leder besøgte Israel, hvilket også kom som en fuldstændig overraskelse for Sadats nærmeste rådgivere. Besøget førte til en tiårig boykot af Egypten i det arabiske samarbejde.

  • 1977 • Mette Frederiksen

    Den danske politiker Mette Frederiksen blev født. Hun blev i 2001 medlem af Folketinget for Socialdemokraterne. I 2005 blev hun næstformand i folketingsgruppen, og i 2011 beskæftigelsesminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt.

  • 1942 • Calvin Klein

    Den amerikanske modedesigner Calvin Klein blev født. Hans stil er enkel og ofte afslappet, og hans designerjeans har siden 1970'erne været en eftertragtet mærkevare.

  • 1917 • Indira Gandhi

    Indira Gandhi, datter af den indiske premierminister Jawaharlal Nehru, blev født. Hun blev selv premierminister i to omgange; hun indførte bl.a. undtagelsestilstand i landet og bekæmpede sikhernes løsrivelsesbevægelse. Indira Gandhi døde i 1984.

  • 1915 • Joe Hill

    Den svensk-amerikanske sangskriver og fagforeningsmand Joe Hill blev dømt for mord og henrettet trods internationale protester. Den 36-årige Hill var medlem af den militante arbejderorganisation Industrial Workers of the World.

  • 1828 • Franz Schubert

    Den østrigske komponist Franz Peter Schubert døde. Han skrev en række mesterværker inden for de etablerede genrer symfoni, kammermusik og klavermusik og fik stor betydning for udviklingen af romantisk musik.

  • 1770 • Bertel Thorvaldsen

    Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen blev født. Han regnes for en af nyklassicismens betydeligste billedhuggere, og gennem sine lange ophold i Rom nåede han verdensberømmelse. Thorvaldsen døde i 1844.

Referér til denne tekst ved at skrive:
19. november i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=192825



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 19. november
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...